Læsetid: 5 min.

PET's nævenyttige idioter

7. september 1998

Kritikerne af den politiske overvågning glemmer, hvilken urimelig arbejdsbyrde PET blev påduttet af den revolutionære underverdens signalforvirring

TYS!
HVORFOR POKKER er der ingen, som holder med Politiets Efterretningstjeneste?
Næsten alle går ud fra, at PET-væsenet derude på Bellahøj altid færdes på ulovlighedernes overdrev. At agenterne i deres tjenesteiver ikke bare bruger lovens lange arm, men gi'r den hele armen
og lidt til. Sådan fremstiller både venner og fjender det. De er kun uenige om, hvorvidt påstanden skal undersøges.
Pressen stemmer i på den samme melodunte. Selv om de rare betjente ret beset blot passer deres job, bliver de gang på gang hængt ud som underløbende snushaner. De får værre omtale end de mest voldelige rockerbander, og straks lyder der røster om at lade dem dunke på maven af deres lyssky arbejdsgivere i regering og folketing.
Men hvad er det i grunden man byder dem, disse tavse PET-folk?

ÉN TING ER at skulle holde øje med gemene anslag mod Statens sikkerhed. Det er bare fast arbejde, som de sagde i 70'erne, og ikke uden lyse stunder.
For en statslig kammerjæger har det for eksempel sin egen pædagogiske charme at slå til mod en flok pubertære trotyldrenge, mens de fumler med deres små lunter.
Der er også en vis arbejdsglæde ved at holde øje med en Stasi-uddannet skørtejæger, mens han under påtaget navn lægger an på praktikanter i det danske udenrigsministerium og lader dem smugle dokumenter hjem i støvleskafterne, så de utålmodige Parteigenossen hjemme i DDR kan få et bedre indblik i Vestens energi-beredskab. Den slags kan der gå dejlig lang tid med.
Set fra Bellahøj er det politiske område straks mere tamt.
Herregud, om SF's grundlægger Aksel Larsen var agent for CIA eller for KGB - so what?
Og hvem var det egentlig, en Holger Viveke svingede bjæsken over?
Det er kun en Bent-Sagde-Jeg-Det-Ikke-Nok-Jensen, der stadig kan bringe tryksværten i kog over den slags.
Så er der lidt mere agenthygge ved at tælle vodkaflasker hos ubanderolerede samfundsomstyrtere eller tjekke rublerne i skunken hos en blankpoleret DKP-marodør.

DET POLITISKE har sin egen logik. Enhver der træder an til venstre for Jens Maigård, havner uvægerligt i bunken med "the usual suspects". Ja, Maigård også forresten, når han frimodigt påstår, at "de hemmelige tjenester har ikke så meget som et komma på mig! Det er den eneste del af min tilværelse, jeg har levet total fnugfri".
Hvad ved han om det?
Hvordan kan de overvågede rødhætter i det hele taget vide, hvordan verden ser ud gennem Bedstemors blå briller?
"PET kan ikke et øjeblik have været i tvivl om, at vi ikke udgjorde nogen trussel for samfundet. Det må have været afsindigt kedeligt for agenterne at følge med i, hvad vi bedrev," bekender den gamle VS-elegantier Steen med det fordækte navn Folke til den berlingske avis. Af samme grund er der ikke meget grin ved at stille sig op på en frederiksbergsk sidevej for at observere, om Preben Wilhjelm stadig trasker rundt i sine subversive Mao-sutter. Det gør han.
Den slags har de godt styr på hos grosserer Stampe & Co. De kan udmærket skelne mellem lovlig politisk virksomhed og virksomhed, der er lige lovlig politisk.
Det er noget sværere at følge de politiske snurretoppe, der gennem tiden har møvet sig ind i bevidsthedsindustrien.

EN JAN STAGE, for eksempel, en Jan Guillou eller en Flemming Sørensen.
Når sådanne rapportører fra fiktionens grænseland pludselig springer ud af skabet som tidligere agenter for fremmede magter, tvinger det PET hen til reolen for at anskue deres skriverier i et nyt lys, og så falder brikkerne på plads.
Men billedet krakelerer, når Jan Stage bygger sit håb om syndsforladelse på den journalistik, han har bedrevet, for det forlener journalistikken med en rensende egenskab, som ellers kun kendes fra vaskereklamer og den katolske kirke.
Derfor må de undre sig på Bellahøj. Hvad er det med de journalister? Hvorfor optræder de så ofte fordækt, og hvorfor smækker Ekstra Bladets indforståede Stasi-jæger døren i, når han nede på et PET-kontor møder den listige tv-researcher Pedersen, bedre kendt som 'Degnen'?
Jo, det er ikke nemt at følge med for en Laurids Betjent. Med sit skarpe falkeblik skal han ikke blot komme samfundets usynlige fjender i forkøbet. Han skal også være på dupperne, når revolutionære muldvarpe dukker op af hullerne og forklædt som rævepelse æder sig ind i borgerskabets hjertekule.
Som for eksempel fænomenet Peter Wivel.

I MIN UNGDOM var jeg redaktør af Studenterbladet, et højrøstet og principfast organ, der tidligere var befolket af så ærværdige folk som Niels Helveg Petersen, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup. I min redaktion sad en latinstuderende,
der bar det samme navn som Berlingske Tidendes nye chefredaktør, Peter Wivel, men her hører enhver lighed også op.
Mens tante Berlingskes olierede gyngehest vugger konservatismen til ro, var den unge filolog en frådende revolutionær, der med afghanerpels og flagrende Che Guevara-lokker manede kammeraterne i VS til kamp mod storkapitalen og de forræderiske revisionister, der ikke havde gennemskuet monopolkapitalismens iboende natur.
"Vi står idag over for en global kontrarevolution," advarede han i Studenterbladet. "Revolutionen må organiseres decentralt og det vil bl.a. sige, at det første, man skal gribe efter, ikke er den politiske magt, men derimod den økonomiske."
Som markskriger for studenteroprørets teoretiske bagmand Herbert Marcuse langede unge Wivel ud mod alt, hvad der var ondt: Staten, kapitalismen, borgerskabet. Men hvad de færreste vidste, var at hans mest hadske udfald blev skrevet i konens navn og rettet mod hjemmeværnet, PET, Venstre-politikeren Arne Christiansen, den israelske efterretningstjeneste og Herbert Pundik, og hvordan pokker skulle de stakkels folk nede
i PET kunne holde styr på dét?
År senere rumsterede en helt tredie person ved navn Peter Wivel i Informations chefredaktion, hvor han på lederplads bebudede et eklatant brud med journalistikkens ukrænkelige kildebeskyttelse. Formålet var angiveligt at hjælpe politiet, men en behjertet redaktion strittede imod, hvorpå redaktør Wirvelvind sporenstregs snurrede rundt og gik på bålet som kildebeskyttelsens uforfærdede Jean d'Arc.
Og nu sidder altså endnu en Peter Wivel i det berlingske hus, hvor han med dybt fortrolige kilder og 30 års forsinkelse kan fylde forsiden med denne rubrik, der bør stå med flammeskrift over enhver journalistisk tvivl:
"Folketinget vidste alt".

AL JOURNALISTIKS første bud er troværdighed. Derfor er det et problem, at intet mindre end tre mænd og en lejlighedsvis kone kan optræde under pseudonymet 'Peter Wivel' og i den grad underminere tilliden til faget og dets udøveres habitus.
Journalistikken klarer sig nok endda, men hvad med de organer, der på samfundsordenens vegne skal holde øje med alskens skrabud af halvstuderede røvere, nævenyttige idioter og almindelige opportunister? Hvordan pokker skal de kunne skelne mellem skidt og kanaljer?
Stakkels PET!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu