Kronik

Retspolitik på udsalg

Debat
8. september 1998

I den kommende weekend holder regeringspartiet Det Radikale Venstre landsmøde. Et medlem holder selvjustits

Retfærd & velfærd
Jeg havde den store ære at være med på den første dag af partiets landsmøde for godt et år siden.
Så vidt jeg husker, var der blandt medlemmerne en udtalt frustration over, at partiets rolle i regeringen primært var som et appendix til Socialdemokratiet. Derfor blev der fra flere sider efterlyst en klarere radikal profil i regeringen, med en højere prioritering af radikale mærkesager. Hvis en sådan politisk profilering udeblev, var der mange, der frygtede en sand flugt af partiets kernevælgere.
Folketingsgruppen havde desværre ikke samme behov for at fastholde hævdvundne radikale principper og trods en udbredt optimisme i hele partiorganisationen forud for forårets folketingsvalg endte det med en tilbagegang på 15 procent for partiet.
I betragtning af, at partiet på en række områder har brudt med helt fundamentale radikale principper, er denne tilbagegang måske ikke så overraskende endda. Den blev allerede forudsagt ved landsmødet i september 1997, men uden at der egentlig blev lyttet. Blot kan man glæde sig over, at vælgernes dom ikke blev helt så hård, som man kunne frygte med udgangspunkt i partiets svigt af radikale retsprincipper.

Mange, inklusive jeg selv, havde håbet, at vælgernes flugt fra partiet ville medføre en 'vækkelse' i partitoppen og en tilbagevenden til radikale principper. Det har desværre absolut ikke været tilfældet. Snarere tværtimod.
Det virker som om, ingen pris er for høj for at fastholde regeringssamarbejdet. Især har partiets retspolitiske profil stået for skud. Allerede sidste efterår begyndte forarbejdet til en ny udlændinge- og 'integrations'lov, der indeholdt elementer af aktiv diskrimination af de etniske minoriteter, nemlig:
*økonomisk stavnsbinding
*lavere integrationsydelse
*aldersbestemt forbud mod arrangerede ægteskaber
*gifteforbud for asylansøgere samt
*manglende mulighed for familiesammenføring af forældre over 60 år.
Først efter at Birte Rønn Hornbech belærte regeringspartierne, herunder Det Radikale Venstre, der jo ellers kender lidt til retspolitik, om det betænkelige ved at forbyde asylansøgere at gifte sig, blev dette forslag trukket.
På trods af den åbenlyse diskrimination af de etniske minoriteter, som gennemsyrede hele lovforslaget, valgte den radikale Henrik Svane at slå hælene i overfor et nærmest ubetydeligt punkt, som V og K krævede tilføjet for at stemme for loven.
V og K ønskede nemlig at indføre et krav om en passende bolig i forbindelse med familiesammenføring for udenlandske statsborgere. Af uransagelige grunde anså Henrik Svane netop dette for at være helt og aldeles uacceptabelt, alt i mens han accepterede de ovenfor nævnte diskriminerende elementer i lovforslaget samt et indtægts-krav til udlændinge, der ønsker at få familiesammenføring. Budskabet i integrations-loven er i al væsentlighed, at regeringspartierne forstår de socialdemokratiske vælgeres flugt til Dansk Folkeparti, og at partierne nu er rede til at tvinge udlændinge ud på arbejdsmarkedet, indføre diskrimination af udlændinge, gennemføre kulturel ensretning, stavnsbinding - samt at man er parat til at placere ansvaret for knap 30 års mislykket integration hos udlændingene selv.

Alt dette skal gennemføres ved at udlændingene lærer om det danske samfund og demokrati, personlig frihed og den danske individualisme, som er nødvendig for at kunne begå sig i Danmark. Naturligvis uden at nævne manglen på gode danskkurser samt udbredt og veldokumenteret diskrimination af de etniske minoriteter på det danske arbejdsmarked.
Af 'gode' grunde ønskede man ikke at forelægge lovforslaget overfor relevante FN-organer med henblik på en vurdering af eventuelle betænkelige passager i loven. Sidste kapitel er da heller ikke skrevet i denne forbindelse.
Det er nærmest tragikomisk, at Henrik Svane før vedtagelsen af loven søger at berolige med, at hvis Danmark bliver dømt for overtrædelse af menneskerettighederne, vil loven blive lavet om! Tænk at radikal retspolitik kan blive så indholdsløs, at man er villig til at bevæge sig på kanten af menneskerettighederne.
I den sidste fase af den ophedede valgkamp valgte Marianne Jelved at kæmpe for de 20 procent svageste i det danske samfund.
Mange udlændinge håbede, at trods efterårets hadske stemning i medierne og et stærkt betænkeligt lovforslag, ville den endelige lovtekst være præget af gode radikale dyder. Men sådan blev det ikke.
For god ordens skyld - af partiets retspolitiske program fremgår blandt andet at: "Det Radikale Venstre vil arbejde for at hindre forskelsbehandling imellem danske statsborgere og udlændinge ud over de forskelle, der naturligt følger med statsborgerskabet, som f.eks. valgret".

Det er dog ikke den eneste retspolitiske fadæse, partiet har lagt navn til. Desværre. Den kun alt for aktuelle PET-sag har også været håndteret på helt og aldeles uradikal vis. Jeg vil i den forbindelse tillade mig at citere fra et af mine indlæg i partiets medlemsblad i for-året:
"...Den næste retspolitiske kamel slugte vi råt i forbindelse med PET-sagen. Nok er vi med i regeringen, men hvis vi end ikke kan tillade os at markere en så vigtig radikal mærkesag som retspolitikken, så er prisen ved at blive for høj. Uanset hvordan sagen er forløbet, så sidder vi tilbage med et slutresultat, der absolut ikke kan bortforklares.
I god radikal og demokratisk ånd efterlyser Elisabeth Arnold en uvildig undersøgelse, men der er ikke tilslutning til forslaget i folketingsgruppen. Hvorfor? Ville resultatet af folketingsgruppens overvejelser være det samme, hvis vi ikke sad med i regeringen? Forhåbentlig ikke. I øvrigt rummer PET-sagen ingredienser, der har Tamil-sag-agtig karakter: Mange eller måske alle har en fornemmelse af, at noget er fejet ind under gulvtæppet. Der vil fra tid til anden dukke nye oplysninger op, der på ny vil sætte spørgsmålstegn ved partiets holdning.
Det er højest sandsynligt et spørgsmål om tid, før man igen må tage stilling til oplysninger, som PET ikke selv har ønsket at fremlægge i sin redegørelse. Det er en hvepserede, som partiet kunne have undgået at stikke hånden ind i. Alene ved at fastholde grundlæggende radikale synspunkter og radikal retspolitik."
Der kan ikke være nogen tvivl om, at den radikale rets-politik, hidtil partiets mærkesag nummer ét, er ude på et skråplan. Det virker nærmest uvirkeligt, når man tager i betragtning, at det er det selvsamme parti, der for ganske få år siden rummede en personlighed som Bernhard Baunsgaard. Det var en glidebane, som den ellers kompetente Bjørn Elmquist valgte at acceptere i arbejdet med ovennævnte integrationslov istedet for at fastholde hævdvundne radikale principper.
Fortsættes denne farlige kursændring, vil det uværgeligt medføre, at partiet kompromitterer sig yderligere i fuld offentlighed.

Jeg tror, at mange vælgere, tørster efter politikere med respekt for vælgernes intellekt og humanistiske indstilling. Dette indebærer naturligvis også indtagelse af upopulære, men nødvendige synspunkter, hvor man bl.a. ikke kan tale formiddagsbladenes læserbrevsskribenter efter munden.
Jeg vælger at tro på, at potentielle radikale vælgere netop er mennesker, for hvem det gør en forskel, om der er sammenhæng i partiets politik, at politikken afspejler nogle humanistiske værdier, og at den bygger på politisk anstændighed.
Jeg skal derfor opfordre til, at landsmødet igen i utvetydige vendinger opfordrer folketingsgruppen og regeringsmedlemmerne til at respektere fundamentale, radikale retspolitiske principper. Og at fastholde dette krav, også når landsmødet er overstået.

Mazhar Hussain er lægeog medlem af Københavns Amtsråd (R).

APROPOS
Mærkesager
Grå. Sådan var Marianne Jelveds ansigtsfarve sent om aftenen den 11. marts, da det stod klart, at 21.447 vælgere havde vendt ryggen til hendes parti og reduceret det fra otte til syv mandater. To nye ministre, Margrethe Vestager som undervisningsminister og Elsebeth Gerner Nielsen som kulturminister har ikke øget vælgeropbakningen. I de seneste meningsmålinger får de radikale stadig syv mandater.
I den kommende weekend holder partiet landsmøde, hvor baglandet vil kritisere ministre og folketingsgruppe for ikke at huske mærkesagerne, når Christiansborg-forligene strikkes sammen. Den tidligere landsformand Asger Baunsbak Jensen vil kompromisløst holde fast i mærkesagerne. Partibladet Radikal Politik placerer i det seneste nummer hans opråb på forsiden.
Problemet er, at kompromisløsheden står i direkte modsætning til en politisk placering som et midterparti. Asger Baunsbak Jensen skriver i sit indlæg, at "det kan blive nødvendigt for de radikale at træde ud af regeringen". Politisk set placerer den tidligere landsformand de radikale på den plads, hvor allerede SF og Enhedslisten befinder sig.
Det er dog ikke tydeligt, at en ny position vil hjælpe på klarheden. De kompromisløse radikale vil nemlig både have klare og på forhånd bestemte retspolitiske principper og et opgør med udstødningen.
Mazhar Hussein og Asger Baunsbak Jensen kritiserer begge forsommerens integrationslov, der "stavnsbinder" flygtninge. Retspolitiske principper står først, mener de to og glemmer, at hensynet til de svageste grupper er en anden radikal mærkesag. Hidtil har alternativet til "stavnsbindingen" været, at flygtninge flytter sammen i ghettoer uden den store mulighed for at etablere sig i det danske samfund. Selv om flygtninge har haft den samme ret som danskere, har de ikke haft de samme muligheder.
Lige muligheder kan bygge på forudgående forskelsbehandling og et opgør med retten til lige behandling efter lovens bogstav. De radikale mangler en diskussion af, hvordan nye retspolitiske principper både kan sikre lighed og forskelsbehandling, når det er nødvendigt. Det hjælper ikke at gemme det problem bag et forsvar for "mærkesagerne".
jr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her