Kronik

Om at skælde Gud ud

9. september 1998

Sygehuspræsten kan ikke helbrede, men hører alligevel med, når læger har kontakt med alvorligt syge patienter. Simpelt hen fordi liv og død her ligger tæt på hinanden

Hvor er det dog vigtigt, at Peter Kemp, Ole Hartling og Marianne Rosen i deres kronikker sætter fokus på de vanskeligheder, der kan opstå, når en læge skal fortælle en patient, at vedkommende lider af en alvorlig sygdom.
Da jeg som sygehuspræst gennem mange år adskillige gange har oplevet disse alvorlige situationer, har jeg lyst til at meddele nogle af mine erfaringer.
Når jeg af sygehuspersonalet bliver bedt om at tale med en patient, som føler sig dår-ligt behandlet af en læge, stiller jeg mig altid 100 procent solidarisk med patienten. Mit arbejde med mennesker i alvorlige situationer har lært mig, at det, de siger, er rigtigt, set fra deres synsvinkel. Jeg er derfor nysgerrig efter at finde ind til, hvad patientens anklager mod lægen er udtryk for.
Når jeg et stykke inde i samtalen med patienten får en fornemmelse af, at vedkommende tør stole på min solidaritet, spørger jeg ham om, hvad han synes, lægen skulle have gjort i stedet for det, han gjorde? Patienten fortæller så, hvad det er, der har været så forkert for ham, og jeg sikrer mig, at jeg har forstået, hvad det er, klagen går på. Derefter kan følgende samtale være et eksempel på, hvad der ofte sker:
Præsten: "Hvis lægen havde gjort således, som du ønsker, så havde din situation været helt anderledes nu?"
Patienten (ofte efter en pause): "Nej, det ville den egentlig ikke være."
Præsten: "Så er det måske ikke så meget lægen, du er vred på?"
Patienten: (ofte efter en pause): "Han gjorde det sikkert så godt, han kunne."
Hvordan ordvekslingen kan udvikle sig, vil jeg vende tilbage til. Først vil jeg opholde mig ved, at når samtalen ses på papir, kan den virke meget enkel og selvfølgelig. Det er imidlertid ikke enkelt at give en alvorligt truet og vred patient indtryk af, at man vil være solidarisk med ham. Ofte må jeg bruge alle mine sanser, for at jeg kan få den kontakt med patienten, der bringer os på bølgelængde med hinanden. Når det sker, og jeg kan se, at patienten bliver lidt roligere, tænker jeg ofte på, hvor godt det er, at man ikke forlanger af mig, at jeg foruden at være en kompetent samtalepartner også skal være en dygtig kirurg.

Det, jeg hermed vil sige, er, at jeg synes, det er et alt for stort krav, der stilles til læger, når vi forlanger, at de foruden at være dygtige til deres fag også skal være dygtige til at manøvrere rundt i det uoverskuelige område, hvor et menneske skal have at vide, at dets liv er alvorligt truet.
Selvfølgelig skal læger lære så meget om samtaleteknik, som de kan lære. Men når man arbejder med det område af livet, hvor man taler med truede mennesker, ved man aldrig, om samtalen bliver forløsende eller ej, og når det lykkes, er det, som når kunst lykkes. At føre en samtale med et truet menneske er ikke blot en færdighed, det er også en kunst. Derfor mener jeg, at der er lige så stor chance for, at en dygtig kirurg også er en dygtig samtalepartner i livet brændpunkter, som der er for, at en dygtig kirurg også er en dygtig billedkunstner - eller en dygtig komponist. Disse læger findes, og man kan glæde sig over dem; men at gøre dem til norm for lægestanden er at være urealistisk.
I øvrigt vil jeg nævne, at i mit arbejde er det kun sket få gange, at den vrede, der var i patienten, primært skyldtes en fejl eller ubetænksomhed fra lægens side. I disse tilfælde har jeg kun været ude for, at patienten og jeg ved henvendelse til lægen har mødt en udstrakt imødekommenhed samt et ønske om og en vilje til at få genoprettet det gode forhold til patienten. Jeg har hørt, at forholdene ikke altid er sådan. Her skriver jeg imidlertid udelukkende ud fra mine konkrete erfaringer.

Jeg blander mig som præst i den vigtige debat, der nu igen er ved at åbne sig, fordi jeg har en del praktiske erfaringer fra området; men også fordi jeg mener, at vi her er inde på et område, hvor det religiøse spiller en stor rolle. Det vi gør, når vi stiller krav til lægerne om, at de skal være dygtige til både det lægefaglige og det samtalemæssige er, at vi glemmer, at der er grænser for, hvad mennesker kan. Vi kan forestille os alting, og i vores tid har vi en fornemmelse af, at det vi kan forestille os, kan vi også udføre i praksis. Men her tager vi fatalt fejl. Mange mennesker vil f.eks. let kunne forestille sig et kæmpehøjt bjerg af guld; men det findes ikke. Ikke sjældent møder man - også inden for sundhedsområdet - mennesker, som siger: "Jeg vil, jeg kan, jeg gør det." Disse ord er flotte, og de gælder også, hvis opgaven, man vil udføre, ikke er for vanskelig. Men når man kommer ud til yderområderne i livet, gælder de ikke mere, - fastholder man dem alligevel, leger man Gud. Denne leg leger mange i vores tid. Der er en tendens til, at man ikke vil acceptere, at der er grænser for, hvad mennesker kan. Accepterer man ikke denne grænse, kommer vi til at stille krav til hinanden, som er alt for store. Det betyder bl.a., at vi hele tiden kan kritisere hinanden for, at vi ikke er gode nok.
Denne måde at forholde sig til livet på har til en vis grad sin grund i, at vi har afskaffet Gud, og derfor selv må være det. Præstens opgave i denne sammenhæng er efter min mening at pege på, at verden er skabt på en sådan måde, at der er grænser for, hvad mennesker kan, og Gud står ved, at det er sådan. Det betyder, at når vi når vore grænser, så må vi både tage til os, hvordan virkeligheden er, og også fortælle Gud, hvad vi synes om denne virkelighed. Han fortæller os nemlig, at han har al magt i himlen og på jorden, og at vi er hans børn. Derfor må vi - også i de alvorligste situationer - benytte os af, at vi ikke skal være kloge voksne. Tværtimod må vi sige alt det til Gud, som ligger os på sinde. Hvad det betyder for samtalen med den alvorligt truede patient, jeg nævnte før, vil jeg nu vende tilbage til.

Når patienten oplever, at hans vrede bliver taget alvorligt, kan det bevirke, at han kan holde op med at knuge den ind til sig. Ved at holde den lidt ud fra sig, kan han komme til at se på den og undersøge, om vreden rettes mod den rigtige. Dette spørgsmål er vigtigt alene af den grund, at kun den vrede, man retter mod den rigtige, kan forløses. Hvis vreden rettes mod en forkert, vil den vende tilbage og ofte være ledsaget af dårlig samvittighed.
Det skyldes, at man i sit dyb er klogere end som så og her ved, hvad der er rigtigt og forkert. Den vrede patient vil derfor ikke være hjulpet ordentligt, hvis skydeskiven for hans vrede ikke er den, der bærer skylden - men blot en uskyldig forbipasserende, der uheldigvis kom til at stå i skudlinien.
I de tilfælde, hvor omfanget af vreden i patienten ikke svarer til det, man kan bebrejde lægen, bliver det nu min opgave at hjælpe patienten med at finde ind til det, vreden vokser ud af. En samtale om dette emne kan forløbe således:
Præsten: "Er du bitter (vred) over, at denne sygdom har ramt dig?"
Patienten: "Jeg synes, det er uretfærdigt."
Præsten: "Gør du dig religiøse tanker?"
Patienten (forbløffende mange): "Jeg beder om at blive rask."
Præsten: "Har du tænkt på, at du også kan skælde Gud ud over, at du har det så vanskeligt?"
Patienten: "Den tanke har jeg ikke haft."
Det bliver nu præstens opgave at prøve at hjælpe patienten med at skælde Gud ud. Hvordan det gøres i praksis, vil jeg forbigå i denne sammenhæng. Når vreden i hele sit omfang er rettet mod Gud, viser det sig ofte, at patienten føler sig hørt og dermed oplever, at vreden bliver forløst. Dette går naturligvis over al forstand, da det handler om det religiøse område i livet.
Når jeg nævner det her, er det fordi, jeg i mit arbejde gang på gang oplever, at det er den rigtige vej at gå, når man vil prøve at forløse vreden over, at livet er, som det er.
Når patienten ikke kan få forløst sin vrede ved at skælde lægen ud, skyldes det altså, at lægen ikke er årsagen til, at livet er, som det er. Uanset hvor dårlig lægen er, så er det ikke ham, der har fremkaldt sygdommen, og det betyder, at han kun kan bære en (måske meget lille) del af ansvaret for patientens situation, og derfor også kun en (måske meget lille) del af skylden.
Det er vigtigt, at kirken kommer patienterne og lægerne til hjælp, når en alvorligt truende sygdom bliver virkeligheden i et menneskes liv. Med til skabelsen af mennesket hører, at vi kan blive alvorligt syge, og at vi dør. Derfor har vi fra skaberens hånd det i os, som skal bruges, når denne alvorlige del af livet bliver en realitet for os. I vores tid har vi imidlertid glemt en del af det, vi helt naturligt har i os. Det skyldes en udbredt trang til at lade som om, vi kan alt, hvad vi vil.
Sagt på en anden måde, vil vi gerne lade som om, vi er Gud. Det kan vi også godt klare, når opgaverne ikke er for store. Når livet viser sig fra sin mest voldsomme side, må vi imidlertid give op - og gå til Ham, som ikke forsvinder, selv om livet er ved at forsvinde mellem fingrene på os.

Det er synd for både patienten og lægen, hvis de to vil klare livets allerstørste problemer inden for det område, de tilsammen har magt over.
Når vort liv bliver truet, går også den eksistentielle del af vore følelser i drift, og de kan kun forløses, hvis vi tør bruge livet med alt, hvad det rummer - også Gud.
Kirken har til opgave i den situation at komme både pa-
tient og læge til hjælp og vise, at der, hvor mennesker ikke slår til, er Gud stadig. Og Gud er til stede som den samtalepartner, der kan tåle os, som vi er. Derfor er Han også til rådighed, når vi er i den dybeste vrede over, at livet går os imod.
Hvis vi, ligesom Kristus gjorde på korset, råber vores vrede til Gud, gør det ofte en forskel. Det kan dog være nødvendigt at have en samtalepartner, som er fortrolig med denne del af livet og ved noget om, hvordan samtalen med Gud skal føres i den si-tuation.
Præsten har et ansvar her, for det første for at gøre opmærksom på, hvad det religiøse kan bruges til, - og for det andet ved rent praktisk at formidle det.
Debatten om lægens samtale med den alvorligt truede patient bør have det religiøse aspekt med. Det er ikke så underligt, at det religiøse spiller en vigtig rolle, når vi befinder os i det område, hvor liv og død er tæt på hinanden.

*Preben Kok er sygehuspræst ved Vejle Sygehus

Apropos - Den nye patient

Der var måske engang, hvor 'doktoren' var som Vorherre selv. Men vi er ikke så autori-tetstro, som vi har været. Det betyder bl.a., at der ved siden af de flinke og føjelige patienter er opstået en ny patienttype - bevidst, kritisk, vidende om sin tilstand og om andre kendte behandlingsformer, som man evt. søger på Nettet. Med frit sygehusvalg kan vi gå efter det bedste, og så vil vi også have klar besked, om vi nu også får de bedste behandlingstilbud. Kort sagt, moderne menneskers krav kan meget let være besværlige for 'systemet'.
Men det vanskeligste er måske, at moderne mennesker også stiller andre krav til det fænomen, man under ét kan kalde sjælesorg - det at skulle forholde sig til alvorlig sygdom, der måske er vansirende, lidelsesfuld og til slut dødelig. Man kan tænke sig, at veluddannede mennesker ofte søger at skjule fortvivlelsen bag intelligente spørgsmål og en velfungerende grammatik, i stedet for på mere primitiv måde at give vreden og sorgen frit løb. For vi ved jo godt, at det ikke nytter at græde, og hvem skulle man skælde ud på?
Men at græde og skælde ud kan faktisk hjælpe, mener sygehuspræst Preben Kok. Efter eget udsagn bruger han det meste af sin tid netop på mennesker, som plejer at have tjek på livet og alt under kontrol. Men stillet over for livstruende sygdom er den 'moderne' patient ikke mindre eksistentielt berørt end andre. Også det moderne, veluddannede menneske skuer med gru ud over natmørkt hav og mærker det kolde træk fra dødens garn. Og må som alle mennesker i den situation tænke: Hvad skal der ske med mig, hvad med mine kære, vil jeg kunne klare de lidelser, der venter? At føle vrede og uretfærdighed er naturligt.
Men, skriver Preben Kok, "I de tilfælde, hvor omfanget af vreden i patienten ikke svarer til det, man kan bebrejde lægen, bliver det nu min opgave at hjælpe patienten med at finde ind til det, vreden vokser ud af." - Nemlig, at livet er, som det er.
Men kan præsten virkelig hjælpe andre end dem, der i forvejen er religiøse?
"I al min tid som sygehuspræst har jeg kun mødt ti, der sagde nej, da jeg spurgte, om de havde talt med Gud om deres sygdom," erklærer Preben Kok. "Og ja, det gælder også dem, der ikke er religiøse i forvejen."
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu