Kronik

Skyldig i folkedrab

22. september 1998

2. september blev fhv. borgmester Jean-Paul Akayesu fra Rwanda dømt for folkedrab - som den første i verden efter international ret. Dagens kronik fortæller om baggrunden for den verdenshistoriske begivenhed

Onsdag d. 2 september blev der skrevet verdenshistorie i den lille bjerglandsby Arusha i det nordlige Tanzania, da præsidenten for FN's internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda læste dommen mod Jean-Paul Akayesu op i den tætpakkede retssal. Dermed afsluttedes den første sag ved Tribunalet efter to et halvt års proces, hvorunder der var ført 43 vidner, afsagt 22 kendelser, fremlagt et hav af dokumenter, og vist klip fra video-optagelser af massakrerne i Rwanda under folkedrabet i 1994.
Verdenshistorie var det, fordi dommen er den første internationale dom nogensinde, hvor en person er kendt skyldig i folkedrab, og dommen er tillige den første internationale domfældelse for forbrydelser mod menneskeheden begået under en intern konflikt. Akayesu indskriver sig dermed i retshistorien med et uhyggeligt prædikat.
Selvom dommen er det første håndgribelige udtryk for den folkeretlige nyskabelse, der skete med nedsættelsen af Rwanda-tribunalet, blev den ikke genstand for megen opmærksomhed i pressen herhjemme. De fleste større dagblade var ellers vældig optaget af den administrative krise og de efterfølgende fyringer i Rwanda-tribunalet omkring årsskiftet 1996-97. Men da den første dom faldt forleden, var der stort set tavshed hele vejen rundt. Det er åbenbart mere interessant at skrive om skandaler end om de begivenheder, der virkelig bærer udviklingen fremad.

Folkedrabet i Rwanda i 1994 var det seneste større opgør i en lang række tidligere konflikter mellem landets hutu-flertal (der udgør godt 80 procent af landets befolkning) og tutsi-mindretal (ca. 15 procent). Se også dagens Apropos.
Den konkrete årsag til konflikten i 1994 var da, at der i efteråret 1993 med en række østafrikanske landes mellemkomst var indgået en 'fredsaftale' mellem landets politiske partier, som bl.a. indebar en art magtdeling og en gensidig anerkendelse af de to gruppers ret til at eksistere. Det var denne aftale, (Arusha-aftalen) som hutuernes rabiate højrefløj ikke ville anerkende. Og som gav stødet til planlægningen af og ikke mindst tilskyndelsen (via medierne) til den borgerkrig og det folkedrab, der blev udløst den 6. april 1994, da præsidentens fly blev skudt ned.
Imidlertid var det tutsierne, der vandt krigen. Deres hær rykkede ind fra Uganda og fordrev den daværende huturegering og den ekstremistiske hutufløj efter godt tre en halv måneds kampe og med mindst 800.000 ofre.

Og hvem var så den nu 45-årige Jean-Paul Akayesu? Han er hutu, og fungerede som borgmester i den lille landsby Taba ca. 30 km. vest for hovedstaden Kigali. I de første dages forvirring forsøgte han ganske vist at holde hånden over de mange tutsier, der flygtede fra Kigali. Men efter et par uger ændrede han pludselig kurs og opfordrede nu sine bysbørn til at sætte ind i jagten på de 'forbryderiske elementer', dvs. tutsierne. Ca. 2.000 tutsier omkom i Taba kommune under Akayesus styre. Voksne og børn, der for det meste blev dræbt med køller, macheter, spyd og andre tradi-
tionelle våben. Deres huse og marker blev afbrændt, og et stort antal tutsi-kvinder blev voldtaget og myrdet i kommunens 'kulturhus', der lå ved siden af borgmesterkontoret.
Set i et større perspektiv var Akayesu nok en 'lille fisk'; han har ikke været deltager i planlægningen og mediestyringen af folkedrabet, og han har næppe handlet anderledes end flertallet de 185 andre borgmestre i landet.
Men han var med, og han gjorde sit...

Tribunalet blev nedsat af FN's Sikkerhedsråd for at dømme de hovedansvarlige for disse forbrydelser, og det har nu tiltalt knap 40 personer, herunder den tidligere premierminister
Jean Kambanda, den formodede arkitekt bag konflikten, oberst Theoneste Bagosora, samt flere ministre, ledende militærpersoner, præfekter ('amtmænd'), en håndfuld borgmestre, lederne af den højreekstremistiske radiostation, der formidlede mordbudskaberne til befolkningen, vice-præsidenten for den væbnede ekstremistiske ungdomsorganisation 'Interahamwe', m.fl. Samme Kambanda har tilstået de forbrydelser, han blev tiltalt for (både folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og forbrydelser mod civile under den interne væbnede konflikt). Han er dømt i overensstemmelse med sin tilståelse. I modsætning til FN's Tribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, er de fleste af disse ledende folk faktisk anholdt og sidder nu varetægtsfængslet i Arusha.
Som følge af sit mandat har Tribunalet ikke tiltalt nogen myndighedsperson under det borgmesterniveau, hvor vi finder Akayesu. De mange andre personer, der har deltaget i folkedrabet, tiltales i øjeblikket i nationale straffesager ved Rwandas egne domstole, hvor flere allerede er blevet dømt til døden og henrettet.

FN-tribunalet kan kun dømme for tre forbrydelser:
*folkedrab,
*forbrydelser mod menneskeheden, og
* forbrydelser begået mod civile under borgerkrig.
Folkedrab er kriminaliseret i FN's Folkedrabskonvention fra 1948, der blev vedtaget som en reaktion på udryddelsen af jøder og sigøjnere under Anden Verdenskrig. Konventionen definerer folkedrab som:
Mord, vold, påtvingelse af ødelæggende livsvilkår m.v., på medlemmer af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, med forsæt til helt eller delvis at udrydde gruppen som sådan.
Sagt med jævne ord betyder folkedrab, at man f.eks. slår folk ihjel alene med den begrundelse at de tilhører en bestemt gruppe, og vel at mærke i den hensigt at udrydde hele gruppen. Akayesu dræbte såvidt vides aldrig selv nogen tutsi. Men han gav ordrer og tilskyndelser hertil, og uden hans medvirken var det næppe kommet så vidt i Taba kommune.

Ved de fleste andre grove forbrydelser kan man normalt pege på et forståeligt eller i det mindste genkendeligt (omend uantageligt) motiv hos gerningsmanden, f.eks. jalousi, hævn, berigelse, el. lign. Anderledes med folkedrab, der kun begås med det ene formål at eliminere en bestemt gruppe fra jordens overflade, alene fordi gruppen eksisterer. Folkedrab anses derfor for at være den mest ondartede forbrydelse, der overhovedet kan begås; 'alle forbrydelsers moder', for nu at bruge et makabert citat.

Akayesu blev imidlertid også dømt for at have begået forbrydelser mod menneskeheden, herunder voldtægt. 'Forbrydelser mod menneskeheden' består i mord, udryddelse, vold, tortur, voldtægt, m.v. begået som led i et omfattende eller systematisk overgreb mod civilbefolkningen af nationale, politiske, etniske, racemæssige eller religiøse grunde. Denne forbrydelse indeholder på samme må de som folkedrab et dis-kriminerende element (handlingerne skal begås mod bestemte grupper), men stiller ikke som folkedrab noget krav om total udryddelse af den pågældende gruppe.
Akayesu blev derimod frikendt for at have overtrådt bestemmelsen i Genève-konventionerne og Tillægsprotokol II om krigsforbrydelser begået under interne væbnede konflikter. Retten fandt for såvidt angår tiltalen for denne forbrydelse, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for Akayesus deltagelse i selve borgerkrigen mellem regeringshæren i Rwanda og den nordfra indtrængende tutsihær, som foregik parallelt med folkemordet. Det er meget tænkeligt, at Anklagemyndigheden af denne grund nu vil anke dommen til Appelkammeret i Haag.

Det opsigtsvækkende i dommen - bortset fra, at den faktisk er afsagt på trods af administrationssvigt og forsinkelser! - er som allerede nævnt, at Akayesu er den første i verdenshistorien, der er dømt for folkedrab af en international domstol direkte i henhold til folkeretten.
Perspektivet heri er langtrækkende, for muligheden for fremtidig international kriminalisering og domfældelse af enkeltpersoner for f.eks. menneskerettighedskrænkelser, miljøforbrydelser, er nu rykket nærmere.
Derudover er det en klar landvinding, at Akayesu blev holdt ansvarlig for den voldtægt, der blev begået i Taba Kommunes kulturhus. Akayesu var aldrig selv til stede under disse forbrydelser, men Retten fastholdt at han som ansvarlig leder for sin kommune vidste, eller i hvert fald burde have vidst, at det foregik, og dømte ham derfor for ikke at have grebet ind og standset denne skændsel.

Endelig er det værd at bemærke, at Retten som nævnt frifandt
Akayesu for deltagelse i den væbnede konflikt mellem parternes væbnede styrker. I sine præmisser fastslår retten, at Akayesu ikke var involveret i de rent militære operationer under borgerkrigen, og heller ikke bidrog til udfaldet heraf. Med denne indskrænkende fortolkning har Retten sagt, at kun folk der indgår i selve krigsførelsen kan dømmes for krigsforbrydelser. Dette bryder imidlertid klart med den praksis der er lagt for dagen ved Jugoslavien-Tribunalet, hvorefter en væbnet konflikt også antages at omfatte forbrydelser begået i tilknytning til den væbnede konflikt, uanset om de begås af civile uden direkte tilknytning til selve krigsførelsen.
Men lad os se, om Appelkammeret er enig i denne fortolkning.

På længere sigt vil både Rwanda-Tribunalets og Jugoslavien-Tribunalets retspraksis blive retningsgivende for den måde, som den fremtidige permanente internationale straffedomstol vil komme til at fungere på.
Den permanente Domstol vil dog kun kunne dømme for omtrent de samme forbrydelser som de to Tribunaler. Måske vil fremtiden vise, at krige til den tid har antaget helt nye former, som ikke er forudset, f.eks. computerstyrede indbrud i fjendens økonomi, som får dets marked til at bryde sammen med deraf følgende kaos. Også for krigsførelse gælder, at kun fantasien sætter grænser.

*Frederik Harhoff er docent, dr.jur. og tidligere retschef ved FN's Krigsforbrydertribunal for Rwanda.

Apropos - Belgiere, hutuer og tutsier

Baggrunden er kort fortalt følgende: Rwanda blev sammen med Burundi koloniseret af tyskerne i slutningen af 1880'erne, men begge lande blev efter 1. Verdenskrig overtaget af Belgien, der i forvejen besad det tilstødende Congo (siden Zaire, nu Den demokratiske republik Con-go). I modsætning til tyskerne, hvis væsentligste interesse havde været at udbrede kristendommen i de små kongedømmer, indførte belgierne en vidt udbygget og magtfuld koloniadministration, i hvilken de belgiske koloniherrer efter 'del og hersk-princippet' valgte at alliere sig med den af de to folkegrupper, der ansås for at være de bedst egnede, og i øvrigt mindede mest om europæerne, nemlig tutsierne. Med mellemkrigstidens makabre interesse for raceegenskaber har det været fristende at pege på tutsierne som de bedst kolonisable, for tutsierne var kendt for deres dygtighed, flid, opfindsomhed og handelstalent, og så lignede de rent fysiognomisk europæerne mere end hutuerne ved at være høje, slanke og smukke.
Sandheden er dog nok snarere, at disse karaktertræk i nogen grad er mytedannelser, som kolonimagten selv i et vist omfang er ansvarlig for; belgierne tilstod således tutsierne en lang række uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske privilegier, som skabte had mellem de to grupper. Hutuer og tutsier taler imidlertid samme sprog og har samme religion, og de mange tværgående ægteskaber mellem hutuer og tutsier havde allerede dengang i høj grad udvisket hvad der oprindeligt måtte have været af klare fysiske forskelle.
Sandt er det imidlertid, at de to grupper stadig opfatter hinanden som forskellige, uanset baggrunden. Da landet blev selvstændigt i begyndelsen af 1960'erne var kongedømmet kort forinden afskaffet, og den nye republik blev overtaget af hutuerne efter demokratiske valg. Siden da har der været flere meget blodige (men relativt upåagtede) opgør mellem de to grupper, som på overfladen har drejet sig om hutuernes forsøg på at komme tutsiernes elitære privilegier til livs, men som af flere eksperter snarere var regulære fattigdomsbetingede konflikter.
Frederik Harhoff

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu