Læsetid: 2 min.

Stræde hjælper F.L. Smidth

28. september 1998

Historiker fortsætter sit angreb på modstandsfolkene, der rejste erstatningssag

KRIG
Therkel Stræde har i to artikler (Inf. 4. og 16. sept. 98) rettet usaglige angreb på Aktive Modstandsfolk, fordi de offentligt har rejst sagen om det danske værnemagerfirma, F.L. Smidth (nu FLS Industries).
Stræde anbefaler FLS at foretage en "seriøs historievidenskabelig undersøgelse" af firmaets aktiviteter i Estland. Den åbenbart selvbestaltede advokat for FLS slår til lyd for, at det i erstatningsspørgsmålet følger de retningslinjer, som er udarbejdet af de tyske folkevognsfabrikker, men overser eller fortier i sit bizarre angreb på Aktive Modstandsfolk, at de for længst har foreslået noget tilsvarende.
Det forekommer besynderligt, at historikeren ikke har kontaktet dem, han angriber. Men så ville det jo være vanskeligt at frakende dem enhver rettighed. Da der samtidig fra anden side rettes forskellige angreb på modstandsfolkene, kan man ikke se bort fra, at der er tale om en smædekampagne, som kun vil forplumre erstatningssagen og afspore en debat om svinerierne, som de danske samarbejdspolitikere og nogle 'tunge' drenge i erhvervslivet gjorde sig skyldige i.
Senest har vi fået bekræftet, at den danske stat gjorde sig til krigsførende part og sammen med F.L. Smidth investerede et beløb, der i dag svarer til 12 mio. kroner, i det "estiske eventyr".
Måske ikke noget svimlende tal, men meget smart udbetalt over den såkaldte clearingkonto som tysk gæld. Den er som alle andre omkostninger i forbindelse med besættelsen betalt af danske skatteydere.
Denne affære i affæren hører hjemme i erstatningssagen. FLS Industries må naturligvis betale beløbet tilbage. Eller betragtes det som
et retmæssigt bistandstilskud?

Med hårene
Den åbenbart mopsede Stræde mener, at det er en af hans kolleger, som har 'gravet' Kunda-affæren op. Det er kun delvist rigtigt, og Joachim Lund har ikke senere udvist nogen som helst interesse i sagen. Som Aktive Modstandsfolk har påvist, blev sagen overfladisk 'behandlet' i den parlamentariske kommission efter krigen. Det ved Stræde - eller burde som historiker vide.
Han stryger påtaget venligt modstandsfolkene over håret, fordi vi har rejst sagen - samtidig med at han påstår, at vi forsøger at "profitere på andres lidelser". Det siger han trods sin viden om, at foreningen udfører et stort arbejde for at sikre medlemmerne, enker og andre deres rettigheder.
Samarbejdspolitikernes og værnemagerforetagendets transatlantiske talsmand er en moderne Münchhausen, der forsøger at trække sig selv op ved håret og komme ind på arenaen for at fjernstyre noget, han ikke har lod eller del i. I modsætning til modstandsfolkene har han jo intet bagland og er mest optaget af sig selv og karrieren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu