Læsetid: 4 min.

Tilbage til rødderne

Debat
11. september 1998

Loven skal ikke bevare institutioner, men fremme arbejdet med og tilgængeligheden af Danmarks kultur

MUSEER
Arken vånder sig ved udsigten til at miste sit ekstraordinære statslige driftstilskud. Kulturministeren mener, at Arken på samme måde som alle andre lignende institutioner skal leve af kommunale tilskud og hvad institutionen ellers kan skaffe til huse. Det vil Arken ikke.
I stedet vil Arken nu indordne sig under museumsloven i forventning om at opnå ordinære statstilskud efter museumslovens bestemmelser. Det er synd og skam. Arken var tænkt som meget mere end blot et museum - og Arkens problem illustrerer endnu engang, at fordelingen af statslige midler til kultur-institutionerne hører en svunden tid til.
Et andet eksempel er Eksperimentariet, der lige så lidt som Arken er tænkt som et museum, og heller ikke Eksperimentariet får automatiske og lovbundne driftstilskud efter en lov - selv om der kunne være behov for det. Et tredje eksempel er Kattegat-centret.
Omvendt kan en række museer, der er optaget under lovens beskyttende vinger, kun i et mikro-univers leve op til lovens intentioner. Det gælder ikke bare små lokale museer, men f.eks. også Danmarks Tekniske Museum.
Omvendt er der også museer, der med held, dygtighed og stor produktivitet arbejder på højt plan inden for alle det klassiske museums discipliner: indsamling, forskning, bevaring og formidling, men som alligevel ikke er omfattet af lovgivningen. Som eksempel herpå kan nævnes El-museet.

Den museale helhed
Tidligere museumslove har forsøgt at dæmme op for det totale anarki ved bl.a. at kræve, at det enkelte museum skal have et godkendt arbejdsområde, som udgør en del af den museale helhed, som forudsætning for stats-støtte.
Men der vokser til stadighed en spændende og frodig skov op af nye museer og museumslignende initiativer ved siden af de traditionelle statsstøttede museer.
Denne dualisme mellem fritvoksende kærlighedsbørn og børn, der gennem en år-række er blevet skolet og afrettet gør, at sidstnævnte ofte kommer til at fremstå som kedelige og udlevede.
I et sådan forum af ildsjæle, der brænder for netop deres eget sted, er det formålsløst at ville finde et svar på, hvad der er samfundets forpligtigelser og hvad samfundet skal betale for. Her vil hver naturligt søge at varetage sit barns interesser.
Derfor er et stort antal museer ikke ensbetydende med, at vi på hensigtsmæssig måde er dækket ind - nærmere tværtimod. Tag f.eks. Københavns Kommune, der driver Thorvaldsens Mausoleum, Brønshøj Egnsmuseum, Københavns Bymuseum og Stadsarkivet - og betaler i et kommunalt fællesskab bl.a. til Arbejdermuseet og Glyptoteket. Et ejendommeligt og lidet repræsentativt sammensurium.
Det er væsentligt, at en kommune giver førsteprioritet til aktiviteter, som er helt afhængige af den primærkommunale støtte, og først når disse basale behov er dækket, begynder at fordele evt. overskydende midler til institutioner og projekter som lige så vel kan finansieres ad anden vej.

Lokal mangfoldighed
Som udgangspunkt bør det være statens opgave at varetage statens og hovedstadens interesser, mens kommunen skal varetage byens og borgernes.
Men København er et kalejdoskop af bydele med hver deres 'kultur' og kulturelle behov. Derfor er det ikke nok med et bymuseum og et stadsarkiv til at dække det hele. Hver bydel skal hvert på sit sted dyrke og samle den lokale mangfoldighed.
Derfor skal Københavns borgerrepræsentation fortsat drive bymuseum og stadsarkiv (med en grundlæggende ny og langt bredere opgaveformulering), medens bydelsrådene skal drive bruger-orienterede aktiviteter i hver sin bydel af samme type som Arken, men udstrakt til også at omfatte kulturhistorie m.v.
Stærkt ville det være at sammenlægge driften af biblioteker, medborgerhuse og disse kultur-aktiviteter i et folkets hus, der arbejder på tværs af de traditionelle meget bastante faggrænser.
Efter denne model vil Thorvaldsens Museum ikke være er en kommunal opgave. Ej heller Glyptoteket, Zoo og alle de andre kulturinstitutioner, København støtter i fælleskommunalt samarbejde - og som ved uændret politik vil tage en stadig større del af de kommunale midler til kulturelle aktiviteter.
Der er behov for at gøre museumsloven mere rummelig, at udvide den til en lov for kulturinstitutioner, så den kan samle hele den lange række af institutionstyper, der er arbejder med vor kultur - og at lovens museale bestemmelser ikke bare gælder for de institutioner, der får tilskud efter loven, men også de resterende.
Herved vil det være muligt at indpasse Eksperimentariet og de andre succes-steder i fællesskabet - og samtidig vil det være hensigtsmæssigt at nyopdele de traditionelle museer i forskellige grupperinger alt efter deres faktiske formåen.
Ved at indplacere institu-tionerne i graduerede grupperinger vil der være mulighed for at praktisere en for samfundet mere givtig og nuanceret tilskudspolitik - således at man ikke bare i det uendelige og pr. automatik betaler til de museer, der af en eller anden grund på et eller andet tidspunkt er blevet godkendt til at modtage statsunderstøttelse.
Lovens formål skal ikke være at bevare institutioner, men at fremme arbejdet med og tilgængeligheden af Danmarks kultur og kulturarv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her