Læsetid: 6 min.

Tuusi i huset på fjeldet

Debat
9. september 1998

Inuit Ataqatiqits formand, Josef Motzfeldt, er stærkt optaget af bygdebefolkningens liv- og uddannelsesvilkår og ser med kritiske øjne på den store afstand mellem beslutningstagere og den menige grønlænder

GRØNLAND
Da jeg kom til Grønland for lidt over et år siden, var min viden om det politiske liv i landet begrænset til partierne Siumut og Atassut, der siden 1995 har dannet et koalitionsstyre, og begge er repræsenterede i det danske Folketing, hvor de allierer sig med henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre.
Navnet IA (det venstreorienterede parti Inuit Ataqatiqit) dukkede op igen og igen i samværet med grønlandske venner og bekendte. IA-politikerne var også meget synlige i samfundsdebatten, og der gik ikke en dag, hvor de ikke var fremme med det ene eller det andet. Partiets formand Josef Motzfeldt, bedst kendt under kælenavnet Tuusi (udtales Duusi) forekom som en mand, der tiltrak sig ekstra opmærksomhed på grund af sine taleevner, sin milde og samtidig bestemte fremtoning og ikke mindst sin anderledes påklædning. Jeg udnævnte ham enstemmigt til Grønlands mest spændende påklædte politiker. Ved valget i vinter til Folketinget, hvor der skulle vælges to grønlandske repræsentanter, fik Tuusi 3.700 af de 5.000, som partiet IA fik. 20 stemmer manglede han i at få plads på Christiansborg.
Da jeg i august skulle på psykiatrisk konsulentrejse til Sydgrønland, hvor Josef Motzfeldt bor, spurgte jeg en fælles veninde, kunstneren Aka Høegh, der også bor i Sydgrønland, om hun kunne arrangere et møde for mig.
Tuusi sagde straks ja til mødet, og det blev sådan, at jeg kunne besøge ham i sommerhuset, 20 minutters sejlads fra Narsarsuaq, der er Grønlands sydlige lufthavn.
Huset ligger lige op ad et fjeld og med en helt åben udsigt over fjorden, Tunulliarfik. Isskosser i alle mulige størrelser og fjelde så langt, øjet rækker. Blåbær, sortebær og svampe, specielt Karl Johan i mængder, jeg aldrig har set før.
Tuusi vil servere fåremavesuppe til frokost, og jeg jubler, da jeg ikke har fået denne lækre ret i flere år. Sydgrønland har en del fåreholdersteder, og grønlandsk lam er uden tvivl i første klasse på verdensplan. I Danmark er Irma-kæden begyndt at sælge grønlandsk lam.

Tuusis vej
Tuusi er 56 år, født og opvokset i bygden Igaliko, der ligger 45 minutters gang fra, hvor vi er. Faderen var fåreholder, men støttede sønnen i at skulle have en uddannelse. I bygden var det kateketen, der udover arbejdet med sjælen, stod for undervisningen i alle fag fra 1. til 7. klasse: de yngste klasser om formiddagen, de ældste om eftermiddagen. Efter syv års skolegang skulle man eksamineres af rigtige lærere udefra for at blive accepteret til videre skolegang, afhængig af hvor meget dansk man kunne.
Tuusi dumpede, hvilket betød, at han skulle blive i bygden.
Faderen mente imidlertid, at sønnen fortjente bedre og klagede til højere instanser, hvilket medførte, at sønnen alligevel kom af sted til videre skolegang i Qaqortoq (tidligere Julianehåb), hvis familien selv skaffede logi til drengen.
Efter Qaqortoq gik turen til Nuuk, hvor de unge fra kysten boede på skolens kostafdeling. Tuusi fortæller, at mange teenagere af hans generation, unge der skulle væk fra deres familier for at videreuddanne sig, fik den nødvendige voksne påvirkning ikke fra deres forældre, men fra lærerne og forældrene til deres skolekammerater, der selv var fra Nuuk.
Fra Nuuk rejste han til Danmark for at videreuddanne sig, først på gymnasium og derefter lærerseminariet i Hjørring. Han havde ellers en drøm om dyrlægeuddannelse, men da han længtes meget efter Grønland, valgte han en kortere uddannelse og blev lærer, som så mange andre grønlandske politikere af hans generation.
Sideløbende med det politiske liv er han nu optaget af bygdebefolkningens liv- og uddannelsesvilkår. Han er selv efter mange år lige flyttet tilbage til sin fødebygd, Igaliko. I dag er der ca. 27 fastboende i Igaliko, der er et eftertragtet sommerhusområde. Igaliko ligger smukt og er om sommeren meget frodig. Et væld af vilde blomster og velplejede haver, kartofler og majroer i lange baner. Her giver navnet Grønland pludselig mening.

Inkompetence
"Afstanden imellem beslutningstagerne og den menige grønlænder er alt for stor. Viden giver magt og derfor er al information i hænderne på få i Nuuk. Grønland er gennem administreret, uden at det betyder effektivisering. Vores politiske administrative system er præget af inkompetence. Et møde i Landstinget kan nogle gange minde om et kommunalt bestyrelsesmøde.
Den lille fisker eller fanger bliver gennemkontrolleret, og man bruger fra administrationens side oceaner af ressourcer til at hente gældsrestancer hos mennesker, der hører til de absolutte lavindkomstgrupper.
Gældsrestancer kvæler motivationen til at prøve at klare sig. IA vil gerne arbejde for en mere retfærdig beskatning. Proportionel beskatning vil være mere retfærdig, men embedsmændene og direktørerne er selvfølgelig ikke interesserede, og derfor kan de nemt bilde politikerne ind, at det er uoverskuelig opgave at få folk til at betale skat, der passer til det, de tjener," fortæller Tuusi og fortsætter: "Vores parti har fået en del igennem som oppositionsparti. Det er lige før, jeg mener, at vi i oppositionen har været mere produktive, end da vi var i koalitionsregering med Siumut fra 1991 til 1995. Det er rigtigt, at vores parti har fremgang. I 1983 udgjorde vi 10 pct. af Landstinget, i dag udgør vi med vores seks landstingsmedlemmer 23 pct. af Landstinget".

Retfærdig fordeling
På spørgsmålet om IA's påvirkning fra marxistiske/ leninistiske strømninger svarer Josef Motzfeldt, at IA har ment og stadigvæk mener, at landets ressourcer skal fordeles mere retfærdigt.
"Ved Hjemmestyrets indførelse var det nødvendigt med stærke og bastante markeringer. Der er siden sket en del politiske omvæltninger i verden, og det ville være absurd, hvis IA stod uberørt af disse ændringer. Men vi mener stadigvæk, at magten, specielt den økonomiske, skal væk fra de få hænder i Nuuk. Partiet IA ønsker, at den enkelte grønlænders vidensniveau skal være høj, fordi viden giver mulighed for at stille krav. Vi vil gerne være frontfigurer i kampen for de oprindelige folks rettigheder, og vi er lydhøre over for udviklingslandenes problemer".

Større selvstændighed
Til sidst spørger jeg om det nok vanskeligste. IA er fortaler for større selvstændighed fra Danmark. Kan Grønland klare sig uden Danmark?
Josef Motzfeldt bliver tydeligt, men kontrolleret irriteret.
Han er træt af at høre om Grønlands behov for Danmark. Han mener, at de to lande har brug for hinanden. "Hvad vil Danmark være uden Grønland? Grønland er med til at gøre Danmark interessant på global plan, ikke mindst på grund af den store interesse, alverdens forskere har i Grønland. Vi har brug for hinanden, vi supplerer hinanden, og derfor må vi væk fra bloktilskudsordning og over til et partnerskab. Vi har ikke brug for en storebror, men for en ligeværdig medspiller. Hvad er eksempelvis prisen for Grønland i en militær-strategisk betydning? Hvilke modydelser får Danmark for at stille arealer til rådighed til forsvarsanlæggene, såvel for USA og NATO? Hvorfor behøver de danske myndigheder fortsat at sprede tågeslør over 1950-Forsvarsaftalens ord og bogstav?"

Nyt liv i bygderne
På spørgsmålet, om den menige grønlænder, der nyder godt af bloktilskuddet, vil være enig med ham, er svaret: "Passiv forsørgelse skaber kunstige behov og forbrugerisme. Den enkelte grønlænders selvrespekt skal tilbage, og derfor må levestandarden i Grønland baseres på landets ressourcer. Et af håbene for fremtiden er at puste liv til bygderne, så folk fra byerne får lyst til at vende tilbage, for bygdeliv giver nærhed og fællesskab.
I storbyer som Nuuk er du usynlig og uden netværk, og derfor er der større risici for alkoholmisbrug og de deraf følgende problemer. Men jeg ønsker på ingen måde at idyllisere bygdelivet".
Tuusi Motzfeldt er en veltalende mand.
Spørgsmålet er, om han kan overbevise de unge, måske med sig selv som eksempel, om vigtigheden af at vende tilbage til bygdelivet.
I en radioudsendelse, jeg engang hørte, sagde Tor Nørretranders, at den nye teknologi kan være en redning for det grønlandske menneske, der mistrives i betonblokkene i storbyerne.
Tilbage til bygden med e-mail, internet og alle de muligheder, specielt i undervisning, det giver.
Bliver Tuusis drøm om bygderenaissance en realitet, kan Grønland for alvor rykke frem som frontfigur for både udviklingslandene og de oprindelige folk: en balance imellem de oprindelige og ægte værdier og den moderne og tidssvarende højteknologi kan betyde udvikling på nye og anderledes præmisser.
(Fork. af red.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her