Kronik

Umuligt at gemme sig

Debat
25. september 1998

Overvågning via internettet: Skal vi til at klikke os ind på vore børns lege og pædagogernes kunnen via video fra børnehaven? De socialpædagogiske seminarier bør straks udbyde kurser for pædagoger og børn, så de kan gøre gengæld

Det amerikanske firma Watch me! boomer i denne tid. For et engangsbeløb på 8-10.000 dollars opstiller det et videoudstyr i børnehaver, der hver 20. sekund dagen lang sender still-billeder via fire computermonitorer til en central behandlingsenhed og videre ud til de forbrugere, der har købt et password og som derfor kan klikke sig direkte ind i legerum og ved spiseborde og følge med i de smås leg.
"Vi betjener en efterspørgsel", siger firmaets grundlægger Frank Wagner til den tyske avis Die Zeit den 30. juli i år, og firmaet tilfredsstiller øjensynligt et behov, "der er opstået i et samfund præget og plaget af stress og arbejde". "Via nettet kan jeg endelig få at vide, hvordan min dreng tilbringer sin dag", siger den begejstrede mor, Michelle James. Bedsteforældrene er også glade. De kan bede deres børnebørn om at posere foran skærmene præcis klokken fem minutter over ni, med besked på at vinke til de ældre, såre usynlige generationer, der på denne måde får en "tættere kontakt til børnene" via den centrale datacentral mere end 1.000 km fra børnehaven, placeret i Dallas, Texas.
Seks-årige Emily fortæller, at det var smaddersjovt "at være i fjernsynet" i starten; men at det nu efter nogle uger ikke er noget, hun tænker nærmere over, at der hænger videokameraer og filmer, mens hun spiser og leger. I starten var de ansatte lidt skeptiske, men de har vænnet sig til det.
"Det er overhovedet ikke noget problem", udtaler pædagogen Jayson Jones fra 86. gade i Somerset Heights i den nordlige del af Indianapolis, hvor 115 børn og 12 voksne konstant overvåges af den teknologi, der ifølge lederen af børnehaven, Charmaine Stout "giver forældrene mere tid sammen med deres børn og fratager dem en del af deres skyldfølelse". Stout fortsætter: "Vi har intet at skjule. Vi ved, hvad vi gør".

Forældrene kan klikke sig ind på hverdagens billedstrøm i børneinstitutionerne, hvad enten de er hjemme eller på arbejde - bare de har det rigtige pass-word. Ifølge Watch me! og børnehavens chef gøres der meget ud af sikkerheden, således er det tabu/ forbudt at sende billeder fra badeværelser, toiletbesøg og fra soppebassiner, og netsiderne er beskyttet så hackere og "internet-pæderaster" ikke skulle kunne bryde koden og fornøje sig uretmæssigt.
Big Mother is Watching You, hedder artiklen fra Die Zeit. Filosoferes der lidt nærmere over dette nye fænomen på den teknologiske himmel, byder følgende tanker sig til:

Der er tale om en pervers kobling af drømmen om omnipotens, henslængt voyeurisme og social kontrol - iscenesat som et banalt og værdifrit forbrugsgode. Forældre og bedstefor-ældre kan på denne måde på krops- og rumløs vis overvåge børn og ansatte. De kan som udeltagende og ikke-givende billedforbrugere gøre børnenes leg og samspillet med og mellem voksne i børnehaven til genstand for hastige, individuelle fortolkninger, der kan få dramatiske konsekvenser.
Hvis børnene vil fortælle noget, ved forældrene/forbrugerne det måske allerede.
"Jeg legede med Peter", siger den fireårige til sin far, som straks replicerer: "Det ved jeg da godt, men hvorfor legede du ikke også med Michael? Han sad hele dagen på den grønne sofa og kedede sig - og desuden skal du holde op med at drille Maria og lade være med at tage Nathalias dukke!"
Hvis børnene ikke optræder på billederne, vil de skærmnydende blive urolige eller irriterede og måske kræve, at barnet hvert kvarter vinker til mor på Monitor 3. Man gider ikke give en masse penge for noget, der ikke virker. Den tilsluttede kræver tilslutning, de små pus skal ses.
Gemmestederne, som der i forvejen er for få af i moderne daginstitutioner, bliver nu gennemtrængt af det teknologiske øje, og de ansatte lærer at posere og formulere sig 'rigtigt'. Når to kolleger taler sammen eller når en pædagog og en voksen deler sprog med hinanden, er der altid et femte øje tilstede - og dette ansigtsløse øje kan sende til utallige andre kiggere langt fra børnehavens virkelighed. Hverken børnene eller de ansatte ved, om der er nogle, der er med på en kigger netop i dette øjeblik; men bare følelsen af, at det kunne være muligt planter sig i de agerendes sind.

Den franske tænkningshistoriker Michel Foucaults (1926-84) analyser af den panoptiske fængselsteknologi finder her sin moderne pendant. Børnehavens indvånere må tvangsmæssigt internalisere et vedvarende, teknologisk formidlet og aldeles nådesløst blik fra en flok mistroiske pass-word-brugere 'derude'.
I de gode gamle dage, kunne den kristne menigmand føle sig gennemskuet af Herrens alvidende blik, der kendte til alle synder - endda før de blev begået, blot de optrådte som skændige tanker og forestillinger i sjælens dyb. I vore dages varesamfund er vi storforbrugere af profane billeder, der synes at skulle vise os det hele. Envejskommunikationen leverer tilsyneladende tydelige beviser, de registrerer jo bare det, der sker.
Vi er blevet små skærmguder. Omnipotensen demokratiseres, og den har fået en tilgængelig pris. Dens formbestemmelse er ikke ånd, men teknik. Den er en banal, praktisk anordning, ikke en uudgrundelige transcendent Gud. Blot kan den kun befamle 'det faktiske', det skete - og endnu ikke trænge ind i børnenes forestillings-, skræk- og ønskeverdener. Det sker vel først, når der kan - eller skal - opereres chips ind i vore hjerner.
Når forbrugernes individuelle behov for at være mindst to steder på en gang - på arbejde eller hjemme og i børnehaven på samme tid, gribes der ind i den frie solidaritet, de uventede, virkelige møder og den spontane leg i børnehaven. Samvær kræver indlevelse og konkret tilstedeværelse (f.eks. når der leges eller spises), eller en høj grad af ligeværd i kommunika-
tionen (f.eks. når der tales, skrives breve, ringes i telefon el.lign). Forbrugeren er en doven instans, en ikke nærværende karakter i et større teknologisk spil, der i denne udgave antager en form, man kunne have troet alene befandt sig i en fortidig, dystopisk fremtidsroman i stil med 1984 eller Fahrenheit 451.

Ubehaget breder sig, men der synes at være glorværdige udsigter for sådanne snilde overvågningsprojekter: lad os få et par vågne, virtuelle, registreringsduelige øjne med i folkeskolen og i gymnasierne - så vi kan se, om de lærer noget og vi får noget ud af skattekronerne, lad os få syn for sagn: Driver vores partnere, mødre, fædre, onkler, kusiner, naboer etc. det til noget på det arbejde, de bestrider? Hvad laves der på ministerkontorerne, i socialforvaltningen og i de kulturelle udvalg?
Der er næppe grænser for forbrugernes potentielle nysgerrighed og for visionære firmaers pekuniære interesser i at opfylde forbrugernes behov. Efter retssagen mod den unge engelske babysitter, der var anklaget for at have slået et barn ihjel, er der også sket en dramatisk vækst i overvågningsteknologier til hjemmebrug i USA og England. Der produceres bamser med indbygget, skjult kamera (se artiklen 'Skjulte øjne', Weekend-avisen, den 20.-27. maj 1998, skrevet af Bo Bjørnvig). Hvem kan være sikker på, at barnepigen (M/K) er tilregnelig?
Watch me! sælger forbrugeren en vurderingsteknologi, et redskab til distance domsudøvelse uden reflekteret, sensitiv dømmekraft. Kiggeren gøres til en suveræn chef i sit eget lille, lugtfri imperium, der ikke kan betvivles eller angribes. Der er tale om en konstruktion af et 'demokratisk underskud', sat i system af et hårdtarbejdende samfund med en forkærlighed for informationsstrømme.
Kombineres disse devices med evalueringstrenden i samfundet, kan der virkelig komme gang i den: Vi kan give mange points til de hyperfunktionduelige på afkrydsningsinternetskemaer og straffe dem, der ikke ser ud til at være tilstrækkeligt effektive på skærmenes transmissioner.

Vi har efterfølgende vænnet os til overvågningsteknologier i banker, på gågader, på banegårde og så småt også i trafikken, hvor der foretages hastighedskontrol. Ansatte og forbrugere i store varehuse har også længe måttet leve med nogle altid årvågne øjne i nakken. Men nu findes disse sager i opdragelsens sociale rum over there - de er blevet installeret i sammenhænge, der før fungerede uden for et direkte offentligt blik.
Lettest ville det vel være at sige: "De er skøre, de amerikanere. Sådan noget kommer aldrig til at ske i Danmark. Vi er alt for skeptiske, vi vil ikke overvåges, når vi er på arbejde". Det vil formodentligt være naivt; thi det teknologisk mulige har det ofte med at blive virkeliggjort.
Før pædagoger, skolelærere og bekymrede forældre giver sig til at hyle med i koret på og i kølvandet af denne kronik, kunne det også overvejes, om der kunne forsøges en
modoffensiv: Hvad med at lade børn og pædagoger få adgang til skærme, så de kan se, hvad forældrene laver på jobbet og derhjemme? Perspektivrige interaktioner kunne træde i stedet for den begrænsede Watch me!-teknologi og ganske overtrumfe fortidens, billedløse telefoner. Samtidig kunne børnehaven blive en aktiv agent i spillet om information.
Måske ville denne gensidige overvågningsspiral være mere frisættende end envejs-overvågningen... Problemet synes blot at være, at de tre-fem-årige ikke har så mange lommepenge at købe snilde overvågningssystemer for og heller ikke den computermæssige knowhow til at læse og forstå de relevante programmer og aktivere maskinerne. De socialpædagogiske seminarier bør straks udbyde kurser for pædagoger og børn, så de ikke bliver løbet over ende af udviklingen.

*Steen Nepper Larsen er filosof og lærer på Krogerup Højskole.

Apropos - Offentligt blik

"Som at være der selv", hed det for år tilbage i en reklame for Philips fjernsyn. Sætningen er i høj grad blevet nutidens slogan - alt vil vi se og alt får vi at se, både fra privatlivets overdrev og fra eksotiske områder. Det aktuelle højdepunkt er synet af USA's præsident, der svedt, rød og stram i kæben, men behersket og intellektuelt overlegen, kæmpede for sit politiske liv, transmitteret på storskærme på Times Square i New York og hvor der ellers var fjernsyn. Hvad bliver det næste? Dagens kronikør har svaret: Video direkte fra børnehaven ud på Nettet, så travle arbejdende forældre kan følge barnets leg i sandkassen, se, om madpakken faktisk bliver spist og om Thomas nu igen sniger sig i pigetøjet. Den slags video på Nettet er allerede en kendsgerning i USA.
Resultatet er oplagt: Man kan ikke gemme sig mere, overalt vil velmenende blikke følge én... Ikke nogen betryggende tanke. Som Steen Nepper Larsen skriver:
"Gemmestederne, som der i forvejen er for få af i moderne daginstitutioner, bliver nu gennemtrængt af det teknologiske øje... Hverken børnene eller de ansatte ved, om der er nogle, der er med på en kigger netop i dette øjeblik; men bare følelsen af, at det kunne være muligt, planter sig i de agerendes sind."
Hvorfor dette enorme behov for at være på steder, hvor vi ikke er? Hvorfor ikke bare gasse sig i kontorstolen på jobbet, så længe det varer, og glæde sig så meget mere til at være sammen med de små i kød og blod efter arbejdstid? Hvad skal vi med mere doku-soap fra vores eget og naboens liv?
Tja. Måske savner vi simpelt hen virkelighed - blod, sved, kærlighed og risiko, som vi så - ironisk nok - igen må nøjes med at være tilskuere til, hvis vi helst ser livet i tv. Måske er vores liv blevet så kedeligt, at vi må have flere samtidige liv for overhovedet at føle os i live. Måske dulmes skyldfølelsen over for de institutionsbundne unger ved, at forældrene i det mindste kan se dem. I USA, hvor børnepasning kan være et broget begreb, kan det måske ligefrem være en god idé at holde øje med, hvordan tingene foregår.
Spørgsmålet er blot, hvad vi sætter til imens. For eksempel retten til at holde sig fri af det offentlige blik, hvis blot man ikke begår noget strafbart.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her