Kronik

Videnskabeliggørelsens malstrøm

16. september 1998

Den gode læge er altid parat til at besinde sig på, om hun eller han har forholdt sig i godhed til en patient. Og det er en ulykke, hvis teknificeringen på bekostning af den medmenneskelige lægekunst opfattes som uafvendelig skæbne

TRO & FILOSOFI
Tak til alle dem, der har reageret på min kronik den 26. august om den nødvendige dialog mellem lægerne og os andre, som jeg med bogen Et liv der ikke dør ønskede at få sat gang i.
Overlæge Ole Hartling skildrede (2. sep.) hvor vanskeligt det er for en læge at kommunikere med patienter, der stiller store krav til lægens kunnen ikke blot på det videnskabelige område men også i evnen til at lytte til og tale med den meget syge patient. Forfatteren Marianne Rosen supplerede med egne erfaringer i en skildring af den moderne patient (5.-6. sep.), der med sine opskruede forventninger møder den videnskabeligt uddannede læge, der ikke tåler skår i sin faglige stolthed. Knud Jacobsen gjorde (11. sep.) opmærksom på, at misèren for lægernes vedkommende ikke kan overvindes ved, at deres studium får nogle flere timer i kommunikationsteknik, da det, som er galt, er selve for-ståelsen af sygdommen, der i uddannelsen ses isoleret fra menneskets liv og den omvæltning, som denne sygdom medfører for hele livsforståelsen.
Lad mig tilføje, at den forkvaklede sygdomsforståelse, som mange lægevidenskabelige universitetslærere og ledende hospitalslæger ligger under for, hænger sammen med den reduktionistiske livsforståelse, hvorefter man i utallige sammenhænge gør, hvad man kan for at reducere os allesammen til ingenting, som om vi blot var betydningsløse fnug i et stort maskineri af naturhistoriske processer.

Der er utvivlsomt meget at gøre for præster, psykologer, sygeplejersker og pårørende, når visse læger har passeret sygesengen. Og det skal ikke nægtes, at f.eks. præsten kan gøre noget, sådan som sygehuspræsten Preben Kok beskriver det i sin kronik (9. sep): For den religiøse er det vigtigt, at præsten tør sige til dem, at de har lov til at være vrede på Gud, som tilsyneladende ikke mere har brug for dem. Og religiøs er nok de fleste, når de konkret konfronteres med deres egen død og oplever, at de har mistet kontrollen over tilværelsen.
Jeg tror, at Preben Kok har set meget dybt, og sikkert har hjulpet mange døende patienter. Men når han samtidig vil sige, at vreden imod Gud som regel er den eneste gyldige vrede hos en patient, der også er vred over, at lægen ikke har lyttet til hende og vist en smule menneskelighed, så blander han tingene sammen. Mange af de vidnesbyrd om vrede imod lægerne, som man hører om (og som jeg selv har fået en stak breve om), kommer fra pårørende, som har set, hvordan den syge blev krænket eller ringeagtet, og den vrede, som lægerne møder, stammer derfor ikke kun fra den syge, som står ansigt til ansigt med Gud, men også fra de vidner, der endnu har et liv som rask foran sig.
Ved at se vreden imod lægen som en fokusforskydning fra Gud til lægen kommer Preben Koks betragtninger til at retfærdiggøre den herskende elendighed, som består i, at andre må feje op efter de læger, der er menneskeligt uduelige til deres job. Desuden bekræfter han disse udueligheder i deres selvberoligende standardforsvar, som de har fået foræret på kurser og i lærebøger, og som består i at antage, at vreden imod dem blot er forklædt sorg eller forklædt smerte hos patienter og pårørende.

Jeg tvivler ikke på, at disse forklædninger finder sted, og at gode læger uretfærdigt anklages af de syge og de pårørende. Krisen i patient-lægeforholdet er selvfølgelig ikke altid lægens skyld. Men den læge, der - når han eller hun anklages for arrogance og kynisme overfor en patient - på forhånd går ud fra, at der er blot tale om en fokusforskydning, kan ikke være en god læge. Den gode læge er det gode menneske, skrev Marianne Rosen, og det gode menneske ved altid, at han ikke er god nok - ingen er god uden Gud, sagde Jesus. Med andre ord: Kun den dårlige læge tror, han eller hun er ufejlbarlig, medens den gode læge altid er parat til at besinde sig på, om hun eller han har forholdt sig i godhed til en patient.
Det er en ulykke, når den videnskabeliggørelse og teknificering af ikke mindst hospitalslægernes arbejde, som har fundet sted i vores kultur på bekostning af den medmenneskelige lægekunst, opfattes som en uafvendelig skæbne, vi må affinde os med, så man som Preben Kok kan godtage, at en dygtig kirurg, der er en dygtig samtalepartner i livets brændpunkter, er lige så sjælden som en dygtig kirurg, der er en dygtig billedkunstner. Lad gå, hvis ki-rurgen ikke er den, der taler med patienten (hvad kirurgen altid burde gøre, det er en anden sag). Men skal denne tankegang også gælde for f.eks. den dygtige onkolog (kræftlæge), som skal fortælle patienten om sygdommen og i den sidste tid søge at lindre patientens lidelser (som han eller hun skal gøre det ifølge de etiske regler, som lægerne selv har formuleret og vedtaget), så er situationen uhyggelig.
Der er ingen fornuftig grund til at acceptere, at forkerte mennesker bliver læger, lige så lidt som vi skal acceptere, at mennesker uden pædagogisk sans bliver lærere. De dårlige læger er de mennesker, der ikke blot vil gøre karriere som videnskabsmænd i systemet (hvilket er legitimt nok), men for hvem det videnskabelige arbejde i lægegerningen er det eneste, der - måske ved siden af lønnen og prestigen - tæller for dem selv. Det er mennesker, der aldrig vover at gøre sig overvejelser af den art, som Steen Borberg i Dagens Medicin (13. august 1998) eller Ole Hartling i Information har gjort det.

Ansvaret for, at den 'rent videnskabelige' lægetype dominerer på mange hospitalsafdelinger, er især universiteternes og Lægeforeningens. De medicinske fakulteter burde, som det f.eks. sker ved Göteborgs Universitet i Sverige, foranstalte interviews med dem, der ønsker at studere medicin og sortere dem fra, som ikke er motiverede for at arbejde medfølende med syge mennesker.
Og så skulle Den danske Lægeforening, der med rette frygter for alt for mange klagesager, ikke blot kræve, at kommunikation mellem læge og patient bliver et lille obligatorisk kursus under studiet, men at terperiet af de myriader af videnskabelige detaljer, som den færdige læge alligevel hurtigt glemmer igen, indskrænkes til fordel for mere humanistisk teori og især mere praksis igennem hele studiets forløb.
Ingen læge kan blive en fuldkommen vidensmaskine, men hvis lægerne ved, hvordan de hurtigt skaffer sig mere viden i de konkete tilfælde og så i øvrigt er engagerede i en forståelse af patienternes liv og sygdom, må de hellere have lidt mindre kompendiestof i hovederne end man kræver i dag, således at de kan bruge ressourcer på ikke at blive de 'psykologiske analfabeter', som Margrethe skriver om i vores bog Et liv der ikke dør.

I en af de mest anvendte grundbøger på det medicinske studium står der: "Etik egner sig i mindre grad til systematisk gennemgang som et samlet fag, idet etikken hører hjemme som et led i undervisningen i de forskellige discipliner". Sandheden er, at de, der har valgt at studere medicin, ikke er blevet ansporet til at se tekster eller følge forelæsninger af mere filosofisk, psykologisk eller social art som noget centralt, og at de derfor hurtigere har fået den opfattelse, at en obligatorisk systematisk gennemgang af etiske spørgsmål ikke har nogen betydning for dem. De fleste bliver da også hurtigt overbeviste om, at de ikke skal tilbringe en del af deres kostbare liv med at 'holde i hånd'. Sandheden er desuden, at etikken som led i den øvrige undervisning og praktik er en sjældenhed på de medicinske mastodontfag. Etikken er 'soft science', hvis den overhovedet er noget i dette studium, og det er ikke fint for folk, der dyrker 'hard science', og som i øvrigt ikke kan læse filosofisk etik eller litteratur uden at falde i søvn af kedsomhed.
Dette er en katastrofe for studiet og for dannelsen af de studerendes selvforståelse, og på den baggrund er det ikke underligt, at de medicinstuderende, der ikke har fået humanismen indpodet fra hjemmet, skolen eller andre kilder, bliver afstumpede læger.
En hospitalspræst, der er så heldig, at han eller hun arbejder sammen med nogle læger, der har sans for den svære lægekunst og ikke bilder sig ind, at de er ufejlbarlige, kan måske undgå at se den problematik, jeg her har skitseret. Men på afdelinger hvor den reduktionistiske lægeånd dominerer, vil hans tale om, at læge-patient forholdet er godt nok, når lægerne på hospitalerne bare kan deres håndværk, være sød musik.
Det vil imidlertid være en musik, der på sådanne afdelinger kun kan gøre ondt værre og føre lægekunsten stadig dybere ned i den vilde videnskabeliggørelses malstrøm.

Peter Kemp er dr. theol. og dr. phil. og leder af Center for Etik og Ret. Peter Kemp udgav tidligere på året bogen 'Et liv der ikke dør' med tekster af ham selv og sin afdøde kone, Margrethe Lomholt Kemp.

APROPOS
Sundt system
De danske sygehuse er langt bedre end deres rygte, var hovedpointen i en reportage i Politiken i går fra en international evaluering af det danske sundhedsvæsen på Christiansborg, støttet af RockwoolFonden.
De udenlandske iagttagere var begejstrede for hvad de havde set, bla. fik sygehusene ros for deres afslappede tone. Og det er der jo al mulig grund til at glæde sig over.
Alligevel har læsere af bla. Informations kronik- og debatsider gennem de seneste uger kunnet følge med i en strid om 'systemet's behandling af alvorligt syge og lidende mennesker. Filosoffen Peter Kemp og forfatteren Marianne Rosen har repræsenteret patientens synspunkt, overlæge Ole Hartling lægens og sygehuspræst Preben Kok den religiøse sjælesørgers betydning. Så sent som i går fulgte formanden for Den almindelige danske Lægeforening op med en kommentar. I dag runder Peter Kemp sit bidrag til debatten af med en præcisering af den kritik, han siden sin unge kones død har rettet mod hospitalet.
Og meget apropos udkom i går en tankevækkende lille bog Hvordan få det sagt?.
Bogens 20 korte og længere artikler giver et overvældende indtryk af, hvor vigtig denne kommunikation mellem patienter og behandlere er. En medfølende tavshed eller en rigtigt timet og doseret underretning om fremtiden kan gøre krisen til at bære og dele med kære pårørende. Mens omvendt alt håb og livsglæde kan bortvejres på sekunder med en enkelt ramsaltet besked fra en forknyt og bekymret læge, der måske i den bedste mening anser, at patienten har krav på rene linjer. Ofte har patienten selv bedt om sandheden, men - som sognepræst Elisabeth Dons Christensen skriver - "så var det alligevel ikke den sandhed, der var ønsket."
Smukt udtrykkes det af sygeplejerske Lise Erbs: "Patienterne skal støttes i alle deres håb. Derfor er måden diagnosen gives på meget vigtig. Tag aldrig håbet fra et andet menneske. Sorgen og fortvivlelsen kan gennemleves, hvis der findes håb undervejs." Og hun slår fast, at den opgave at give en patient besked om alvorlig sygdom altid skal være vanskelig.
Så enkelt kan det måske også siges: I dette felt er ingen løsninger ideelle. Men trods alt gælder det om at finde de bedste.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu