Læsetid: 2 min.

Wivel

10. september 1998

Det har mildest talt ikke været fornøjeligt at udholde Den Mindst Ringes konstante og meget personlige nedrakning af en af avisens egne gamle chefredaktører, Peter Wivel, i anledning af dennes udnævnelse til chefredaktør på Berlingske Tidende - slet ikke for en, der som undertegnede har varme følelser for Information, hvor jeg selv havde den fornøjelse at arbejde i starten af 1990erne.
En ting er, at gamle personlige fjender får stillet kommentarplads fra en fjern fortid, en anden er, at Information som "nyhedsdækning" af Wivels udnævnelse uden nogen byline redigerer et Ritzau-telegram sammen med nogle få igen personlige spydigheder og i øvrigt tilføjet nogle ukorrekte faktuelle oplysninger, en tredje ting er, at avisen med nogen ret morer sig over en beslutning om ikke længere at sælge et gammel billede af Wivel - en beslutning taget af fotobureauet Nordfoto (der har deres egen chef, som ikke hedder Wivel og hvor Wivel ingen besluttende myndighed har). Men lavpunktet nås dog tirsdag den 8. september, hvor Kristen Bjørnkjær på lederplads totalt vrøvler sig gennem en leder, også om Peter Wivel, som må undre sig over den intense interesse for hans person, som også Politiken i øvrigt udviser.
Lad mig blot nævne to af de mest tågede påstande: Berlingske Tidende skriver nu - i modsætning til før - De Konservative med stort, nævner Bjørnkjær og udleder heraf, at De Konservative er Gud på Berlingske Tidende. På Weekendavisen, hvor jeg arbejder, skriver vi også De Konservative med stort, og Venstre, og De Radikale, og Enhedslisten - i sandhed et broget gudebillede.
Wivels forgænger, Anne E. Jensen, blev fyret, fordi hun havde tilladt redaktionel kritik af Det Konservative Folkeparti i Berlingske Tidende, mener Bjørnkjær. I så fald er det et besynderligt valg at hente Peter Wivel over som hendes afløser, for i al beskedenhed havde Weekendavisen - hvor Wivel jo var chefredaktør før han kom over på Berlingske Tidende - en noget barskere kritik af De Konservative end morgenavisen kunne præstere, også på lederplads, senest to uger før chefredaktørskiftet.
Kan Information ikke finde tilbage til sin sædvanlige korrekte og saglige standard i stedet for disse gamle personstridigheder og ubehagelige angreb på en chefredaktør, som er beundret og højt skattet af medarbejderne på en avis han lige har forladt, og hvis fremmeste nutidige kendetegn vel i øvrigt netop må være den enorme oplagsfremgang, som Weekendavisen har udvist i hans ledelsestid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu