Læsetid: 5 min.

Ægte solidaritet

Debat
13. oktober 1998

Når det er svært at diskutere efterlønnen, er det, fordi efterlønnen er sat til løse nogle vidt forskellige problemer

EFTERLØN
Per Clausen fra Dansk Magisterforening finder det bemærkelsesværdigt, at to yngre akademikere med fast arbejde - heriblandt mig selv - problematiserer efterlønnen. Bemærkelsesværdigt, fordi efterlønnen "er relativt ligegyldig for de mere priviligerede grupper af akademikere."
Når jeg gerne vil diskutere efterlønnen, er det bl.a. netop, fordi en voksende gruppe af akademikere, der er i arbejde, vælger at gå på efterløn. Jeg kan godt forstå, at de gør det, når muligheden er der som 60-årig. Især fordi vi tilhører en gruppe borgere, der sammenlignet med de fleste andre hører til de bedre lønnede, hvor arbejdsløsheden er lavere end andre faggrupper og derfor har eller får store pensionsopsparinger. Samtidig hører generationen af akademikere på vej mod de 60 år til den gruppe, der på grund af de store rentefradrag har betalt deres lån til ejerboligen ud eller på grund af gunstige låneomlægninger ikke har særlig høje faste udgifter.
Denne gruppe er måske ikke dem, der står først, hvis man vil prioritere de offentlige overførselsindkomster.
Det er klart, at en fagforening skal forsvare ethvert gode, som dens medlemmer har fået. Men et parti har en forpligtelse til at tænke i helheder i forhold til samfundsudviklingen. Derfor er min personlige holdning - ikke SF's - at man godt kan diskutere, om pengene til efterløn til nogle grupper ikke mere rimeligt kunne bruges til andre, der vitterlig har alt for lidt i dag. Når det er svært at diskutere efterlønnen, er det, fordi efterlønnen skal løse nogle vidt forskellige problemer.

Efterløn før og nu
Efterlønnen blev indført i 1979 for at løse to problemer: Dels at skabe plads til unge på arbejdsmarkedet på grund af en voksende arbejdsløshed, dels at give nedslidte arbejdere en mulighed for en tidlig tilbagetrækning.
I dag bruges efterlønnen for det første af (langtids)arbejdsløse ældre medarbejdere for at undgå at ryge ud af dagpengesystemet. De nyeste tal fra Danmarks statistik viser, at 28 pct. går fra ledighed over på efterløn og 14 pct. fra andre ordninger over på efterløn. Men det reelle problem her er, at dagpengeperiodens længde er blevet afkortet bid for bid, og med den seneste aftale mellem arbejdsmarkedets parter er der lagt op til, at den skal beskæres yderligere fra fem til fire år. Det er virkelig asocial politik, fordi det især rammer ældre medarbejdere, der har sværere ved at få job igen, hvis de bliver fyret.
Jeg har aldrig forstået logikken i at beskære dagpengeperioden. Var der jobs nok, var det jo ikke nødvendigt at forkorte dagpengeperioden, for ingen ville være arbejdsløse så længe, at de nåede grænsen. Men virkeligheden viser, at der ikke er job nok, og derfor er det urimeligt at straffe en ledig yderligere ved at smide dem ud af dagpengesystemet.
I stedet for at lade efterlønnen for 60-årige ledige være en redningsplanke, burde man forlænge dagpengeperiodens længde kombineret med en række jobskabende aktiviteter. Man får det indtryk fra debatindlæggene om efterløn, at det kun er ledige, der går over på efterløn. Men faktisk går 57 pct. fra beskæftigelse og over på efterløn. En del af disse mennesker er den gruppe, efterlønnen oprindeligt var tiltænkt, nemlig de nedslidte arbejdere. Derfor er der ikke overraskende 80 pct. af SID'erne, der vælger at gå på efterløn.
Men i og med at efterlønnen er en generel ret for alle, der har været forsikret i en A-kasse i 20 år, er der også andre grupper, der kan gå på efterløn. Og det er lige præcis det skifte, man for første gang nu kan dokumentere, som Information refererede i sin artikel den 30. september.

Billedet er vendt
Hvis arbejdsløsheden er høj, er det kun sund fornuft at give forskellige muligheder for tidligere tilbagetrækken fra arbejdsmarkedet til en bred gruppe. Nu er billedet imidlertid vendt, og arbejdsløsheden har ikke været lavere de sidste mange år end netop nu. Der er begyndt at opstå mangel på arbejdskraft inden for en del brancher. Derfor er der heldigvis også brug for ældre medarbejdere igen.
Argumentationen om at, "der er stadig ca. 180.000 arbejdsløse, så det er noget pjat at snakke om flaskehalse" holder desværre heller ikke. For arbejdsløsheden er ikke overraskende socialt skæv. På trods af stigende beskæftigelse, er arbejdsløsheden blandt ufaglærte stadig urimelig høj. Væksten i job sker inden for områder, der kræver uddannet arbejdskraft. Man kan derfor ikke uden videre skabe jobs til de ufaglærte arbejdsløse inden for de områder, der i dag er vækst inden for. Det kræver helt anderledes strategier, som jeg ikke skal komme nærmere ind på i denne artikel.
Her og nu er der brug for, at nogle af de højtuddannede grupper bliver længere tid på arbejdsmarkedet samtidig med, at der sker en omskoling af arbejdsløse akademikere til de nye jobs. Det er sket med stor succes inden for IT-området, hvor SF i forrige finanslov fik afsat en pulje på 75 mio. kr. til dette formål, og hvor en evaluering viser, at omskolingen også har givet arbejde til disse mennesker.

Omfordeling
For gruppen af beskæftigede, der vælger at gå på efterløn som 60-årige, bliver efterlønnen i praksis en slags folkepensionslignende ydelse. SF har længe argumenteret for, at folkepensionen burde indtægtsreguleres ud fra et samfundsøkonomisk helhedssyn. Hvorfor så ikke kigge på, om efterlønnen i dag ikke burde tænkes på samme måde?
Efterlønnen er blevet så populær, at den i dag koster samfundet 15 mia. kr., og stadig flere ønsker at gå på efterløn.
En mere solidarisk efterløn kunne være med til at omfordele midler til den gruppe, der virkelig er fattig, f.eks. førtidspensionisterne. En anden mulighed kunne være at hæve antallet af år, det kræver at være medlem af en A-kasse for at være berettiget til efterløn. Så ville efterlønnen især nå de kortuddannede, der typisk har det mest nedslidende arbejde, og som har været på arbejdsmarkedet i mange år, fordi de ikke har brugt deres unge år på at tage en videregående uddannelse.
Der er sikkert mange andre modeller - og det bør vi kunne diskutere ud fra nogle overordnede mål om at have tilstrækkelig arbejdskraft på arbejdsmarkedet og samtidig give mulighed for en solidarisk omfordeling til dem, der virkelig har behov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her