Læsetid 7 min.

Det bedste for dig

6. oktober 1998

Danske langtidsledige forventes at have så store personlige og sociale problemer, at de absolut må have livsvejledning eller 'opdragelse'. Tilmed under tvang. En antropologstuderende har fulgt fænomenet

Kommunalt ansatte aktiveringsmedarbejdere ser på arbejdsløse som svage og hjælpeløse mennesker. Dette hænger sammen med denne gruppes højt prioriterede arbejdsfunktion i at hjælpe også med problemer, der hører privatlivet til.
Det er dog udelukkende de ansatte, der definerer problemet og som har bemyndigelse til at foreslå en given foranstaltning. Et aktiveringstilbud er nemlig ikke et tilbud i gængs forstand, men må snarere forstås som et påbud. Aktivering er nemlig - tvang. Og tilmed tvinges mange aktiverede til at modtage 'identitetshjælp' i mange afskygninger - se dagens Apropos.
Som led i mit studium på Institut for Antropologi udførte jeg i 1996 og 1997 et halvt års feltarbejde på et kommunalt aktiveringsprojekt. I samme periode var jeg ansat i en anden kommune, hvor jeg skulle evaluere kommunens flygtningepolitik, herunder aktiveringsprojekterne.
På baggrund af denne viden mener jeg, at indholdet i tvungne aktiveringsprojekter bør diskuteres bredt og sagligt. Forhåbentlig vil det resultere i en klar definition af, hvad et aktiveringskursus må indeholde. Som jeg ser det, fanges de aktiverede i mellemtiden i, hvad jeg vil kalde uvidenhedens fæng-slende rum, da aktivering jo de fleste steder forvaltes ved tvang.
I de to kommuner var der hos de ansatte en forbavsende opmærksomhed over for, at de for alt i verden ikke ønskede at 'omklamre', som de ansatte selv udtrykte det. De aktiverede talte for deres del om, at de ikke ønskede at blive talt til som om de var børn. Jeg har valgt at tolke dette ønske i sine mange afskygninger som ønsket om en ligeværdig dialog.
Imidlertid fandt jeg, at der netop var tale om 'omklamring' og en uværdig dialog. Men da hverken de ansatte eller de aktiverede fremtrådte som uhæderlige og løgnagtige mennesker, rettede jeg min opmærksomhed mod mere strukturelle forhold. Hvilke præmissser for arbejdet kunne være skyld i, at ansatte og aktiverede ikke kunne indgå en ligeværdig dialog?

Først og fremmest er kommunalt ansatte i aktiveringsarbejdet ikke kun ansat på grund af deres viden om arbejdsmarkedet, men også med udgangspunkt i den sociale bevidsthed, de ønskes at være i besiddelse af. De er med andre ord ansat til at hjælpe langtidsledige, udlændinge eller flygtninge hen imod en permanent tilknytning til arbejdsmarkedet.
Denne opgave er ikke altid lige let at løse. I de tilfælde, hvor de kommunalt ansatte faktisk forsøgte at arrangere enkelte praktikforløb for de bosniske flygtninge i en stor dansk virksomhedskæde, opstod der problemer med fagforeningen, da denne krævede at 'praktikanterne' var medlemmer.

Det kunne se ud som et letløseligt økonomisk problem, men da man ikke syntes, at man kunne kræve, at de bosniske flygtninge også skulle betale for at gå på arbejde i tre måneder. Da man heller ikke må sær-behandle inden for sociallovgivningen, blev fagforeningsgebyret en vanskelig og tidkrævende forhindring (der dog blev løst).
Dernæst viste det sig, at det var svært for de bosniske flygtninge at forstå, hvorfor ikke alle, men kun få blev ansat efter praktikforløbet, når nu værkførerne og butikslederne var tilfredse med deres arbejdskraft? Var det ikke meningen, at de skulle få arbejde efter praktikforløbet?
Jo, det var selvfølgelig ønskeligt for alle parter. Men nu viste det sig bare, at virksomheden stod foran nedskæringer og derfor ikke kunne an-sætte netop nu. Man kunne nævne mange flere eksempler på forhindringer for at etablere konkrete arbejdstræningsforløb.

Skulle kommunerne i stedet finde på selv at etablere fabrikslignende projekter, som det, jeg 'arbejdede' på, må de ifølge loven kun beskæftige sig med produktion, som private virksomheder ikke i forvejen er beskæftiget med. Med andre ord må de ikke udføre et stykke arbejde, der er noget værd! Derudover kan kommunerne hverken fyre eller ansætte folk eller belønne nogen, der udfører et godt stykke arbejde. Alle får den samme løn uanset arbejdsindsats.
Faktisk viste det sig, at de 'stærkes' - de hårdt arbejdende aktiveredes - arbejdsvilkår var strengere, mens de 'svage' kunne tillade sig mere - senere mødetider, flere pauser osv. Man skulle jo kun presse folk lige akkurat så meget, som det blev forventet, at de kunne klare. Det er der jo tilsyneladende ikke noget i vejen med - det lyder jo rimeligt, at hvis du har det dårligt, skal der tages særlig hensyn til dig.
Men i forbindelse med manglen på økonomisk belønning til dem, der arbejdede godt, betød det bare i praksis, at der kun var 'belønning' at hente i form af lempeligere vilkår, hvis man fremstillede sig selv som 'svag'. Stik imod hensigten betød det, at den ønskede ligeværdige dialog fik vanskelige betingelser. Fabrikkens succes blev da heller ikke målt efter, hvor meget der blev produceret, dvs. hvor meget en aktiveret arbejdede, men på, hvordan den aktiverede havde det, når han arbejdede.
Projektlederne kunne heller ikke måle egen arbejdssucces ud fra deres kompetence som værkfører, men i stedet på, hvor gode de var til at hjælpe de aktiverede til en bedre udvikling. Hjælpen og den social indsigt blev helt central. Det forhold, at den ene part er ansat til at hjælpe, og tilsvarende, at en aktiveret er der for at blive hjulpet, får afgørende betydning for målsætningen om ikke at 'omklamre', men tværtimod indgå i en ligeværdig dialog.
Hjælpen viser sig nemlig at være svær at give i forhold til konkrete kurser med seriøst fokus på arbejdsmarkedet. Sådanne kurser er ikke kun tidkrævende, men implicerer ofte mange forskellige samarbejdsparter, der kan have forskellige målsætninger for, hvad et godt aktiveringskursus skal resultere i.
Med andre ord er der mange forskellige forventninger til praktikforløb. Det kræver en stor arbejdsindsats og kan derfor i praksis kun gennemføres med en meget lille gruppe arbejdsløse. Tager man som eksempel en gruppe bosniske flygtninge, kan det for virksomheden dreje sig om at give et indtryk af en dansk arbejdsplads. For de bosniske flygtninge er det primære mål derimod at blive ansat og/ eller lære dansk igennem samtaler med de andre ansatte. Sprogskolerne kan for deres del ønske at indføre de bosniske flygtninge i et bredere, ikke kun fag-specifikt dansk, som virksomheden og aktiveringsmedarbejderne måske måtte ønske osv.

Hvis aktiveringsmedarbejderne fastholder at stable konkrete arbejdsmarkedskurser på benene, betyder det derfor et enormt arbejdspres. Hvis man derimod drejer kurserne over i mere personlighedsafklarende identitetsprojekter, lettes ikke alene arbejdspresset. Aktiveringsmedarbejderne får også mulighed for at udfylde deres vigtige, måske ikke kun sekundære arbejdsfunktion: At være socialt bevidste mennesker. De får mulighed for at udfylde den hjælperrolle, der qua deres ansættelse er blevet dem på-lagt. Ved at fokusere på de arbejdsløse, hvad enten det er langtidsledige eller flygtninge, som ressourcesvage, stakkels mennesker, skabes der en kategori, der muliggør at se disse personer som del af en større gruppe. Således bliver det muligt at løse den individuelle situation kollektivt. De identitetsafklarende eller intime samtaler får gode vilkår.
I takt med, at flygtninge og langtidsledige således i praksis rubriceres sammen under kategorien: De 'tunge', forsvinder deres uddannelses- og arbejdsmæssige erfaring, og de forvandles til en gruppe mennesker med såkaldte '...andre problemer end ledighed...'. Indrømmet: Flygtninge kommer lige fra en krig - men de kommer også direkte fra et arbejde. Og tilsvarende kan langtidsledige have drukket for meget, haft en svær opvækst osv. - men det samme gælder jo mange arbejdende mennesker.
Forskellen er dog stor, når man sammenligner med, hvordan arbejdende folk løser deres problemer. Vi vælger selv at kontakte læge eller psykolog, hvis det er sådan, vi ønsker at overkomme vores krise, eller vi vælger måske at arbejde os ud af den. Mulighederne er mange, men fælles for dem, er at vi har valgt dem selv. De er frivillige.

Ikke-etniske danskere og danske langtidsledige er ofre for samme udvikling. I store kommuner med høj arbejdsløshed kan det være meget svært at etablere meningsfyldt aktivering for alle kommunens ledige.
En stor gruppe er eksempelvis de 'ikke-etnisk' danskere, også kaldt udlændingegruppen. En stor del af denne gruppe har haft arbejde tidligere, men er i takt med den stigende arbejdsløshed blevet skubbet længere og længere ud af arbejdsmarkedet. Når denne gruppe aktiveres på en pakkefabrik eller på et tekstilværksted, kan der ikke være tvivl om, at dette mest af alt er en kommunal nødløsning.

Utallige undersøgelser har vist, at der findes strukturelle mekanismer på det ordinære arbejdsmarked, der ikke fremmer integrationen af udlændinge. Her tænker jeg blandt andet på navne- og tørklædeproblematikken, med andre ord dis-krimination på arbejdspladserne, der udspringer af kulturelle forskelle (eller forestillinger om kulturelle forskelle), samt det forhold, at krav til sprogkundskaber skærpes i perioder, hvor danskere også er omfattet af arbejdsløshed.
I dag opfatter man imidlertid primært arbejdsløshed som et personligt problem. Derfor skal også denne gruppe aktiveres, så de kan få løst deres arbejdsløshedsproblem, som om dette slet ikke hang sammen med den øvrige arbejdsløshed. Danske langtidsledige forventes at have så store personlige og sociale problemer, at det formodes at være nødvendigt med livsvejledning eller 'opdragelse', som en gruppe ansatte beskrev det.
Når en sagsbehandler, som tilfældet ofte er er, har ansvar for omkring 100 klienter, bliver det i praksis umuligt at etablere jobtræningsforløb med udgangspunkt i en individuelt udarbejdet handlingsplan med et klart jobsigte. I stedet 'tilbyder' man "identitetsafklaring, det har alle vel brug for", som en ansat forklarede mig.
Hvis den højt priste individuelle sagsbehandling der-imod kunne tage udgangspunkt i folks personlige ressourcer (tidligere arbejdserfaring og uddannelse), ville aktiveringen ikke være så problematisk, som jeg mener, at den er.

*Nanna Mik-Meyer er specialestuderende i antropologi

Apropos - Identitetshjælp

"Hvorfor skal jeg udfylde et skema, der beskriver mine tanker og forestillinger om min familiesituation, mit fritidsliv, og mine venneforhold. Hvad har dette med arbejdstræning at gøre?".
Sådan lød et spørgsmål fra en bosnisk flygtning på et kommunalt aktiveringskursus. Jeg blev ham svar skyldig - dengang.
I dag, efter et halvt års feltarbejde på et kommunalt aktiveringsprojekt har jeg fået indsigt i de vanskelige krav loven stiller til aktiveringsarbejdet og som i praksis betyder at kommuner med høj arbejdsløshed har meget svære arbejdsvilkår. Derudover findes et fænomen, der i visse kommuner kaldes 'social aktivering'.
'Social aktivering' henviser til arbejdet med den store gruppe 'tunge' arbejdsløse som formodes at have væsentlige personlige problemer, der forhindrer en indtrædelse på arbejdsmarkedet. Hvad denne bosniske flygtning sandsynligvis ikke vidste var, at han var offer for disse to forhold, der absolut intet havde at gøre med hans uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund.
For det første havde han bosat sig i en kommune med høj arbejdsløshed, hvilket betød - selv for hårdt arbejdende aktiveringsmedarbejdere - at meningsfyldt fuldtidsaktivering var svært at stable på benene for alle arbejdsløse. For det andet var han flygtning, hvilket naturligt placerede ham i samme bås som socialforvaltningens andre 'tunge' borgere. Derfor formodedes han også at have brug for identitetsafklarende kurser og hjælp.
At give identitetshjælp løste således det akutte og praktiske problem, det er at skulle aktivere alle. Derud-over muliggjorde identitetshjælpen, af projektets leder kunne få udfyldt sin rolle som et socialt bevidst menneske - en altafgørende jobfunktion for aktiveringsmedarbejdere.
Denne (fag?)gruppe er nemlig ansat til at give socialhjælp, herunder livsvejledning. Dette betyder, at aktiverede automatisk hensættes i rollen som modtagere af denne socialhjælp.
Denne ulige positionering skaber i mange tilfælde en meget følelsesladet kommunikation som absolut ikke fremmer den ligeværdige dialog, som alle - både ansatte og aktiverede - faktisk efter-spørger.
Nanna Mik-Meyer

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu