Læger og andre akademikere vil helst koncentrere magt og viden hos sig selv. Derfor er det en demokratisk tendens, når nye virkelighedssyn vinder indpas i folkeoplysningen og på uddannelserne. Dagens kronik går til forsvar for astrologien
TRO & FILOSOFI
Fag som astrologi og healing bør ikke være SU-berettigede. F.O.F. skal ikke have lov til at undervise i f.eks krystalhealing.
Det er blot nogle af de synspunkter, som Dan Frederiksen gav udtryk for i sin Lørdagskronik (Information d. 17.-18. oktober), som også er et forsvar for den etablerede videnskab, specielt naturvidenskaben. Når Frederiksen kritiserer den alternative viden, er det bl.a. for ikke at kunne leve op til de krav, videnskabelige tests stiller. Han hævder desuden, at alternative behandlere ikke er imødekommende overfor at lade deres forudsigelser og behandlinger teste efter videnskabelige metoder.
Interessant nok kan meget af denne kritik også rettes mod store dele af den etablerede videnskab. Den østrigsk-engelske filosof Karl Popper fremsatte i sin bog Logik der Forschung fra 1935 et ideal for, hvordan forskning bør bedrives, for at kunne leve op til kravet om videnskabelighed. Metoden kaldes 'falsificationismen', og var i sin tid et opgør med den da fremherskende 'logiske positivisme'. Ifølge Popper foregår sand videnskabelig forskning på den måde, at forskeren fremsætter nye og dristige hypoteser. Derefter bør han selv og hans kolleger udsætte dem for kritiske tests og eksperimenter, for at efterprøve om hypoteserne nu også kan være sande. Hypoteserne forkastes og erstattes af nye og bedre hypoteser, hvis eksperimenterne viser, at de ikke er sande.
I praksis lever forskningen dog ikke op til dette ideal om rationel selvkritik. Hvis f.eks. nationaløkonomerne levede op til Karl Poppers ideal om selvkritik, skulle det meste af den økonomiske teori jo være forkastet for længe siden, fordi økonomernes forudsigelser om dansk eller international økonomi ofte viser sig forkerte. Konfronteret med dette, kommer økonomerne ofte med undskyldninger og bortforklaringer: Uventede olieprisstigninger eller aktiekursfald på børserne i Asien. Det samme gælder meteorologiens forudsigelser, men når vejrprognoserne ikke holder stik, forkaster man ikke hele meteorologien som useriøs, sådan som Dan Frederiksen gør i sin kritik af astrologernes forudsigelser.
Tager man en lægevidenskabelig disciplin som psykiatrien, ser man tydeligt, hvordan forskningsmiljøet stiller sig på bagbenene, hvis det udsættes for kritik. Fra patientside har der i årevis været en hård kritik af psykiaternes behandlingsmetoder. Patienterne må være den bedste tester af behandlingsmetoder, da de mærker effekterne af medicinen direkte på sjæl og krop. Her leves tydeligvis ikke op til Poppers ideal om selvkritik. Hvilke teorier og forskningsmetoder, der får lov at overleve, handler ikke mindst om mere jordnære ting, som økonomi, politik og magt. Videnskabsfolk er også lønmodtagere, hvis indkomst er afhængig af, at der hos politikerne er vilje til at bevilge forskningsmidler til deres fagområde.
Forskerne ville simpelthen save den gren over, som de sidder på, hvis de offentligt begyndte at blive for kritiske overfor deres eget fag og det herskende videnskabelige paradigme. Psykiaterne går i defensiven, når der sættes spørgsmålstegn ved rigtigheden af medicinsk behandling af en række lidelser.
Det hænger blandt andet sammen med alliancen mellem lægestanden og medicinalindustrien. Mange lægers forskning foregår her i samarbejde med medicinalfirmaer, hvorfor rent kommercielle interesser er bestemmende for, hvilken behandling patienter bliver tilbudt. Derfor kan en stor del af lægestandens modvilje mod alternative behandlingsmetoder forklares med brødnid snarere end med saglig videnskabelig kritik.
I humanvidenskabelige fag som historie, psykologi og litteraturvidenskab bliver det helt meningsløst at tale om at leve op til Poppers empirisk-analytiske videnskabs-idealer. Man kan ikke lave objektive tests af en fortolkning af en roman, ej heller af et psykoanalytisk behandlingsforløb, hvis værdi står og falder med analysandens subjektive oplevelse af at være blevet klogere på sig selv og sit liv, og i sammenhæng hermed en lettelse af en række symptomer. Men der er vel ikke mange politikere, der ville mene, at historie eller litteratur af den grund ikke burde være SU-berettiget eller indgå som en del af folkeoplysningen.
Det samme kan siges om en del af de retninger man finder indenfor de alternative paradigmer. Her spiller forhold som personlig indlevelse og subjektivt engagement en afgørende rolle. En alternativ behandler er afhængig af den personlige kontakt og dialog med klienten. Dette kan bla. komme til udtryk ved, at den samme sygdom behandles forskelligt fra person til person. Denne forskel kan vanskeligt testes efter en naturvidenskabelig metode, bla. fordi mange alternative behandlingsformer er funderet i en holistisk livsanskuelse, hvor forsøgsgenstand og -område ikke kan isoleres. Men at de ikke lader sig underkaste visse typer af videnskabelige tests, er ikke ensbetydende med, at de ikke bibringer personerne værdifulde indsigter og rent faktisk virker. Apriori gives der ikke en objektiv målestok for hvad der er rigtig viden, og hvad der er forkert.
Faktisk har store dele af den alternative behandling gennemgået omfattende videnskabelige tests og har bevist sin funktion. Akupunktur anvendes af mange læger, f.eks som bedøvelse under operationer. Naturmedicin baseret på planteekstrakter, homøopati m.v. vinder frem fordi det virker og er uden ubehagelige bivirkninger. Kiropraktik afvises efterhånden kun af den mest forstokkede del af lægestanden. De mange gavnlige virkninger af f.eks yoga, meditation og tai-chi har været kendt længe i Østen, men først nu er vestlig videnskab langsomt begyndt at forstå denne del af virkeligheden.
Virkelighed er uendeligt meget mere end det, der kan måles og vejes efter naturvidenskabelige metoder.
F.eks. var Niels Bohr fascineret af Taoismen og havde symbolet for Yin og Yang i sit våbenskjold. Einstein var religiøst troende. Østasiatiske livsanskuelser og religiøs tro kan altså godt leve sammen med eksakt naturvidenskab på Nobelprisniveau i en og samme person.
Ved naturvidenskabelige forsøg og eksperimenter indgår der altid fortolkninger af det observerede. Fortolkninger, der blot afhænger af traditioner og normer i et givet videnskabeligt miljø på et bestemt tidspunkt samt af mere subjektiv karakter. Niels Bohr viste med sin komplementaritetsteori, at målingen i et fysisk eksperiment afhænger af iagttagelsen. Afhængigt af måden vi måler på, kan lys både være partikler og bølger. To beskrivelser af det samme fænomen, der gensidigt uCand. scient. Dan Frederiksen berigede den 17. okt. Informations læsere med et tilsyneladende vidende overblik over alternative tåbeligheder i vor tid. Tilsyneladende er Frederiksen dog uvidende om, at astrologien siden oldtiden er blevet kaldt skriften på himlen, samt at faget akademisk bør betragtes som et næsten glemt oldtidssprog.
Det behøver næppe blive udpenslet her, at astrologi ikke er obligatorisk fag ved noget universitet herhjemme, hvorfor dets akademiske status er lav. Videre må det åbent erkendes af alle parter, at astrologi endnu ikke drives på videnskabeligt niveau i noget videre omfang. Men derfra og så til som Frederiksen at frakende faget enhver substans, er der jo et spring.
Generelt at udtale sig om 'astrologien' er i sig selv et første signal om kronikørens ukendskab til emnet. Frederiksen skriver bla.: "Videnskabsfolk og skeptikere har forsøgt at sætte gang i diskussionen om astrologien, blandt andet ved at lave systematiske tests af påstanden om, at folk ændrer karaktertræk efter, hvilket stjernetegn, de er født i." Nedslået må man konstatere, at det ikke er lykkedes Frederiksen at løfte sig op over ugebladshoroskopernes forenklede mennesketyper, han kender end ikke forskel på den populære og den fag-
lige astrologi. Man kan kun håbe, at hans hudfletning af kronikkens øvrige emner har større soliditet.
En vældig skepsis har derfor meldt sig hos denne læser, når Frederiksen proklamerer: "Blandt 50 undersøgelser af god kvalitet vil jeg her blot fremhæve to." Det er næppe troligt, at kronikøren er i stand til at bedømme den astrologiske kvalitet af nogen som helst undersøgelse. Det eneste han kan bedømme, er formentlig de akademiske krav til rapportskrivning. De 50 undersøgelser har derfor stor mulighed for blot at være korrekte svar på forkert stillede spørgsmål, og det er med støt stigende skepsis, læseren tager hul på følgende resumé:
"I den såkaldte Berkeley-Colorado test præsenteres astrologen for en blanding af data fra pæne mennesker og forbrydere. Deres opgave er at sortere i to bunker. ... Ingen astrolog har hidtil kunnet klare testen, og de danske erhvervsastrologer, der ellers lever af at sortere ansøgere, har klogeligt afvist alle tilbud om deltagelse."
Den mistanke melder sig hurtigt, at der næppe i præmisserne er gjort helhjertede forsøg på at klargøre, hvad disse astrologer egentlig skal vurdere. For der findes mig bekendt ikke en kriminologisk astrologi, der begrebsmæssigt kunne sandsynliggøre, om et sådant eksperiment ville være gennemførligt. Et voksende mishag ved hele kronikken får næring af Frederiksens afsluttende betragtninger. "Når astrologerne aldrig klarer sig bedre end ved tilfældigt gæt, bruger de ikke resultaterne konstruktivt til at luge ud og forbedre." Denne påstand er grebet ud af luften, hvilket enhver vil kunne overbevise sig om ved studiet af fagtidsskrifterne, eksempelvis det engelske Correllation.
Det kræver opbydelse af megen god vilje at tage slutsalutten alvorligt: "I stedet har de en armada af trættende undskyldninger, hvoraf kun nogle få nævnes: Ikke alle astrologer er lige gode. Astrologer er fejlbarlige. Fejl i fødselsdato/-sted. Modstridende faktorer i horoskopet. Dobbelttydighed i symbolikken. Osv osv."
Her forsøger Frederiksen krampagtigt at mistænkeliggøre, at der er forskel på uddannelses- og erfaringsniveauet blandt en faggruppes medlemmer. Hvilket ellers ville være et naturligt forbehold at tage indenfor samtlige andre fag i denne verden. Netop af samme grund har de hjemlige astrologer de sidste tyve år været organiseret i Danske Astrologers Forening med regler for uddannelse og etisk standard. Tilsvarende foreninger findes ganske naturligt i andre lande. Videre søger han at bagatellisere, at korrekte data har afgørende betydning for astrologers arbejde. En latterlig betragtning, man næppe heller kunne tage alvorligt indenfor noget andet fagområde.
Skeptikerens storladne angreb på den forkætrede astrologi falder således til jorden ved en nærmere analyse. Frederiksen viser sig uvidende om fagets arbejdsform, mål og resultater, og han ejer som demonstreret end ikke elementær viden om emnet. Man må derfor sidde tilbage og spørge sig, hvad Frederiksen egentlig vil? Er det en kværulogisk feltøvelse, endnu en teknokratisk polemik mod et humanistisk fag, eller hvad?
Claus Houlberg er cand. arch. samt medlem af Danske Astrologers Forening. Indlægget er forkortet af red.delukker hinanden, men begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet.
Der kan altid gives mange komplementære beskrivelser af den samme virkelighed. I sin kronik slår Dan Frederiksen til lyd for en Erasmus Montanus-dogmatik, der kun værdsætter en bestemt type viden som den sande tro. En dogmatik, der indebærer en reduktion af 'virkelighed'.
Før i tiden havde kirken patent på 'den sande viden', og havde samtidig stor politisk magt. Den bekæmpede da-
tidens kættere, der bla. omfattede grundlæggerne af vor tids naturvidenskab og den moderne rationelle tradition for tænkning. I dag ser vi en magtkoncentration i form af akademikere i centraladministration og politik og en lægestand, der har allieret sig med medicinalindustrien. Vor tids præster og medicinmænd.
At nye virkelighedssyn vinder indpas i folkeoplysningen og på uddannelserne afspejler en sund demokratisering af formidlingen af viden i vores samfund. En styring nedefra og op, der giver rum for den frie tanke og det frie ord.
Niels Fleckner Hansen er ci-viløkonom og kulturdebattør. Henning Strange er jurist.
APROPOS
Skriften på himlen
