Kronik

Erindringens katedral

3. oktober 1998

Hvem læser overhovedet Marcel Proust? - Forfatterne gør i hvert fald - også de danske. Lørdags-kronikken følger de spor, som Proust har efterladt hos danske forfattere med sine overvejelser om den tabte tids mærkelige nærvær i os

Mange mennesker ved, hvordan erindringsprocessen i Marcel Prousts romankatedral På sporet efter den tabte tid udløses. Nemlig af smagen af et stykke Madeleinekage dyppet i lindete. Smagsoplevelsen udløser en sand erindringsåbenbaring og genskaber nærværet med barndommens rum.
Også mange har sikkert på et tidspunkt givet sig i kast med selv at læse Proust. Men (i hvert fald ifølge visse bibliotekarers oplysninger) stiger de fleste dog af igen allerede i Bind 1, hvor Madeleinekage-episoden er beskrevet. Smukt er det nemlig - men helt sikkert også alt for omstændeligt for mange. Proust kan være længe om at komme til sagen med sin skildring af, hvordan fortælleren, den unge Marcel, gradvis mister sine illusioner og skuffes og bedrages i én uendelighed. Lige indtil han sent i sit liv opnår en pludselig lykkelig kontakt med fortiden i form af Madeleinekagen.
Marcel besættes nu af tanken om at beskrive tidens ødelæggelse af mennesket - og muligheden for at gøre erindringsoplevelserne varige, ja evige gennem det digteriske udtryk. Romanen slutter netop dér, hvor han skal til at skrive den roman, man netop har læst. Hvis man altså nogensinde orker at nå dertil.
Jeg gjorde. Det samme gjorde mange andre danske forfattere, bla. Thorkild Hansen (1927-89) og Henrik Bjelke (1937-92). Begge erindringskunstnere, men så holder ligheden også op. Hansen blev sin samtids store dokumentariske succes d'estime, men var også en poseur ikke uden manipulatoriske evner for at lægge sin personlige fortid til rette på flatterende måde. Bjelke 'forfatternes forfatter', modernist og stærkt skrifteksperimenterende, en forfatter, der i sine bøger dyrkede tidens og sjælens anarki.

Én, der ikke holdt ud med Proust til den bitre ende, er forfatteren Jens Christian Grøndahl, der for få dage siden udsendte sin anden essaysamling, Night Mail. Her konstaterer han at være faret vild i 'katedralen' hos Proust. Katedralen er det enorme romanværk: På sporet efter den tabte tid.
Denne erindringens romankatedral har for Grøndahl labyrintisk karakter, den er et uoverskueligt bygningsværk, som det er nærmest umuligt at orientere sig i. I et tidligere essay 'Blikkets begær efter sin genstand' (Information 25. juni 1993) kunne Grøndahl berette om et forgæves forsøg på at læse Proust til ende. I første omgang i hvert fald. Han havde nogle år tilbage tilbragt syv måneder sammen med sin familie i Spanien med den hensigt at skrive en roman og at læse Proust. Romanen blev skrevet, men han kunne ikke blive færdig med Proust.
Hvorfor? "Fordi man må læse Proust, som han skrev, med tiden og mod tiden - på samme tid. (-) Læseren er virkelig a la recherche, han har virkelig begivet sig ud på en rejse, der er så lang, at han alene på grund af dens længde vil være en anden, når han en aften løfter blikket fra den sidste side." Mens man læser Proust, er man altså vidne til sin egen langsomme forvandling.
Her strejfer Grøndahl noget meget væsentligt i relation til Prousts værk, nemlig tidens gang, og dermed det slip af tid, vi tilbagelægger, mens vi lever. Hvad sker der med den?
Det, der bliver tilbage, er indtrykkene. Det vil sige indtryk af stemninger og steder og hvordan der så ud i de fortidige rum. Det beror ifølge Proust på en tilfældighed, om vi nogensinde skal få adgang til disse indtryk, som er nøglerne til vores fortid - som det også fremgår af madeleinekage-åbenbaringen i værkets første bind: "Når der intet er tilbage af en svunden tid (), lever lugten og smagen videre i lang tid endnu, ligesom sjæle () og bærer erindringens umådelige bygningsværk på deres næsten uhåndgribelige lille vanddråbe."
For at opnå kontakt med disse indtryk er det afgørende at man får et forhold til den mere ubevidste del af sin hukommelse - erindringen. Men hvad er erindring? Og hvor adskiller hukommelse og erindring sig fra hinanden?

Hukommelsen er selektiv. At huske er som at bladre i et fotoalbum, hvor der vælges nogle bestemte billeder ud, som man mener er dækkende, eller som vækker genkendelse. Erindringen derimod er ufrivillig, tilfældig, uregerlig. Den er garant for, at der kan skabes sammenhæng i tiden, og for at vi kan blive i stand til at se og erkende os selv i tidens løb. Erindringen er kilden til os selv og vores egen oprindelse. Erindringen er forudsætningen for, at man overhovedet kan opnå en fornemmelse af, hvad identitet er.
Marcel Proust udnytter begge sider af erindringen i sin roman. På den ene side betjener han sig af erindringens genkaldelseskraft og henter fortiden ind som stoffet til sin roman. På den anden side udnytter han erindringen som en fiktionsskabende kraft. Derved skaber Proust et enormt fiktionsrum, hvor han stiller skarpt på tidens hærgende arbejde i mennesket. Et rum, hvor han på afstand undersøger og beskriver sig frem til de underliggende lovmæssige mekanismer, som styrer vores handlinger.

Prousts betydning for dansk skønlitteratur er endnu ikke beskrevet. Det er relevant at få receptions- og påvirknings-historien lagt frem, for der er nok at tage fat på. Fra Christian Rimestads første præsentationer af Proust i 20'ernes begyndelse, over Paul V. Rubows og Hakon Stangerups anmeldelser i 30'erne og 40'erne til Niels Egebaks tekstteoretiske syn i 60'erne til Henrik Milton Sørensens, Carsten Jensens og Per Hultbergs m.fl.'s indstilling til Proust frem mod i dag. Hvor forskellige syn, der end har verseret, er næsten samtlige enige om den proustske erindringsfiktions uomgængelige og forvandlende potentiale. Det har vi på det seneste fået et tydeligt indblik i med Bjørn Bredals perspektivrige Begærets by - Marcel Proust og Venedig.

Jeg vil her holde mig til at give et rids af to vidt forskellige danske forfatteres syn på Proust. Det gælder de to førnævnte - Thorkild Hansen og Henrik Bjelke.
Thorkild Hansen læste Proust på fransk og kæmpede i en længere periode en åndelig kamp med Proust. Han læste A la recherche i sine energiske ungdomsår under et Paris-ophold i 1947-1952. Efter at have færdiggjort en udvidet universitetsopgave om natursynet hos Jacob Paludan i august 1947, var han 20 år gammel taget på stipendieophold til Paris for at studere og at skrive en større afhandling om fransk litteratur.
Den var en afgørende fase for Thorkild Hansen. Dels skulle han gøre sig klart, hvad han ville med sit liv og litteraturen, og dels var opholdet en flugt fra universitetets strenge rammer hjemme i København til fordel for et lidenskabeligt bohemeliv. Imidlertid gjaldt det snart for Hansen om ikke at 'falde i', men at fastholde sin rejse som en sund reaktion på et sygt litteratursyn.
Kort fortalt præges Hansens syn på Proust i På sporet... i denne periode af dilemmaet mellem livsforsagelsen (at vælge kunsten fremfor livet) og livsbekræftelsen (at vælge virkeligheden fremfor kunsten). Fra i en kronik til Ekstra Bladet (14. juni 1948) at kalde Prousts værk "Den eneste sande bog" og at placere den som et sidestykke til Dantes Den guddommelige komedie, skifter han gradvist syn på Proust. På dette tidspunkt læser han André Gides værker - og begejstres: "Mere og mere optaget af Gide, skønt (eller fordi?) hans verden er den modsatte af Prousts", skriver han 4. juni i sin dagbog.
Gides Jordens frugter slår Thorkild Hansens døre op til virkeligheden, og implicerer, som han udtrykker det i et notat fra den 24. juni 1948: "Et ja til livet, en lov-sang til naturen, frugtbarheden, kærligheden, alt det jeg vendte mig fra. Det stik modsatte af korkværelset [hos Proust]. Af Baudelaire. Af Pascal."
Symptomatisk er, at den bog om flanørlitteraturen, han havde fået ideen til at skrive i foråret 1948 udfra sin Proust-læsning, gradvist skrinlægges i takt med at Gide-læsningen skrider frem. I 'omvendelsessommeren' 1948 pendlede Thorkild Hansen mellem på den ene side Prousts pessimistiske korkværelses-moral, der siger, at virkeligheden altid vil skuffe én, og at den eneste sande verden, der reelt eksisterer, lever i vores egen sjæl. Og på den anden Gides livsbekræftende syn, der lidenskabeligt priser verden.
Følger man dagbogen Et Atelier i Paris - Dagbog 1947-52 på nært hold, er det tydeligt, hvorledes
Gide overhaler Proust i Hansens bevidsthed - og sejrer stort. Alligevel holdt Thorkild Hansen fast ved de blivende kvaliteter i Prousts erindringsværk. I kapitlet om Proust fra Resten er stilhed (1953) endte han med at opfatte På sporet som en blivende symbolsk selvbiografi, der konstruerer et tidløst (selv)portræt i form af en katedral udenfor tiden - hvad han i øvrigt også mente i 1948 og 1951, uanset sin afstandtagen på de nævnte områder.

Forfatteren Henrik Bjelke fremsatte sent i sit liv et forfriskende skarpt syn på Proust og På sporet i essayet 'Total recall' fra samlingen Skandalens sted (1990). Essayets anledning var, at han på Prousts fødselsdag den 10. juni i en boghandel tilfældigt ser Harold Marchs The Two Worlds of Marcel Proust, 1948, - samme bog, som Thorkild Hansen og Jacob Paludan anmeldte, da den udkom.
Først da Bjelke er nået hjem, finder han ud af, at det er Paludans eksemplar med fine blyantsind-stregninger, han har købt! Ved at følge Paludans spor hos March får han nostalgisk rekapituleret Proust og genvækket appetitten på at læse ham igen for alvor. Bjelke husker ikke præcist, om han kom igennem hele værket, da han var 25-30 år.
Pointen er, at samtidig med at Bjelke begyndte at læse Proust igen, sætter den nye læsning hans egne erindringer i drift for en kort stund. Han ser Proust som en modernistisk romanforfatter, der fornyede både datidens syn på virkeligheden og viste vejen for en form for erindringsfiktion, der aktivt (gen-)erobrer tiden. Hvor erindringen ikke blot er en lille flig af digterens kunstneriske ressourcer, men både er en drivkraft for tids-erobringen, et fiktionsskabende udtryksmiddel og en særlig måde at indvinde erfaring på.
Henrik Bjelke kalder Proust for "erindringens mester par excellence" og fremhæver især hans skrivemåde, som etablerer en tidsstandsning. I modsætning til Grøndahl mener Bjelke altså ikke, at den
tidserkendelse, man får af at læse Proust, indebærer forandring. Tværtimod ser han det sådan, at tiden står stille, når man læser På sporet. Og dette 'tidsstop' betragter Bjelke som en løsning på problemet med de mange samtidige tids-niveauer. En sådan tidsoplevelse kalder Bjelke akronometrisk, hvilket vil sige, at selvom vi oplever tiden bevæge sig, befinder den sig samme sted med talrige sideordnede, mangedoblede lag af tid over og under sig.

Det ulogiske i tidens organisering og i subjektets perception af den, mener han også gør sig gældende for hukommelsen og erindringens vedkommende, er et lagdelt nu. Dette konkretiserer han med et eksempel fra han eget forgæves forsøg på at huske en pornofilm, hvor hukommelsen ikke etablerer en sekvens, men kun viser et still-billede. Det leder ham til at konkludere, at vi erindrer i stills: "Derfor blev resultatet nul porno, nul effekt: Det slavisk tidsfølgemæssigt fremstillede produkt erindres ikke i defilering af aktioner, kun i stationære og endda fåtallige gravsten".
Vi husker ikke i tid, men i rum. Den indre subjektive tid, som mennesket lever i og med, er ulogisk og akronometrisk.
Til forskel fra Thorkild Hansen, der anså Proust for at være en heroisk erindrer i privilegeret kontakt med sin fortid, påpeger Bjelke, at Proust i mange år ikke huskede noget særligt fra sin fortid, og citerer ham for en optegnelse fra 1904, før På sporet påbegyndes: "I mangel af den genopstandelse som vi ikke længere er i stand til etablere med den dybfrosne hukommelse, vi har (-), ønsker vi i det mindste at beskrive den videnskabeligt."
I forsøget på at finde tilbage til virkeligheden, som den var, og for at finde tidens essens, etablerer Proust - ifølge Bjelke - det, han kalder total recalls gennem skriften, dvs. retableringen og verbaliseringen af de hengåede øjeblikke, som anvendes i opstillingen af en ny virkelighedsteori. I overensstemmelse med Samuel Becketts syn på Prousts indstilling til kærlighed, kalder Bjelke begæret for individets blinde styrke, som kun kan tilfredsstilles på bekostning af sig selv. Bjelke skriver: "Lykke opfattet som tilfredsstillelsen af begær er derfor totalt umulig, for et begær kan kun tilfredsstilles på bekostning af sin egen eksistens."

Den danske Proust-reception er omfattende og mangesidig. Man ændrer sig efterhånden, som man læser værket, som Jens Christian Grøndahl var inde på. Og læser man værket igen senere, vil dét også være forandret for ens blik, samtidig med at man selv er blevet en anden, og nu måske har Proust som en basal, selvfølgelig del af sin egen litterære erindring. Således fortsætter Prousts forvandlende perpetuum mobile med at ændre sig for os ind i det næste årtusind, hvor nye læ-sere vil lede efter svar på tidens og fiktionens uløste gåder.
Forvandlingsrejserne ind i erindringen og fantasien holder aldrig op. Proust er uden ende. Med mindre man selv siger stop, og det gør jeg nu.

*Neal Ashley Conrad er mag.art. i nordisk litteratur og litteraturlærer på Krogerup Højskole. Han holdt i går på Dansklærerforeningens Årsmøde et oplæg om Proust med titlen 'Erindringsmotivet i Prousts roman - med udblik til værkets danske receptionshistorie og erindringskunstnere'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu