Læsetid: 2 min.

Folk i fængsel er kriminelle

5. oktober 1998

Selvfølgelig skal de indsatte i fængslerne ikke chikaneres. Reglerne skal overholdes. Men kontrol og tvang er en nødvendig del af fængselstilværelsen

STRAF
Under overskriften "Fængsler gør folk kriminelle" bragte Information den 29. september et interview med forfatteren og eksforbryderen Torkil Lauesen i anledning af udgivelsen af hans bog Fra forbedringshus til parkeringshus. Lauesen mener, at fængsling er en utilstrækkelig form for straf, da den virker mod hensigten og fastholder lovovertræderen i kriminalitet. Det er interessant at få et synspunkt fra én, der har oplevet fængselssystemet indefra, og Lauesen kan have ret i, at fængslerne ikke altid fungerer perfekt, og at fængselsophold kan virke mere korrumperende end reformerende på nogle indsatte.
Men hvad er alternativet til fængselsstraf? Bøder, erstatninger, korporlig afstraffelse, samfundstjeneste og elektronisk mærkning, der kan afsløre den straffedes færden. Ingen af disse former for straf løser dog det grundlæggende problem, som Lauesen heller ikke formår at tage fat på i sin ensidige kritik af fængselsvæsnet: Hvordan sikrer vi et sikkert og fredeligt samfund uden overtrædelser af vores personlige og fælles rettigheder?

Det overordnede mål
Når et retssystem som vores straffer folk, sker det ud fra flere hensyn. Det overordnede formål er at begrænse kriminalitet. Den ideelle straf virker afskrækkende, resocialiserer den dømte, afskærmer forbryderen fra samfundet i en periode og tilfredsstiller delvis ofrenes og samfundets retsfølelse (herunder det forståelige ønske om hævn).
Fængselsstraf er en ganske effektiv måde at opfylde størstedelen af disse hensyn på. De svage punkter ved denne straffeform er, som Lauesen påpeger, den til tider manglende resocialisering og risikoen for krænkelse af de dømtes rettigheder. Selvfølgelig skal de indsatte i fængslerne ikke chikaneres, sådan som Lauesen påstår, han er blevet. Reglerne skal overholdes. Men kontrol og tvang er en del af fængselstilværelsen. I fængslet er det nødvendigt at føre et vist opsyn med de kriminelle.

Til fri disposition
Vi må rette en kritik mod Information, der har valgt at stille det meste af en avisside til nærmest fri disposition for et medlem af en af Danmarkshistoriens groveste forbryderbander. Blekingegadebanden stod bag en række brutale berigelsesforbrydelser, som kulminerede, da en 22-årig politimand blev dræbt. Hvorfor sørger journalisten ikke for at sætte Lauesens udtalelser i det rette perspektiv? Lauesens udtalelser om krænkelser af privatsfæren og manglende respekt for andre mennesker råber ellers til himlen om at blive sammenholdt med den ultimative mangel på respekt, som banden udviste over for den unge politimand, der måtte lade livet.
Journalisten lader sig forføre af Lauesens tanker og kolporterer ukritisk hans indignation over, at retssamfundet har stillet ham til regnskab for hans ugerninger. Lauesens snak om Foucault, 'modmagt' og politiske handlinger er afledningsmanøvrer fra det ganske simple regnestykke, at man må betale for sine forbrydelser gennem en periode med tvang og kontrol fra samfundets side. If you can't do the time, don't do the crime.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu