Kronik

Folketinget har brug for lovsjusk

Debat
20. oktober 1998

Så kan de andre partier nemlig smøre ansvaret af på regeringen! En folketingskonference fornylig afslørede danske politikeres ansvarsskyhed under stigende pres fra vælgere og medier

RETFÆRD OG VELFÆRD
Jurister og andre har i en årrække kritiseret, hvad der er blevet kaldt en voksende mængde lovsjusk. Nu er lovkvalitet vanskelig at måle, men det har i al fald ikke skortet på eksempel på brølere og love, der efter kort tid har måttet revideres. Derfor har regering og Folketing taget notits af kritikken, og fornylig holdt Folketinget en udmærket konference om lovkvalitet og lovsjusk.
Denne konference, som jeg deltog i, var på flere måder meget sigende for det danske folkestyre. Hvis man troede, at politikere af natur var magtbegærlige og kæmpede hæmningsløst for at få mest mulig indflydelse på lovgivningen, så kunne man dårligt blive bekræftet i denne tro på konferencen.
Enhver ved, at skal man influere på en beslutningsproces, så skal man tidligt ind i den. Det er en af de ældste og mest banale, men også vigtigste erkendelser i politologien. En af grundene til at organisationerne ofte får større indflydelse end Folketinget er den, at de i generationer har vist, at man skal prøve at få tidlig indflydelse.
Folketinget kommer ofte sidst i forløbet, hvor meget - måske alt - er handlet af med interesseorganisationer, herunder Kommunernes Landsforening, og andre interessenter. Et af de sigende træk på konferencen var, at flere folketingsmedlemmer slet ikke opfatter de indledende - og vigtigste - faser, som en del af lovgivningsprocessen. De har indført en fin sondring mellem lovforberedelse og lovgivning. Og ved en abrakada-brask manøvre i hovedet gør de derefter lovforberedelse til noget, som den udøvende magt - regeringen - skal tage sig af. Ja, det ville ligefrem være forkert, hvis Folketinget ville prøve at påvirke det lovforberedende arbejde.

Konferencen efterlod mig med det umiddelbart måske noget overraskende indtryk, at mange folketingsmedlemmer næs-ten er bange for at få indflydelse på lovgivningen. I al fald hvis det kan betyde, at de også pådrager sig et politisk medansvar.
Nej, det er langt bedre, at ministrene sidder med ansvaret og eventuelle 'aber'. Det giver andre politikere bedre chancer for at vælte dem og selv senere komme på ministertaburetterne.
Man kan på baggrund af denne konference sige meget pænt om danske folketingsmedlemmer. Nogle af folketingsmedlemmerne har en langt større indsigt end man kan få indtryk gennem korte indslag i tv-avisen. Andre viser sig til gengæld ved nærmere øjesyn snarere som blålys med medietække, uden dybere indsigt eller flid.
De fleste er dog præget af et solidt, ret sagligt og konsensussøgende debatniveau, når de ikke optræder i tv-dueller om stemmer. Danmark har en forbløffende parlamentarisk kultur med en meget afslappet og hjælpsom omgangsform mellem folketingsmedlemmer. Især på tværs af partierne - indenfor partierne står det måske dårligere til, for reelt er medlemmerne af samme parti ofte langt mere konkurrenter end medlemmer fra forskellige partier.
Menneskeligt er det tiltalende, at folketingsmedlemmerne ikke er magtbegærlige, kan man måske hævde. Det er imidlertid kun en meget overfladisk vurdering. Når de ikke er det, viger de pladsen for nogle andre - embedsmænd, organisationer, EU m.fl.
Alle disse andre savner imidlertid en ting, som folketingsmedlemmerne har: Demokratisk legitimitet og ansvar. Folketingsmedlemmerne svigter dette ansvar, når de ikke søger et maksimum af indflydelse indenfor en valgperiode.

På konferencen fornylig hørte man også adskillige ligefrem syndsbevidste politikere, der talte om at gribe i egen barm etc.
De mente nok, at folketingsmedlemmerne var flittige. Men de brugte mere og mere energien på så meget andet end god lovforberedelse. F.eks. tv-quizzer, pleje af valgkredsen og anden udadvendt virksomhed, som er nødvendig for at blive genvalgt - se også dagens Apropos, der beskriver mediernes øgede betydning.
Men, lovede de syndsbeviste og samvittighedsplagede lutheranske politikere hinanden, nu måtte man indskærpe moralen og hævde selv-
disciplinen i folketingsgrupperne.

Når det enkelte folketingsmedlem kan være dårligt rustet til et idébåret politisk arbejde, kan det måske også skyldes, at de politiske partier - og her især de lokale partiforeninger - er blevet tømt for indflydelse og idébetonet arbejde og reduceret til rammer om opstilling af kandidater.
Det forklarer også det umiddelbart paradoksale, at man ikke søger størst mulig indflydelse på lovgivningen. Folketingsideologien siger, at Folketinget har to hovedfunktioner: Lovgivning og kontrol med den udøvende magt.
Med f.eks. en Kirsten Jacobsen og en Pia Kjærsgaard som frontløbere har Folketinget mere og mere lagt vægten på kontrolfunktionerne. Med den effekt at man udmatter centraladministrationen med enkeltsagsspørgsmål.
Den reaktive attitude påvirker også dansk ageren i EU-sager. Enkelte, som f.eks. Steen Gade erkender, at man i Folketinget - sammen med regeringen og embedsmændene i øvrigt - ofte er for reaktiv i EU-processerne. Men når det kommer til stykket synes der ikke at være tilstrækkelig vilje til at gøre noget ved det - hvis vi ser væk fra nogle få klartseende politikere. Ganske enkelt fordi, der ikke er tilstrækkeligt med stemmer i at arbejde godt på dette område.
Man kan dog heraf ikke udlede, at politikerne ikke er magtbegærlige. Sagen er bare den, at de i stedet for konstruktivt at udnytte deres nuværende indflydelsesmuligheder ofte vil satse på om muligt at øge indflydelsen på længere sigt - gennem ministerkriser, regeringers afgang og nyvalg, hvor de forhåbentligt kan øge deres stemmetal på bekostning af regeringspartierne. Og indtil da kan de med mest mulig støj i maskineriet hæmme regeringen.

Men kunne regering og centraladministration ikke være interesseret i at forbedre lovgivningsprocesserne?
Jo, og det var da også statsministeren, som fremlagde en række mindre tiltag til forbedring af lovgivningen. Men samme statsminister sagde også, at regeringen altid kan have en interesse i at komme som en tyv om natten. Så hovsa-lovgivning vil vi også fremover se.
Hvis lovkvaliteten har været faldende, må det ses som et udtryk for ændrede vilkår for det politiske arbejde. Et fald, som (hvis det er en realitet) kan forklares bl.a. ved en række ændringer:
nMere intens jagt i medierne på fodfejl og 'skandaler';
nPartiernes ændring fra folkelige partier til statsstøttede organisationer; og
nSkærpet konkurrence i partierne om at hævde sig individuelt på grund af indførelsen af sideordnede opstillinger.
Konferencen gav ikke baggrund for at vente radikale ændringer. Man kan dog se det som et lyspunkt, at den overhovedet fandt sted og at en række politikere gennemførte en diskussion, som ofte havde en høj kvalitet, når medierne ikke var direkte på. Eksterne aktører - herunder bl.a. Advokatrådet - har gennem kritik af lovkvaliteten øget opmærksomheden over for spørgsmålet. Regeringen og Folketing har måttet reagere.
Men vi har næppe set den sidste gang lovsjusk.

Skulle man gøre noget radikalt ved problemet, skulle man nok gennemføre ret radikale reformer af det nuværende danske politiske system. Det ville indebære et opgør med den besættelse af efterkontrol med den udøvende magt, som har ramt det danske Folketing.
Man kunne udmærket tænke sig denne efterkontrol gennemført bedre gennem større offentlighed i forvaltningen, styrket revision, evaluering, en styrkelse af ombudsmandsinstitutionen osv., sålede at politikerne ikke kunne flygte fra deres egentlige opgave: Idébetonet politisk arbejde. Ændringerne kunne måske ligefrem indebære grundlovsændringer.
Men selve den konsensussøgende måde at træffe beslutninger i dansk politik gør det vanskeligt at igangsætte dybtgående ændringsprocesser.
Dybtgående reformer kan næppe tænkes gennemført, før vi har set alvorligere problemer i form af kriser eller i det mindste 'lig på bordet'.
Indtil da vil tingene fortsætte deres halvskæve gang. Intet vil dog gå helt galt i dette rige land med de venligt debatterende politikere. Selv de erklærede ikke-religiøse optræder som hændervridende og syndsbevidste, helt igennem pæne lutheranere.

Tim Knudsen er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

APROPOS
Medieguf
Ingen politikere vil naturligvis tale imod bedre lovkvalitet.
Det er bare det, at det enkelte folketingsmedlem ikke hævder sig ved at medvirke til godt lovgivningsarbejde. Den enkelte får ikke stemmer af det. Den enkelte hævder sig derimod ved at markere sig i medierne, og det gør man ikke ved et solidt sagligt arbejde.
Medierne gider ikke interessere sig for den solide, men måske lidt farveløse slider i udvalgene. Men andres sjusk kan bruges. Man afdækker fejl og skandaler: Alt der kan kaste et odiøst skær over ministre er godt, for det egner sig fint til mediernes nyhedsbegreb. Man har derfor en interesse i en ikke alt for fejlfri forvaltning af allerede vedtagne love. Man har mindre interesse i at få fejlen rettet. Det kan friste at udnytte dem mest muligt til at belaste regering og ministre. Lad dem bare sidde i sumpen og bumme sig længst muligt.
For folketingsmedlemmerne er det i stigende grad blevet det overordnede at blive synlige i medierne. Ikke sjældent hører man folketingsmedlemmer råbe højt i medierne om, at nu vil de stille spørgsmål til ministeren eller kalde denne i samråd. Men det er ikke altid, de gør det efterfølgende, fordi deres egentlig formål var at komme i tv-avisen.
Dog bliver der alligevel stillet spørgsmål i et sandt tæppebombardement af ministrene. Hver forespørgsel giver nemlig to pressemeddelelser. En når forespørgslen stilles og en når ministeren svarer. Selv præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening finder, at det er overkill, når et enkelt folketingsmedlem har stillet mere end 50 spørgsmål om oddere, heraf 12 på samme dag. Ofte må ministeren svare, at han allerede har svaret på samme spørgsmål fra samme folketingsmedlem tidligere (se f.eks. Politiken, den 5. oktober 1998).
Det gør ikke noget for det enkelte folketingsmedlem, at pågældende har stemt for noget, der senere viser sig at være lovsjusk - hvis bare ministeren får ansvaret. Selv om offentligheden nok er tilbøjelig til at dadle alle involverede - så er der næppe heller tvivl om, at aben med største sandsynlighed alligevel lander hos ministeren og hans ministerium.

Tim Knudsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her