Læsetid: 5 min.

Den fortiede debat

Debat
16. oktober 1998

Det eneste kritikpunkt jeg har mod bogen 'Nye danskere' er, at vitserne er for gamle

NY BOG
Jeg sidder her med to bøger. Den ene er fra tidligere på året og udkom i Sverige. Den hedder ...om detta må ni berätta..., og handler om jødeforfølgelsen omkring Anden Verdenskrig, nærmere bestemt 1933-1945. Bogen blev til, da en undersøgelse blandt svenske elever viste, at deres viden om Anden Verdenskrig var meget ringe. En meget stor del tvivlede oven i købet på sandheden om jødeforfølgelsen.
Undersøgelsen satte sindene i kog, og diskussionen bredte sig til det svenske Folketing, hvor man besluttede at iværksætte en storslået kampagne i form af denne bog, der blev distribueret gratis til alle gymnasieelever i Sverige samt til alle interesserede.
Den anden bog udkom i juli i år i Danmark. Den hedder Nye danskere, og handler om udlændinge og deres forhold til og i Danmark. Bogen er blevet til, fordi emnet er hot her i landet. Alle har en mening, der bliver luftet ved diverse lejligheder uden, at man tager notits af de andres holdninger eller lytter til dem, debatten drejer sig om, nemlig udlændingene selv. Derfor har forlaget Gyldendal nu udgivet denne bog, som er rettet mod skoleelever.

Umiddelbart er der mange lighedspunkter mellem de to bøger, men forskellene er alligevel dominerende. Der er forskel på bøgernes tilblivelse, og der er forskel på, hvordan man griber diskussionen an.
Den første bog er en oplysningsbog. Den handler om et historisk forløb, som ikke må glemmes. Den er også udtryk for et lands forsøg på at rette op på uvidenhed blandt unge.
Den anden bog er derimod en debatbog. Den handler om forskellige holdninger og udlægninger af nuet. Bogen er ikke et forsøg på at starte en diskussion, men snarere udgivet fordi den kan sælges, og er god og aktuel.
Umiddelbart skulle man tro, at den første bog ville skabe debat i Sverige. Man kunne forestille sig, at nogle i tankefrihedens navn ville påstå, at staten med udgivelsen af bogen blander sig i folks private holdninger. Det vil sige, at staten prøver at pådutte folk en bestemt holdning. Nogle ville måske spørge, hvad den næste bog kommer til at handle om - abort? Udlicitering? Men faktisk hilste alle bogen velkommen. Vel at mærke fordi den er god,
og fordi emnet er yderst vigtigt.
Den anden bog derimod, skulle man tro, ville drukne i mængden af alle mulige andre bøger. Desuden er danskerne stolte af deres evne til at diskutere åbent. Man er stolt over, at her i landet står ytringsfriheden over alle andre rettigheder. Men nej,
kritikken hagler ned over bogen.
Den første gruppe, der kritiserer den, er Islamisk-Kristent Studiecenter, der mener, at den giver et forkert billede af Islam og muslimer. Den anden gruppe, med biskop Holm i spidsen, kritiserer bogen for at komme med nedsættende vitser om udlændinge. En enkelt kritiker, Naser Khader, kritiserer bogen for at have fejlciteret ham.
Det er værd at bemærke, at kritikerne ikke nøjes med at sige deres mening. De truer forfatteren i den grad, at Gyldendal i et stykke tid bliver nødt til at stoppe salget af bogen.

Lad os se nærmere på kritikerne. Studiecentret er en gruppe, der prøver at skabe en fælles platform og forståelse mellem islam og kristendommen. Når man prøver på det, er man nødt til at fortolke de to religioner ret frit. Det vil sige Studiecentrets udlægning af de to religioner er en selvvalgt udlægning. Deres fortolkning af islam kan og bliver kritiseret af mange andre muslimer. Så hvordan kan Studiecentret så lige pludselig kritisere andre udlægninger af islam - eller af kristendommen for den sags skyld?
Den anden gruppe er dem, jeg vil kalde 'de hellige'. De mener, at man ikke kan sige noget dårligt om de svage (her udlændinge) i et samfund (her Danmark), og at dem, der alligevel gør det, enten er fremmedhadere, der skal anmeldes til politiet, eller naive folk, der går fremmedhadernes ærinde. De skal stoppes og korrekses.
Naser Khader har fortrudt det, han har skrevet i sin meget berømte bog, Ære og Skam. Nu vil han åbenbart være venner med sine kritikere - måske fordi han som politiker har brug for deres stemmer til næste EU-parlamentsvalg, Folketingsvalg, kommunalvalg, eller hvilket som helst andet valg.

Fælles for de to første grupper er, at de har glemt, at bogen er en debatbog. Og i en debatbog stiller man mindst to modstridende holdninger op mod hinanden. En anden ting er, at bogen er beregnet til undervisning, det vil sige den forudsætter en formidler i form af en lærer, der giver debatten retning og kommer med supplerende oplysninger.
Kritikerne har opfattet bogen som en propagandabog, og betragter man den i dette lys, er deres kritik berettiget.
Efter selv at have læst bogen må jeg sige, at jeg synes, den er ret god. Den lægger op til debat og virker provokerende, hvilket også er formålet.
Derimod er den ret 'udansk' ved ikke at lægge op til et kompromis i diskussionen - billedligt talt skiller den vandene ad i stedet for at forene dem.
Diskussionen om udlændinge er hidtil foregået blandt mennesker, der betragter udlændinge med akademiske øjne. De kommer som regel med hypotetiske påstande og argumenter. Underforstået: Denne diskussion kommer ikke hr. og fru Hansen ved - de deltager ikke i den, men ser bare de nære problemer i deres dagligdag. De hører om problemer med udlændinge i Vollsmose og på Blågårds Plads. De hører om volden og kriminaliteten.
Den akademiske og sterile diskussion er irrelevant for hr. og fru Hansen. De er ude efter et budskab 'der er til at forstå', og Pia'nisterne er storleverandører af den slags budskaber.
Nye danskere udmærker sig ved at løfte diskussionen op på et andet plan. Nogle vil kalde det et lavere plan. Og hvis det er det, er der alligevel brug for den. Lad os nu tage den diskussion.
De eneste kritikpunkter, jeg selv vil anføre, er, at bogens vitser er for gamle, og at teksterne mange steder er for lange. Man får alt for mange informationer, før man får mulighed for at diskutere dem ved hjælp af de tilhørende opgavespørgsmål.
En anden ting, der giver mig myrekryb, er titlen Nye danskere. Som om det at være dansker er en bestemt standard.
Det minder mig om, at man efter oprettelsen af det nye Tyrkiet kaldte kurderne for 'nye tyrkere'. Man troede,
at det ville løse problemet mellem de to folkeslag. Hidtil er denne strategi ikke lykkedes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her