Læsetid: 5 min.

De halve løsningers politik

16. oktober 1998

Efterårets budgetforhandlinger har åbenbaret en dyb kløft mellem politikernes forståelse af virkeligheden og den verden, borgerne oplever

OFFENTLIG SERVICE
Forældre laver fysisk blokade mod børne-institutioner i Esbjerg. Pædagoger og skolelærere i Hvidovre strejker, fordi de bliver tvunget til at samarbejde. Pædagogernes fagforbund laver demonstration foran Rådhuset i København som protest mod omfattende nedskæringer. Landsorganisationen Skole og Samfund, organisationen for de forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelserne, har i en hvidbog rejst spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne fortsat magter at drive vores folkeskoler.
Dette efterårs budgetforhandlinger har åbenbaret en dyb kløft mellem politikernes forståelse af virkeligheden og så den verden, borgerne og medarbejderne ude i det virkelige liv oplever.
Tag for eksempel København. Skole og Samfund i København, kalder Københavns Kommunes budgetforslag 1999 "for dårligt og appellerer til, at der findes de nødvendige midler ... frem for luftige hensigtserklæringer uden ressourcer..."
Københavns Lærerforening betegner budgetforliget som "mere løgn end latin" ... "kønne ord, der desværre viser sig at være aldeles hule og falske - ligesom overborgmesterens mange udmeldinger om, at folkeskolen skal være et indsatsområde og eleverne toptrimmes osv. osv."
Københavns uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard kalder vedtagelsen af budget 1999 for den sorteste dag i byens historie for børnene. Pædagogerne har lavet en stor demonstration for at udtrykke deres utilfredshed. Rundt på skoler og fritidsinstitutioner tegnes ved forældremøder og bestyrelsesmøder ligeledes et dystert billede af fremtiden på den enkelte skole og institution med skræmmende nødløsninger for at klare dagen og vejen.
Fag-borgmesteren, de faglige organisationer og de berørte institutioner er alle enige i deres bedømmelse af udsigterne for dagligdagen for børnene under budget 1999. Københavns overborgmester og hans forligspartnere tegner derimod et helt anderledes lyst billede af en fremtid, hvor de mener, der satses på børnene.

Den virkelige verden
Derfor den forskellige opfattelse af børnenes fremtid alt efter, om man som overborgmesteren kun interesserer sig for intentionerne bag budgettet og antallet af kroner, der bruges, eller om man ser på, hvordan den virkelige verden bliver med budgetforliget som Skole og Samfund, Københavns Lærerforening, pædagogernes fagforbund, uddannelses- og ungdomsborgmesteren og de enkelte skoler og institutioner nødvendigvis må gøre.
Det er synd og skam, at overborgmesteren og hans forligspartneres gode intentioner resulterer i så dårligt et resultat. Der skulle så lidt omtanke til for at omsætte de gode intentioner til virkelighed.
Den store synder er det evige valg af de halve løsningers politik. Man har f.eks. brug for en cykel og finder ud af, at én, der opfylder behovet, kan købes billigst på en hittegodsauktion for 100 kr. Man vedtager at satse på løsning af cykel-behovet, og bevilger 90 kr. til formålet. Der er altså ikke råd til at købe en cykel. Men for at fastholde interessen for satsningen bruges bevillingen til køb af f.eks. et nyt cykelhjul hos cykelhandleren. Men selv om man bruger 90 kr. årligt i en lang årrække på denne måde, får man aldrig cykel-behovet dækket.
Var der nu to ting, man ønskede at satse på, og de hver kostede 100 kr., men man kunne kun afse 180 kr. til satsningen, så kunne man bruge 100 kr. til løsning af den ene, gemme de 80 kr. til næste år og med bare 20 kr. ekstra da have løst begge problemer.
På to år havde man på denne måde løst alle problemer i eksemplet for 200 kr. ved brug af hele løsninger. Havde man derimod brugt de halve løsningers politik, og bevilget 90 kr. til hver, måtte man i al evighed betale 180 kr. om året uden nogensinde at få løst noget problem.

Hovsaløsninger
Og det er ikke omtanke, der præger budgetarbejdet. Der arbejdes med hovsaløsninger ofte opstået under langvarige og hektiske forhandlinger med bistand af regnedrenge, og uden at fagfolk på noget tidspunkt bliver involveret. Det burde i stedet være muligt løbende at udvikle og afprøve hensigtsmæssige løsninger for de nødvendige tilpasninger.
De benyttede regnemodellers store svaghed er, at de forudsætter, at en brugt krone er lig med en godt brugt krone. Og sådan er det jo ikke i det virkelige liv. Prisen på mælk varierer meget alt efter om den købes i en døgnkiosk eller i et lavpris-supermarked. Og der er en forståelig grund til prisforskellen mellem de to typer forretning, som vi accepterer og lever med - og forstår at drage fordel af.
For modellerne kunne vi lige så godt gøre alle indkøbene i døgnkiosken, og når alle vore penge var brugt, ville de konstatere, at nu er der ikke råd til mere mælk til børnene, og at vi derfor måtte vente til næste år, før børnene igen kunne få mælk. Med så lidt ansvarlighed og omtanke behandler vist ingen deres egne børn. Men netop sådan behandles borgerne af den offentlige virksomhed med dens evindelige ventelister og nedskæringer.

Udlicitering
Politikerne har lagt afstand til det egentlige formål med den offentlige virksomhed - og de ønsker den yderligere forlænget. Og bestræbelserne på udlicitering kan ses som en udvikling af denne berøringsangst. Udlicitering er bureaukratens ultimative løsning. Her skal man overhovedet ikke beskæftige sig med driftsopgavernes afvikling, men kun med udviklingen af sit eget bureaukrati, og vil som politiker og embedsmand alene blive bedømt på, hvor meget det er lykkedes at få omkostningerne i ens bureaukrati til at vokse. Er der problemer med den måde en driftsopgave udføres på eller dens kapacitet - så er det ikke bureaukratiets problem.
Ideelt set er udlicitering til private virksomheder et monster, hvis primære formål er at skabe profit til kapitalejere - og det løser ikke nogle problemer i eller begrænser omfanget af det offentlige bureaukrati.
Ved udlicitering til borgerne selv, f.eks. organiseret i et driftsselskab, hvis eneste formål f.eks. er at drive en folkeskole - så vender man på driftsiden tilbage til de klassiske dyder for offentlig virksomhed: Den bedst mulige service for de til rådighed stående midler.
Men det er at skabe en stat i staten og at skabe dobbeltadministration, når man vil overdrage det offentliges opgaver til de selv samme borgere, der også skal holde liv i det hidtidige offentlige system, som også fortsat skal bestå.
Decentralisering lyder umiddelbart godt. Lokal omsorg for hvordan hver en lille ting udføres. Men decentraliseringens spøgelse er det stadige ønske om vækst. Hver enkelt lille enhed forsøger som efter en naturlov hele tiden at rage mere til sig, for at kunne lave stadigt mere og bedre - og de dygtigste vil få en stadig større del af kagen. Ligheden og følelsen af fælles ansvar for offentlig service vil blive afløst af polarisering og differentiering af offentlige ydelser.
Der er ingen let medicin, og der er ingen, politikerne kan smøre problemerne af på. Aben er deres, og deres alene. Glem ikke, at de selv har bedt om at få den ved at lade sig opstille til valg.
De har derved på forhånd tilkendegivet, at de ønsker at løfte denne kæmpe ledelsesopgave for alle os andre. Vi skal bare stemme på dem.
Vi har allerede opfyldt vor del af aftalen. Vi har stemt dem ind. Nu må de opfylde deres del.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu