Kronik

Hemingway som storebroder

24. oktober 1998

På fredag udkommer et udvalg af Thorkild Hansens artikler og anmeldelser fra hans år på Information. Denne anmeldelse fra 1962 af en Hemingway-biografi, viser Hansen i sit es - fuld af overskud, varme og ømhed for den trængte macho-forfatter

Han gjorde sig aldrig den ulejlighed at stikke sin livrem gennem stropperne på sine kakibukser, men slog den omkring sig neden for stropperne. Han drak fra 15 til 17 whisky-soda om dagen. Han var allerede som barn stærkt nærsynet, blev kasseret som soldat på grund af dårligt syn, men lod sig først som 30 årig overtale til at gå med briller. Han tog dem af, når han skulle fotograferes. Under borgerkrigen stak han af sin egen lomme den spanske regering en kvart million til indkøb af ambulancer. Vistnok uden pressens tilstedeværelse. Han nedlagde den store kafferbøffel, da den kun var en halv meter fra ham. Han led livet igennem af en stærk tilbøjelighed af angina. Han inkasserede Nobelprisen, Pulitzer og millioner af dollars fra Hollywood. Han døde for egen hånd.
Han fik en kurv af Agnes. Han skiltes i forståelse fra Hadley. Afskeden med Pauline kostede store besværligheder. Martha forsvandt nærmest af sig selv. Mary sad ved hans kiste.

Sådan lyder et lille udvalg af de oplysninger af forskellig størrelsesorden, som fremlægges i den nye bog, Leicester Hemingway har skrevet om sin berømte storebror. Overflødigt at sige, at det er blevet en meget fængslende og - som alle ordentlige biografier - en på godt og ondt meget lærerig bog. Ernest Hemingway ville ikke vide af levnedsskildringer, så længe han selv var i live, og blokerede derfor alle oplysninger. Det var jo nok med et lille stikord i ny og næ, så digtede hele myten sig af sig selv. Hvad har man ellers den moderne presse til?
Takket være denne ordknaphed på den ene side og den enorme rygtedannelse på den anden har Leicester let ved at fremlægge sit stof, så det virker både nyt og sandfærdigt. Han går ikke af vejen for anekdoter, han bevæger sig til grænsen af sladderen, men han overskrider den ikke. Han er tit åbenhjertig, han lægger ikke skjul på broderens små svagheder, hverken de fysiske som nærsynetheden og den evindelige forkølelse, eller de psykiske som hans umættelige behov for beundrere. Leicester ironiserer også nydeligt over sit store antal svigerinder. Men det er jo småting. Større anliggender stikkes under stolen; det er man ikke i tvivl om. De sidste år har ikke været opløftende. Selv om Leicester ikke lader bestå nogen tvivl om broderens sidste handling, er der en del huller i beretningen her. Mange andre dunkle passager må han klare med en overfladisk bisætning.
Det kan man dog vanskeligt bebrejde ham. Han er i sin selvfølgelige ret, når han selv trækker grænsen for sine indiskretioner. Bortset fra, hvad der kan fremkomme af øjenvidneskildringer, forceres denne grænse næppe, før der til sin tid åbnes adgang til brevene, som ikke engang Leicester må benytte. Der skal jo også være noget til magistrene. Det er ikke nok, at forfatterne selv skyder sig en kugle for panden. De skal også slås ihjel af litteraterne.

Langt værre end Leicester Hemingways tilbageholdenhed, hvor det gælder den fulde sandhed, er hans iver de steder, hvor han kolporterer en lille sandhed. Således rummer bogen et ret stort antal samtaler mellem ham og Ernest, hvori den sidstnævnte giver sin 16 år yngre lillebror en række 'gode råd' om jagt, fiskeri og skrivekunst. Mage til forvrøvlet og nusse-heroisk spejdermoral som den, der kommer til udtryk i disse formaninger, skal man lede længe efter. Man finder den i hvert fald ikke i hans bøger. Derfor er det selvfølgelig ikke utænkeligt, at han nu og da har afleveret den slags prædikener til sine beundrere. Også talentet har jo sine kon-tortider, uden for hvilke det ikke kan træffes. Lad endvidere gå, at Leicester bringer dumhederne på tryk, blot han selv ikke var så imponeret af dem!
Her har vi virkelig en Heming-way set gennem den gale ende af kikkerten. Forklaringen er måske, at disse guldkorn er hjemmelavede, og at det ikke er Ernest, men Leicester, vi ser.
Et andet eksempel. Et værre eksempel. Vi er nået til D-dag 1944. Leicester skildrer troligt sin bror som en af de første, der sopper i land på den franske kyst. Han går let hen over den meget pinlige undersøgelse, der blev iværksat af general Leclerc, dengang Heming-way havde bragt adskillige regimenter i fare, fordi han, krigskorrespondenten, ville erobre Paris på egen hånd før alle andre. Vi ser tværtimod Ernest rykke ind i byen om ikke før, så i hvert fald samtidig med Leclerc. Og nu ser vi også Leicester selv komme til stede. Nu ser vi også Hemingways tredje kone, Martha, komme til stede. Og Hemingways fjerde kone, Mary. Og Heminways første søn, Bumby. Så er Paris faldet. Hele turen fra Cherbourg til den franske hovedstad er i virkeligheden et Heming-waysk familieanliggende. Vi sender dem vor tak.
Måske føles denne slagside i bogen, disse ofre til myten særlig stærkt, fordi Leicester Hemingway aldrig kommer ind på en nærmere omtale af broderens digtning. Han kan også her have sine gode grunde, andre har på dette område skrevet før ham og måske bedre, end han ville kunne, og endelig står forfatterskabet jo stadig til rådighed for alle interesserede.
Alligevel virker det påfaldende, at man hører så lidt om skriveriet i en bog, som til syvende og sidst handler om en forfatter. Leicester fortæller om Hemingways kamp med løverne i Afrika og (vældig godt) om hans kamp med sværdfiskene i de lykkelige år i Key West, men om hans kamp med stoffet for at forme det til noveller og romaner hører vi ikke en lyd. Det er dog indtil videre kun resultaterne af denne sidste kamp, der bevirker, at vi kan bringes til at interessere os for resultaterne af alle de andre. Endelig er der jo en masse mennesker, der render rundt og skyder løver, mens der til dato kun er én, der har præsteret at skrive The Sun Also Rises.
Dog kommer også denne side af sagen til udtryk, om end det sker højst indirekte. Bogen er nemlig meget velforsynet med billeder, mest uprætentiøse amatørfotografier, men netop af den grund så talende, at deres tilstedeværelse alene gør Leicester Hemingways skildring mindst dobbelt så god, som den ville have været uden billeder. Så kan man spørge, hvad disse arme 6x9 aftryk har at gøre med forholdet mellem Hemingways liv og værk. To sidste rystende eksempler kan forklare dette:

Enhver, der har læst A Farewell to Arms, vil ikke alene erindre, men måske stadig være lidt forelskede i Catherine Barkley, denne lysende skikkelse, det smukkeste og mest kvindelige, man synes, man kan forestile sig. Det lå klart, at modellen til
Catherine var en Agnes von Kurowsky, en sygeplejerske, Heming-way traf, da han lå såret i Milano, og som siden hen ikke ville gifte sig med ham. Godt. Den nye levnedsskildring rummer også et billede af denne Agnes. Der er en stærk udstråling fra hendes blik, hun har været et ejegodt menneske, det er der ingen tvivl om, men det nytter heller ikke at fortie, at hendes træk er grove og grå, hendes skikkelse trist og ordinær. Man må næsten have fat i en skruestik for at fastholde, at dette er Catherine Barkley! Der går nogen tid, før chokket fortage sig. Så forstår man sammenhængen. Det er ikke virkeligheden, det er ikke vores liv, der er så gråt og trist. Det er kunsten, der er så stor.
Se engang på et andet af bogens billeder. Det er taget i 1940, mens Hemingways var midt i arbejdet på For Whom the Bell Tolls. Det viser ham siddende i en båd i Havanas havn. Der er mange andre billeder af Hemingway i både. Men over dette er der intet heroisk. Tøjet hænger elendigt på hans krop, skjorten poser over et par mørke bukser, der slet ikke passer til lejligheden. Han hører ligesom ikke hjemme i det strålende sollys omkring ham. Han sidder hensunket, absorberet, dødelig træt, mærket af lange tiders indendørs arbejde. Han har briller på. Det er det eneste billede i bogen, hvor han har briller på.
Han er midt i For Whom the Bells Tolls, og man aner den enorme usynlige byrde over hans skuldre; man ser, hvad der står på spil for ham i dette øjeblik. Enhver, der har haft at gøre med den slags arbejde, vil sikkert underskrive hele stemningen i det fremragende fotografi. Vi andre vil nøjes med at lade os belære. Det billede fører os omsider helt ud af den dumme myte. Her kan vi med god samvittighed slå en streg over alle Hemingway-dyrkelsens gebærder. Den trætte mand, der sidder her, er ingen helt. Han er tynget og plaget, omgivet af en ensomhed, som ingen kan fatte. Den mand er det umuligt ikke at holde af. Han er ikke bare Leicesters, han er vor allesammens storebror.

Artiklen 'Hemingway som storebroder' stod i Information den 8. september 1962. Den er netop optrykt i bogen Havblik midt på dagen, et udvalg af artikler fra Thorkild Hansens periode som litteraturanmelder og kulturskribent ved Information 1952-62. Artiklerne er udvalgt af Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild. Bogen udkommer hos Gyldendal fredag d. 30. oktober og bliver anmeldt på kultursiderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu