Hjælp Krim før det er for sent

Krim har efter Sovjets opløsning oplevet en masse-indvandring og er i dag en multietnisk krudttønde, hvor arbejdet for at forhindre en etnisk storkonflikt er godt i gang, men hvor der er kraftig brug for yderligere støtte

Prævention
Ofte omtales konflikter, uden at der tages hensyn til konfliktens tidsperspektiv og intensitet. Men ikke desto mindre er disse forhold vigtige, når man skal forholde sig til konfliktforebyggelse eller konfliktløsning.
I Kosovo fik konflikten lov til at udvikle sig både i tid og intensitet, før den blev taget alvorlig. I Makedonien har man haft større succes, bl.a. fordi FN (med dansk støtte) var hurtigt på plads.
Krim-halvøen ligger omtrent lige så langt væk fra Danmark som Kosovo og Makedonien. Krim har efter Sovjetunionens opløsning oplevet en masseindvandring, og Krim er i dag en multietnisk krudttønde, hvor arbejdet for at forhindre en etnisk storkonflikt er godt i gang, men hvor der er kraftig brug for yderligere støtte.

Tvangsforflytninger
Under Sovjettiden blev mange borgere tvangsforflyttede fra Krim. Det drejede sig specielt om tatarer, men også om andre etniske grupper f.eks. armenere, bulgarer, georgiere, grækere og tyskere. De blev anklaget for at have samarbejdet med Nazitysklands militære styrker. Efter Perestrojka og Sovjet-unionens opløsning er mange af de forflyttede og deres efterkommere begyndt at vende hjem. 260.000 mennesker er vendt tilbage til Krim-
halvøen. 240.000 af disse er tatarer.
De er vendt hjem med forventninger om det forjættede land. Med forventninger om at bygge deres fremtid i deres hjemland.
Men de er blevet mødt af en rå virkelighed. Deres gamle ejendomme tilhører i dag andre mennesker. Der, hvor de kan bo, er der ringe vandforsyning og manglende elektricitet.

Mindretal i hjemstavnen
De er også blevet mødt med dårlige uddannelsesmuligheder og manglende sanitetstjeneste. Sundhedstjenesten i området kan heller ikke magte opgaven. Samtidig er det også gået op for de tilbagevendte, at de udgør et mindretal i deres egen hjemstavn, hvor flertallet består af russere og ukrainere, der styrer det autonome Krim, der i dag udgør en del af Ukraine. Arbejdsløsheden er meget stor for de tilbagevendte personer. Mange steder er arbejdsløsheden omkring 80 procent for denne gruppe. Oven i alt dette har devalueringerne i 1991 og i 1993 fjernet størstedelen af de opsparinger som de tilbagevendte tog med sig til Krim. Der er således potentiale for både øget kriminalitet, vold og udvikling af fundamentalisme.

Støtter de lokale NGO'er
Ukraines regering erkendte dog, at der var et voksende problem, men har samtidig svært ved selvstændigt at bære en reintegrering og har derfor indgået et samarbejde med UNDP (FN's udviklingsprogram). Samarbejdet går under navnet Crimean Integration and Development Program (CIDP). Metoden for programmet er udviklet gennem erfaringer med reintegrering af flygtninge i Centralamerika, og den er afprøvet mange andre steder. Metoden bygger på at inddrage de pågældende personer i programmets beslutningsproces og styrke personernes demokratiske værdier. Programmet støtter lokale NGO'er og støtter etablering af lokale råd bestående af enkeltpersoner og NGO'er. Det lokale samfund bliver derfor en vigtig aktør i løsningen af problemerne og kan således sikre projekternes bæredygtighed og ikke mindst projekternes relevans.

Et begrænset område
CIDP modtager støtte fra både Ukraines regering og fra UNDP. I praksis er der et teknisk sekretariat, som kan bi-stå et hvert land eller enhver NGO, som ønsker at deltage i en fredelig reintegrering af de tidligere tvangsforflyttede borgere fra Krim. CIDP's arbejde har siden midten af 1995 arbejdet i et område med 20.500 indbyggere.
I dette begrænsede område - Kamenka og Sudak - er der etableret multikulturelle skoler, kulturcentre og sundhedscentre. Desuden er der foretaget flere tiltag for at styrke lokale personers kommercielle initiativer. Programmet har været vellykket i det begrænsede område, men der er et stort behov for øgede initiativer og støtte. Danmark og danske NGO'er har derfor en chance for at deltage i forebyggende konfliktløsning, før det er for sent. Vi har allerede oplevet udviklingen i Bosnien og Kosovo. Men har vi lært af historien?