Kronik

Humanisme i lægevidenskab

7. oktober 1998

"Unge kvindelige læger har landets absolut højeste selvmordsprocent. Vi starter på side 23." Sådan begyndte dagens kronikør sin lægekarriere. Hun gennemførte alligevel og tror på, at det voksende antal kvindelige læger vil gøre standen mere menneskelig

TRO & FILOSOFI
Mit liv som læge begyndte for godt to år siden, men jeg begyndte at læse medicin i 1987, da jeg var 20 år gammel. Da jeg mødte op på Panum Instituttet til den allerførste time, som var kemi, bød læreren os velkommen på denne måde: "Velkommen til medicinstudiet. Jeg kan se at her er mange piger! Lad det være sagt med det samme: Unge kvindelige læger har landets absolut højeste selvmordsprocent. Så ved I det. Vi starter på side 23."
Jeg behøver vel ikke sige at jeg ikke følte mig særlig velkommen.... Men denne velkomst siger noget om, at det ikke altid er lige let at være kvindelig læge. Faktisk var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg nu også ville være læge, men jeg var ikke i tvivl om, hvorvidt jeg ville læse medicin.
Kombinationen af menneskekundskab og naturvidenskab tiltrak mig meget, men man kan ikke tale om et egentligt kald. Jeg er klar over, at de fleste mennesker i løbet af et langt studium oplever at blive i tvivl om, de nu har valgt rigtigt.
Men, hvor de fleste andre blev mere og mere sikre undervejs, oplevede jeg, at tvivlen voksede og voksede, jo længere jeg kom i studiet. Mit alternativ var at læse psykologi, eller - mest ideelt - at læse begge dele.
Jeg var blandt de første, som startede på en ny studieordning, hvor nye 'bløde' fag som tidlig patientkontakt, socialmedicin og videnskabsteori blev introduceret. Det ventede jeg mig meget af. Jeg syntes, at det var vældig godt og relevant, at læger nu fik mere undervisning i de humanistiske aspekter.
Men det gik efterhånden op for mig, at det stadig er de 'hårde fag' - anatomi, fysiologi og biokemi, som er de rigtige lægefag; det, som er det vigtige. Karaktererne på de nye humanistiske indfald tæller nemlig konsekvent kun halvt af, hvad de rene naturvidenskabsfag tæller. Pensumstørrelsen og den alvor, som både de studerende og lærerne lægger for dagen, når fysiologitimen starter, taler sit eget klare sprog. De nye bløde fag incl. psykologi er noget, man pjækker fra. Og til eksamen belønnes den fejlfrie, men ukritiske reproduktion af pensum med de højeste karakterer. De studerende, som kan oplyse hvilken side i fysiologibogen det rigtige svar står på, er sikre på et 11-tal.
Misforstå mig endelig ikke. Jeg mener bestemt, at de studerende skal lære noget fysiologi, anatomi og biokemi. Men denne nye studieplan - som virkelig var en revolu-
tion i forhold til den gamle model - kunne ved første øjekast se ud som om, de bløde fag nu også prioriteres højt og anses for betydningsfulde. Mit indtryk var, at skindet bedrager, og at de naturvidenskabelige fag stadig er det eneste, som egentlig betyder noget i lægeuddannelsen. Som at drysse sukker på hav-regrøden - der er stadig mest havregrød! Personligt fandt jeg dog stor udfordring og glæde i de små bløde fag, og det var bl.a. her jeg fandt mening i at lære alle de hårde fags store, tykke bøger udenad.

De første par år på studiet gik med at finde sig til rette i universitetsverdenen. Med at lære at disponere sin tid og med at finde en god læserytme. Og med at prøve at få fornemmelse af hvilke personlige egenskaber og sider, som blev belønnet og hvilke som var mere uønskede i denne nye verden. Det viste sig hurtig, at de person-egenskaber som værdsættes højst, nøje afspejler de værdier og det menneskesyn, som ligger til grund i de videnskabelige retninger. Og da det er naturvidenskaben, som er altdominerende, er det også det menneskesyn, som tager naturvidenskaben som model for forståelsen, som fremmes.
Det er min opfattelse, at den naturvidenskabelige overvægt på medicinstudiet fremmer udviklingen af personlige egenskaber som flid, autoritetstro, konfliktskyhed, stræbsomhed og detaljerytteri hos de studerende. Egenskaber, som i mange tilfælde bliver udviklet på bekostning af evner til f.eks. at tænke selvstændigt, empatisk, helhedsorienteret eller kreativt. Allerede på det tidspunkt undrede jeg mig over, om denne værdisætning nu også var den eneste og bedste vej til at uddanne 'den gode læge'.

Nye overvejelser meldte sig, da jeg for første gang stod iklædt hvid kittel og stetoskop på Hvid-ovre Hospital og forsøgte at begå mig i lægernes verden. Det var svært at identificere sig med en 60-årig grå-sprængt mandlig overlæge, når man selv er en 24-årig kvinde. Og jeg tror også, at han havde svært ved et forestille sig, hvad min hverdag bestod af!
Jeg oplevede ofte, at jeg havde en helt anden måde at tale med patienterne på og en helt anden opfattelse af, hvad patienterne spurgte om eller havde brug for. Jeg havde lidt firkantet sagt sværere ved at tilegne mig den nødvendige objektivitet, når Fru Hansens pneumoni (lungebetændelse) skulle behandles, mens mine ældre kolleger havde sværere ved at sætte sig ind i, hvad det betød for Fru Hansen at være syg igen. Når jeg skrev journal, blev notatet under rubrikken 'socialt' altid alt for lang. Jeg mente ikke, at det var nok blot at anføre, om Fru Hansen har hjemmehjælp og bor i lejlighed med eller uden elevator. Jeg syntes, at Fru Hansen blev så usynlig og nærmest reduceret til "hende pneumonien på stue 4". Det gamle ord "Der findes ikke sygdomme, kun syge mennesker" sang i mine ører. Jeg syntes, at det stod i skarp kontrast til den grundholdning, der findes på de fleste hospitalsafdelinger i dag.
Jeg blev i tvivl om, det var mig, der var noget galt med og overvejede igen at springe fra, men fortsatte dog. Da jeg nåede til de allersidste to eksaminer, voksede tvivlen for alvor frem igen. Jeg vidste, at hvis jeg tog den sidste eksamen på medicin, ville døren til psykologistudiet for altid være lukket bag mig. Jeg måtte for sidste gang gøre op med min tvivl og reflektere over, hvordan jeg bedst muligt kunne få de humanistiske værdier ind i mit arbejdsliv og i sundhedssystemet. Det blev en af mine ambitioner, og med det i baghovedet aflagde jeg lægeløfte i juni 1996.

Nu stod den barske virkelighed og ventede på mig i form af den obligatoriske turnusordning. Den indebærer, at man som nybagt læge ansættes seks måneder på henholdsvis en medicinsk og en kirurgisk afdeling og seks måneder hos en alment praktiserende læge. Angsten for at stå alene med det store ansvar i skadestuen holdt mig vågen hver nat. Angsten for ikke at være dygtig og handle korrekt og fejlfrit. Angsten for at vise svaghed i form af nervøsitet og usikkerhed voksede dag for dag.
Jeg følte, at jeg havde lært så meget teori, men så lidt praksis, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle omsætte min viden til handling. Min nervøsitet for den kolde hospitalsverden blev ikke mindre, når jeg talte med de ven-inder, som var blevet færdige. Jeg spurgte en af dem, hvad der var det absolut værste, hun havde oplevet, og forventede en bloddryppende historie med hjertemassage og umåleligt blodtryk eller afrevne arme og ben. Men næ, det værste hun overhovedet havde oplevet, var at hun en gang havde været nødt til at ringe til bagvagten kl. to om natten!!!
Jeg var med andre ord meget nervøs, da jeg startede på Amager Hospital (Sundby) den 1. maj 1997 på medicinsk afdeling. Efter en kort almen introduktion til afdelingen havde jeg mit livs første dagvagt på Kristi Himmelfartsdag og skulle efter planen have min første aften- og nattevagt dagen efter. Det, syntes jeg dog, var lidt for meget af det gode, så efter at have klaget til både overlæge og skemalægger, fik jeg lov at vente endnu en uge med at gå i vagt. Både patienterne og jeg overlevede....

Tiden i turnus har lært mig fantastisk meget. Først og fremmest har jeg lært en bunke praktiske håndgreb og smarte fif, og jeg har fået samlet mig et lille erfaringskartotek. Jeg føler mig som læge nu, i modsætning til, da jeg lige var blevet færdig: Da følte jeg mig mest som cand. med. Samtidig har det slået mig, at uendelig lidt af alt det, jeg har lært udenad gennem årerne, har jeg haft brug for i den helt akutte situation. Jeg har lært mig et utal af detaljer, som ingen praktisk betydning har overhovedet. Det vigtige er jo at vide, hvor man kan hente den nødvendige viden, når der er brug for den og selvfølgelig, at man har en forståelse for fagenes indhold og tankegang.
Jeg har lært, at erfarne sygeplejersker er Guds gave til turnuskandidaten. Jeg har også lært, at man kan blive respekteret, fordi man tør være åben om sin nervøsitet eller usikkerhed og ikke på trods af det. Sygeplejeskerne foretrækker faktisk, at man er ærlig og siger "det har jeg aldrig prøvet før", fremfor at man med høj cigarføring skjuler sin manglende erfaring og prøver sig frem. Jeg har erfaret, at jeg ikke var den eneste, som havde den slags følelser, selvom det ind i mellem så sådan ud. De er vist ret udbredte blandt nyudklækkede læger, selv om det ikke er noget vi taler ret højt om....
Sidst, men ikke mindst har jeg lært at sige "Jeg er læge" med meget høj og tydelige stemme for ikke at blive forvekslet med rengøringsassistenten.
Og jeg oplever ofte, at det også kan være en force at være kvindelig læge. Vores intuition og indlevelsesevne ligger ofte lige under overfladen, som gode redskaber, når vi taler med patienterne. Jeg er sikker på, at både mandlige og kvindelige læger (og mennesker i al almindelighed) har disse egenskaber, men jeg håber, at det stigende antal af kvindelige læger vil være med til at styrke dem, når fremtidens lægerolle formes.

Jeg gør mig stadig mange tanker om fremtidens lægerolle. Om hvad det vil sige at være en god læge, og i hvilken retning udviklingen går. I medierne er der dagligt stof hentet i hospitalsverdenen. Den gode læge fremover må være naturvidenskabeligt, fagligt og teknologisk velfunderet, men at patienternes tilfredshed først nåes, når lægen også er forstående, formidlende, lyttende, empatisk og psykologisk indsigtsfuld. Der stilles med andre ord store krav til fremtidens læger, såvel teknologisk som menneskeligt. Og det er vel at mærke nogle andre krav, end der stilles til os på universitetets Lægeskole. En kronik i Information for nylig med overskriften 'Den gode patient' slutter med ordene:
"Den gode læge er det gode menneske. Det kan man vanskeligt uddanne sig til".

Mange patienter i dag vil have viden og valgmuligheder, respekt og dialog. Og det har de krav på, også selvom vi ikke er uddannet til det. Vi skal have mod til at træde ned af piedestalerne, turde at være selvkritiske og møde patienterne der, hvor de er.
Jeg mener ikke, at vi konsekvent skal fralægge os ansvaret for patienternes helbredelse eller livssituation. Men jeg mener, at vi i højere grad må være åbne for, at det, som er rigtigt for den ene, ikke nødvendigvis altid er rigtigt for den anden. Vi kan med vores medicinske viden råde og vejlede patienten. Men vi kan kun vælge for patienten, når det er det, han beder os om. Kun ved at være oprigtigt lyttende, kan vi få indsigt i og forståelse for, hvordan vi bedst kan hjælpe den enkelte patient og det hele menneske.

Anne Thorup Ventegodt er læge. Kronikken er en let omskrivning af en festforelæsning, som hun blev bedt om at holde i forbindelse med Kvindelige Lægers Forenings 70-års Jubilæum d. 25 september i Københavns Universitets Festsal

APROPOS
Tarzan-syndromet
I foråret udgav filosof og forskningsleder Peter Kemp bogen Et liv som ikke dør om sin hustrus liv og død. Hun var læge og døde 41 år gammel af cancer fra to små børn. Bogen handler bl.a. om de sidste to døgn på hospitalet og om etiske aspekter af patientbehandling og det enkelte menneskes krav på integritet.
Den startede en vældig debat i medierne, ikke mindst her i Information. En debat, som blandt andet handlede om, i hvilken udstrækning lægerne kan lægge ansvaret for den følelsesmæssige omsorg for patienterne over på sygeplejeskerne. Det mener jeg ikke, at vi kan. Vi kan og skal arbejde sammen med andre faggrupper om dette aspekt.
Men vi må i hvert enkelt tilfælde også selv forholde os følelsesmæssigt til patienten/ mennesket og sygdomssituationen. Og til døden, når det kommer dertil. Det er omsorg i sig selv at forholde sig følelsesmæssigt til et andet menneske. Måske er her et område, hvor den stignede andel af kvinder kan tilføre den traditionelle lægerolle nye facetter.
Vi opdrages som læger til at være dem, der beslutter og handler. Vores faglige identitet hænger sammen med alt det, vi gør.
Det er der også god brug for i utallige situationer på en almindelig hospitalsafdeling hver eneste dag. Men en gang i mellem er det menneskelig tilstedeværen, forståelse og følelsesmæssigt nærvær, patienten behøver. Og det må vi også kunne give.
Lægerne som stand er ofte blevet beskyldt for at lide af det såkaldte 'Tarzan-syndrom'. Vi er stærke, nærmest udødelige, prøver kræfter med naturen og Gud og kan klare alt. Men det er vigtigt, at vi husker på, at læger også er mennesker. Det er mit indtryk, at det generelt for mange læger kniber med at passe på sig selv.
Vi skal huske at behandle os selv ligeså godt, som vi behandler patienterne. Huske at give plads til at menneskelige følelser, som usikkerhed eller sårbarhed bliver tilladt hos os selv også. Huske at gå til lægen når vi føler os syge, og huske at sige fra, når vi føler os pressede. Kun ved at kende os selv, kan vi drage oprigtig omsorg for andre.
Anne Thorup Ventegodt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu