Læsetid: 5 min.

Hvem er de intellektuelle

10. oktober 1998

I dagspolitiske sager har de intellektuelle næsten altid taget fejl. På den anden side er de nødvendige for en fri debat og politisk kultur. Men moderne nyttekrav til universitetet giver problemer med at løse den kritiske side af deres funktion

ÅNDENS RIGE
Ikke alle akademikere er intellektuelle. Ja, for at sige det lige ud er der kun ganske få, som er det, samtidig med at det er nemt at komme i tanker om intellektuelle, der ikke har nogen afsluttet akademisk uddannelse bag sig. Akademiker betegner et menneske med en bestemt uddannelse forbundet med et erhverv som denne uddannelse har monopol på.
I tidligere, mere enevældige tider blev dette erhverv kaldt embede eller tjeneste. Deraf de nu stort forladte betegnelser embedsmand eller tjenestemand (der begge kunne være kvinder, om end det kun sjældent var tilfældet). I dag vil vi snarere foretrække betegnelsen profession for erhverv som læger, jurister, lærere.
Mennesker i disse erhverv beskæftiger sig med relativt abstrakte forhold, symbol-analyse er det blevet moderne at kalde aktiviteten. Men selve dette indhold af aktiviteten kvalificerer ikke til betegnelsen intellektuel.

Vort billede af den intellektuelle stammer fra 1700-tallets oplysningstid, hvor giganter som Rousseau, Voltaire og Diderot tænkte uafhængigt af statsmagt og kirke og skabte en kritisk offentlighed.
Der var talrige forudsætninger for denne såkaldte 'borgerlige offentlighed' (titlen på en berømt bog af Jürgen Habermas fra 1962) - lige fra indførelsen af nye rusmidler som kaffe, te og tobak over behovet for hastig nyhedsudveksling og opkomsten af finansmarkeder til begyndende politisk demokrati.
Det afgørende var, at denne type intellektuelle var kritiske overfor magten.
Billedet af den kritiske intellektuelle fik tilføjet yderligere farver af oppositionelle russiske anarkister, nihilister og socialister i slutningen af 1800-tallet.
Mest afgørende ved skabelsen af forestillingen om den moderne intellektuelle var dog den franske forfatter Émile Zolas intervention for hundrede år siden, da han 13. januar 1898 intervenerede i sagen om den spionagedømte Alfred Dreyfus med et åbent brev stilet til republikkens præsident Félix Faure under overskriften 'J'accuse' ('Jeg anklager').

Siden da har forestillingen om den uafhængige og kritiske intellektuelle indtaget en vigtig rolle i den vestlige kultur, især i Frankrig. Avantgarden - et andet og lidt bredere ord med berøringer til begrebet den intellektuelle - holdt ganske vist flyttedag fra venstre Seinebred i 1920'erne (dadaisme m.m.m.) og 1940'erne (eksistentialisme) til USA, først og fremmest New York i 1950'erne. På øvre Manhattan udfoldede intellektuelle primært af europæisk herkomst som Hannah Arendt en hektisk aktivitet med tidsskrifter som Partisan Review, Commentary og Dissent.
De to sidste eksisterer den dag i dag omend med anden politisk farve, selv om de blev udsat for ætsende satire af selve prototypen på den jødiske New Yorker-intellektuelle, Woody Allen, da han i en af sine rablende dialoger berettede, at de to dengang venstreorienterde tidsskrifter var fusioneret under titlen Dissentary (der sagt hurtigt lyder som dysentery, hvilket også var meningen).

Der er således tale om en stærk og indflydelsesrig tankefigur, når man nævner de intellektuelle og deres rolle i samfundet. Ganske vist har de næsten altid taget fejl, når de velmenende har interveneret i dagspolitiske forhold. Et berømt diktum i Frankrig i 1950'erne og 1960'erne lød: "Hellere have uret med Sartre end ret med Aron".
Aron var den den liberale politiske tænker Raymond Aron, der var en af de første til at afsløre totalitarismen i stalinismens teori og praksis. Derfor blev han bortvist fra venstrefløjens og modstandsbevægelsens aviser som Combat og måtte søge tilflugt på det konservative Le Figaro.
En anden intellektuel, der på lignende måde blev diffameret, var Albert Camus, som blev ostrakeret både fordi han nægtede at acceptere stalinismen og fordi han pga. sin opvækst i Algeriet havde svært ved helt at opgive drømmen om en fransk rolle i dette land.
Set fra nutidens bagkloge position er det svært at bevare respekten for de intellektuelle, der som Sartre sagde, "blandede sig i sager der ikke kom dem ved". Men som alligevel ikke kom i vanskeligheder, fordi som general de Gaulle sagde i 1968, "man arresterer ikke en Voltaire". Med disse ord forbød præsidenten arrestationen af den aldrende intellektuelle Sartre, der blind og svækket på anden vis uddelte forbudte, maoistiske blade ved Metro-stationerne i Paris sammen med dem han kaldte sine "unge kammerater".

At der ikke er mange i dag, som har denne uantastede moralske autoritet er således svært at beklage, når man betænker, hvor ofte selvbestaltede intellektuelle har taget fejl og udtalt sig på et alt for lille eller forkert grundlag. På den anden side er engagement og evne til konsekvent at tænke synspunkter igennem til deres logiske konklusion en forudsætning for at den nødvendige frie debat i et demokrati kan trives. Det er et gode, som ikke har præget dansk politisk kultur i overvældende grad.
En af de få egentlige danske intellektuelle er Georg Brandes, og han ernærede sig som bekendt primært uden for landets grænser og på andre sprog end dansk. Det kan derfor nemt blive til rent hykleri, når man beklager nutidens fiksering på stadig kortere professions-uddannelser og statens krav om 'nytte' eller 'relevans' af forskning og uddannelse.

Tidligere tiders verdensfjerne akademikere og tjenestemænd in spe er på den anden side heller ikke et ubetinget fornemt ideal at leve op til. Derfor er det godt at stille kravet om intellektuelt engagement.
Problemet er bare, at det moderne masseuddannelses-universitet ikke er et specielt velegnet til intellektuel refleksion. Der mangler simpelthen tid og ro, for såvel studerende som lærere. Den gamle europæiske institu-
tion, universitetet er blevet inddraget for meget i samfundets tummel og larm, med risiko for at blive direkte instrumentaliseret og nyttiggjort. I forsøget på at beskæftige sig med umiddelbart samfundsrelevante problemer og levere uddannelse og kandidater med umiddelbart relevante kvalifikationer er universitetet blevet dårligt til at løse den kritiske side af sin funktion.

Nu hvor elfenbenet effektivt er blevet pillet af dannelsens højborge, er det måske på tide at kræve tårnet bevaret. Det betyder genoprettelse af universitetets autonomi i forhold til de politiske herskere - velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk baggrund. Informationssamfundets støj og ballade vil under alle omstændigheder garantere at der ikke bliver tale om gamle dages isolation og deraf følgende risiko for irrelevans - hvis der nogen sinde har været det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu