Læsetid: 3 min.

Jøder, læg dog pres på Israel

29. oktober 1998

Jøder har i kraft af netop den jødiske historie en forpligtelse til at bekæmpe undertrykkelse - også når det gælder den israelske undertrykkelse af palæstinenserne

DAGSVÆRK
Dagen for gymnasieelevernes Operation Dagsværk stunder til. I år er Palæstina valgt som indsamlingstema. Det er ikke gået stille af.

Krav om forhåndscensur
Som man kunne læse i et indlæg (Inf. 19. okt. 98) af Bjørn Meidell, der har redigeret undervisningsmaterialet, har projektet mødt en kompakt modstand fra dele af den jødiske offentlighed her i landet. Den israelske ambassade stillede sågar krav om at måtte forhåndscensurere materialet for at ville deltage med et indlæg. Mosaisk Troessamfund, som ellers med sin nye knapt så hengemte bestyrelse har været lidt mere på banen, markerede sig i denne sag med en udtalelse, som fordømte ensidigheden i materialet.
Den 22. oktober var formanden for Dansk-israelsk Selskab så på banen med et skingert angreb på Meidell. Otto Rühl, som til daglig er lærer på Helsingør Gymnasium, har fået sin skole til med brask og bram at trække sig ud af dagsværket. Som Jødisk Orientering, Mosaisk Troessamfunds blad, gør så kækt opmærksom på, har Otto Rühl gennem en årrække udført en stort oplysningsarbejde på sit gymnasium, som bl.a. har indbefattet udveksling med israelske gymnasiaster.
Otto Rühls angreb på oplysningsmaterialets ensidighed modsvares altså af en bastant ensidighed i Rühls eget oplysningsarbejde: Hvorfor har ikke en eneste palæstinensisk gymnasiast skulle fortælle Helsingør gymnasiums elever om konflikten?
Sagen er jo den, at dele af den jødiske offentlighed i Danmark stadig væk tror, vi skriver 1975. Dengang var der en næsten total opslutning blandt danske jøder til et forsvar af Israel, som i form og indhold lignede kommunisternes forsvar for Sovjet. Uden at skele blev enhver tvivl manet i jorden med Herbert Pundik i spidsen i Politikens lederspalte.

Et legitimt krav på jord
Men den tid er forbi. Pundik har for længst indset, at skal vi have fred i Mellemøsten, og skal Israel overleve, er det nødvendigt at se i øjnene, at palæstinenserne har et legitimt krav på jord, tilbagevenden og fred. Men Mosaisk Troessamfunds bestyrelse, Jødisk Orientering, Dansk-israelsk Selskab, Bent Blüdnikow og et halehæng af muslimhadere som f.eks. et meget højtråbende medlem af Den danske Forening, som får spalteplads i Jødisk Orientering, vil forsvare israelsk politik under enhver form, også Benjamin Nethanyahus.
Var det ikke på tide, at Mosaisk Troessamfunds bestyrelse og Dansk-israelsk Selskab så lidt stort på småtterier i teksten til årets Operation Dagsværk og virkelig viste interesse for Israels overlevelse ved at anerkende palæstinensernes ret til jord, tilbagevenden og fred. Se, det ville gavne sagen, hvis den jødiske opinion rundt omkring i verden lagde pres på Israel for at nå til en løsning, som bygger på gensidighed. Den stalinistiske nidkærhed som højrefløjen af det jødiske samfund lægger for dagen kunne passende vige for en entydig tilbagevisning af ambassadens skandaløse forsøg på censur. Men begge dele leder man forgæves efter hos nogen af højrefløjens repræsentanter, Rühl inklusiv.

Jøder er forpligtet
For mig at se har jøder i kraft af netop den jødiske historie en forpligtelse til at bekæmpe undertrykkelse - også når det gælder den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Højrefløjen støtter en jødisk herrefolksmentalitet, som ikke blot er forkastelig, men tillige katastrofal for de israelske jøder.
Det er på tide at Rühl og ligesindede vågner op til nutiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bente Simonsen
Bente Simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Undrer, hvilket represalier du vil blive udsat for på grund af denne skrivelse?
Men du har ganske ret, forståelsen må komme inde fra det jødiske samfund, hvis ændringer skal ske. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det vil ske, og pression udefra vil bare støbe overmenneskementaliteten ind i endnu mere mental beton.