Kronik

Jürgensen og retiraderne

5. oktober 1998

De eneste, der blev forgyldt i guldalderen, var de københavnske grundejere. Dagens kronikør retirerer bag Fritz Jürgensens københavnnske biedermeier-virkelighed og finder et andet København - trangt og ildelugtende

Havde tegneren Fritz Jürgensen levet i dag, er det muligt han i en ung alder var blevet henvist til skolepsykolog. Men han var barn i guldalderen, og selv om det på mange måder var ubehageligt, udløste drengens særheder ingen videre foranstaltninger men nok en vis bekymring hos forældrene.
Allerede tidligt begyndte han at tegne (ti år gammel lavede han en skitse af den 23-årige lemmedasker H.C. Andersens besvær med at sidde på en alt for lav stol), og som teenager udtrykte han ønske om at blive maler. Men faderen, urmager med butik og værksted på Østergade i København, føjede ham ikke men krævede, at sønnen blev udlært i faget for senere at kunne overtage virksomheden.

Sådan kom den unge mand skævt ind på tilværelsen, og det lykkedes ham ikke siden at komme på ret kurs. Han arvede det velrenommerede firma, men næsten samtidig ramtes han, 25 år gammel, af en ulykke, da hans kone døde pludseligt efter kun et års ægteskab.
Han kom ikke over tabet, der langt overgik barndommens traumer. Han gravede sig ned i sin sorg og udviklede en psykosomatisk lidelse, var "af og til syg, aldrig ganske rask". Han blev ængstelig, fik klaustrofobiske anfald og en hypokonder forestilling om at gå usikkert, med en "opsigtvækkende sjattegang". Han opdagede at det ny bayerske øl kunne kurere hans ildebefindende, så han sørgede for altid at have nogle flasker i huset som "medicin i påkommende tilfælde". Og dem blev der flere og flere af.
Fritz Jürgensen levede af etablissementet, de sidste 15 år af sit liv - han blev 44 - uden at deltage i den daglige drift. Han havde overhovedet ikke sans for at gøre forretninger, så trods en efterhånden mere beskeden livsførelse var han altid i pengetrang. Det måtte han finde sig i, da han ikke bestilte noget, i det mindste ikke i borgerlig forstand. En af hans venner præsenterede ham for nogle bekendte med bemærkningen: "Må jeg forestille Dem en mand, der har bragt det til den højeste grad af virtuositet i den kunst ikke at bestille det allerringeste".
Urmageren kendes og huskes i dag for sine tegninger, der rummer et nærgående portræt af 1850'erne, men langtfra i hel figur. Hans verden var præcis så stor, som den spejles i hans kunst, spidsborgerens sfære, hvis grænser også var hans. Han skildrede den indefra, med den utilpassedes - i hans tilfælde også selvironiske - ironi. Der var mange latterlige personer til, fandt han, og ind imellem var han selv en af dem.

Jürgensen var biedermeier fra de inderste unævnelige (som han alligevel omtaler i et brev) til det yderste af sit trimmede hageskæg. Han voksede op mens Johan Ludvig Heiberg gav tonen an: "Hos nationer af finere dannelse findes en vis blufærdighed i kunsten. Når forfattere fremstiller personer, der ytrer at de er sultne, fordi de ikke har råd til at tilfredsstille livets første fornødenhed, da hører dette til uanstændigheder i ordets æstetiske bemærkelse".
Tegneren rykkede i sin lænke. Hans ubehag fik udtryk i et satirisk tonefald, der opmålte kløften, men også slog bro over den. Under et besøg i Svendborg skrev han i et brev: "I dag da jeg sad i kirken og tillige med hele menigheden (med undtagelse af skomager Jacobsen) inderlig længtes efter at en lang salme skulle få ende" - faldt hans øje på "en ung piges ansigt, der var vendt imod mig med et sødt, venligt udtryk (...) Hvor var ikke alting kunstnerisk ordnet, så at det gjorde det rette indtryk: figurernes afstand, lyset fra de høje vinduer, hvor passende at skjule parasollen, som ville have forstyrret ved sit langelinieagtige udseende. O, det velsignede ansigt. Men en stemme fra helvede hvisker mig i øret, at den der bærer det taler fynsk. Bort! rædsom tanke!"
En jævnaldrende københavnsk skønånd havde på en vandring i Nordsjælland iagttaget aftenmalkningen hen imod solnedgang og huskede senere, "aftenrøden hyllede de realistiske malkepigers prosa i poesiens eventyrlige drømmeslør". Sådan så verden ikke ud for de ironisk anlagte; Jürgensen var naturligvis ikke den eneste, der følte sig utilpas.

Den mest prosaiske prosa i de to samlinger, der blev udgivet i hans levetid, er illustrationen af den trængende, der banker på lokumsdøren for at høre, om jomfruen ikke snart er færdig. Det lille optrin virker i dag nærmest som et idyllisk genrebillede fra en svunden tid.
Ligesom København nu har sit vartegn i Den lille Havfrue, havde byen dengang ét, men langt mere påfaldende: Stanken, den uendelige stank, den afskyeligste stank, ubeskrivelig i sin væmmelighed (datidens udtryk). Genrebilledet havde en baggrund og især en undergrund. Hvis man tager fantasien og ikke mindst Villads Christensens bog "København 1840-1857" til hjælp, kan man danne sig en svag forestilling om forholdene.
Lokummet (latiraden, privetet) ved siden af pissoiret på urmagerens tegning er omgivet af lys og luft. Det var undtagelsen. Som regel var pladsen trang, og ofte var gårdrummene så små, at lokumet var skubbet ind under en trappe. Nedenunder var der en grube, der blev (delvis) tømt et par gange årligt; De 24.000 vognlæs møg kørtes over Knippelsbro og Christianshavn til Kløvermarken, hvor indholdet blev hældt i nogle store kuler.
Fra 1849 begyndte man at bruge de moderne tønder, men det gik langsomt; i 1854 var der 2.355 gruber og kun 809 'latrinindretninger', og den sidste grube forsvandt først i 1885.
Nogle grundejere ville gerne spare renovationsafgiften (to rigsdaler om året) og ledte derfor grubernes overfladevand til rendestene eller kanaler eller til de kældersumpe, der var under husene fordi byen hverken var drænet eller kloakeret.

Der var ca. 80 km rendestene i gaderne, hvoraf kun de 15 var overdækkede. Når f.eks. garverne ved Nørreport flere gange om dagen lukkede spildevand ud i rendestenen, løb det over Kultorvet gennem Købmagergade til "verdenshavet" (Frederiksholms Kanal) "efter at have fyldt det hele strøg med stank". De 120.000 mennesker i 1840 (i 1855 var der 143.000) var ikke alene om at levere affald. Der var i samme år næsten tre tusinde heste, halvt så mange køer og 739 svin i byen, samt et utal af hunde, både holdte og herreløse.

København var en fæstning og krigsministeriet var uendelig længe om at opgive voldene. Der kom først gang i sagerne efter koleraepidemien i 1853. I årtier var byen overbebygget og overbefolket.
Boligforholdene er om muligt mere ubeskrivelige end atmosfæren. Etager blev bygget oven på brøstfældige huse, fugtige kældre, lofter direkte under tagstenene, stalde, pakhuse, brændeskure og hønsehuse blev indrettet til 'lejligheder'. Desuden blev der spekuleret i fattigkaserner. En professor Wilkens beskrev en af dem i 1854, hvor der var 20-40 mennesker på 40 kvm.
"Mon det skulle være af lyst til selskabelighed, at flere familier har pakket sig sammen i eet værelse, adskilte ved kridtstreger, som de må banke børnene til ikke at overskride?"
"Nej", svarede han sig selv, "det er først, når hver kvadratalen har fået værdi en sådan sammenstuvning af mennesker som kvæg - ikke det levende, men det slagtede - kan trives som en rigelig lønnende industri". De eneste, der blev forgyldt i guldalderen, var de københavnske grundejere.
Og bystyret havde ikke travlt med at få ophævet en forordning fra 1802, der gav afgiftsfrihed for lejligheder på 25 kvm og derunder.

Fritz Jürgensen holdt sig til sit miljø og skildrede borgerskabets og små-borgerskabets indeklemte univers. Hans samfundssatire er skånsomme karikaturer af mennesker, der var endnu mere miljøskadede end han selv.
Der er forskel på det komiske og det latterlige. Tegneren svingede, og når sindets understrømme af skuffelse og bitterhed kom op til overfladen, fik tegningerne en besk tone. Til held for eftertiden var han ikke et poetisk gemyt. Hans kunst, tegningernes realisme og især underteksternes træfsikkerhed, ofte med små men geniale overdrivelser, er holdbar prosa.

APROPOS
Bum!

Den ofte nedtrykte og somme tider fortvivlede Fritz Jürgensen kunne ind imellem lede mismodet ind i tilsyneladende muntre kanaler. Det skete bl.a. i breve til den fem år ældre søster, Sophie. For eksempel skrev han efter et besøg hos fælles bekendte:

"Kjære Søster!
Jeg har været hos Funcks for at hente Stof, dels fra selve Familien, dels igjennem den om hvad der var foregeaet i Forlovelses-, Kasino-, Dødsfalds-, Opslaaelsens-, Maskerade, Sekondløitnants, Gasbelysnings-, Mazurkapolka- og Malermester Schows-Verdenen, men havde rigtignok ikke faaet stort Udbytte."

I efteråret 1862, da Jürgensen var alvorligt syg, skrev han til hende:

"Ryders Familie vedbliver at tage til; der er ingen af hans Venner der kan huske hvor mange Børn de har, og de maa, hvergang det kommer paa Tale, have et Stykke Papir og et Blyant for at tælle sammen, selv om de er tilstede; thi der mangler da gjerne en eller anden, der ligger af Kighoste eller sidder paa Potten i Afgjørelsens Øieblik."

Samme sommer havde han skrevet flere breve til bemeldte Ryder. Han sluttede et af dem med "Hils Deres Kone og saavel heel- som halvfærdige Børn", og et andet med en hilsen også til "Deres Kone med to, tre, høist fire Børn."
Da han i 1854 sad i den sydtyske lilleby Lohnen, på flugt fra sin tilværelse i København og alligevel fuld af hjemve, sendte han et brev til Sophie:

"Jeg vil hilse alle, som du maatte tale med, paa Orlogsskibsmaner. Først et Skud om Styrbord - Bum! - saa et om Bagbord - Bum! - og saaledes - Bum! - fremdeles vexelvis - Bum! - indtil Salutten er - Bum! - tilende. - Bum! - Du maa selv skrive og opfordre - Bum! - andre til at gjore - Bum! - ligesaa. - Bum! - Det ville være mig en stor Trost - Bum! - i min Ensomhed at høre - Bum! - lidt Lyd af bekjendte Stemmer - Bum! - hjemmefra. Gaa ind til
Funcks og sig - Bum! - at jeg sender dem - Bum! - kjærlige Hilsener - Bum! - og at jeg længes efter deres venlige Ansigter. - Bum! - Din hengivne Broder Fritz - Bum! - Jürgensen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu