Læsetid: 3 min.

Kunstbegrebet hænger i laser

17. oktober 1998

Hvor ofte oplever man ikke værker, der kun giver noget fra sig, hvis de ledsages af en længere verbal forklaring

MAGTENS GALLERI
Billedkunstneren Susan Hinnum argumenterede på opinionssiderne i onsdags for, at den meget omtalte udstilling Magtens Galleri, der kan ses til og med på lørdag i Galerie Asbæks kælder, ikke kan kaldes kunst, og at den til og med ville have vundet ved ikke at have betjent sig af den kunst-kontekst, den optræder i.
Hun mener, at arrangørerne (journalister og samfundskritiske kulturpersonligheder, red.) latterliggør kunstbegrebet, specielt konceptkunst-begrebet, når de betegner de udstillede fotokopier som kunstværker. Kunstaktioner af denne art skal altid indeholde elementer af en kritisk undersøgelse af kunstinstitutionen for at kunne defineres som kunst, skriver hun.
Med denne problematisering rammer hun direkte ind i den jordskredsdiskussion om samtidskunsten, der bl.a. foregår i nærværende dagblads spalter. En diskussion, der er affødt af en publikumstræthed over for meget af den kunst, der skabes på den unge kunstscene.

Forstærket budskab
Susan Hinnum ser ikke, at konceptionisterne blot mimer kunstinstitutionens diskurs og benytter dens jargon på skrømt for at forstærke deres budskab. Konceptionisternes 'værker' er 'skabt' af ikke-kunstnere, men indføres i kunstrummet og lukrerer hermed på det gamle aurabegreb, der traditionelt klæber til det fetichistiske kunstværk.
Magtmisbruget serveres herigennem med endnu større kraft.
Oven i købet har arrangørerne valgt et af de gallerier, der frekventeres af borgerskabet. Et magtens galleri, kunne man også kalde det. Når udstillingen om føje tid flytter videre, vil den blive vist uden for kunstrummet bl.a. i flere af de institutioner, den kritiserer.
Men tilbage står spørgsmålet, hvordan vi definerer kunst i dag, hvor det efterhånden udelukkende er kunstnerens uddannelse og hans/hendes egen insisteren på kunstbegrebet, der afgrænser kunsten i forhold til samfundskonteksten? I 90'erne er kunstværket hyppigt diffunderet fra udstillingsrummet, og de unge kunstnere har nedbrudt den æstetiske distance mellem samfundet og værket. I dag er det typisk de socio-politiske og økonomiske diskurser, der udgør værket, ligesom værket ofte præsenteres i kunst-eksterne rum.
Nogle kunstteoretikere benævner denne kunst Social Plastik eller kontekstkunst, andre kalder den faktion eller Interventive Tendencies (engelsk for mellemkomst eller indgriben).
Uanset betegnelserne, så vil de unge kunstnere generelt vise virkeligheden v.h.a. virkelighedens egne repræsentationsformer. Det æstetiske, afgrænsede værk, er ikke længere en adækvat udtryksform for samtidskunstnerne. Det kan derfor være vanskeligt at få øje på det billedkunstneriske aspekt disse værker.
Derfor - ikke mindst derfor - er samtidskunsten i dyb krise, samtidig med at den - i modsætning til de foregående årtiers modstandsæstetik - i højeste grad støttes og finansieres af de offentlige institutioner.

Kunst som vedhæng
Susan Hinnum fremfører som nævnt, at kunsten skal inkorporere en kritisk undersøgelse af kunstinstitutionen. Men hermed reducerer hun kunsten til et appendix, et vedhæng, til noget historisk begrænset, og i grunden uinteressant.
Hvis man fører denne tankegang konsekvent igennem, ville Kehnet Nielsens malerier, Per Bak Jensens fotografier, Per Kirkebys mangefacetterede værk, Peter Nansen Scherfigs perspektivstudier, Lone Høyer Hansens skulpturer etc. etc. ikke henhøre under kategorien kunst, i og med at disse værker ikke beskæftiger sig med kunstinstitutionen, men udforsker det æstetiske mulighedsfelt og undersøger de almene
livsbetingelser - i værkets form.
Magtens Galleri inkorporerer ikke en sådan kunstinstitutionel kritik. Udstillingen er samfundskritisk, ikke kunstkritisk.
Det er en ironisk pointe, at publikum strømmer til Magtens Galleri, mens de udebliver fra størsteparten af den såkaldte samtidskunst. Måske fordi dens undersøgelsesobjekt er for snævert? Måske fordi dens fascinationskraft er for svag?
De unge kunstnere fremfører ofte, at publikum ikke bruger den fornødne tid, at de er intellektuelt for magelige og ugidelige eller uskolede, men hånden på hjertet, hvor ofte oplever man ikke værker, der kun giver noget fra sig, hvis de ledsages af en længere verbal forklaring?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu