Kronik

Kup i Kreml

26. oktober 1998

Som Ruslands nuværende præsident Jeltsin var Sovjetunionens leder Khrusjtjov en både snu og farverig politiker, der tilmed gik for at være reformvenlig. Mange ville af med ham. For 34 år siden lykkedes det endelig

Når Ruslands første-mand Boris Jeltsin raver rundt i Kremlpaladsets kejserpalæ med den gyldne kuppel over sig, zarernes gravmonumenter under sig og Kremlbefæstningens 14 tårne omkring sig, fremkalder det mindelser om kuppet i oktober 1964, da en sammensværgelse styrtede Sovjetunionens parti- og regeringsleder gennem seks år, Nikita Sergejevich Khrusjtjov.
Hvor Jeltsin ved receptioner for diplomater og ambassadører i overrislet tilstand kan finde på at knibe de kvindelige sekretærer bagi, gik Khrusjtjov ved en fornem middag i den amerikanske ambassade hen til den værdige, aristokratiske tidligere præsidentfrue Mrs. Eleanorer Roosevelt, kildrede hende kærligt i hendes hvide nakkehår, mens han mumlede: "Min lille, hvide fredsdue ....."

Under et officielt besøg i Tyskland, hvor et stort orkester spillede, greb Jeltsin pludseligt taktstokken for med stort besvær at forsøge at dirigere musikken. Under sit besøg i USA i 1959 sang Khrusjtjov fra sin balkon i den sovjetiske ambassade et par linjer fra hymnen 'Internationale' og forsøgte at dirigere et orkester, som han hørte spille i et hus på den anden side gaden.
Mens Jeltsin ved det seneste valg til præsident tilsyneladende fuld af livskraft kastede sig ud i russiske folkedanse, lystigt hoppede op og ned og sparkede benene ud til siderne, kunne Nikita Khrusjtjov ligeledes under sit besøg i USA ikke dy sig for at kaste sig ud i en parodi på den franske korpige-dans Can-Can, vifte med sine jakkeskøder for som et effektfuldt punktum at give sig selv et ordentligt klask i enden. Hvor Jeltsin kan optræde snart som en glad, gemytlig julemand, snart som en truende russisk damptromle, kunne Khrusjtjov med vanlig grovhed lave skandale ved FN's 15. generalforsamling, afbryde statslederne med tilråb, kalde Sikkerhedsrådet en 'spyttebakke' for endeligt at tage sine berømte sko af, svinge dem i luften og knalde dem i bordet med eftertryk. Generalforsamlingens formand knækkede skaftet på sin dirigent-hammer, da han forsøgte at kalde Khrusjtjov til orden.
Men hvor koldkrigerne i Kreml gang på gang er kommet til kort overfor en Boris Jeltsin, der fører politik, som han spiller skak med velberegnede, omhyggeligt udspekulerede træk, lykkedes det at få afsat Nikita Khrusjtjov midt i hans reformperiode. Hidtil har Jeltsin kunnet afværge alle kupforsøg - måske har han taget ved lære af, hvad der skete dengang for 34 år siden.

Da Nikita Khrusjtjov den 14. oktober 1964 - træt og udmattet efter alle de beskyldninger, der var rettet mod ham - trådte ind i Centralkomiteens mødesal for at stemme for sin afsættelse som parti- og regeringschef, begyndte klokkerne i Spaskaja-tårnet at slå deres tunge slag. Kremls klokker ringede nu for selveste Nikita Sergejevich Khrusjtjov, Sovjetsamfundets ubestridte førstemand og diktator igennem seks år.
I dag kan man nogenlunde fastslå, at kritikken mod Khrusjtjov først og fremmest samlede sig om hans økonomiske politik med ned-skæring af militærbudgettet som et af de vigtigste punkter. I løbet af 1963/ 64 modnedes planerne hos koldkrigerne i Kreml om at fjerne den aldrende partichef. Det belejlige øjeblik kom, da diktatoren i begyndelsen af oktober 1964 rejste til sit faste ferie-sted i Pitsunde ved Sortehavskysten.
Seks politikere - se også dagens Apropos - var de mest fremtrædende af dèt komplot, hvis mål det var at føre Khrusjtjov til slagtebænken. Deres navne var Leonid Brezhnev, Alexej Kosygin, Anastas Mi-kojan, Mikhail Suslov, Rodion Malinovskij og Alexander Sjelepin. Og de stod klar. Spørgsmålet var blot: Var det udvalgte offer også parat til at lade sig slagte?
Det var nemlig anden gang, Khrusjtjovs modstandere gjorde forsøg på at fjerne ham. Syv år tidligere - i juni 1957 - havde Molotov på oppositionens vegne foreslået det 11 mand store præsidium, at Khrusjtjov øjeblikkeligt blev fjernet fra sin stilling som partiets generalsekretær. Præsidiets flertal støttede forslaget, og Khrusjtjov var tilsyneladende færdig. Men det lykkedes ham i sidste øjeblik at få præsidiets afgørelse indbragt for Centralkomiteen, som han fuldstændigt dominerede. Resultatet blev da også, at rebellerne - Molotov, Malenkov, Kaganovich, Sjepilov og Saburov - alle blev udrenset.
Et sådant skæbnesvangert fejlgreb havde lederne af den ny sammensværgelse ikke i sinde at begå. Søndag den 11. oktober 1964 begyndte Centralkomiteens menige medlemmer i dybeste hemmelighed at samles i Kreml, og mandag aften - da langt de fleste af de 170 medlemmer havde indfundet sig i mødesalen - blev de orienteret om, hvad der forestod.

Alt var da parat, og tidligt næste morgen fik Khrusjtjov telefonisk besked om, at partipræsidiet var blevet indkaldt til møde, og hans tilstedeværelse var ønsket. I hovedstadens stærkt bevogtede lufthavn blev han modtaget af politichefen Semitchasnij, og Khrusjtjov måtte ane, at et eller andet var gået galt i hans ellers så velsmurte partimaskineri.
Da Khrusjtjov nåede Kreml, blev han straks ført til det værelse, hvor præsidiet hele dagen havde holdt møde. Så snart han havde taget plads, begyndte mødet. Partiteoretikeren Mikhail Suslov begyndte offensiven med en lang redegørelse for den aldrende partileders mange forsyndelser. Som nævnt samlede kritikken sig først og fremmest om Khrusjtjovs økonomiske politik. Suslov erklærede, at siden Stalins død havde Khrusjtjov påtaget sig rollen som landbrugsekspert, men landbruget var fremdeles det svageste led i den sovjetiske økonomi efter et årti, hvor partichefen havde bragt dette og hint mirakelmiddel i anvendelse uden held. Han havde ødet kæmpesummer på sit yndlingsprojekt, opdyrkelsen af de jomfruelige jorder, hvorpå han havde vist sig ude af stand til at få konkrete resultater ud af projektet.
Suslov erklærede, at den fejlslagne landbrugspolitik havde bragt en så total forvirring i den økonomiske planlægning, at Sovjetunionen for første gang måtte nøjes med en to-års plan for 1964 og 1965. Endelig - fortsatte Suslov - var Khrusjtjov nær ved at forårsage en katastrofe, da han i 1962 delte hele partiorganisationen i to parallelle grene, der beskæftigede sig med henholdsvis landbrug og industri.
På det udenrigspolitiske område var den uforsonlige strid med Kina det alvorligste anklagepunkt. Endelig var kritikken mod partichefen til dels af rent personlig karakter. Khrusjtjov fik at vide, at han havde svigtet på grund af "skrivebordsmetoder, subjektivisme, vulgaritet, barnagtig planlægning, umodne konklusioner, hovmod, praleri, snak" o.s.v. Anklagedokumentet var på ca 50 sider og omfattede i alt 29 punkter, der alle gjaldt Khrusjtjovs fejltagelser og svagheder.
Suslovs oplæsning varede omkring fire timer, hvorefter Khrusjtjov tog ordet for at svare på kritikken. I en dramatisk og følelsesbetonet tale forsøgte han at vende stemningen i partipræsidiet. Han brugte hele sit ordforråd af stærke gloser, gestikulerede med armene og slog i bordet. Han talte foragteligt om sine venner og kolleger, der var faldet ham i ryggen, han talte om utaknemlighed og om sine egne fortjenester.

Men selv om han tog alle sine overtalelsesevner, sit taktiske talent og sin pågåenhed i brug, faldt ordene på klippegrund. Han afsluttede sit defensorat med at erklære, at han simpelthen nægtede at bøje sig for præsidiets afgørelse. Han krævede i stedet, at partiets Centralkomite skulle kaldes sammen for at tage stilling til anklagerne. Da meddelte Suslov ham, at Centralkomiteens medlemmer allerede var blevet kaldt til Kreml for at modtage hans afskedsbegæring. De sad og ventede i en tilstødende mødesal, fuldt orienterede om de anklager og beskyldninger, der var blevet fremsat. Khrusjtjov, der var sluppet helskindet gennem så mange bataljer og snigløb i Kreml, som havde været med i topledelsen igennem 25 år - Khrusjtjov var færdig. Træt og udmattet fulgte han med sine anklagere ind i Centralkomiteens mødesal for at stemme for sin afsættelse som parti- og regeringschef.
Der var en dødlignende tavshed, da Suslov rejste sig for at resumere anklagedokumentet. Derefter blev det besluttet at stille spørgsmålet om Khrusjtjovs tilbagetræden under afstemning.
Komiteens medlemmer løftede deres hænder bekræftende, og Khrusjtjov fulgte trop.
Hans skæbne var beseglet - han var ikke længere Sovjetsamfundets røde zar!
Beslutningen om hans afsættelse blev hemmeligholdt et døgn, og først torsdag den 15. oktober fire minutter over midnat blev der udsendt en officiel meddelelse, hvori det hed, at "..... den 70-årige regeringschef og partileder efter eget ønske var blevet fritaget for sine pligter under hensyntagen til hans fremskredne alder og forværringen i hans helbredstilstand..."

*Louis Bülow er højskolelærer.

Apropos - De seks

De seks politikere i spidsen for kuppet, der fjernede Khrusjtjov, stod klar, da tiden var inde:

*Leonid Brezhnev, måske den mest hensynsløse og opportunistiske karrierepolitiker i Kreml med masseudryddelse, undertrykkelse og terror som speciale; som i Ukraine udførte mangt et nedrigt bøddelhverv for Stalin; som udnyttede enhver lejlighed til at klatre op ad den politiske rangstige så hurtigt som muligt; og som efter at have aflivet tilstrækkeligt mange mennesker blev kaldt til Moskva for at få sin belønning.
*Alexej Kosygin, en stilfærdig, farveløs, men intelligent teknokrat, der allerede i 1940 - kun 36 år gammel - blev udnævnt til Sovjetunionens viceministerpræsident. Kosygin, som under den tyvende partikongres trodsede den almindelige stemning ved at undlade enhver kritik af Stalin, og som i modsætning til de fleste af fællerne i Kreml kun havde sin egen dygtighed at takke for sin karriere.
*Anastas Mikojan, den glatte armenier, som hidtil uforstyrreligt var gået gennem alle storme, som havde stået Lenin nær, hævet Stalin til skyerne og fulgt Khrusj-
tjov som en skygge. Mikojan, som havde taget initiativet til de drastiske forholdsregler mod oprørerne i Ungarn, hvor han hædredes med betegnelsen 'den russiske blodhund'.
*Mikhail Suslov, den tørre, stædige og fanatiske chefteoretiker, som i mange år havde været en af Stalins bedste håndlangere, og den sidste egentlige gammel-stalinist i et vigtigt embede i Kreml. Suslov som altid ventede i kulisserne på sin chance.
*Rodion Malinovskij, den fårefromme sovjetmarskal, som i oktober 1957 efterfulgte helten fra Anden verdenskrig Shukov som Sovjet-unionens forsvarsminister, partilakajen Malinovskij, som hidtil loyalt havde fulgt partiapparatets direktiver og støttet Khrusjtjovs politik, men som nu gik imod nedskæringsplanerne for militæret.
*Alexander Sjelepin, den unge fremadstræbende politiker, som i de senere år havde optrådt som en mystisk 'grå emminence', og som sammen med sin nærmeste medarbejder, Vladimir Semitchasnij, fuldstændigt kontrollerede politiapparatet og sikkerhedstjenesten, selve symbolet på ny-stalinisternes hårde kerne. Louis Bülow

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu