Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

5. oktober 1998

Midt i en bræktid
28. SEPT. - Nu hvor alle tilsyneladende går rundt og brækker sig rundt om i vores lille hysterisk hykleriske og arrogante hovski snovski-land, vil jeg tillade mig at bemærke, at de ligegyldige historier om Clintons sexliv-(død) behøver nogle aftagere.
Uden tvivl er seriøsiteten i og omkring det politiske liv i USA for tiden særdeles tvivlsom, men gad vi ikke høre eller se denne Soapdocu, ville hverken medier eller politikere kunne tjene en 25-øre på denne sag som langt hen ad vejen stinker lige så meget som den vi oplevede med O.J. Simpson.
Hvor vi på vores breddegrader bryster os af, at koncentrere os om væsentlige intellektuelle emner i vores daglige politiske debat, slubrer vi samtidig alle de slibrige historier i os om denne verdens mægtigste mand og hans udskejelser, som vi også gør det, når vi gladeligt åbner for TV3, TV3+ og alle de andre kanalers utallige amerikanske mastodont-serier.
De danske medier (herunder også DR1 og TV2) udviser en lige så stor interesse som de amerikanske, med henvisning til fjernsynsprogrammet den 21. sept. 1998, der stort set kun handlede om Hr. Clinton og Frk. Lewinsky og knapt gad nævne Clintons tale i FN-bygningen, hvis emner uden tvivl er af en helt anden kaliber, og omhandlede sager som nødvendigvis må være årsag til noget større bekymring (international terrorisme, den økonomiske krise etc.).
Ej heller et ord om det som kan vise sig at være tilfældet i Monica-gate, nemlig at der rent faktisk kan være tale om en konservativ sammensværgelse.
Mens mange åbenbart er i færd med at brække sig over det 'sindssyge' USA, er jeg i færd med at brække mig over hykleriet i vores egn.
Er man ikke ved at være træt af europæere, der på en og samme tid beundrer og forarges af USA og med overbærenhed i stemmen er-klærer sig bedrevidende over for disse tåber over there som vi så flittigt kopiere?!
Hvad mon der gik galt mellem kronprins Frederik og Maria Montell?

Troels-Émile Kanstrup
Borup
Dybbølsgade 36 st. th.
1721 København V.

De radikale skaber uroen
1. OKT. - I forbindelse med det sidste forsvarsforlig fik regeringspartiet Det Radikale Venstre nedsat en Forsvarskommission, der fik til opgave at kulegrave forsvarets fremtid og Danmarks nye sikkerhedspolitisk situation, set i lyset af den kolde krigs afslutning, Berlin Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.
Desværre peger resultatet af kommissionens arbejde ikke helt i den retning, som bl.a. MF Hr. Jørgen Estrup (RV) gerne havde set - massive nedskæringer på forsvarsbudgettet, nedlæggelse af regimenter og lukning af flere kaserne - og Hr. Estrup mener derfor at kommissionens arbejde meget vel kan blive ubrugeligt på grund af "fastlåste synspunkter".
Man kan kun være 100% enig med kommissionens formand Hr. Knud Heinesen, som har udtalt, at man bør give kommissionen ro til at afslutte dens arbejde og komme med et udspil der kan danne grundlag for et kommende forsvarsforlig med eller uden de radikale - et forlig som gerne skulle sikre Danmark et godt, velfungerende og effektivt forsvar, et forsvar med alle tre værn og som minimum en fastholdelse af det nuværende forsvarsbudget.
De radikale har selv forlangt Forsvarskommissionen oprettet. Bare fordi resultatet ikke helt peger i den retning man gerne havde at, er der ingen grund til at sabotere hverken arbejdet eller resultatet.

Peter Kim Laustsen
Louisevej 11
Brabrand

Dagsværk
28. SEPT. - Helsingør Gymnasium har for nyligt valgt at boykotte elevinitiativet Operation Dagsværk. Operation Dagsværk er de gymnasiale uddannelsers solidaritetsorganisation, som hvert år vælger et projektland at støtte økonomisk. Elever over hele Danmark giver en Novemberdags arbejde til fordel for skoleprojekter i det pågældende land.
Støtten bruges til bygninger, uddannelse af lærere, produktion af undervisningsmateriale og andet, der muliggør uddannelse. I år er Palæstina valgt som det område Dagsværk vil støtte. Vi i Rød Ungdom-Helsingør mener at HG har taget en forhastet og forkert beslutning. Lige meget hvordan man vender og drejer sagen, er der stadig palæstinensere, der sider i flygtningelejre i dele af Israel. Gymnasiets kampagne mod Dagsværk er uden reelt indhold.
HG's elever har en chance for alligevel at støtte Operation Dagsværk, så derfor opfordrer vi i Rød Ungdom-Helsingør, gymnasiets elever til alligevel at støtte OD på Dagsværks dagen den 11. November 1998.

A. Larsen
Carl Plougsvej 28
Helsingør.

Fællesinterview
25. SEPT. - I Information fra 19.-20. september er der to artikler om velfærd i Danmark: En på side to af Jens Reierman: Dinosaurernes styrke og en på side 17 af Marie-Louise Kjølbye: Svigermors drømme.
Den første tager udgangspunkt i det politisk-økonomiske univers, den anden i det nære familiære, især om kvinderoller. Det kunne være interessant at høre de to skribenter kommentere hinandens artikler/verdensbilleder - eller måske et fællesinterview om velfærd i fremtidens Danmark. Hvem skal tage sig af det - lønnet eller ulønnet?

Anette Danbæk
Livjægergade 39
2100 Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu