Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

27. oktober 1998

Læren fra Afghanistan
25. OKT. - Måske er det på tide at granske motiverne bag Vestens konfrontationistiske- og med tanke på dets relative støtte til den kosovo-albanske frihedsbevægelse, UCK destabiliserende politik i Jugoslavien. Både af hensyn til konsekvensen heraf, dvs. de socialt konflikt-genererende flygtningestrømme til Vesten. Og af hensyn til Jugoslaviens-debatten, der hidtil har foregået på et generelt ukvalificeret, overfladisk og ensidigt anti-serbisk grundlag. Hvis Vesten bomber på grundlag af kosovo-albanske provokationer, vil det næsten være en logisk følge af det niveau, debatten om Jugoslavien har ligget på.
I den vestlige presse har man kunnet konstatere en iøjnefaldende mangel på kritik af de såkaldte kosovo-albanske frihedskæmpere.
Er det Afghanistan om igen? Dér tog den udenrigspolitiske alliance mellem massemedierne og de politiske partier, inklusive venstrefløjen - styret af et anti-sovjetisk raseri - katastrofalt fejl med de konsekvenser, vi ser i Afghanistan i dag.
Skal et tilsvarende anti-serbisk raseri have de samme humanitære konsekvenser for den kosovo-albanske civilbefolkning, som Vesten retorisk foregiver at bekymre sig om? Får kosovo-albanerne 'selvstændighed' uden demokratisk forberedelse, er der en høj risiko for, at det vil føre til kamp mellem de konkurrerende etniske fraktioner om ressourcerne med befolkningen i offerrollen - ligesom i Afghanistan. Når flosklerne er skrællet af, forekommer Vestens Jugoslaviens-politik at være imperialistisk magtpolitik i humanitær forklædning. Et humanitært alibi for USA's og EU's økonomiske og geo-politiske interesser på Balkan!

Per Dørup Jensen,
Feggesundvej 31,
9220 Ålborg

Feministisk rygmarvsreaktion
25. OKT. - I torsdagens avis anmeldte Inger Holst bogen Fra mellemkrigstid til besættelsestid med bidrag af undertegnede og 24 andre historikere.
Inger Holst bruger halvdelen af sin lille anmeldelse til at ærgre sig over den politisk orienterede bogs manglende kvindelige bidragydere og manglende kvindeperspektiv. En helt igennem særpræget prioritering, hvorved læseren lades i stikken med hensyn til, hvad bogen egentlig handler om. Vanen tro gribes der imidlertid ikke i egen barm, når de vulgærfeministiske synsvinkler endnu engang skal luftes. Lad os i stedet for med rygmarvsreaktion at give mandssamfundet skylden for verdens fortrædeligheder lege med at vende synsvinklen om: Er kvinderne for dovne eller for navlepillende til i større tal at beskæftige sig med denne eksistentielt vigtige epoke i vort lands historie? Og sat på spidsen: Ville mandlige anmeldere af en bog om dansk jordmoderhistorie med rette kunne bebrejde de kvindelige forfattere, at de ikke gjorde mere ud af den mellem nul og en pct. mandlige udøvere i dette fag? Man kan ikke ud fra den kønspolitiske korrektheds doktrin gennemføre ligestilling med tilbagevirkende kraft i historien på områder, som dengang var langt mere kønsopdelte end nu. I øvrigt er vi mange, som hilser mere kønshistorie og et større kvindeligt engagement i politisk samtidshistorie mere end velkomment samt ønsker de få kvindelige pionerer på dette område god vind.

Hans Bonde
Wiedeweltsgade 37
2100 København Ø

Distraherende fejl
25. okt. - Det kan godt være, at moderne produktionsmetoder ikke længere tillader korrekturlæsning i traditionel forstand, men har Information ikke råd til at anvende en tekstbehandler med orddelings- og stavekontrol? For eksempel fra dagens avis: "lig-ht udgave", "eks-diktator må appellerer"... for slet ikke at tale om perlen for ca. 1 måned siden: "jordbærserede" (i stedet for jordbaserede tv-kanaler). Med disse indvendinger fremstår man jo som en gnaven knark, men tekstens læselighed forringes, når man distraheres af mere eller mindre meningsforstyrrende trykfejl og fantasifulde orddelinger. (og så kan man komme i tvivl om kvaliteten af researchen, når journalisten ikke kan stave de navne, han skriver om: "J.D. Sallinger" i denne uge)

Sven Felsby
Hans Broges Vej 9A
8220 Brabrand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu