Læsetid: 2 min.

Læserdebat

Debat
21. oktober 1998

Tak Lautrop

19. OKT. - Når man ikke forstår verden, bør man læse Information. Når man ikke forstår Information, bør man læse Lautrop.
Og så falder det hele på plads - eller på gulvet, jvf. side 9 utallige mange gange.
Tak til Peter Lautrop for eftertænksomhed såvel som mange gode grin!

Ole Kløcker
Vesterbrogade 140 E, 1620 V

Nobels Fredpris

18. OKT. - "Den folkelige afsky er ikke nok til at skabe fred", skriver beb, Bente Bundgaard, i Inf's leder 17. okt. i omtalen af Nobels Fredspris.
Fredsprisen gik i 1976 til stifterne af den fredsorganisation, der havde mod til at begynde fredsprocessen. Bente Bundgaard nedgør deres indsats og kalder Peace People's arbejde et udtryk for afmagt - uden "den store politiske gennemslagskraft" - i modsætning til politikernes vilje til at skabe fred.
De nuværende irske politikeres mulighed for at skabe fred havde ikke været til stede, hvis ikke "såkaldt almindelige borgere" gennem deres stædige græsrodsarbejde havde skabt grundlaget for, at de ledende politikere kunne få folkets opbakning til en fredsslutning. Uden denne opbakning er fredsaftalen uholdbar. Derfor var Nobels fredspris til de to, der startede fredsarbejdet blandt den nordirske befolkning, fuldt berettiget. Uden dette forarbejde havde der ikke været politiske fredsskabere at give prisen til i år.

Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14
9240 Nibe

Spekulation i tal

15. OKT. - Folketingsmedlem Christine Antorini skriver i en kommentar i Information den 13. oktober 1998, at hun aldrig har forstået logikken i at beskære dagpengeperioden.
Jeg synes, at det er svært at fatte omfanget af forråelsen i lovgivernes tankegang. Men logikken er klar: Det drejer sig om tal.
For hver gang en arbejdsløshedsforsikret person ryger ud af dagpengesystemet, reduceres det officielle antal af arbejdsløse. Jo kortere dagpengeperioden er, jo færre arbejdsløse har vi.
Det er ifølge denne betragtningsmåde ligegyldigt, hvad der herefter sker med den udstødte person. Det er ligegyldigt, om han kommer til at leve af bistandshjælp, af tiggeri eller figurerer i selvmordsstatistikken.
Politik handler om at sende signaler. Et lavt arbejdsløshedstal viser Danmark som et foregangsland. Hvad tallet dækker over, er signalværdien uvedkommende.

Doris Møller
Bogfinkevej 1, 2.tv.
8210 Århus V

Pinochet

20. OKT. - Det er ikke uden grund, at mange chilenere jubler efter anholdelsen af General Pinochet, når man tænker på de hundredetusinder, som blev fængslet, torteret, myrdet eller fordrevet under hans reaktionære diktatur, som begyndte med militærkuppet mod den demokratisk valgte socialistiske præsident Allende i 1973.
Pinochet burde være stillet til ansvar for længst, men har indtil nu klaret frisag takket være sine venner blandt magthaverne i USA og Vesteuropa. Det må ikke ske igen.
Den danske regering må øjeblikkeligt og klart udtale sin fulde støtte til, at Pinochet bliver stillet til ansvar for sine forbrydelser mod menneskeheden.

Lars Olsen
Griffenfeldsgade 41
2200 Kbh. N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her