Kronik

New journalism

Debat
2. oktober 1998

Diverse debat-programmer er gået i underholdningens tjeneste - til skade for nuancerne og den seriøse information om vigtige sager. En seer har set sig gal

Når Gud er død, er alt tilladt, sagde Nietzsche, når objektiviteten er død, er subjektiviteten sandheden, sagde den 'kritiske videnskab' i 60'erne, og datidens revolutioner blev præsenteret som en videnskabsteoretisk kamp mod 'positivismen'. Det gælder ikke om at beskrive verden, men om at ændre den, sagde venstresocialisterne i 68. Det nye tv-medium var et nyt og velegnet middel til denne 'videnskabelige' opgave.
Tv-mediet var så at sige fødselshjælpen for universitetsoprøret og 'ungdomsoprøret' den nye 'kritiske' journalistiks svendeprøve. Det var faktisk muligt for journalisterne at ændre virkeligheden, hvilket naturligvis gav blod på tanden. I overensstemmelse med den marxistiske samfunds- og videnskabsteori, kan man dele samfundet op i en herskende og en undertrykt klasse, og ligesom den 'kritiske videnskab' solidariserede sig med arbejderklassen, stillede den 'kritiske journalistik' sig på de undertryktes side og udtænkte til det formål en ny journalistisk teori, som man kaldte 'konsekvensjournalistik' eller 'new journalism'.

Journalisten skal ikke spilde tiden med at søge årsagerne til begivenhederne, men koncentrere sig om at indsamle klager fra de dele af befolkningen, der er blevet 'ramt' af en politisk, en bureaukratisk eller en forretningsmæssig forulempelse, for den, som har skoen på, ved bedst, hvor den trykker! Skal man have en kommentar til døgnets begivenheder, tager man blot det nysgerrige kamera ud på gader og stræder og spørger tilfældige forbipasserende om deres mening om betalingsbalancen.
Derimod bør den gode journalist ikke gå til sagkundskaben eller autoriteterne, der for det første er de potentielle undertrykkere, som pressen skal beskytte folket imod, og for det andet taler et sprog, som folket ikke kan forstå, fordi sandheden ikke kan skæres ud i overskrifter. Når journalisten dermed er gjort til konge over virkeligheden, der må finde sig i at blive arrangeret, er skridtet ikke langt til den seneste symbiose af drama og dokumentation, som har fået navnet 'doku-soap'.

Man har sluppet enhver fortøjning til virkeligheden og lader den journalistiske illusion svæve hen over skærmen i en velredigeret tilskæring af det dokumentariske suppleret med dramatiske tilføjelser og ændringer, der forøger udsendelsens underholdende effekt. Mens journalisten tidligere ligesom ordstyreren ved en generalforsamling havde til opgave at sikre, at alle kom til orde, er journalisten og studieværten i kraft af deres nye kreative rolle blevet til showets hovedperson og de inviterede gæster til statister i stjernernes cirkusforestillinger og må finde sig i en nedladende og aggressiv behandling, som f.eks. Mogens Camre og Søren Krarup i et såkaldt 'debatprogram'.
Reimer Bo og Rigets tilstand kaldes 'debatprogrammer', men der er i virkeligheden tale om underholdningsprogrammer, bygget op efter samme koncept som Tandbørsten og de andre publikumsorienterede programmer med studie- eller dåselatter for enhver kvik bemærkning uanset dens saglige indhold.
Højlund, som med Højlunds Forsamlingshus skabte denne genre her i landet, var i sig selv apoteosen af den selvcentrerede, evigt snakkende sprechstallmeister, der tilmed selv udøvede de akrobatiske badutspring uden respekt for de indkaldte 'eksperter' og det indbudte publikum, som alle måtte finde sig i højrøstede afbrydelser.

I Reimer Bo på DR har ordstyreren blot overført det samme koncept fra TV2's Rigets tilstand, som afløste Højlunds Forsamlingshus, da ingen længere orkede at være 'amused'. I udgaven af Reimer Bo den 17. september skulle vi foregive at bevidne en seriøs debat om udlændingepolitikken med afsæt i det førnævnte 'debatprogram', som aldrig nåede frem til sit emne, fordi de to studieværter insisterede på kun at ville forholde sig til et inferiørt citat, som gav frit løb for rasende beskyldninger for racisme. I stedet for så at råde bod på denne mangel ved det første program havde Reimer Bo Christensen inviteret Mogens Camre til en ny gang spanking ved at konfrontere ham med en kendt muslimsk politiker, som i dagens anledning havde udstyret sig med en fundamentalistisk påklædning inklusive slør. Heller ikke ved denne lejlighed kom vi nærmere end til at diskutere fede muslimske kvinder og udlændinge med deres store biler. Naturligvis var publikum ellevilde og hujede og klappede, som havde de været til en boksekamp. Men debatten blev væk, og frustrationen voksede.
Selv tv-aviserne på de to landsdækkende kanaler har udviklet sig til den samme dramadokumentarisme i føljetonform. Seneste eksempler var den 'falske' historie om et salmonelladødsfald forårsaget af landsbrugets vækstfremmere. Den pågældende døde ifølge senere oplysninger ikke af resistente salmonella-bakterier, men af en følgesygdom, og historien havde ingen forbindelse med brugen af vækstfremmere, men skyldtes overdreven brug af antibiotika i samfundet som helhed.
Sjuskeri eller manipulation?
Vi ved det ikke, men risikoen er altid til stede, når kvalitetskriteriet er forskudt fra årsag til virkning og fra virkelighed til fiktion. I USA har man allerede langt overskredet grænsen bl.a. med beretningen om hærens brug af en nervegas mod egne desertører, som i virkeligheden var tåregas.
"Hvad føler du omkring pinsepakken?"
"Ja, hvad vurderer du?"
Det ligner til forveksling et ordskifte mellem en studievært og en journalist, der bliver interviewet i TV-avisen. Det er nemlig ikke bare sproget, der har mistet forbindelsen med virkeligheden, men også reportagen, som ofte består i, at en journalist spørger en anden journalist, som undertiden spørger en tredje journalist.
Den virkelige verden bliver helt væk imellem fingrene på os, idet de såkaldte nyheder tillige som et løbende litani til stadighed bekræfter vore moralske fordomme om den beskidte og usunde verden, vi lever i, om de evige ventelister til hospitalsbehandling og børnepasning iblandet enkelte solstrålehistorier om mirakuløse helbredelser gennem alternativ behandling.

Forargelsen over de løbende fund af salmonella, sprøjtning og giftgrunde er lige så uforsonlig, som den tidligere var det i Indre Mission over de fæle eder og forbandelser, idet man til gengæld kunne få syndsforladelse for snart sagt alle synder, når man blot ville lade være med at bande! Det moralske og journalistiske pedanteri har mistet enhver proportionssans og skøjter hastigt hen over årsager og konsekvenser.
Den anerkendte og letteste vej til bekræftelse af myterne er den ceremonielle henvendelse til et antal gode men tilfældige mennesker på gader og stræder, der bliver stillet de kritiske spørgsmål, som vi begyndte med. Det er det, man kalder 'demokratisk' eller 'konsekvensjournalistik', idet de sagkyndige og autoriteterne på forhånd er valgt fra som bedrevidende og kedelige.

En gang imellem sker der en fejltagelse, og man får hentet en specialist ind i studiet, uden at man har forberedt ham ordentligt og sikret sig, at man kender svarene, inden spørgsmålene bliver stillet.
Sådan blev man en aften under den ceremonielle afvikling af 'nyhederne' i tvivl om, hvorvidt man sov eller var vågen, da en klimatolog på Risø uforsigtigt var blevet spurgt om den idealtypiske Mariager Fjord og dens genopvækkelse til livet.
I stedet for som den lokale sognepræst at deltage i den rituelle fordømmelse af landbrugerne og andre forurenere, henviste han til de evige og naturlige sammenhænge mellem vejr, vind og havstrømme, som producerer liv og død i have og fjorde. Han lod sig desværre ikke ryste af studieværtens mere og mere fortvivlede appeller til den rette forureningsmytologi. Der var ikke noget mærkeligt ved fjordens død og genopstandelse, og det havde ikke noget med forureningen at gøre!

Studieværten har sikkert ved en senere 'evaluering' i baggrundsgruppen fået en anmærkning og pålæg om ikke igen letfærdigt at hale et ikke behørigt forberedt vidne ind i studiet.
Det kan jo ikke nytte noget, at tv-mediet vil forsøge igen at oplyse og informere om den virkelighed, som man i populismens hellige navn forlængst har forvandlet til underholdning og selvbekræftende mytologi og gjort til tumleplads for stand-up ko-medianter, hurtigsnakkere og medieklæbende småpolitikere.
Vel!

*Stig Jørgensen er professor, dr. jur. ved Århus Universitet.

Apropos - Debat der underholder

"Journalistik skal også underholde. For hvad hjælper det, at historien er vigtig for læsere og samfund, hvis den er så kedelig, at kun kilderne og journalistens mor læser den?" Sådan skriver Mogens Meilby - polemisk? - i sin store lærebog Journalistikkens grund-trin (1996). I forlængelse af citatet skriver Meilby desuden, at det underholdende aspekt sjældent nævnes, når man taler journalistik, til trods for, at det er ganske fremherskende i avisernes fritidsstof og bagsidestof - men så ikke mere herom i denne omgang.
Går man ind på Meilbys synspunkt om at undgå det kedelige, har det meget indlysende for sig: Læserens interesse skal vækkes, ellers når selv en væsentlig nyhed ikke frem til publikum.
I disse tider må man tro, at mange, især tv-journalister, har skrevet sig Meilbys tanke bag øret. Og utvivlsomt findes der seeere, der af og til spørger sig selv: Hvor festligt, folkeligt og fornøjeligt kan budskabet tåle at blive fremstillet uden at formen overstråler det, der skal formidles?
Dagens Virtuelle Rum handler netop om mediernes brug af opsigtsvækkende synspunkter i en række nye debatprogrammer, der af og til - for menigmand at skue - ender et sted mellem meningsudveksling og egentligt håndgemæng. Her kommer stærke holdninger til orde, mennesker mødes og efterlader ikke sjældent et tydeligt indtryk af hellere at være fri for at møde netop hinanden.
Virker den slags møder oplysende eller bare ophidsende? Informerende eller kun fascinerende? Eller lidt af det hele, hvis det i et ytringsfrit samfund må antages i sig selv at have værdi at bringe modstridende synspunkter i sving offentligt?
Måske er det på sin plads her at minde om bogen Den nøgne Journalist (1988) af nu afdøde journalist Nils Ufer. Bogen handler om journalistens rolle i nutidens mediesamfund - ikke som fejret studievært med malmfuld røst og gennemborende blik, men som - referent, der baner vej for en virkelighedsnær historie: "Min helt er en lille, lavtlønnet, blegsottig person med fedtede flipper, som sidder ved pressebordet i forsamlingshuset og refererer. ... Ind i mellem er der et glimt af noget nyttigt, og det er det, journalisten skal pinde ud dagen efter." mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her