Det er i stigende grad formidlerne og deres budgetter, der dikterer dagsordenen for kunsten, mere end det er kunstnerne selv
KUNSTSTØTTE
Da den amerikanske astronaut Scott Carpenter i 1962 sendtes i kredsløb om jorden i Mercury 7, blev han så betaget af, at han på under en time så solen stå op og gå
ned 16 gange, at han glemte at trykke på den knap, der skulle bringe ham sikkert tilbage til Jorden. I sidste øjeblik fik kontrolcentret på Jorden vækket Carpenter, da han som en anden Ikaros var ved at komme for tæt på solen.
Filmråd, Teaterråd, Litteraturråd, Musikråd, Udviklingsfond, udviklingspuljer, regionale kulturforsøg foruden en lang række andre offentlige, private og internationale fonde og ordninger er kunstens for nuværende forudsætning, ganske som raketten var den forudsætning, der tillod Carpenter at svæve i det ydre rum.
Laveste fællesnævner
Fordelingen af midlerne mellem puljerne diskuteres jævnligt, det kaldes vist nok for kulturdebatten, og afslører vel ikke andet end offentlighedens alarmerende lave ambitionsniveau på kunstnerens vegne. Kunsten er som alt andet blevet underlagt laveste fællesnævner, kunsten er blevet til et spørgsmål om fordelingen af penge. Kunstneren er blevet funktionær i et vakuum og har affundet sig med at blive målt og vejet på tyngden i de projekter, han eller hun sender ind til fondene og efter sin evne til at tilpasse sig fondenes hensigt fremfor sin egen.
"Et kunstværk udvikler sig efter tilfældets lov," skrev forfatteren Albert Dam i 1963. I dag synes det omvendte at være tilfældet, kunstværket udvikler sig efter hensigtens lov.
Problemet er, at kunsten mindre og mindre bliver lavet af kunstnerens indre nødvendighed og i stigende omfang for at stimulere eller udvikle behov, der ikke findes på forhånd. Sidste skud på stammen er fonden Kulturbro 2000 og for så vidt også Kulturministeriets Udviklingsfond, en mutation af den nu aflivede Kulturfond.
Kulturbro 2000 forventer et programbudget på 75 millioner kr. (!) og inviterer kunstnere og kunstinstitutioner til at arbejde med temaet "På grænsen" og opfordrer dem til at søge samarbejdspartnere på tværs af Øresund. Er kunstneren en brobisse eller måske en virtuel brobygger sat i denne verden for at eksponere et kontroversielt byggeprojekt i milliardklassen? Man kan allerede nu høre hvordan formidlerne sitrer, som små engle, mens de væver deres tråde over Øresund og sender deres e-mails ud i cyberspace.
Kunstens retning
Større forventninger kan man måske have til Kulturministeriets Udviklingsfond, der har lidt bredere rammer, selv om man også her sidder med en fornemmelse af, at bestyrelsen har malet sig op i et hjørne. Bestyrelsen har på forhånd valgt at fokusere på det digitale multimedieområde og den etniske og tværkulturelle kunst og undgår således ikke at sende et signal om, hvilken retning kunsten skal tage i de kommende år, hvis man altså nærer seriøse forventninger om støtte fra fonden.
For søren, vi skal passe godt på de kunstnere, vi har, i en tid hvor der er meget kunst, langt mellem keglerne, og hvor de bevilligende instanser synes at fremelske kunstnere og formidlere, der driver parasitær virksomhed fremfor at lave god kunst. Man kan sidde med en velbegrundet frygt for, at det i dag - i en tid hvor formidlerne i forvejen ikke er så transparente, som de måske burde være - synes at være netop formidlerne, der dikterer dagsordenen for kunsten mere, end det er kunstnerne. I netop den sammenhæng er den uafhængige kunststøtte forbandet vigtig. Blot skal den sjældnere gives med en hensigt, der stækker kunstnerens vinger, men hellere være et pust som hjælper kunstneren godt på vej og holder ham eller hende svævende et stykke tid.
Ligesom John Carpenter og Ikaros ... problemet med dem var bare, at de ikke ville ned igen.
