Læsetid: 4 min.

Red teatret!

15. oktober 1998

Hvis man vil gøre dansk film en kæmpetjeneste bør udviklingen af skuespilkunsten fastholdes

TÆPPEFALD
Hvis skuespilkunst - som Jørgen Reenberg har udtrykt det - er "at vise mennesket - mennesket", så er der sund fornuft i at give dansk film en fuldt fortjent økonomisk saltvandsindsprøjtning. For når filmkunst virkelig hitter, bliver man som tilskuer eller medvirkende - både ramt og ramt af skuespilkunst. Eksemplerne er legio. Og titler som Festen og Idioterne turde vel tale for sig selv.
Men hvis de kunstnerisk forbundne kar, teater og film, skal ud i hundeslagsmål om nødvendige støttemidler, sås der unødig splid mellem essensen af al skuespilkunst - nemlig mellem skuespillerne, - det absolut eneste råstof, der ikke kan undværes nogen af stederne.
Nu er den tidligere biograf Rialto Teatret truet af lukning eller udelukkelse af Det Storkøbenhavnske Teaterfælleskab - det betyder strengt taget også lukning. Ideen huer mig ikke, eftersom det er et teater, jeg selv var med til at åbne.

Levende teater
I 1981 blev Rialto Bio ombygget til et levende teater. En traditionel biografsal blev omdannet til Danmarks nok mest unikke og spændende teatersal. Ideen var film- og teatermanden Ebbe Langbergs. Og arkitekten bag projektet var scenografen Steffen Aarfing, som siden høstede nogle af nyere tids største anmelderroser for sine løsninger af scenografi på Rialto Teatret. F.eks. Frie børn af Lanford Wilson, Kalidewey Farce af Botho Strauss. Der var den fra DDR flygtede Thomas Braschs Mercedes (Prisbelønnet med Teaterpokalen 1986).
De to sidstnævnte var begge instrueret af en fra Filmskolen uddannet og senere skuespilchef for Det Kongelige Teater, instruktør lb Thorup. Han fik på flere måder sit gennembrud netop på Rialto, hvor han formåede at udnytte rummets oase og skabe noget, der nærmest kan karakteriseres som teatralske rodbehandlinger. Ikke mindst i forestillingen Drømmespinderen med Jesper Christensen og Helle Merete Sørensen.
En anden forestilling fra teatrets første år var Jan Mågårds opsætning af Det var en lørdag aften med Preben Kristensen, Søren Sætter Lassen, Lane Lind, Leif Skriver, Vera Gebuhr og flere andre, som både før og siden har pendlet mellem film og teater.

Skuespilkunst
Og det er jo det, det handler om! Personligt havde jeg min tidlige ungdoms største skuespiloplevelse i Rialto Bio da jeg så Borte med Blæsten. Men hvem var det, jeg sad og svømmede hen over? Rollelisten indeholder 49 meningsbærende roller, som også - for en stor dels vedkommende - var garvede teaterskuespillere, der for gode ord, høj cigarføring og betaling lånte erfaring, skuespilhåndværk og udstråling til The Silver Screen.
Selv filmmyten over alle, Humphrey Bogart, havde en årelang karriere på scenen, hvor han hver forestilling tog ansvar direkte foran publikum. Det er det, teatret lærer sin skuespiller. Og det er surdejen i al skuespilkunst - film eller teater.

Hoste, latter og tårer
Teatret er det eneste rum, hvor tilskueren og de optrædende deler hoste, blod, sved, åndedrag, duft, latter og tårer. Derfor skaber enhver teaterforestilling den magi, der - åndeligt - kommer med den interaktion, som er mellem de agerende og publikum. I film er der ingen interaktion, fordi film er tilrettelagt og klippet i overensstemmelse med, hvad instruktøren ønsker, publikum skal opleve. Sådan må det nødvendigvis være, og der ligger absolut ingen nedvurdering i dette.
Rialto Teatret blev fra starten søsat som en drøm om kvalitet, koste hvad det ville. De første sæsoner sad jeg selv som en af repræsentanterne for det kunstneriske personale i bestyrelsen.
Den nuværende ledelse har formået at åbne Rialto for kunstnere, der får fremragende støtte og backup til projekter som f.eks. Lughnasa festen, The sinking of Titanic og Strindbergs Tribadernes nat. Det er måske her, man kan hævde, at teatret er profilløst, men Rialto er ikke et teater "på vid gab", men et teater, der tager kunstneres ideer seriøst og lukker generøst op for hus og hjerterum. Et sådant teater bør selvsagt bestå.

Brug for teater
Der er nemlig hårdt brug for levende teater i vores samfund, hvor stress, vold, ensomhed, egoisme og moralsk lammelse præger hverdagen. I en tid hvor vi sidder og arbejder foran computere og går på gaden iført walkman og mobiltelefon. Og i et samfund, der socialt er ved at brække over på midten, og hvor en eventkultur får halvdelen af borgerne til at sidde og glo prinsessebryllup eller
-begravelse i tv, mens en anden halvdel styrter hen over en bro på rulleskøjter. I sådan et samfund er mødet mellem mennesker f.eks. i et teaterrum livsnødvendigt. I hvert fald et argument for ikke at lukke flere teatre.
Dansk teater kan ikke, som filmen, "gå ind i eksporterhvervet." Det danske sprog er ikke produktorienteret uden undertekster eller eftersynkronisering. Hvis man vil gøre dansk film en kæmpetjeneste ud over forhøjede tilskud, bør der fastholdes udvikling for skuespilkunst. Og teatret er et fremragende redskab til netop at sikre, at dansk film fortsat kan øse skuespillere af dette kar.
Det er egentlig paradoksalt, at det nu er et tidligere biografteater, der - som teater - trues af lukning. Her burde både film og teaterfolk samles og - som på Fort Alamo - trække en streg i sandet. For hvilket teater skal 'spares' væk næste gang?
Teaterrådet fattes også penge, men publikum er ikke i længden tjent med (is)bjørnetjenester, men mangfoldighed i forskellige danske teaterrum: Rialto, Bådteatret, Mammut Teatret o.a. Hvad angår Rialto kunne man passende rette følgende spørgsmål til kommunalpolitikerne på Frederiksberg Rådhus: "Vil i virkelig hellere have et supermarked på rådhuspladsen fremfor et velbygget teater?"
Man ka' da hygge sig gevaldi - med en shoppingtur i ALDI, meeen hvorfor ikke satse på åndelig føde, bevare Rialto Teatret, lade det længe leve. For skuespilkunstens skyld - for menneskets skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu