Kronik

En rigere fremtid

8. oktober 1998

Danskerne er ikke rige, fordi vi er så flittige, men fordi vi er så mange, der arbejder. Hvis vi kan vente med forbrugsfest, til endnu flere kommer i arbejde og uddannes endnu bedre, kan vi blive endnu rigere. En vismand tager ordet

ØKONOMI & POLITIK
Lige siden industrialiseringens barndom har man debatteret, om produktivitetsstigninger fremkaldt af tekniske fremskridt skaber arbejdsløshed.
I Information den 2. okt. citeres jeg for udtalelser, der kan tolkes som om jeg skulle være 'maskinstormer', dvs. at jeg skulle være af den opfattelse, at der altid vil være en konflikt mellem produktivitetsvækst og beskæftigelseshensyn. Sådan hænger verden ikke sammen, så jeg har åbenbart været for dårlig til at forklare mig. Derfor prøver jeg nu igen.
Mine pointer kan sammenfattes således:
*Produktivitetsfremskridt har historisk medført højere realindkomst og ikke lavere beskæftigelse.
*Ny teknologi, der mindsker efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft, kan medføre arbejdsløshed, hvis rammerne omkring arbejdsmarkedet er for stive.
*Regeringens ønske om at få de marginaliserede grupper i beskæftigelse vil alt andet lige medføre en lavere produktion pr. arbejdstime, men vil samtidig øge nationalproduktet pr. indbygger. Derfor skal man passe på ikke at opfatte en lav timeproduktivitet som et afgørende problem.
*Det er muligt på en og samme tid at øge produktiviteten (realindkomsten) og beskæftigelsen, men det kan kræve, at befolkningen i en periode indstiller sig på et lavere forbrug.

Jeg vil nu argumentere for disse påstande. Lad os først tage det helt overordnede spørgsmål om teknologi og arbejdsløshed. Den mest synlige effekt af ny teknologi er som regel, at mennesker erstattes af maskiner i produktionsprocessen, så den samme produk-
tion kan frembringes med en mindre indsats af arbejdskraft.
Dette er baggrunden for den udbredte forestilling om, at ny teknologi skaber arbejdsløshed. Produktivitetsfremskridt fremkaldt af ny teknik giver imidlertid også grundlag for højere realløn og åbner ofte for nye profitable investeringsmuligheder. Når den højere realløn og de nye investeringsmuligheder omsættes i højere efterspørgsel efter varer og tjenester til forbrug og investering, vil de tekniske fremskridt som regel føre til en højere samlet produktion og ikke til arbejdsløshed.
Den historiske erfaring fra Danmark og andre rige lande er således, at produktivitetsfremskridt i det lange løb fører til højere realindkomst og ikke til lavere beskæftigelse.
Det udelukker dog ikke, at ny teknologi kan føre til arbejdsløshed, hvis arbejdsmar- kedet fungerer for stift.

I de seneste årtier har den teknologiske udvikling haft en tendens til at øge efterspørgslen efter faglært og højtuddannet arbejdskraft på bekostning af ufaglært arbejdskraft. I lande som USA og Storbritannien har dette medført et dramatisk fald i lønnen for ufaglærte sammenlignet med lønnen for faglærte.
Den øgede lønspredning har forhindret, at arbejdsløsheden er vokset, men prisen har været en stigende indkomstulighed. I mange europæiske lande har en kombination af fagforeninger, lov-fæstede minimumslønninger og forholdsvis høje velfærds-ydelser derimod forhindret et mærkbart fald i de ufaglærtes relative løn.
Til gengæld er arbejdsløsheden blandt ufaglærte steget, og dette er typisk også slået igennem på den samlede arbejdsløshed. Selv i Danmark, hvor den samlede beskæftigelse i de senere år er vokset, er arbejdsløsheden blandt de kortuddannede fortsat væsentligt højere end den gennemsnitlige ledighed.
Når den teknologiske udvikling støder sammen med en målsætning om at undgå øget ulighed, kan resultatet altså blive arbejdsløshed, hvis man vel at mærke søger at realisere målsætningen om en ligelig indkomstfordeling på en uhensigtsmæssig måde. Det er f.eks ikke hensigtsmæssigt at forfølge en lighedsmålsætning ved at gennemtvinge en høj lov-fæstet eller overenskomstmæssig minimumsløn, da resultatet ofte vil være, at svage grupper med forholdsvis lav produktivitet derved kastes ud i arbejdsløshed.
En bedre ide kunne f.eks. være at acceptere en større progression i skattesystemet, så de svage grupper får mulighed for at arbejde til en lavere løn før skat uden at blive påtvunget en lavere løn efter skat.
Ideen i de økonomiske vismænds forslag om et såkaldt beskæftigelsesfradrag (fremlagt i de to seneste vismandsrapporter) er netop, at øge beskæftigelsesmulighederne for de kortuddannede uden at skabe større ulighed i fordelingen af de disponible løn-indkomster.

Hermed er vi fremme ved den aktuelle danske debat om produktivitet og beskæftigelse. Regeringen har i sin seneste Erhvervsredegørelse fremhævet, at selv om det danske nationalprodukt pr. indbygger er blandt de allerhøjeste i verden, så er produktionen pr. udført arbejdstime ikke specielt høj i Danmark.
Forklaringen på det høje velstandsniveau i Danmark er altså ikke, at vi har en høj timeproduktivitet, men at vi har forholdsvis mange i beskæftigelse. Det samme forhold blev i øvrigt påpeget af de økonomiske vismænd i vor rapport fra foråret 1997, hvor vi viste, at arbejdstimeproduktiviteten i Danmark ligger under EU-gennemsnittet.
Ifølge erhvervsministeren finder regeringen, at denne tilstand er utilfredsstillende. Imidlertid har regeringen også formuleret en målsætning om at bringe de marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet i beskæftigelse. Hvis dette lykkes, vil det alt andet lige medføre en tendens til fald i den samlede produktion pr. udført arbejdstime.
Forklaringen på de svage gruppers marginalisering er jo typisk, at de har svært ved at leve op til de gældende skrappe produktivitetskrav på arbejdsmarkedet. Hvis disse mennesker skal i arbejde, må man realistisk acceptere, at de ofte ikke vil kunne bidrage så meget til produk-tionen som dem, der allerede er i beskæftigelse. Den registrerede arbejdstimeproduktivitet vil altså falde (alt andet lige, som det så smukt hedder).
Samtidig vil nationalproduktet pr. indbygger imidlertid stige, fordi flere inddrages i produktionen. I den forstand vil velstandsniveauet i Danmark altså øges. Hvis en hovedmålsætning er at standse udstødelsen fra arbejdsmarkedet, skal man derfor passe på ikke at gøre den forholdsvis lave timeproduktivitet i Danmark til et afgørende problem. Det var denne pointe, jeg søgte at fremhæve i forbindelse med offentliggørelsen af Erhvervsredegørelsen, jævnfør omtalen i Informa-
tion den 2. okt.

Men er det da umuligt både at øge timeproduktiviteten i Danmark og at bringe de marginaliserede grupper i arbejde? Nej, ikke nødvendigvis, men en realisering af begge målsætninger vil typisk ikke kunne realiseres uden omkostninger (alt andet ville vist også være overraskende!).
En forholdsvis lav timeproduktivitet kan i princippet skyldes tre forhold:
*De anvendte produktionsmetoder kan være forholdsvis arbejdsintensive, dvs. indsatsen af realkapital kan være lav i forhold til indsatsen af arbejdskraft;
*arbejdskraftens gennemsnitlige kvalifikationsniveau kan være forholdsvis lavt, eller
*udnyttelsen af de eksisterende ressourcer af arbejdskraft, kapital og viden kan være for dårlig.
Hvis arbejdsproduktiviteten skal øges gennem større investeringer i realkapital og ny teknologi, kræver det en større opsparing til finansiering af investeringerne. Produktivitetstigninger baseret på en forøgelse af arbejdskraftens kvalifikationer kræver øgede investeringer i uddannelse, der typisk finansieres af det offentlige via skatteopkrævning.
I begge tilfælde kræves altså, at befolkningen giver afkald på forbrug her og nu for gennem investeringer at opbygge større fremtidige forbrugsmuligheder, herunder muligheder for at opnå mere fritid i fremtiden uden at gå ned i materiel velstand. En sådan udvikling kan meget vel være ønskelig. Faktisk har de økonomiske vismænd argumenteret for, at der opspares og investeres for lidt i Danmark.
Pointen her er alene den simple, at produktivitetsstigningerne ikke kommer gratis, men opnås ved at der gives afkald på forbrug her og nu. Dette var en anden af de pointer, jeg søgte at fremhæve i mine kommentarer til regeringens Erhvervsredegørelse i Information den 2. oktober.

Endelig er der som nævnt den mulighed at øge produktiviteten gennem en bedre udnyttelse af allerede eksisterende ressourcer og kompetencer. Så-danne muligheder vil næsten altid være til stede, hvis man tænker sig om.
Derfor må det være en vigtig opgave for erhvervspolitikken at bidrage til at sprede viden om de bedste eksisterende teknologier og organisationsformer fra de mere effektive til de mindre effektive virksomheder og offentlige organisationer.

Peter Birch Sørensen er professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitets Økonomi ske Institut samt medlem af Det Økonomiske Råds formandskab.

APROPOS
'Kloge' arbejder offentligt
Danmark har et produktivitetsproblem. Så meget blev antydet i regeringens årlige Erhvervsredegørelse, som blev offentliggjort i sidste uge. Som mulig årsag til problemet peger Erhvervsredegørelsen på, at dansk erhvervsliv er domineret af forholdsvis 'lavteknologisk' og arbejdsintensiv produktion.
Målt på samlet produktion pr. indbygger er Danmark et af verdens absolut rigeste lande. Ganske vist er vores privatforbrug ikke højere end mange andre vesteuropæiske landes, men vores offentlige forbrug pr. indbygger er klart det højeste i verden.
Et interessant forhold (som ikke nævnes i Erhvervsredegørelsen) er, at den store offentlige sektor faktisk er den mest 'højteknologiske' af alle sektorer målt på arbejdskraftens uddannelsesniveau. I 1995 havde 27 procent af de offentligt ansatte en mellem-lang eller videregående uddannelse, hvorimod det i gennemsnit kun var 10 procent af de ansatte i private serviceerhverv, der havde en sådan uddannelse. i de private fremstillingserhverv udgjorde de nævnte uddannelseskategorier endda kun syv procent af de beskæftigede. Hele 59 procent af de højtuddannede var i 1995 beskæftiget i den offentlige sektor, mens det tilsvarende tal kun var 49 procent i 1970.
Dette rejser et par interessante spørgsmål: Søger de højtuddannede mod den offentlige sektor, fordi den 'lavteknologiske' private sektor ikke kan tilbyde dem jobs nok? Eller skyldes den 'lavteknologiske' karakter af den private sektors produktion for en dels vedkommende, at de højtuddannede traditionelt har orienteret sig mod den offentlige sektor?
Hvorom alting er: Det er selvfølgelig fortsat en vigtig opgave for erhvervspolitikken at skabe gode rammer for den private sektors produktion. Men erhvervspolitikken bør også bidrage til, at den offentlige sektors ressourcer udnyttes bedst muligt, når nu en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke og en uforholdsmæssigt stor andel af de højtuddannede arbejder i den offentlige sektor.
Derfor er det vigtigt at fortsætte den seneste tids debat om nye organisationsformer i den offentlige sektor og om et bedre offentligt-privat samspil.
Peter Birch Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu