Læsetid: 6 min.

Ringere efterløn - ringere retfærdighed

Debat
23. oktober 1998

Efterlønnen er et socialt afbalanceret velfærdsgode, som bør bevares for alle

OVERFØRSEL
Skal efterlønnen være et velfærdsgode, som alle 60-66 årige, der har været medlem af en a-kasse i 20 år og har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, kan benytte sig af? Eller skal efterlønnen være forbeholdt en mere begrænset gruppe mennesker, der f.eks. er nedslidte, eller som på anden måde har 'gjort sig fortjent' til efterlønnen? Eller skal efterlønnen betragtes som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der kun skal eksistere, når der er stor arbejdsløshed?

Skulle give plads til yngre
Da efterlønnen blev indført fra den 1. januar 1979 var det en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der hang sammen med den stigende arbejdsløshed. Der blev bl.a. argumenteret med, at efterlønnen ville betyde, at ældre, der måske endda var nedslidte, ville forlade arbejdsmarkedet og gå på efterløn og derved give plads til yngre. Når man ser på, hvor mange og hvem der i de følgende år har brugt efterlønnen, har den været en succes, idet mange 60-66-årige har valgt at gå på efterløn. Var det ikke sket, ville arbejdsløsheden - ikke mindst blandt de 60-66-årige - have været langt større.
Efterlønnen har hele tiden været indrettet sådan, at alle 60-66-årige kunne gå på efterløn. Dvs. at efterlønnen er blevet betragtet som et velfærdsgode. Men det er heller ikke overraskende, at de, der mener, at efterlønnen alene skal være en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, nu stiller spørgsmål ved efterlønnens berettigelse i takt med, at arbejdsløsheden er faldende. Arbejdsløsheden i dag er højere end dengang, efterlønnen blev indført, og arbejdsløsheden er forsat særlig høj for mennesker der har passeret de 55 år.
I 1997 lå arbejdsløsheden i gennemsnit på 7,9 pct. For de 55-59-årige og de 60-66-årige dog 10,2 pct. og 12,1 pct. Det viser, at nok snakkes der om et stigende behov for ældre medarbejdere. Men der er ikke nogen voldsom efterspørgsel efter den 61-årige medarbejder, eller for den sags skyld den 56-årige medarbejder, der har været arbejdsløs i længere tid.

Akademikere kun få pct.
I problematiseringen af efterlønnen som et velfærdsgode er der sat fokus på, at antallet af akademikere, der er på efterløn er stigende. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen var der pr. 31. dec. 1997 2.274 akademikere på efterløn i forhold til 1.896 året før. En stigning på 19.9 pct. Det lyder måske af meget. Men akademikerne udgør kun 1,7 pct. af samtlige efterlønnere.
Det er fortsat især kortuddannede, der har haft fysisk belastende eller monotont arbejde, der vælger efterlønnen. Således udgør SID'ere 17,7 pct., HK'ere 13,2 pct., FOA-medlemmer 12,3 pct. og de selvstændige 10,5 pct. af samtlige efterlønnere. Så i det omfang efterlønnen i sin tid var tiltænkt de mennesker, der var fysisk nedslidt, lever efterlønnen op til sit formål.
Selv om der er mange SID'ere og andre med hårdt fysisk arbejde, der bliver nedslidt i en relativ tidlig alder, er der også mange andre, der bliver nedslidt. Det gælder mange HK'ere og FOA-medlemmer. Men det gælder også mange børnehavepædagoger og sygeplejersker. Det er bl.a. forklaringen på, at funktionærer og tjenestemænd udgør næsten 11 pct. af efterlønnerne.
Men skal akademikere og skolelærere have lov til at gå på efterløn, spørger kritikere af efterlønsordningen. Svaret hertil er for det første, at der er ganske få akademikere og skolelærere på efterløn. For det andet er det netop for mange akademikere og skolelærere, at der sker en betydelig modregning i efterlønnen. For det tredje tror jeg hverken skolelæreren, eleverne eller samfundet som helhed har interesse i, at en skolelærer mere eller mindre tvinges til at fortsætte som lærer, hvis den pågældende føler sig nedslidt, udbrændt eller lignende, fra 60 års alderen.
Det har været fremført, at den automatiske ret til efterløn burde erstattes af bedre muligheder for at få førtidspension. Hvis dette forslag skal tages alvorligt, må der være tale om en helt anden førtidspensionsordning end den, vi kender i dag. Men uanset dette ønsker jeg ikke at udvide den ydmygende situation, det er for mange at skulle igennem en ansøgning om førtidspension.

Ikke kun for nedslidte
Ej heller vil det være acceptabelt, at efterlønnen skal være forbeholdt dem, der er fysisk nedslidte, idet det vil kræve indførelse af en procedure, der mere eller mindre svarer til proceduren for at opnå førtidspension.
I et forsøg på at begrænse f.eks. akademikeres muligheder for at få efterløn har det også været foreslået, at der skal kræves mere end 20 års medlemskab af en a-kasse for at kunne være berettiget til efterløn. Men hvis dette krav skal være effektivt, kræver det et antal år, f.eks. 35-40 år, som også vil ramme en hel masse andre, f.eks. mennesker, der i perioder har haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kunne være kvinder eller nogen af dem, der generelt har haft svært ved at få en plads på arbejdsmarkedet. Derfor ville en sådan stramning af kravet til at opnå efterløn være socialt urimeligt, kønsdiskriminerende og ellers ramme tilfældigt. Derfor skal alle 60-66 årige fortsat have ret til efterløn, hvis de vælger at træde ud af arbejdsmarkedet. Men ikke nødvendigvis fuld efterløn. Det må afhænge af, hvilke pensionsordninger de har ved siden, sådan som det også er i dag.

Modregning i efterlønnen
Der sker i dag en modregning i efterlønnen, hvis man sideløbende med efterlønnen får løbende pensionsudbetaling. 82,8 pct. af folkeskolelærerne får således i følge en stikprøveundersøgelse foretaget af Direktoratet fof Arbejdsløshedsforsikring reduceret i deres efterløn med gennemsnitlig 2.675 kr. om ugen. De tilsvarende tal for magistre er 66,7 pct. og 1.524 kr. For medlemmer af BUPL 46,4 pct. og 1.841 kr. Modsat udsættes 2,7 pct. af SID'erne for modregning med 735 kr. i gennemsnit. De tilsvarende tal for selvstændige er 1,9 pct. og 505 kr. om ugen. For HK'erne og medlemmer af FOA er tallene 11,5 pct. og 848 kr. om ugen og 15,5 pct. og 546 kr. om ugen.
Det viser, at modregningen er socialt afbalanceret. Der er grænser for, hvor stor glæde folkeskolelærere, magistre m.v. har af efterlønnen, mens de mennesker, der stort set ikke har nogen arbejdsmarkedspension får det fulde udbytte af efterlønnen. Der er dog en inkonsekvens i modregningsreglerne i dag, idet der kun sker modregning i den løbende udbetaling, men ikke i kapitalpensioner. Deri ligger givetvis forklaringen på, at de selvstændige slipper for modregning.
Vil man efterlønnen til livs, er det forståeligt, at man foreslår forskellige ændringer, der ændrer efterlønnen fra et velfærdsgode til en førtidspensionslignende ordning. Vil man derimod bevare efterlønnen som et velfærdsgode, skal principperne i den eksisterende efterlønsordning bevares evt. med justeringer i, hvor meget der modregnes og for hvad. Efterlønnens størrelse, modregningen i efterlønnen og graden af fleksibilitet i efterlønsordningen vil have afgørende betydning for, om de 60-66 årige vælger at gå helt eller delvis på efterløn.
Men lige så afgørende vil vilkårene - demokratiet, arbejdsmiljøet m.v. - på arbejdspladserne være. Vil vi derfor gerne have, at 60-66 årige i højere grad bliver helt eller delvis på arbejdsmarkedet, skal der ikke ske ændringer i, at efterlønnen er et velfærdsgode. Derimod skal ordningen gøres mere fleksibel, så de 60-66 årige kan vælge at være helt eller delvis på efterløn. Arbejder en efterlønner på f.eks. halv tid skal der ske en vis modregning i efterlønnen. På samme måde som det skal ske, når efterlønneren har en pensionsordning. Samtidig skal arbejdsgiverne gøre arbejdspladserne så tiltrækkende og spændende for de 60-66 årige , så de måske vælger arbejdspladsen helt eller delvis frem for efterlønnen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her