At vælge livet eller ej - det er spørgsmålet. Efteråret bølger af nyopsætninger af Shakespeare - dramatikeren der konfronterer os med vore egne valg og lidenskaber, fra det rå til det poetiske
Først kom Dr. Dante Teatrets opsætning af Hamlet i 'hardcore'-version. Så havde Østre Gasværk premiere på Romeo & Julie med teatrets nye lovende stjerner Mads Mikkelsen og Trine Dyrholm i rollerne som de ulykkesramte elskende.
Også resten af teatersæsonen følger nu en stribe nyopsætninger af Shakespearedramaer:
På Gladsaxe Teater er hele sæsonen tilegnet Shakespeare, begyndende med En Skærsommernatsdrøm som en blanding af dans, musik og skuespil. Herefter følger den noget mere dystre Macbeth i Ole 'Nattevagten' Bornedals instruktion, hvilket alene lover godt for kvaliteten af denne klassiske thriller. Og endelig kommer Trold kan tæmmes som musical. Og så er dette endda kun et udpluk af de mest spektakulære tolkninger i den nye sæson.
Shakespeare må vitterlig have haft noget nyt på hjerte, siden han fra slutningen af 1500-tallet udskiller sig som tidens suveræne dramatiker, frem til vore dage, hvor han stadig appellerer, ikke blot til det elitære teater, men i høj grad til de unge, eksperimenterende scener. Forklaringen ligger, efter min opfattelse i to forhold: Passion i indhold og nærvær i spilleform, der allerede i hans samtid brød med konveniensen.
Men lad os se lidt nærmere på hvordan Shakespeare bryder med traditionen, scenemæssigt som indholdsmæssigt.
Faktisk havde Shakespeare hård konkurrence i sin samtid, f.eks. i skikkelse af Ben Johnson og Christopher Marlowe. Men det er alligevel Shakespeare, der indskriver sig mest markant i teaterhistorien med sin umådelige produktivitet - alene fra 1591 til 1611 skriver han ikke færre end 37 skuespil. Oprindeligt skrev han historiske skuespil baseret på forgængeres arbejde (blandt andre Thomas Kyd). Vi ved, at han også brugte Plutarch som inspirationskilde, selv om han forholdt sig rørende letfærdigt til både historiske facts og de klassiske enhedskrav til tid, sted og handling. Desuden lånte han flittigt hos andre, således har italienske og franske novellesamlinger givet inspiration til de lettere skuespil og sagn.
Det er dog først og fremmest tragedierne, der grundfæster Shakespeares ry som dramatiker. Tragedierne er nok moralske, men ikke moraliserende, og temaerne er menneskelige laster, men bærer ikke præg af det samme deterministiske livssyn der var kendetegnende ved antikkens drama.
Dertil kommer, at Shakespeare bryder med den stilisering der havde præget teatret, til fordel for en mere nuanceret personskildring. Men den individualiserede skildring indeholder træk er fællesmenneskeligt genkendelige.
Et tydeligt brud med scenekonveniensen var at Shakespeare i høj grad medinddrager publikum i sine spil. 'The Swan', der har eksisteret i nu over 400 år, er en arena-scene. På Shakespeares tid var den omgivet af publikum, ja, der var endda plads til tilskuere i skuespillernes rum. I alt har der været plads til en 3.000 tilskuere - en betragtelig mængde, hvoraf en del sad eller stod på selve scenen, de såkaldte 'groundlings', en skik der efterhånden skulle spredes til andre teatre.
Man kan forestille sig, at det må have krævet en endog særdeles ekspressiv spillestil blot at komme til orde, og det er næppe nogen tilfældighed at Shakespeares trup var trænet i dans og akrobatik. Til gengæld krævede Shakespeare indlevelsesevne af publikum, da teatret jo ikke benyttede en sceneopbygning der skulle illudere virkeligheden. Der var tale om et minimum af dekorationer og udenomsværker. Ofte måtte en deklamator recitere væsentlige passager, samt angive episke træk som tid og sted. Det betød, at publikum alene på basis af ordene måtte visualisere en bestemt lokalitet. Handlingen skulle Shakespeare nok formidle!
Det er rimeligt at hævde, at det ikke var det ydre, men det indre drama, der interesserede Shake-speare. Samtidig ville han ikke nøjes med en snæver kreds af publikum, der da nok kunne lade sig fornøje af skuespil, men samtidig overbærende så ned på denne kunstart, og som i alle tilfælde ikke fik eftertanke af det stof han gav så rigeligt af. Som følge af sin indstilling, måtte han under puritanismen spille i de private
theatres der begyndte at skyde op.
Indholdsmæssigt konfronterer Shakespeare os altid skånselsløst med vore passioner, både de frugtbare og de dræbende. Således er en central replik til forståelse af Shakespeares (og vort) univers at finde i Romeo og Julie i præsten Lorenzos ord om at der i mennesker - såvel som urter - findes 'grace and rude will' - altså storslåethed såvel som grusomhed. Mennesket har fået muligheden for at udvise barmhjertighed eller ondsind.
Broder Lorenzo er også botaniker, og til stadighed holdes mikrokosmos op som sindbillede på menneskelig styrke og svaghed. Intet under at Georg Brandes - fadder til det moderne gennembrud i europæisk kulturliv knap 300 år senere - skulle fremhæve netop det små og det store hos Shakespeare i netop denne kontekst.
I Romeo og Julie er giften mellem slægterne og giften i bogstavelig forstand da også dræbende for både empati og kærlighed.
Også i En skærsommernatsdrøm er kærligheden og begæret på én gang livgivende og dræbende. I drømmene trives vore passioner, og drømme er som bekendt 'det stof vi er gjort af'. Men kan kærlighed styres, når den 'beror på øjet der ser'? Shakespeare gør ikke valget enkelt...
Er en Lady Macbeths kærlighed til sin mand mindre dybfølt eller ægte, når den omdannes til ambitioner på begges vegne, der i sidste instans er ødelæggende for dem begge? Nej, men i sin iver efter forgængelig status har hun haft valget mellem grace og rude will og valgte beklageligvis sidstnævnte.
Her er det ikke uvæsentligt at erindre sig, at Shakespeare skrev stykket i renæssancen i begyndelsen af 1600-tallet, og at det til dels kan ses i en bibelsk referenceramme. Dramaet handler om fristelse, valg og om brodermord. Men fristelsen til magt ligger i mennesket selv. Det er ikke ydre kræfter, hverken gud eller fanden selv, der har Shakespeares bevågenhed, men hvad der foregår i mennesket selv.
Det er imidlertid uomtvisteligt, at Shakespeare benytter sig af religiøse arketyper for at pointere konflikterne. Men i modsætning til både det antikke drama og til middelalderteatret er det ikke en løftet pegefinger, Shakespeare holder op for sit publikum, men - et spejl. Han har både sympati for sin hovedfigurs storhed og fald, og holder os samtidig skånsesløst dette valg og dets konsekvenser for øje. Macbeths anger strækker ud over en ren religiøs ruelse, og peger frem mod en humanistisk eksistentiel konflikt, hvor det gjorte nu en gang ikke kan gøres ugjort.
Anderledes muntert går det - i alt fald tilsyneladende - til i Trold kan tæmmes, selv om det bag lagene af drømme og forvekslinger er en historie om kønnenes kamp, om valg og fravalg.
"Drømmen er et teater, hvor drømmeren selv er både scenen, skuespilleren, instruktøren, produceren, publikum og anmelderen" skrev psykoanalytikeren C.G. Jung, og som i En skærsommernatsdrøm er det centrale drømmen om at være en anden, drømmen om lidenskaben.
En fuld bonde narres til at tro at han har drømt i femten år, anbringes i baronens seng, hvortil en skuespiltrup ankommer. (Hvis De synes at noget af dette lyder bekendt, er det ikke nogen tilfældighed. Kuriøst nok byggede Holberg sin Jeppe over denne figur.) Snart forveksles drømme og virkelighed og virkelighed med en anden virkelighed, og morsomt er det jo. Men Shakespeare er også ude i det ærinde at uddybe valgets vanskelighed, da der jo ikke kan siges at eksistere én objektiv sandhed. Vågne såvel som i drømme er vi i fare, 'som i en yndig drøms fatamorgana", som det hedder i stykket.
Shakespeares temaer er almenmenneskelige konflikter; misundelse/ storsind, kærlighed/ jalousi, magt/ svaghed, hvor valget er den centrale nøgle til forståelse. På samme måde som Hamlet har et valg - "at være eller ikke være".
Lad mig tilføje endnu ét. For mig at se handler Shakespeares teater om netop dette: Vil vi acceptere uretfærdighed og grusomhed, eller vil vi tage kampen med tilværelsens præmisser op? Og i så fald; vil vi gengælde ondt med ondt, eller vise storsind - grace eller rude will?
I begge tilfælde må vi gøre os konsekvenserne klart. Idémæssigt ligger tankegangen tæt på Camus' udsagn om at "det største filosofiske problem er selvmordet" (Sisyfosmyten):
Det handler om at vælge livet fra eller til på trods af dets grusomhed, og vore egne farlige passioner, som Shakespeare skildrer så virtuost.
