Læsetid: 2 min.

Spild af tid

Debat
7. oktober 1998

Er det spild af tid at bruge et par år af sin ungdom til at lære, hvordan forskellige dele af samfundet fungerer? Er det spild at få kontakt med med mennesker, der ikke lige har fået muligheden for at gå på universitetet?

STUDIETID
Det Radikale Venstre er nu i gang med en udvikling eller afvikling af partiets hidtidige uddannelsespolitik. Overskriften er tilsyneladende, at de unge ikke må spilde deres tid. Det nærliggende spørgsmål er, hvad er spild af tid? Er det spild af tid at bruge et par år af sin ungdom til at lære, hvordan forskellige dele af samfundslivet fungerer? Er det spild af tid at bevæge sig rundt i forskellige typer af jobs, hvor man får kontakt og skabt venskaber med mennesker, der ikke lige har fået muligheden for at gå på universitetet? Er det spild af tid at gå på efterskole, hvor man udover at forbedre sit niveau i de almindelige skolefag får udviklet andre sider af sig selv - eksempelvis selvstændighed.
Mener Det radikale Venstre, at det er spild af tid at gå på højskole og dèr lære, hvad den danske kulturarv er? Er det spild af tid at tage et år til udlandet efter endt ungdomsuddannelse?
Kan vi forestille os en præst fungere som 25-årig, hvor de foregående år stort set kun er gennemlevet på en skolebænk? Kan vi forestille os en psykolog fungere uden at have oplevet hvad livet er, når man skal rådgive?

Smider visdom ud
Nej, vel. Det er derfor for-tvivlende, når Det Radikale Venstre tilsyneladende alligevel er ved at smide al den visdom ud, der tidligere har præget deres uddannelsespolitik.
Jeg erkender, at det må være svært at være ny minister, og det er svært at stå op imod en finansminister, der hele tiden forlanger effektivitet for pengene. Men er det effektivitet, at unge skal tvinges igennem uddannelsessystemet uden tid til at lære, hvad det er for en kultur de er opvokset i, uden tid til at overveje, hvad der er deres eget ønske om en fremtidig uddannelse og et fremtidig arbejde?

Minister i kort snor
Jeg håber, at undervisningsministeren træder i karakter som radikal minister og vrister sig ud af finansministerens favntag, så hun kan genoptage Det Radikale Venstres uddannelsespolitik, der tager udgangspunkt i det hele menneske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her