Kronik

Den stærkes ret

13. oktober 1998

De fleste vil gerne af med Milosevic i Serbien. Men prisen kan blive for høj, hvis NATO selv tager sig ret uden om FN

Retfærd & velfærd
Det vides i skrivende stund ikke, om NATO angriber Jugoslavien, eller om den vestlige alliance - og hermed Danmark - bliver reddet på målstregen fra at gøre sig skyldig i et eklatant brud på folkeretten.
Heri vil der ikke for alle NATO's medlemsstater være noget radikalt nyt. For eksempel brød USA den 20. august en lang række folkeretslige regler med sine bombardementer af en farmaceutisk fabrik i Sudan og (angivelige) træningslejre for terrorister i Afghanistan.
Det er også sket før, f.eks. med bombardementer af Irak (1993 og 1996) og mineringen af havnene i Nicaragua. Den sidstnævnte aktion fik USA oven i købet dom for ved den Internationale Domstol, hvilket fik USA til at reagere ved (efter dommen) at benægte domstolens kompetence.
En sådan nedbrydelse af respekten for folkeretten kan måske være til USA's fordel (i hvert fald på kort sigt). Den kan derimod umuligt være i Danmarks nationale interesse, da et lilleputland som vores har en eksistentiel interesse i en omverden styret af retsprincipper.

Folkeretten kan groft dateres til første halvdel af det 17. århundrede. Ganske vist havde de foregående århundreder ikke været helt lovløse, bl.a. som følge af kirkens regulerende rolle. Men først med Hugo Grotius' skrifter (1625) fik man en teori for en international retsorden, og med den Westfalske Fred i 1648 fik man et almindeligt anerkendt regelsæt for staterne, dvs. begyndelsen til den moderne folkeret, hvis grundprincipper vi stadig lever med.
'Folkeret' er en noget diffust begreb i sammenligning med national lov, der bliver vedtaget ved almindeligt kendte regler; hvis ordlyd man nemt kan slå op i almindeligt tilgængelige lovsamlinger; og som vi i øvrigt har domstole til at fortolke og politi mv. til at håndhæve.
Dele af folkeretten har en noget svævende status: Er stater f.eks. bundet af 'almindelig sædvane'? Er de bundet af traktater, som andre stater, men ikke de selv, har skrevet under på? Og er nye stater bundet af deres 'ophavs' forpligtelser?
Andre dele af regelsættet er imidlertid helt ukontroversielle - f.eks. den regel, at stater er bundet af traktater, konventioner og andre aftaler, de selv har skrevet under på: Det hæderkronede princip at pacta sunt servanda, dvs. at aftaler skal overholdes.
Dette er en slags 'meta-princip', idet det er en forudsætning for næsten alt i staternes indbyrdes samkvem, såvel som for at indgå alle andre aftaler. Hvis aftaler ikke gjaldt, hvorfor i alverden skulle man ellers indgå dem?
Blandt sådanne aftaler er FN-pagten fra 1945, der (stort set, omend ikke 100 pct. konsekvent) er opbygget efter den 'westfalske model'. Underskriverne er stater, der anerkender hinanden som suveræne, dvs. som den øverste myndighed inden for deres respektive territorier.
Bagsiden af dette 'suverænitetsprincip' er princippet om "ikke-indblanding i indre anliggender". I FN-pagtens art. 2, stk. 4 står der også klart, at stater ikke må angribe hinanden militært - ja, de må ikke engang true med det. Der er kun én instans i hele verden, der kan give mandat til et angreb, nemlig FN's Sikkerhedsråd. Stater har ganske vist ret til at forsvare sig, enten på egen hånd eller kollektivt. Men om der faktisk er tale om selvforsvar, er samme Sikkerhedsråd den eneste instans, der kan afgøre autoritativt. Eftersom mulighederne for misbrug af selvforsvarsklausulen ellers ville være legio, er det slet ikke nogen dårlig regel.
Stater kan m.a.o. ikke blande sig i andres indre anliggender, og de må slet ikke gøre det i form af militære angreb. Denne regel gælder (som alle andre regler) lige for alle, hvilket betyder, at andre stater ikke lovligt kan hverken true med angreb (som USA gjorde det i januar-februar) eller faktisk kan angribe stater som Irak eller Jugoslavien, uanset disses optræden. Altså med mindre FN's Sikkerhedsråd giver dem mandat til det. USA kan heller ikke angribe mål i Afghanistan eller Sudan, uanset hvad de mener, der foregår på disse landes territorium, dvs. indenfor deres suverænitetsområde.
Ifølge de folkeretslige normer kan resten af verden heller ikke uden videre blande sig i, hvordan Jugoslavien behandler Kosova-albanerne - og slet ikke gøre det med militære midler. De befinder sig nemlig på Jugoslaviens territorium (med undtagelse af dem, der er flygtet til nabolandene). Derfor falder de under Jugoslavisk suverænitet. Det er naturligvis vores soleklare ret af mene og sige, hvad vi mener om den måde, lederne i Beograd behandler deres borgere på. Det er derimod ikke vores ret at blande os i det - og slet ikke militært.

Disse folkeretslige normer er ikke lydefri eller indiskutable. Ubehagelige regimer (hvortil man roligt kan regne både Irak, Sudan, Afghanistan og Milosevics Jugoslavien) har mulighed for at undertrykke deres befolkninger med ikke-indblandings-princippet som skalkeskjul. Den 'welstfalske verden' er derfor langt fra 'den bedste af alle mulige verdener' - og slet ikke når den anskues gennem kosmopolitiske briller som undertegnedes.
På den anden side er normen vel generelt i småstaters interesse, der ellers risikerede en idel indblanding fra stormagternes side i deres indre anliggender, udelukkende i kraft af de stores militære overlegenhed.
Selv om normen altså kan være værd at bevare, kunne der dog måske findes undtagelser? Hvis serberne f.eks. indrettede Auschwitz-lignende udryddelseslejre og indledte en 'Endlösung' efter nazi-tysk forbillede overfor albanerne, var verdenssamfundet vel ikke forpligtet til at se passivt til?
I dette (rent hypotetiske) tilfælde ville der foreligge en konflikt mellem to retsprincipper: På den ene side suverænitetsprincippet og på den anden forbuddet mod folkemord samt menneskerettighedskonventionen mm. I sådanne situationer er der flere valgmuligheder:
*Man kan arbejde for en ændring af den gældende retsorden.
*Man kan appellere til en højere retsinstans, der skal veje de forskellige principper op mod hinanden; bortset fra én af reglerne til fordel for den anden under påberåbelse af en slags nødværge.
*Eller ignorere reglerne helt og aldeles, måske endog benægte deres gyldighed.

Sidstnævnte alternativ er langt det ringeste, hvilket en analogi med færdselsloven kan illustrere. Selv om man i Danmark skal køre i højre side, må man naturligvis skifte vejbane for at undgå at påkøre et barn - men under ansvar for domstolene. Og selv om højrekørsel måske er at foretrække frem for venstrekørsel, er selv sidstnævnte langt at foretrække fremfor et fravær af regler. Tænk bare på myldretidstrafikken helt uden færdselsregler!
Selv dårlige regler kan altså være bedre end slet ingen regler - og specielt for den svagere part. 'Lov er lov og lov skal holdes' er altså slet ikke noget dårligt princip.
Anvender vi denne indsigt på den internationale politik, kunne der være meget der talte for at begrænse staternes (eksempelvis Jugoslaviens) ret til at behandle deres indbyggeres (albanerne) i strid med menneskerettighederne - eller Saddam Husseins 'ret' til at massakrere de kurdere, der (på bl.a. amerikansk opfordring) i 1990/91 havde gjort oprør mod hans styre.
I 1991 fandt man den løsning på dilemmaet, at USA, England m.fl. oprettede 'sikre zoner' på irakisk territorium, hvor kurderne kunne søge tilflugt. Man fik imidlertid (omend først efterfølgende og implicit) en blåstempling af denne aktion fra FN's Sikkerhedsråd. Et ret klart eksempel på en nødværgehandling, der ikke i sig selv undergravede det 'westfalske' internationale retssystem.

Man kunne principielt have gjort noget tilsvarende i Kosova - dvs. have grebet ind først og spurgt FN om bemyndigelse siden. Om det ville have hjulpet er et helt andet spørgsmål, der skal forbigås i denne sammenhæng. Den lange diskussion om, hvorvidt man behøvede et FN-mandat umuliggjorde imidlertid en sådan løsning. Har man én gang lagt spørgsmålet på FN's bord, fanger det. FN kan uddelegere problemet til NATO (eller sågar et enkelt land), men ingen kan tiltage sig en sådan delegation - som NATO ser ud til at gøre det.
Selve diskussionen har ydermere gjort sit til at undergrave den internationale retsorden. Nogle af vores NATO-allierede såvel som herboende avisredaktører m.fl. har (tilsyneladende i ramme alvor) hævdet, at NATO havde ret til at intervenere.
Det tjente Danmark til ære, at vi længe fastholdt, at der skulle et FN-mandat til en eventuel indgriben (hvilket også er den eneste tolkning, FN-pagten tillader), men til så meget desto større skam, at regering og Folketing til sidst valgte at tilsidesætte folkeretten til fordel for den erklærede hensigt at deltage i (hvad der folkeretsligt er) en angrebskrig mod Jugoslavien.

Man kan imidlertid høre (især amerikanske) 'eksperter' i international politik hævde, at legalitet kan skabes ved, at den, der handler, følger bestemte procedurer - eller sågar, at selve multinationaliteten kan gøre aktionen lovlig. Hvis m.a.o. den amerikanske præsident har Kongressens opbakning, og hvis NATO står sammen, skulle den have ret til at intervenere. Til efterprøvelse af 'logikken' i dette ræsonnement kan man anvende, hvad man kunne kalde 'mafia-prøven' (frit efter Anne Knudsens 'jødeprøve'):
Bliver f.eks. salg af narkotika til skolebørn lovlig af, at sælgeren har indhentet forudgående tilladelse fra den regerende 'godfather' (og således fulgt de 'interne regler') eller af, at man er flere om det? Naturligvis ikke - hvilket i parentes bemærket også ville have betydet, at Warszawapagtens invasion af det suveræne Tjekkoslovakiet for 30 år siden ville have været lovlig.
En sådan argumentation er ikke blot lodret nonsens, den er også undergravende for den internationale retsorden, hvis den bliver taget alvorligt af politiske beslutningstagere. I så fald vil den eventuelle intervention nemlig ikke blot være en overtrædelse af, men en fornægtelse af selve retssystemet - i dette tilfælde det internationale 'odificeret westfalske' retssystem, som FN både er den øverste myndighed i og vigtigste garant for.
Hermed undergraver man en respekt for den internationale retsorden, der både svarer nøje til, hvad vi kræver indadtil, og hvad der tjener Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, vor lidenhed taget i betragtning.

Bjørn Møller er seniorforsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning.

APROPOS
'Lovløse stater'
Den græske historiker Thukydid beretter, hvordan talsmænd for Melos og Athen under den Peloponnesiske Krig (431-404 f. Kristus) debatterede folkeretslige spørgsmål: Den berømte og stadig aktuelle Melianske Dialog.
Melianerne gjorde gældende, at fair play og retfærdighed burde styre staternes forhold til hinanden, mens athenerne med overmagtens arrogance fastholdt, at "de stærke gør, hvad de har magt til at gøre, og de svage accepterer, hvad de er nødt til at acceptere".
Dette kunne være mottoet for USA's fremfærd siden den kolde krigs ophør, hvor man er verdens eneste supermagt. Man har udnævnt en række stater (Irak, Iran, Libyen, Nordkorea og senest Jugoslavien) til 'rogue states', dvs. lovløse stater og mener tilsyneladende ikke, der gælder nogle regler for omgangen med disse stater. Ved at bryde de folkeretslige regler så eklatant placerer USA imidlertid sig selv i kategori med de andre 'lovløse.
Bombardementerne i august blev retfærdiggjort med henvisning til 'selvforsvar' og 'gengældelse' for attentaterne mod de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar-es-Salam, som den fanatiske muslimske fundamentalist bin Laden angiveligt stod bag.
FN-pagten (som USA i allerhøjeste grad var medforfatter af) kræver imidlertid, at:
"Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territorielle integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål" (art. 2, stk. 4).
Stater har ingen ret til 'gengældelse' og kun ret til selvforsvar, men kun efter et angreb har fundet sted, og indtil FN's Sikkerhedsråd foretager det fornødne:
"Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb mod et medlem af De Forenede Nationer, indtil Sikkerhedsrådet har truffet de fornødne forholdsregler til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed" (FN-pagten, art. 51).

Bjørn Møller

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu