Kronik

Staten kirken og tørklædet

Debat
21. oktober 1998

Også Frankrig har sine 'tørklædesager'. De rejser en ofte heftig debat - nemlig dybest set om, hvordan moderne ikke-religiøse samfund skal integrere store befolkningsgrupper, for hvem religionen er meningsgivende for hele samfundslivet

Danskernes folkekirke kan næppe forstås helt af andre end danskerne selv. Hos udlændinge vækker det f.eks. tit undren, at folkekirken varetager en række offentlige administrationsopgaver, og det er heller ikke let at overbevise fremmede om, at der er oprigtighed i den danske praksis, hvor næsten ni tiendedele af befolkningen betaler kirkeskat af egen fri vilje, selv om de fleste kun er kirkegængere ved festlige lejligheder. Helt galt bliver det, når man skal gøre rede for den danske na-tionalkristendoms indlejring i den nationale identitet.
Med dansk baggrund kan det være af interesse at kaste et blik på situationen i Frankrig. Her bliver nogle af de stærke religiøse brydninger, som i disse årtier foregår i de vestlige industrilande, nemlig særligt synlige.
Den franske forfatning har fastsat, at Republikken er en konfessionsløs statsdannelse, og adskillelsen mellem stat og kirke er fastlagt ved lov. Det kan her bemærkes, at det er selve Republikken, der er konfessionsløs, og statsapparatet skal således sikre, at princippet føres ud i livet. Egentlig kunne man supplere de tre republikanske grundprincipper 'frihed, lighed, broderskab' med dette fjerde, at republikken er konfes-
sionsløs. Det franske udtryk for begrebet er: "laïcité". En oversættelse er vanskelig. Ordet dækker over et specifikt republikansk begreb, der går tilbage til Revolutionen.
At republikken er konfes-sionsløs, har to hovedaspekter. På den ene side frigøres den offentlige sfære fra religiøs indflydelse. På den anden side sikres der religionsfrihed, ligesom der skabes lighed for loven, uanset om borgeren er troende eller ikke troende. Men laïcité-begrebet er ikke udtømt hermed:

For det første må man konstatere, at begrebet har en konfliktfyldt historie. De tre republikanske principper 'frihed, lighed, broderskab' har løbende givet anledning til kontroverser. Det fjerde princip, la laïcité har derimod traditionelt delt den franske befolkning i to store lejre: På den ene side katolikkerne og på den anden de fritænkende republikanere ('les laïques').
Hver lejr har haft sin verdensanskuelse, sine institu-tioner, sine strukturer og sine pressionsgrupper. Der har været tale om en århundredlang magtkamp i samfundet, undertiden bitter, thi den katolske kirke var velorganiseret, og den verdslige statsmagt var stærkt centraliseret. Forskellige udviklingsfaser har afløst hinanden. En markant begivenhed i denne kamp har været, at skolen blev løst fra kirkelig binding i begyndelsen af 1880'erne (samtidig med at den blev en offentlig, almen og obligatorisk skole). Et andet radikalt skridt blev taget, da kirke og stat blev adskilt ved lov i 1905.

For det andet må det understreges, at begrebet dækker et bredt spektrum af holdninger, for filosofien og strategien er ikke entydig og ensrettet i de fritænkendes lejr. Spektret strækker sig fra en militant anti-klerikal, ja antireligiøs holdning, der sågar kan få et sekterisk præg, til et frisindet samfundssyn og en neutral indstilling til det religiøse.
Men det er vigtigt at fastholde, at la laïcité ikke kan reduceres til religionsfravær. Der er tale om et republikansk borger- og samfundsbillede, baseret på fremskridtstro og tillid til den menneskelige fornuft, en humanistisk model med strejf af utopi. Men afgørende er det, at de politiske og de religiøse værdier holdes adskilte, hvilket i øvrigt i sig selv er et politisk anliggende. Det er derfor klart, at der hele tiden sker en udvikling i laïcité-begrebet, og dette har ikke mindst været tilfældet i de seneste årtier.
Det er ikke overraskende, at en sekulariseringsmodel som den, Frankrig har gjort til sin, giver skolen en særdeles central rolle, for der er jo tale om (især) to verdens- og samfundsopfattelser, der brydes mod hinanden. Skolen har derfor også jævnlig været et omstridt emne, og nogle af de største samfundsbataljer i Frankrig siden 1968-oprøret er blevet udløst af forhold, der angik landets skoleordning.

Selv om der i slutningen af sidste århundrede blev etableret en offentlig, konfessionsløs skole, betød dette ikke, at de katolske skoler ophørte med at eksistere. Der er således fortsat en lang række private skoler, som fungerer og får tilskud efter nøje fastlagte regler. I 1984 forsøgte den socialistiske regering at indføre en lov, der medtog den katolske skolesektor under en national enhedsordning. Forsøget blev på god fransk vis stoppet af en massemobilisering, og denne mobilisering talte ikke kun troende katolikker, den sendte også et utal af fritænkende socialister ud på gaden i protest. Ti år senere, da højrefløjen igen havde flertal, forsøgte dens regering at ændre loven om tilskud til private skoler, så disse kunne få gode penge til bygningsinvesteringer. På ny blev gaderne invaderet af demonstranter, og lovforslaget blev heller ikke denne gang til lov.
Det brede røre i den franske befolkning i 1984 og 1994 synes umiddelbart at bekræfte, at den gamle strid fortsat kan blusse op, striden mellem kirke og stat, mellem katolikker og laïques. Men så enkelt er det ikke.
Der var først og fremmest tale om aktioner, der blev struktureret af interesseorganisationer, og som ikke sigtede på at svække en modpart, men at bevare de etablerede rammer og de erhvervede fordele. Begivenhederne og den sammensætning, de mobiliserede skarer havde, afslørede klart, at konflikten ikke mere er, hvad den var. Billedet er langt mere nuanceret.

Dette blev til fulde bekræftet i 1989, hvor lederen af en offentlig skole i Parisforstaden Creil udelukkede tre indvandrerpiger fra undervisningen, fordi de mødte op med islamisk tørklæde og endog insisterede på at gå med tørklæde inden for skolens mure. I al enkelhed rejste sagen det grundlæggende spørgsmål: Hvordan forvalter man tilstedeværelsen og indpasningen af en fremmed kulturtradition i det etablerede national-mønster?
Det islamiske tørklæde i den bekendelsesfri nationalskole blev ikke blot et pitto-resk emne for massemedierne. Det udløste en voldsom debat i landet, og debatten blev ført i alle grupperinger og på alle niveauer i samfundet. Den er ikke afsluttet, for antallet af tørklæder stiger støt.
Det nye er, at striden ikke gælder skolernes og personalets religiøse eller irreligiøse forhold. Sagen er, at der fra elevside bringes en fremmed kulturtradition ind i den almene nationalskole, og at det sker med stærkt synlige symboler, som refererer til denne fremmede kulturtraditions religiøse grundlag. Og her er der ikke tale om Frankrigs fremmeste religion, men om islam, dvs. et fænomen i landets nyere historie, en min-dretalsreligion, der på ingen måde var inddraget i debatten, da stat og kirke blev adskilt i 1905.
Debatten er perspektivrig, fordi den er blevet ført og fortsat føres på tværs af det traditionelle mønster af fronter. Der er fortsat en militant venstrefløj af franskmænd, der ønsker at kæmpe for, at den offentlige skole konsekvent er bekendelsesfri. Denne militante venstrefløj bliver støttet af en ekstrem og delvis katolsk højrefløj, der ikke nødvendigvis (!) har de samme motiver til at bekæmpe de islamiske religions- og kultursymboler.
Over for denne gruppekombination står en anden gruppe, hvor de fleste hidtil har været fortalere for en bekendelsesfri skole, men de finder nu, at der i trosfrihedens og pluralismens navn må findes en fleksibel og praktisk løsning.
Tørklædesagen er ikke enestående som et nutidigt samfundsfænomen, der har udløst reaktioner, som vidner om opbrud i begge lejre i Frankrig. Der er også flersidet blæst om en række af de store etiske og socialpolitiske samfundsanliggender (genmanipulation, eutanasi, svangerskabsafbrydelse, kunstig befrugtning, ungdomsarbejdsløshed, migra-
tionsstyring, social udstødelse osv.). Også her tages der ofte heftigt til orde i den offentlige debat, og talen fortæller om en fragmenteret og åben situation i begge lejre, både hos katolikker og fritænkende.
Tørklædesagen er ikke enestående, men fortæller helt konkret om en væsentlig og voksende udfordring, som det sekulariserede samfund generelt står over for: Det skal integrere store befolkningsgrupper, for hvem religionen er meningsgivende for hele samfundslivet, også selv om der skelnes mellem religiøs og politisk samfunds-sfære. Dette kræver intet mindre end en debat og en nytænkning af den art, der er i gang i det franske samfund omkring laïcité-begrebet.
F.eks. tæller den islamiske befolkningsgruppe i Frankrig ca. tre millioner. Og de fremmede er kommet for at blive. Religionerne er blevet synlige på en ny måde, og dette gælder ikke kun islam.

Nytænkningen af laïcité-begrebet bekræfter en sociologisk regel, der siger, at en fremmed gruppe kun kan integreres i et etableret samfund, hvis dette samfund selv er rede til og i stand til at ændre sig. At fænomenet er særdeles synligt i det franske samfund i disse år, skyldes ikke mindst det republikanske laïcité-princip, der er indskrevet i landets forfatning, dog uden at forfatningen i øvrigt supplerer det med en klar definition.
Afsluttende er det værd at tilføje en lille bemærkning om de katolske Verdens Ungdoms Dage, der blev afholdt i Paris i august i år. Arrangementet fik større tilslutning, end selv den katolske kirke i Frankrig havde turdet håbe på. Men denne tilslutning blev kun i beskeden grad kanaliseret gennem traditionelle kirkestrukturer, og Kirken som institution kunne kun i begrænset omfang tage succesen til indtægt.
Dette forblev ikke ubemærket af kirkens eget hierarki. Claude Dagens, biskop af Angoulême, formulerede det på sin egen måde over for dagbladet Le Monde. Han sagde bl.a., at de spørgsmål, som de unge stillede sig selv og andre, kun havde lidt at gøre med de spørgsmål, som den foregående voksengeneration stillede, og som var spørgsmål, der "i højere grad gjaldt kirkens egen struktur og indre orden".
Måske bliver de gamle frontdannelser især udfordret af de unge, og ikke mindst af unge fra immigrantmiljøet og fra kirkens marginalområder?

*Gunnar Aagaard Nielsen er cand.mag. og har tidligere skrevet i Information om kulturelle, religiøse og samfundsmæssige forhold i Frankrig

Apropos - Religion for domstolen

Selv om kirke og stat er adskilt i Frankrig, sker det jævnligt, at domstolene må tage stilling i sager, der har en religiøs sammenhæng. Selv om de religiøse regler principielt ikke har retskraft, kan de afgøre en sag i kraft af deres krav om udøverens adfærd både som privatmenneske og samfundsborger.
Et eksempel: En rituel tilsynsførende i en jødisk restaurant blev afskediget, fordi han uden tilladelse fra sin arbejdsgiver var fraværende i 23 dage; årsagen var, at han deltog i sin søns begravelse i Israel. Afskedigelsen blev kendt uberettiget, fordi restaurantens ejer, der drev sit etablissement under streng overholdelse af jødisk lov, måtte anses at kende dens forpligtelser, når en nær slægtning skal begraves.
Til gengæld fik en lærerinde ikke medhold, da hun anlagde sag, fordi hun var blevet afskediget fra en katolsk institution. Den pågældende institution lagde vægt på, at den katolske kirkes officielle moralregler blev overholdt, og den henviste til, at hun var fraskilt og havde indgået nyt ægteskab.
Emnet er følsomt, og der kræves forståelsesvilje og åbenhed, når den verdslige dommer bevæger sig ind på religionernes område.
Men hvordan ligger landet, når Republikkens verdslighed, la laïcité, skal forsvares, bl.a. i de offentlige skoler? Det islamiske tørklæde har f. eks. givet anledning til, at elever er blevet bortvist fra skoler, og bortvisningen er i en række tilfælde blevet indbragt for retten. Her har skoler i nogle tilfælde fået medhold i bortvisningen, hvis tørklædet bl.a. indebar, at eleverne ikke kunne deltage i visse obligatoriske discipliner som f.eks. gymnastik og sport. Dog er det principielt ulovligt, hvis en skoleleder forbyder eleverne at bære et bestemt identifikationstegn for en religion.
Som bekendt er Guds tid ikke den samme for muslimer (fredag), jøder (lørdag) og katolikker (søndag). Og højtiderne er ikke ens. Franske skoler og arbejdspladser modtager i stigende grad ønsker om fravær på hellig- og højtidsdage, som ikke følger Republikkens officielle kalender. Det franske undervisningsministerium anerkender allerede en række ikke-katolske højtider, og tendensen går i retning af større fleksibilitet.
Det vil måske sige, at Den Franske Republik vil give større plads til religions-udøvelse. Her kan det være en strømpil, at katolikker ikke længere dominerer i den type sager, men har veget førstepladsen for medlemmer af andre trossamfund og sekter.
Gunnar Aagaard Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her