Kronik

Tabu og humor

Sproget kan krænke og latteren klinge hult, men skal vittigheder ligefrem forbydes? Tanker om aktuelle vittigheder og en aktuel bog
14. oktober 1998

Mennesket er "et dyr, der kan le" og "et dyr man kan le ad," skriver den franske filosof Henri Bergson i Latteren. Et essay om komikkens væsen (Kbh., 1993). Bogen udkom første gang i 1900.

Han præciserer: "Der findes intet komisk uden for det, der i egentlig forstand er menneskeligt." Et landskab kan ikke være latterligt, og et dyr er kun komisk, hvis der er noget i dets bevægelser eller minespil, der vækker mindelser om noget menneskeligt i os.

Latter, herunder den der udspringer af ordkunst, er noget specifikt menneskeligt. Hunde griner ikke, og fortæller heste vitser, sker det på et sprog, vi ikke forstår. Selvhøjtideligheden står næsten altid for skud, når vitsen ruller sig ud med sine næsvise, respektløse og forskruede projekter på tungen.

Latteren synes at følge sine egne regler, og det komiske florerer hinsides faste standarder for godt og ondt. Latteren er suveræn. Alt vibrerer omkring den, selvom den nok er svær at forklare og fastholde som andet end et navn, vi har givet for en tilstand af opstemthed og forløsende nærvær.

Bergson hævder: "Latteren har ikke større fjender end følelser." Det synes at harmonere meget godt med nogle iagttagelser fra disse dage, for latteren kan tilsyneladende i den grad krænke følelserne.

Jeg kan ikke udtale mig om kvaliteten af en bog, Nye danskere, som jeg ikke har læst. Men det forlyder, at denne bog indeholder en række aldeles upassende vitser om bl.a. 'perkere'. Ej heller skal jeg forsøge at føre personalepolitik for den danske afdeling af den amerikanske edb-koncern Cisco-Systems, der har fyret en medarbejder, fordi han skrev en vits på en intern e-mail-liste: "Hvor mange mandschauvinister skal der til at for skifte en defekt pære? Svaret er: Ingen, lad kællingerne vaske op i mørke."

Men jeg kan ikke lade være med at fundere lidt over vitsens og latterens betydning i samfundet. Det drejer sig ikke mindst om spørgsmålene: Hvilke beskrivelser af os selv kan vi tolerere at høre? I hvilke metaforselskaber kan vi føle os hjemme?

Det er meget upassende at grine ad handicappede, alvorligt syge mennesker eller af markante afvigere (meget kraftige, høje eller allehånde andre 'skæve' udgaver af homo sapiens). Men det skal ikke underkendes, at eksempelvis mange handicappede finder det uhyre vigtigt at være selvironiske og vitsproducerende.

Mange professionelle fagfæller laver vitser om deres 'klienter', når de ikke føler sig overvåget. Det sker i de eksklusive øjenhøjdefællesskaber, og 'sporten' praktiseres af alle, fra læger til socialpædagoger, fra bedemænd til højskolelærere... you name them.

Højskolebranchen er rig på fortællinger om eleverne. En kan være "et lille Guds ord fra landet", en anden være "gået i biografen inde i sig selv" (med et lån fra Per Højholt), en tredie være en "begavet, drømmende drønnert". Heldigvis ved vi også, at 'klienterne' døgnet rundt er aldeles leveringsdygtige udi vitser og alverdens ironiske udgydelser om 'de professionelle'.

Vits-fabrikerende danskere synes ikke at respektere, at der er noget eller nogen, man ikke laver vitser om. Der eksisterer intet helligt, intet der er fredet i klasse A. Gud, dronningen, seksualiteten og 'de fremmede' - alle må holde for. Faktisk kan det ligne lidt af en ære, når andre gider at ofre en vits på én. Når man er bange for at såre en handicappet person, bliver den handicappede umærkeligt udelukket fra at kunne komme med et modspil i det sociale rum.

I den bedste mening kan al for stor omsorg risikere at føre til endnu større problemer end en nok så dårlig vits. Til gengæld vil det være evident krænkende, hvis en friskfyragtig portør til en gruppe hårløse kemoterapi-patienter siger: "Nå, I har nok fået ny frisure, venner!" Hvis én af patienterne derimod sagde nøjagtigt det samme internt i gruppen, så ville ingen få ondt i røven over det. Vitsen lever af, at ordene ytres i en kontekst, hvori man forudforstår, før man forstår.

"Ordenes betydning er deres brug i sproget," skrev Ludwig Wittgenstein i sit seneste værk Om vished (fra 1951). Ordene er godt brugte, og de skænker os en verden langt fra de éntydige ordbøgers opslag. De talende og lyttende kender til ombytninger, overdrivelser, metaforer, gentagelser, ordspil og andre udgaver af den komiske fantasis sproggreb.

Det er vigtigt at pointere, at magtpositionerne selvfølgelig er aldeles ulige fordelt, hvis ikke alle de vitsudvekslende behersker det danske sprog i hele dets betydningsvidde og prægnans. Bl.a. derfor er det ufint at lave alt for fikse sprogspil med børn. Ofte har vitsen et så klichéladet betydningstilbud, at den ikke er til at grine ad.

Snarere end at forbyde vitser, kunne der arbejdes på at højne vitsernes kvalitet og i kvalitetssansens navn kræve, at kedelige, krænkende vitser ikke er gode nok. Et oplagt problem vil dog være, at der ikke kan udstikkes almene regler for vitsundfangelsen; thi denne foregår ikke i Dansk Sprognævn, på universiteternes danskstudier eller i hjertet af Undervisningsministeriet.

Alle har krav på ordentlige vittigheder, ikke mindst 'perkerne', der altid må holde for. I have a dream....: Jeg så nemlig allerhelst, at også 'perkere' deltog i at lave både dansker- og 'perker'-vitser (det gør de sikkert også, de bliver bare sjældent trykt!).

Af kvinderne må man næsten kræve, at de kan komme til at overtrumfe enhver hypermandschauvinist med endnu barskere vittigheder (det sker vist i øvrigt ofte...).

Racistiske og krænkende vittigheder er sjældent sjove, bl.a. fordi de ikke har selvdistance, og fordi det ikke er muligt for offeret at få sig et godt grin sammen med den, der forsøger at være morsom.

På den anden side kan humoren være så sort og overdreven, at vittigheden på trods af sin grovhed får en egen charme eller nødvendighed. Sproget røber meget, ikke mindst vid, sprogbevidsthed, synsvinkelskift og lysten til at fælde værdidomme.

Bergson skriver: "En bemærkning bliver komisk, når man fletter en absurd tanke ind i et stående udtryks hævdvundne form." Han fortsætter: "Man opnår en komisk virkning, når man lader, som om man forstår et udtryk bogstaveligt, når det i virkeligheden blev brugt i overført betydning."

Franskmanden siger også: "Man opnår en komisk virkning, når man overfører en tankes naturlige udtryk til en anden toneart."

Vitsen benytter sig ofte af det parodiske. Parodiens form drejer sig om en degradering, om at tingene skal blive latterlige. Bergson bestemmer både humor og ironi som satire. Ironien er af "oratorisk natur," den er veltalenhed og tankens bevægelse i de "højere luftlag." Humoren derimod understreges ved "at stige længere og længere ned i den eksisterende elendighed."

Standardfortællingen i kølvandet på Freud vil vide, at der findes en række samfundsbærende tabuer i vores kultur: Der hersker forbud om incest, kannibalisme og mord. Der er tale om utilgivelige 'ting', men også om fænomener, der pirrer mediernes, mediebrugernes og sprogets fantasi. Med et eksempel: Mon de er ved at æde hinanden i Nordkorea? En i så fald såre ufattelig tanke.

Rainer Werner Fassbinder løb med stykket Byen, affaldet og døden ind i et historisk-politisk tabu: I en ledende rolle sås en jødisk boligspekulant fra Frankfurt, som samtidig var et ualmindeligt dumt svin.

Mange følte sig krænkede og demonstrerede foran teatret, hvor stykket skulle opføres. En tysker måtte åbenbart ikke kritisere en jødisk magthaver. I øvrigt havde den jødiske kapitalist i stykket en såre konkret pendant i virkelighedens verden.

Denne lille hændelse drejer sig ikke om vittigheder i det mikrosociale rum, men om kunstnerisk frihed i det offentlige rum. Men problemet med at ville forbyde vittigheder handler også om at begrænse den sproglige frihed, om at forbyde tabu-udfordrende sentenser.

Det kan være i sin orden at udfolde en 'korrekt-ukorrekt' sprogbrug. Det er helt på sin plads, hvis absurde, paradoksale eller måske nærmest surreale træk skal fremdrages. Vittigheden kan være et klart røntgenblik igennem et komplekst fænomen.

Hvis vittigheder og andre udsagn er slappe eller krænkende, må de kritiseres, ikke forbydes. Af en vittighed bør man kræve, at den ikke blot er plat, fremmedfjendsk og nem at glemme. Den gode vittighed er en underfundig invitation og ofte en behændig omgang tabu-massage. Den stoute vits, der overlever det første møde med den kræsne øregang, er gjort af et uudgrundeligt sprogoverskud. Vittigheden kan således få en egen kraft, en egen berettigelse og en evident elegance.

Apropos Gruppegrin

Kant sagde: "Latter opstår, når en forventning pludselig opløses og bliver til ingenting."

Den berømte rumænske filosof Sergio Pütalivienski skrev i Über quatschen und Witze (udg. i (Vest)Berlin i 1987, hvor han levede i eksil):

"Vittighederne i landene bag jerntæppet har primært fem funktioner: 1) De giver systemkritikken stemme. 2) De fornyer hverdagssproget og indgår som livsnødvendige fænomener i dannelsen af de sociale bånd. 3) De er kompensatoriske; banale lynafledere for den allestedsnærværende afmagt; utilfredsheden koger over og bliver til velordnede sætninger. 4) De indgår i hverdagens arsenal af sort humor og bidrager hermed til den nærmest surreale tydning af en stadig mere ubærlig og utålelig verden. 5) De holder ansigtsmusklerne i form."

Der skulle håndfastere ting end vittigheder til at vælte en diktator. En Bresjnev-vits fortalte, at en lille indopereret elektromotor sørgede for, at kinder og kæbeparti kunne bevæge sig på Sovjets store leder. Motoren holdt liv i det dødsensalvorlige ansigt. I folkedybet fandtes i titusindvis af sådanne vitser, som gav systemkritikken lyd.

Den danske vitsforsker P.S. Hannibal har fået forelagt to af de vittigheder, som forfatteren Kåre Bluitgen har samlet til den undervisningsbog, Nye Danskere, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal: "Hvad er ligheden mellem en pik og en perker? De er begge bedst, når de er rejst." og "Hvorfor kan kineserne ikke spille fodbold? Hver gang der er hjørne, åbner de en grillbar."

Vitsologen P.S. Hannibal siger til Information: "Der er tale om latterforvoldende sproghandlinger. Latteren er en social gestikulation. Den udpeger afvigere fra den sociale orden. Vittighederne har en stærk appel. De danner fortolkningsfællesskaber og kræver, at publikum griner med; men vitserne kan også risikere at komme til at løbe åbne døre ind, hvis de ligger alt for langt under den aktuelle plathedstærskel. Latteren er altid en gruppes latter. Den har en social funktion, den kitter ofte normaldanskerne tættere til hinanden. Latteren udfoldes i et samvær med andre, og ingen af disse synes at være 'perkere' eller kinesere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu