Læsetid: 4 min.

Troen som en klippe

16. oktober 1998

Var folkekirken mere nysgerrig og åben, kunne den blive et forum for mødet mellem os selv og andre kulturer

TRO
Den 23. september havde overlæge Svend Lings et indlæg i Information: 'Nedlæg de teologiske fakulteter'. Et så radikalt forslag er sjældent i Information, men det var på mange måder velbegrundet. Teologi, siger artiklen, betyder gudelære og betegner videnskaben om gud. Videnskab er imidlertid rationel, og en videnskab om gud kan aldrig være rationel.
Heri har Svend Lings selvfølgelig ganske ret. Teologien kan benytte sig af en række videnskaber, historieforskning, studie af datidens sprog, tekstanalyse etc., men så snart man nærmer sig det egentlige kristne, bliver det altsammen ubegrundede postulater. Ja, vé den kristne eller bare religiøse, der mener at kunne sige noget endeligt om gud. Det kan næppe blive om andet end om ham selv.
Kirken bør privatiseres, mener Svend Lings, og de sparede ressourcer bør i stedet bruges til seriøs livskvalitetsforskning, hvorved vi hurtigere kan bevæge os fra middelalderen ind i fremtiden.
At privatisere kirken er et diskussionsemne, der vil presse sig stadig mere på i fremtiden. Den stadig øgede sekularisering, den stadig større befolkningsdel, der vil tilhøre andre organiserede religioner, den stadig mere åbenbare modsætning mellem kirkelig selvtilstrækkelighed og ægte kritisk erkendelse vil gøre denne diskussion stadig mere nødvendig. Men kirken hviler så trygt i helligåndens forjættelser (og den tilsyneladende så sikrede folkekirkelighed og det kirkelige etablissement), at den slet ikke har opdaget, hvor langt ude i farezonen kirken er.

Alfa og omega
Svend Lings alternative forslag er typisk for den solide videnskabsmand. Der skal gøres mere ved livskvalitetsforskning. Det ved videnskabsmanden, forskning er alts alfa og omega.
Den kristne ved, at Kristus er alts alfa og omega, dvs. ikke forskning men indsats, ikke viden, men kærlighed. Der er en ret betydelig modsætning her.
Samtidig forestiller Svend Lings sig, at vi ved livskvalitetsforskning hurtigere kan bevæge os væk fra middelalderen og ind i fremtiden. Dvs. at for Svend Lings er fremskridtet knyttet til fremtiden, mørketiden til middelalderen.
Den kristne såvel som den gode historiker kunne måske tænke anderledes. Opdraget med Johannes Åbenbaring ved den kristne, hvad vi kan vente os af fremtiden, og den gode historiker vil ikke være helt så overbevist, når det gælder om at vurdere de forskellige tidsaldre kvalitativt.
Det drejer sig vel hverken om videnskab eller fremskridtsoptimisme, når vi sammenligner de forskellige religioner og livsholdninger (til hvilke Svend Lings også hører), men om menneskelig subjektivitet. Subjektivitet skal man ikke kimse af, thi uden subjektivitet var vi intet, selv med al videnskab og al rationalitet.
Vore subjektive holdninger er ikke uden sammenhæng med vores genetiske og sociale historie, men sammenhængene er vanskelige at udrede og i sidste instans umulige at forstå. De skal leves.
Det der står på spil med folkekirken er i sidste instans vores folkelige tradition, vort danske værdigrundlag, den etik, de holdninger og værdier, vi mener at leve vort liv på. Folk uden baggrund mener, man kan droppe dem så let, som man kan få munden ryddet og anskaffe sig protese. De folk, der er opdraget i denne baggrund, elsker den mere end deres eget tandsæt.

Andre kulturer
Diskussionen om folkekirken er diskussionen om integration af de fremmede, om forholdet mellem fortid og fremtid, om værdien af vort kulturgrundlag og værdien af at få det udfordret af andre og måske mere spændende kulturgrundlag, af modsætningen mellem rodfæstethed og nyhedstørst.
Til syvende og sidst er det et spørgsmål om ødelæggende selvtilstrækkelighed op mod risiko for at kæntre i det ukendte.
Hvis kirken privatiseres, fralægger vores samfund sig ethvert ansvar for denne udvikling og overgiver den til de absolut ukyndigste. Thi uden folkekirke og teologisk studium og et besiddende og veletableret og derfor trygt og besindigt, selvværdigt præsteskab vil kirken udleveres til alle trosfanatikerne, der så på deres betingelser kan tage kampen op med de ligeledes fundamentalistiske muslimer.
Sker der derimod en langsom udvikling, er der folk indenfor og udenfor kristendommen, der stående i vores kulturtradition har forstået noget af videnskabens intellektuelle frigørelse og samtidens utrolige og fascinerende horisontudvidelse og samtidig har øje for subjektivitetens, dvs. her den danske subjektivitets kulturbyggende og udfordrende og tillidsvækkende livskvalitet, så skulle der være mulighed for en åben og vidende og kritisk integration af menneskene, uden at vi blæses helt omkuld af det ukendte og derfor frygtelige.
Kirken er upolitisk, den er vel etableret og har pælerod. Kunne den også blive nysgerrig, kulturåben, sagligt kritisk, kæmpende for sine livsværdier (ikke sine dogmer), sin kærlighed, uden at være snæver, færdig i sine teorier og, faktisk, i sidste ende, fordømmende, så havde alle, det danske samfund, vi, en opdrager, en kulturbærer, et mødested, et meningsforum, et rum for mødet mellem fortid og fremtid, mellem os og de andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu