Kronik

Udlicitering - et tveægget sværd

Debat
1. oktober 1998

Udlicitering kan let blive som at tisse i bukserne for at holde varmen. Hvis ikke man udnytter den øjeblikkelige effekt, vil det på længere sigt forstærke problemerne. Udlicitering er jo kun én løsningsmodel - at udøve reel ledelse en mere nærliggende

ØKONOMI & POLITIK
Politikerne og den offentlige debat har bidt sig fast i slagordet: Udlicitering - og det lyder stadig hyppigere. Debatten foregår med den skjulte dagsorden, at udlicitering skal bane vejen for en omfattende omlægning af den offentlige sektor. Og først da bliver debatten forståelig, for i sig selv er udlicitering på ingen måde en vidundermedicin. Udlicitering er i høj grad et tveægget sværd.
Det gælder for det private erhvervsliv og det gælder for det offentlige, at der kan være fordele ved at en virksomhed selv udfører en opgave, ligesom der kan være fordele ved at sende den i licitation - uanset om det er som fagentreprise eller totalentreprise.
Lederskab og ledelsens påpasselighed er i alle tilfælde afgørende for resultatet. Derimod rummer valget mellem licitation og at udføre arbejdet med egne ansatte ikke i sig selv nogen garanti for resultatet, hverken økonomisk eller kvalitativt.

Teoretisk kan man i mange tilfælde påvise en umiddelbar gevinst ved at udlicitere eller privatisere en ydelse. Men der er også en årelang erfaring for, at i praksis er den pris, der fremkommer ved en licitation lavere end den endelige pris. Og man oplever også i det offentlige, at leverancen ikke blev af det omfang eller den kvalitet, man havde forventet ved licitationen. Det gælder f.eks. motorvejsbyggerierne og Det Kongelige Bibliotek. Pengene inklusiv gentagne tillægsbevillinger viste sig i praksis ikke at slå til, så man blev nødt til at beskære projekterne.

Nogle vælger at se bort fra denne lange erfaring ved at sige, at licitationsgrundlaget ikke var godt nok, og at det var årsagen til både den ekstra betaling og at kvaliteten blev ringere end forventet - og at sådan noget ikke må finde sted i fremtiden.
Men vi mangler endnu at se, at politikerne over en længere periode evner at fastholde denne ideal-fordring i praksis i den offentlige sektor, før vi kan tillade os at regne med, at der er overensstemmelse mellem den teoretiske pris og den endelige pris - og mellem det fra starten ønskede og så den endelige leverances kvalitet og omfang.

Det offentlige har ikke bare stor praktisk erfaring at trække på ved udlicitering, men også med hvad det i praksis koster at give borgerne valgfrihed mellem at få en ydelse fra et privat firma eller fra det offentlige. Tag f.eks. skolevæsenet. Her har vi i utallige år haft konkurrerende folkeskoler og private skoler.
Den økonomiske virkelighed er, at det offentliges omkostning er ca. 25.000 kr. større pr. år, pr. barn for børn, der går i privat skole.
Kvalitetsforskelle mellem private og offentlige skoler er ikke generelt påvist, og et skolevalg er vel mest et spørgsmål om forældrenes følelser og bekvemmelighed.
Blev der indført lige vilkår for konkurrencen mellem privat og offentlig virksomhed - som nogle politikere anser for en vidundermedicin til forbedring af den offentlige sektor - så var privat-skolerne de første der måtte lade livet i den frie konkurrences navn.

Forslag om udlicitering af bløde områder, som sundhed og pleje, kan for alvor bringe følelserne i kog.
Sundhedsområdet er ellers et af de områder, hvor erfaringerne med udlicitering strækker sig over et langt åremål. Hele den personlige lægelige servicering har længe været udliciteret til private praktiserende læger.
Og resultatet har vi alle fået at føle på vor egen krop. År for år har vi måttet affinde os med en stadig dårligere service - efterhånden så dårlig, at man vanskelig kan komme i kontakt med den læge, der får et fast årligt beløb for at servicere en, for-uden betaling for hver gang det er lykkedes en at komme i kontakt med vedkommendes firma.
Og se på hvad der sker, når der bliver rejst krav om forbedret service. Straks kommer lægerne med et vel underbygget krav om ekstra betaling for den ekstra ydelse. Nøjagtig på samme måde som entreprenøren gør ved udliciterede anlægsopgave som f.eks. motorveje.
Og vore politikere mener kun at have den mulighed at betale - eller at nægte borgerne den pågældende service, med den begrundelse, at det er der ikke er råd til.

Det kræver lige så vel lederskab og påpasselighed at lede en virksomhed, der arbejdet ved at udlicitere sine opgaver, som det gør at lede den virksomhed, der løser sine opgaver med egne medarbejdere. Manglende ledelse fremmer altid et dårligt resultat.
Også en offentlig virksomhed har krav på og behov for, at dens øverste ledelse til stadighed arbejder med virksomhedens omkostninger og resultater - og en ansvarlig øverste ledelse, der til stadighed arbejder på at udvikle og optimere virksomheden.

Netop nu forhandles de kommunale og det statslige budget for 1999. De større kommuner og staten bruger avancerede budgetmodeller til næsten automatisk at udregne næste års budget. Det er geniale værktøjer.
En bivirkning er dog, at embedsmandsværket som følge af systemet ikke længere er forpligtet på at løse opgaven billigst og bedst muligt, men alene på at bruge et beløb af samme størrelse som sidste år på samme måde som sidste år med tillæg af de automatiske forhøjelser som sker på grund af generelle prisstigninger og f.eks. vækst i børnetal.
En anden bivirkning er, at politikerne helt kan slippe for besværet med at se virkeligheden i øjnene og beskæftige sig med den. Faktiske behov er ikke længere udgangspunktet for budgetlægningen. Budgetlægningen er henvist til edb-maskinernes cyper-space. Der levnes end ikke plads for en menneskelig vurdering af forudsætningernes aktuelle rimelighed eller om en anden fremgangsmåde eller teknologi kunne være økonomisk eller kvalitativ mere fordelagtig. Systemet forstærker bare hvert år helt automatisk overbrug såvel som underforbrug.

Københavns Kommune kan nævnes som et eksempel på et sted, hvor pengene fordeles på denne måde. Her stiger udgifterne til administration i de enkelte forvaltninger mellem 8 pct. og 333 pct. årligt, medens den offentlige service hvert år nedskæres med yderligere 2 pct. af lønsummen. Når problemerne så tårner sig op, fordi servicen er blevet for ringe og overhead-omkostningerne for store, så lyder nødskriget: udlicitering - som netop nu fra Københavns overborgmester.
Men i den situation kan udlicitering let blive som at tisse i bukserne for at holde varmen. Evner man ikke at fastholde og udnytte den øjeblikkelige effekt, vil det kun for-stærke problemerne på længere sigt. Under alle omstændigheder ville det være mere givtigt at fokusere på de egentlige problemer i stedet for at dække sig bag nødråbet om udlicitering, for udlicitering er jo kun en løsningsmodel. At udøve reel ledelse en anden og mere nærliggende.

Hans Runge Kristoffersen er mag.art. og forældrevalgt medlem af Fællesrådet for Folkeskolen i København.

APROPOS
Privatiser skolerne - ?
Folkeskolens andel af de samlede offentlige udgifter og af de kommunale udgifter har i en årrække været faldende. I København har politikerne besluttet, at hver enkelt forvaltning årligt skal spare et beløb, der svarer til 2 pct. af lønudgifterne. På løntunge områder som skolevæsenet betyder det, at folkeskolerne hvert år oplever en forlængelse af rækken af ødelæggende hovsa-løsninger for at spare det forlangte. De københavnske kommunalpolitikere har ingen planer om at fravige den årlige 2 pct.s nedskæring. Det betyder i yderste konsekvens en afvikling af den københavnske folkeskole, ikke blot i takt med nedskæringen, men også fordi eleverne vil flygte til private skoler, der ikke er omfattet af de kommunale nedskæringer.
Men inden da bør der findes mulighed for at folkeskolerne kan overleve. Vi er nok mange, der helst så, at kommunerne tog sig på at efterleve intentionerne i folkeskoleloven. Den mest skånsomme privatisering vil være at gøre de kommunale skoler til selv-ejende institutioner og indføre det velkendte og meget udbredte system med taxameter-finansieret uddannelse også på folkeskole-området. Princippet bruges allerede ved f.eks. private skoler, erhvervsskoler, seminarier og universiteter.
Hver skole bliver i så fald til en økonomisk og juridisk selvstændig enhed med egen bestyrelse. Skolen tildeles økonomiske ressourcer i forhold til skolens elevtal - med nødvendige reguleringer for tosprogede, elever med indlæringsvanskeligheder osv. Takstens størrelse fastsættes i folkeskoleloven.
En udbetaling af hele tilskuddet direkte fra staten kan overflødiggøre dobbeltadministration. En privatisering af folkeskolerne omfatter naturligt også en privatisering af børnetandpleje, specialundervisning osv. efter et tilsvarende system.
I det københavnske budgetforlig for 1999 er aftalt, at der skal udvikles en driftsform på børnepasningsområdet, hvor anlæg og drift af børneinstitutioner er privatiseret. Derfor er forslaget om at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner helt på linje med de forslag, som socialdemokraterne og de borgerlige på Københavns Rådhus forsøger at realisere.
Hans Runge Kristoffersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her