En kultur hviler ikke kun på menneskers rettigheder, men også på pligter. Kan de også sættes i system? En række fremtrædende politikere, suppleret med kendte filosoffer og samfundsforskere, gør forsøget
MENNESKERET
Det er 50-året for FN's menneskerettigheder. Interessen for menneskerettigheder er steget voldsomt, ikke mindst siden murens fald. Men der har samtidigt i alle årene været en kritik af menneskerettighederne. Dog skrives der sjældent om kritikken i den fri presse.
Kritikken af menneskerettighederne går på en række forhold. For det første; fokuseringen på rettigheder. De fleste kulturer og samfund bygger på både rettigheder og pligter. Men det vestlige samfund bygger på rettigheder. Liberalismen er en rettighedsfilosofi. For det andet; rettighedernes individualistiske karakter. Heroverfor har mange understreget behovet for kollektive rettigheder. For det tredje universalismen. Kritikere hævder, at menneskerettighederne ikke er universelle, dvs. kulturuafhængige. Men at de tværtimod er vestlige idealer. Oven i købet nyere vestlige idealer, idet vi også i Vesten indtil for nylig har haft og delvist stadig har pligter og kollektive rettig-heder.
Sidste år fremkom der et forslag til menneskepligter. En række fremtrædende politikere, mest tidligere statsministre, suppleret med kendte filosoffer og samfundsforskere, udsendte i 1997 Allgemeine Erklärung der Menschenpflichten (Piper Verlag, München). Gruppens navn er InterAction Council, og hovedmanden er den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt.
Af de øvrige medlemmer kan nævnes Jimmy Carter, Giscard d'Estaing, Felipe Gonzalez, Gorbachov, Kaunda, Lee Kuan Yew, Shimon Peres, Pierre Trudeau og
Franz Vranitzky. Blandt eksperterne er først og fremmest Hans Küng, der er kendt for sit Projekt Weltethos. Den kendte kommunitaristiske sociolog Amitai Etzioni har også været involveret.
I beretningen fra gruppens ekspertmøde 1997 hedder det, at det nyere Vesten har betonet frihed og individualitet, mens Østen har lagt vægt på pligt og fællesskab. Men med frihed bør der følge ansvar. "Vi har kæmpet for frihed og rettigheder. Nu er det på tide også at kæmpe for ansvarlighed og pligter." Det skræmmende er, at det er nødvendigt overhovedet at sige det.
Læser man forslaget til menneskepligt-erklæringen, blir man skuffet. Den lyder banal. Men det er jo også ulige sjovere at skrive ønskeseddel til jul, end det er at skrive en liste over forsætter til nyt-år.
Det mest interessante er en række omstændigheder omkring arbejdet med forslaget og argumentationen omkring det. Jeg skal her koncentrere mig om et bestemt aspekt, som forekommer mig tankevækkende. Det gælder fænomenet misbrug.
Misbrug er det hovedargument, som menneskerettighedstilhængerne hyppigst fører i marken, når de bekæmper forslag til pligter og kollektive rettigheder. Det er meget godt med pligter. Men det vil blive misbrugt af onde magthavere, hvis rettighederne knyttes sammen med pligter. Så kan en diktator bekvemt undskylde sig med, at hvis folk ikke lever op til deres pligter, skal de heller ikke have rettighederne. Argumentet er ikke uden overbevisende kraft. Det er let at finde konkrete eksempler. Alligevel er spørgsmålet: Er argumentet fældende?
Her er det, at bogen om menneskepligter kommer med et fremragende eksempel på det modsatte: Rettigheder kan også misbruges. Konkret drejer det sig om ytrings- og pressefrihed. 1997 fremsendtes et brev til FN's generalsekretær Kofi Annan. Brevet var afsendt af World Press Freedom Committee, en ny verdensomspændende komite for pressefrihed. I dette brev anråber pressefrihedskomiteen Kofi Annan om at hjælpe til med at afværge den trussel mod pressefriheden, som forslaget til menneskepligter indebærer. Komiteen hævder, at der er modstrid mellem Menneskerettighedserklæringens artikel 19 og menneskepligtforslagets artikel 14.
Artikel 19 i FN's menneskerettighedserklæring siger: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilketsomhelst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser."
ArTikel 14 i forslaget til menneskepligter siger: "Mediernes frihed til at informere offentligheden og kritisere samfundsmæssige arrangementer som regeringsforholdsregler - hvilket er væsentligt for et retfærdigt samfund - må bruges med ansvarlighed og omtanke. Mediernes frihed indebærer en særligt ansvar for nøjagtig og sandfærdig gengivelse. Sensationsberetninger, der nedværdiger den menneskelige person eller værdighed, skal principielt undgås."
Komiteen hævder i brevet, at artikel 14 ødelægger pressefriheden. "Frihed forudsætter frihed til fejltagelse," som det hedder i brevet. Efter min mening har vi her misbrugsargumentets selv-undergravelse. Misbrug er altafgørende, når det handler om pligter. Pligter kan misbruges til censur. Altså skal vi ikke have pligter. Men når det derimod handler om rettigheder og frihed, så er misbrug pludseligt ikke afgørende. Komiteens brev til Annan indrømmer, at pressefrihed kan misbruges (frihed til fejltagelse). Men det hører med til friheden. Det er knap nok et misbrug.
Det forekommer mig dog svært at afvise de uhyrlige misbrug, som pressefriheden dagligt medfører. I et brev, hvor de svarer på komiteens anklage, henviser InterAction Council til prinsesse Dianas død. Pressesvineriet i den forbindelse kan ikke blot affærdiges som en fejltagelse, der hører med til friheden. Det er et eklatant eksempel på bevidst og indbringende misbrug. Dette misbrug forekommer ikke i ny og næ. Pressefriheden misbruges hver evige dag året og kloden rundt, bevidst, systematisk og med succes. Og efter min mening ofte med ødelæggende følger. Ikke des mindre gælder misbrugsargumentet ikke her.
Misbrugsargumentets dobbeltstatus er dobbelmoral. Mulighed for misbrug af pligter og kollektive rettigheder er et stærkt, ja fældende argument mod pligter og kollektive rettigheder. Men misbrug af rettigheder og frihed er overhovedet ikke et argument mod rettigheder og frihed. Det er ikke blot ensidigt. Det er hykleri.
