Kronik

Bændelormen, der blev monolit

Debat
21. november 1998

Stykke-Per, Lykke-Per, Dykke-Per - i 100-året for Pontoppidans roman 'Lykke-Per' gør Pontoppidans nutids-udgiver status over en udviklingsroman, der begyndte med titaniske drømme og endte i en fjern udkant i mandig smerte

Når talen er om litterær udødelighed, er det de første tohundrede år der tæller, skrev Georg Brandes engang. Klassiker-kandidater vil nok gerne nøjes med en kortere frist, og éthundrede år er jo også noget. Den alder opnår Henrik Pontoppidans udviklingsroman Lykke-Per i år. Lad os indfinde os til fødseldagen og se hvordan den gamle har det.
I og for sige er det kun begyndelsen af Lykke-Per der så lyset i 1898. Pontoppidan og hans forlægger havde nemlig lært af hans foregående romanværk: Det forjættede Land (1891-95), at det gik fint at publicere portionsvis. Først købte folk de enkelte successive bind, og når hele rækken var færdig, tog Pontoppidan den ind i værkstedet igen og høvlede den af til en ny, revideret og forkortet udgave, som boghandelen sagtens kunne sælge. Sådan havde Pontoppidan som sagt gjort med Det forjættede Land, sådan gjorde han endnu med sit tredje storværk: De Dødes Rige (1912-17).
Og altså med Lykke-Per. Den kom først i otte successive bind: To i 1898, to i 1899 og derpå et i hvert af årene 1901-04.
I virkeligheden fulgte Pontoppidan meget forskellige principper til at sammenføje leddene i de tre store romanværker. Medens historien om pastor Hansted, Det forjættede Land, gives i tre tidsmæssigt klart adskilte og afsluttede epoker (eller kriser) i heltens liv, så var Lykke-Per meget mere af en rigtig føljeton. Pontoppidan omtalte da også hårdnakket de enkelte bind som 'hefter', selv om de var på 130-270 sider. Handlingen i hvert bind har vigtige uafklarede forhold, der råber på en fortsættelse. Og i de sidste seks bind er der indsat en summarisk 'Forhistorie' - en nødvendighed for nye læsere, modsat hvad der var tilfældet i Det forjættede Land.
For resten har planen nok udstrakt og forskudt sig noget undervejs. Digteren skitserer i et brev til kritikeren Otto Borchsenius i 1898 - efter bind to - værkets videre gang noget simplere end den blev.
Til Edvard Brandes omtalte Pontoppidan i 1903, altså et år forud for sidste binds fremkomst, Lykke-Per som "denne lange bændelorm, der er afgået led for led fra halen af, og hvis 'hoved' nu vil vise sig med ottende hefte, et sandt Medusahoved." Det er en typisk Pontoppidan-ytring - med tvesyn, som de kalder det: på den ene side grotesk, komisk, von oben; på den anden side dyster og streng (det skrækkelige syn af Medusas hoved forstener iagttageren).
Det er vel mindre overraskende at Pontoppidan her tillægger romanens slutning en særlig vægt; det gør alle forfattere. Det primære spørgsmål er snarere om de enkelte udstødninger til sammen danner en ordentlig orm. Helt god syntes Pontoppidan nok ikke den var, siden han i to omgange prøvede at trække den sammen: Til tre bind i 1905, til to bind i 1918. Den sidste udgave er den nu gængse, som nok delvis var forårsaget af at forlaget gerne ville cashe opmærksomheden for Pontoppidans (halve) Nobelpris 1917. Trebindsud-gaven regnes for den heldigste af kendere som Flemming Behrendt. Men forlæggere elsker forkortelser.

Lykke-Per hænger som andre udviklingsromaner sammen ved at følge en (mands)person fra ca. pubertetsalderen til graven. I dette livsløb er fokus i virkeligheden koncentreret på ret få år i 20'erne. Her ligger heltens kærestehistorier. Og her udfoldes hans store projekt, der dog snart punkteres indefra og udefra. Hvorfor? Dels fordi projekter skal mislykkes i naturalismens store romaner (herunder Pontoppidans to andre nævnte). Dels fordi Pers projekt - en infrastrukturel og energiproduktiv omkalfatring af Jylland - ikke kunne udføres i en realistisk roman: Bogens læsere ville bestride at der fandtes store bølgeenergi-maskiner og en frihavn ved Hjerting.
Lykke-Per er et eventyr-navn. Det borgerlige navn er Peter Andreas Sidenius, søn af præste-
familjen Sidenius. Han bryder ud af familjen og traditionen og går på Polyteknisk Læreanstalt. Et stykke af vejen trak Pontoppidan på sin egen biografi; det gør mange forfattere af udviklingsromaner. Billedet af den sure kristelige baggrund må have lignet, for familjen blev meget vrede på Pontoppidan. Senere har de haft grund til at formildes.
Selvbiografi er der derimod ikke i unge Sidenius' tekniske udviklingsprojekt. Og næppe ret meget i hans egoistiske Don Juan-vej til penge og materiel sikkerhed. Vigtigst blandt de besejrede kvinder er her hans kæreste, den jødiske rigmandsdatter Jakobe Salomon, et af Pontoppidans store og stolte kvindebilleder. Det er mellem hendes frie, humane dennesidighed og hans - uagtet al trods - genkommende binding til præstearven, at kampen står. Hans projekt går i vasken - uklart om det egentlig duede. Et påfølgende ægteskab med en jysk præstedatter og hældning til flere kristelige alternativer holder heller ikke. Per resignerer da som fraskilt og vejassistent på Vestkysten, hvor han dør mandigt i tro på naturen, personlig-
heden og smerterne, men ikke Gud. Om de ting nu kan være i én og samme tro.

Det er en rig og broget roman med kulturbilleder af underholdende og delvis autentisk værdi, bl.a. portrættet af dr. Nathan = Georg Brandes. Og i en række scener af fristelser, dilemmaer, opgør og rævekager kender man fortællerens mesterhånd; som novellist ydede Pontoppidan nok sit bedste. Især var han vel kærlighedsdigter, spændt mellem det puritanske og det dionysiske.
Hovedpersonens vej er ikke gerade aus, hvad der heller ikke ville passe med forestillinger om 'udvikling'. Men måske er karakterens sammenhæng for elastisk for hovedpersonens vedkommende (ikke for sekundærpersonernes!).
Så er det jo også en refleksionsroman, og hvilke af hovedpersonens og de øvriges tanker og ytringer af livsfilosofisk art man skal tage for mere end den enkeltes lyriske el.lign. udblæsning - det er ikke så let at afgøre undervejs. Pers er naturligvis altid flotte, navnlig de afsluttende, men dèr udgør de heller ikke et hele. Dog vil nogle netop rose Pontoppidan for hans 'tvesyn', dvs. evne til - ikke mindst i fremstillingen af sine romaners hovedpersoner - at trække tæppet væk under den naive sympatiske læserforventning. Det er til en vis grad et spørgsmål om hvilken 'poetik' man kommer stikkende med.

Men det er et kritikhistorisk faktum, at Lykke-Per i størsteparten af de forløbne hundrede år har haft en meget høj status i den litterære dannelsesinstitution - hos litteraturforskere og dansklærere - og hos et stort læsende publikum. Måske især dem med gejstlig familjebaggrund el. lign.? Fra Vilh. Andersen over Ernst Frandsen til Thorkild Skjerbæk og Sven Møller Kristensen har de taget Per alvorligt, evt. afbalanceret af Jakobe. Her var, syntes man, en stor national digtning om personlighedens frigørelse. Et post-kristeligt, men også post-brandesiansk værk.
Da ideologikritikken senere kom i cockpit'et, gik det jo mindre venligt til. Per og hans digter skulle dukkes. Når Jørgen Holmgaard (i Dødens Gilding, 1971) kaldte romanens ideologi for "den sorteste og dybeste politiske reaktion", troede han sikkert at det var et virkeligt dansklærer-monument han torpederede; og det var jo også en art kompliment. Men var monumentet så monolitisk som Holm-gaards analysemetode forudsatte?
Jeg er ikke sikker på at Lykke-Per når frem til læsere på 200-års dagen, men hvem véd? Hvis noget er sikkert, er det at digterværker ikke forsvinder alene fordi de indeholder et forkert kvindesyn, en forkert klasseopfattelse, en forkert ideologi. Det gør de jo alle.

Lars Peter Rømhild er litteraturhistoriker, mag.art.. Han har for Det danske Sprog- og Litteraturselskab udgivet Pontoppidans Det forjættede Land. Havblik midt på dagen, et udvalg af Thorkild Hansens artikler (sammen med Gitte Jæger) er netop udkommet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her