Kronik

'Bare enormt frie og tolerante'

Debat
11. november 1998

Kultur er blevet et overophedet, upræcist bindestregsord, 'folket' til forbrugere. Heller ikke tidens højskoleelever ved, hvad de skal mene om kunst - udover, at 'Du har din mening, og jeg har min'. Deres lærer synes, det er for lidt

TRO & FILOSOFI
Jeg underviser unge mellem 19 og 25 år i filosofi, sociologi og retorik på en kriseløs højskole i det grønne Nordsjælland med masser af elever. Undervejs med mit 14. hold spørger jeg eleverne, hvad der gør et kunstværk til et godt kunstværk. De bliver bedt om at fremføre nogle argumenter, kort sagt fremsætte nogle kriterier for at fælde æstetiske domme. Argumenterne skal kunne tåle at se dagens lys og klare at blive mødt af de andres kritiske spørgen.

Endnu engang hører jeg svar af formen: "Det giver mig en god oplevelse". "Det føler jeg bare". "Jeg kan godt li' hendes måde at skrive på". "Det rører ved noget i mig". "Det lyder godt". "Jeg synes, at....". "Det gør mig i godt humør, jeg kommer i god stemning". "Min subjektive mening er..." etc. Ofte bliver flere af disse sætninger fremført i al hast efter hinanden i form af tautologiske, selvbekræftende og alment appellerende cirkelslutninger.

Går jeg de stereotype og i selvforståelsen såre private og subjektivistiske svar på klingen, finder jeg ud af, at den æstetiske domspraksis altid er koblet til en uhyre tolerant grundtone. Alle har tilsyneladende ret til at sige og mene hvad som helst.
Den næste elevs udtalelse kan være 180 grader modsat - men næsten ingen vover at kaste sig ud i en kritik, endsige en markant anfægtelse, for de vil meget nødigt krænke hinanden. Det er tilsyneladende svært for dem at skelne bolden fra manden. Der hersker udbredt meningsfrihed, men også en vis uinteresseret ligegladhed blandt de velopdragne, veltilpassede eks-gymnasieelever. For de andre mener jo bare, hvad de mener - og det har de jo ret til. Meget få slås for deres udsagn, og endnu færre kan skelne mellem en blot og bar mening og 'noget', der måtte være større end en forhastet sådan.

Forundringen breder sig i mit sind. Hvorfor mon de ikke fremfører, at værket i sig selv kan have kvalitet (f.eks. via en værk-analyse, der kan vise den optimale materialebeherskelse)? Hvorfor mon de ikke siger, at et stort kunstværk kvalificerer sansning og sprog, ja, kan øge vor æstetiske sensibilitet?
Hvorfor mon de ikke fremhæver kunstens gådefuldhed, dens dragende uudsigelighed og anderledeshed og dens metafysiske erfaringsdimen-
sion? Hvorfor antyder de ikke, at det fjerne og skjulte kommer nærmere med værket? Hvorfor kræver de ikke, at værket skal åbenbare en fremmed og større verden end den kendte? Hvorfor mon de ikke fremfører kunstens længsler, lykkeforhåbninger, kritiske afsøgninger, dens afkald på grusomhed, dens dybe hjemløse smerte, dens melankolske utilpassethed etc.? Hvorfor mon de ikke argumenterer historisk og siger, at et kunstværk må formå at arve traditionen kritisk overskridende? Hvorfor mon de ikke fremhæver kunstens civiliserende og demokratiserende potentialer? Hvorfor mon de ikke fremhæver kunstens erindringsdimension og dens frihedstrang, hinsides givne repræsentationsordener og kommercielle indfangningstrusler? Hvorfor mon de ikke fremhæver, at kunstværket kan tydes som noget, der i bedste fald vil overleve kunstnerens og fortolkerens død, hvis det vel at mærke er noget værd?

Enkelte fremhæver den geniale kunstner, der præcis vidste, hvad han gjorde. Heri åbenbares en identifikation med kunstneren (ofte koblet med en dyb biografisk interesse) og en bekendelse til, at stor kunst altid er skabt med en fornuftsstyret intention.
Der er dog elever, der siger, at kunstværket - for at yde sit begreb værdighed og formå at fylde det ud - må være klogere og rigere end den, der har skabt det. Så bliver jeg hed af glæde. Andre siger, at vi ikke skal snakke for meget; thi selve talen er ødelæggende for kunstens magi. Så bliver jeg uhyre forvirret, selv om jeg på en måde forstår dem.
Der er også elever, der sammenligner værker af samme kunstner eller inden for samme genre og fremhæver
værkimmanente kvaliteter. Brugsorienterede psykofunktionelle argumenter fremføres også: "Jeg kan godt lide at danse til det nummer, vaske op til det, køre i bil til det..."

Tænker jeg lidt efter, iført de sociologiske briller, finder jeg følgende påstande i ærmet: Friedrich Nietzsche (1844-1900) fremførte, at der ikke gives kendsgerninger, men at alt er perspektiver, d.v.s. måder at fortolke på. Denne filosofisk-erkendelseskritiske perspektivisme synes at være blevet til praktisk hverdagserfaring for det moderne menneske med en på én gang kolossal demokratiseringseffekt, en blindhed og en glemsomhed til følge.
Demokratiseringen, som Nietzsche næppe villet have elsket eller havde chancer for at kunne forudse, bunder i, at alle kan fremføre hjemmerørte fortolkninger af hvad som helst, og at alle afkræves meninger (ud med sproget!), uden at de har tænkt sig om eller oparbejdet et vidensområde.
Blindheden og glemsomheden beror på, at den, der i dag fælder en æstetisk dom, tror, at han eller hun gør dette suverænt. Vedkommende ser ikke, at sanserne og sproget er forhåndsfortolkende og gjort mere almene og gemene, end godt er. Vi har forventninger om, hvordan musik skal lyde og maleri skal se ud, før vi nærmer os disse kunstformer. Vi hører og ser gennem sociologiske og kulturelle filtre, som vi sjældent forstår, og endnu sjældent betvivler.

Samtidig er forpligtende kulturopdragelsesidéer gået i glemmebogen. Kultur er blevet et overophedet, upræcist bindestregsord, og kunsten risikerer at blive kvalt af kommercielle interesser og megainstitutioner, der kvæler værkerne og generer deres skrøbelige aura.
For at nærme sig kunsten må man lære at slukke for den larm, der omgiver kunsten, og som man selv - ofte uden at vide det - har med i bagagen, når man entrer kunstens haller. Det virker, som om det politiske establish-ment og de dagsordensættende medier ikke har nogle dannelsesprojekter for hele 'folket' på tapetet længere. Snarere ydes der allehånde tilbud til forbrugerne. Forbrugerne får forbrugsfrihed, og kunsten bliver en vare som alle andre. Endnu et kulturtillæg, endnu et katalog, endnu en film, endnu en anmeldelse....

Julius Bomholt er død, og hvis den nuværende regering egentlig har et offensivt og offentligt bud på kunstens samfundsmæssige og eksistentielle betydning, har jeg i hvert fald ikke hørt om det.
Jytte Hilden gjorde, hvad hun kunne for at undergrave enhver tillid til en tænkende, ambitiøs kulturpolitik.
På ét niveau kan der tales om kunstformynderiets fallit - på et andet om et kvalitets- og dannelsestab af omfattende dimensioner.
Hvis det stod til grundaccenten blandt 'mine' højskoleelever pt. skulle vi afskaffe al kunststøtte, Statens Kunstfond etc. Det mener de godt nok ikke, når man går dem på klingen. Men det er yderst sjældent, de formulerer andet end rene private smagsinteresser. Selv om de er svorne tilhængere af offentlige biblioteker og godt kan bringes til at se, at Det kgl. Teater eller Den kgl. Ballet må støttes, selv om de sjældent eller aldrig opsøger disse steder, synes de at være med på en total privatisering og forbrugsorientering af hele kunstscenen ud fra devisen: Lad falde hvad ikke kan stå - lad forbrugerne selv afgøre, hvad de vil have! Hér går hyperindividualismen, den antiautoritære grundholdning og skattebetalerens synspunkt (in spe, for endnu betaler de jo ikke så meget til 'skattefar') hånd i hånd.

Måske kan der også tales om de store projekters metaltræt-hed. Gamle stålsatte opdragelses- og dannelsesprojekter har fortonet sig. Meget få tillader sig i dag at have opbyggelige projekter på andres vegne. Sært ydmyge og defensive træder statsbærende, professionelle mennesker i baggrunden. Der tilvejebringes institutioner, strukturer og formelle procedurer for snart sagt hvad som helst. Der evalueres på livet løs.
Men hvem tør i dag tillade sig at tale, som Georg Brandes, Broby Johansen eller Steen Eiler Rasmussen gjorde det i fordums dage? Det virker umuligt at tale på tværs af og at råbe de mange delsystemer op. De adskilte sfærer adlyder og fordrer forskellige sprog, og de store stemmer og almene udsagn synes at tilhøre en svunden tid.
Det virker på forhånd umuligt at vove et bud på en fælles æstetisk kvalitetssans, uden at det straks vil blive sagt, at denne blot udtrykker den formulerendes egne fordomme og smagskriterier. Det kunstpolitiske spil taber højde, mens de æstetikteoretiske studier professionaliseres, og det offentlige kunstræsonnement forsvinder.
Imens synes eleverne på Krogerup Højskole, de er 'enormt frie' til at mene hvad som helst om stort set hvad som helst.

Steen Nepper Larsen er cand.mag. og højskolelærer på Krogerup Højskole.

APROPOS
Hvad f... er der sket med dig?
Egentlig er der ikke noget at sige til, at der breder sig en vis selvbeskyttende tanke-træthed i samfundets dannelsesinstitutioner i en uoverskuelig tid, hvori ethvert menneske burde være forpligtet på at oparbejde sig en viden om alt det, der er tænkt og gjort om alting... med henblik på selv at give sit eget besyv med... ad åre.
Når man erhverver sig indsigter og lærer at se verden på ny, forandres man, til tider endog umærkeligt. Det kan blive svært at vende hjem fra højskolen til venner, kæreste og familie: "Hvorfor er du blevet en anden...hvad fanden er der sket med dig?"
Det er både anstrengende og farligt at gennemløbe en afnaiviseringsproces, og som lærer kan man ofte spore en vis modvilje mod den type teori og spekulation, der ikke umiddelbart på tre minutter og i fem hovedsætninger kan præsenteres som var den en journalistisk tekst i et lettilgængeligt, næsten allerede læst dagblad.
Krænkende er det sikkert også at få at vide, at fordi en roman af Peter Høeg, et nummer af Pink Floyd eller et digt af Michael Strunge fremhæves som stor kunst, så er det ikke sikkert, at argumentationen herfor er autonom (givet i form af en selvstændig, selvlovgivende 'dom'), og at denne blev fældet uafhængigt af de herskende vesterlandske, generationsspecikke kunstmarkeder og forhåndenværende smagsregimer.

Steen Nepper Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her