Læsetid: 3 min.

Brandtale fremfor bekendelse

30. november 1998

At venstrefløjen endnu ikke har formået at gennemføre en åben debat om sin fortid, endsige frem-lægge en historisk analyse af almen betydning, interes-serer ikke Ole Lange

HISTORIE
Den 25. november havde dr. phil. Ole Lange en af sine gode og karske klummer i Information, denne gang om heksejagt og selvopgør på venstrefløjen. Oles synspunkt er, at angrebene på den 'gamle' venstrefløj nu har antaget
hetzagtig karakter, og at grænsen for al anstændighed er overskredet, når man er begyndt at gå efter manden og ikke efter bolden. Således er lektor, dr. phil. Poul Villaume i Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Weekend-avisen blevet svinet til med det tydelige formål at forsøge at holde ham uden for et eventuelt udvalg af historikere til undersøgelse af PET's historie, som han ellers ville være selvskreven til.
Jeg er helt enig med Ole i, at den nuværende kampagne har et konkret formål, som ganske enkelt er i første række at forhindre en undersøgelse af efterretningstjenesterne og i anden - hvis den ikke kan forhindres - at sørge for at udelukke kritiske historikere, som ikke ser det som deres primære opgave at legitimere statsmagten.
Hvis der skal være en historisk undersøgelse, skal konklusionen helst være ligesom i undersøgelsen af de amerikanske atomvåben på Grønland, hvor nogle historikere og samfundsfagsfolk bekvemt konkluderede, at de danske politikere på grund af Den Kolde Krig ikke kunne gøre andet end at lyve over for den danske befolkning. 'Konteksten' forklarede og undskyldte ligesom H.C. Hansen og de andre beslutningstagere, og så måtte demokratiet komme i anden række. Noget lignende ønskes givetvis gentaget med en historisk undersøgelse af PET, og derfor skal en fremragende historiker som Poul Villaume ikke deltage i en sådan.
Så vidt, så skidt, det er ældgamle magtmekanismer, der gentager sig her, men derfor bør man alligevel protestere mod dem.

Bekendelser
Når Ole kommer til spørgsmålet om venstrefløjens historie, får piben imidlertid en anden lyd. Nu er der ikke tale om 'undersøgelse', ikke engang om historie, men om 'bekendelser'. Med dette religiøst-moralsk konnoterede ord får Ole fikst fejet hele spørgsmålet om 60'ernes og 70'ernes politiske radikalisme ind under gulvtæppet. "Hvem kan mon bekende mest? Og mest inderligt og ærligt? Et pragtfuldt offentligt, kollektivt flæberi af selvbebrejdelser".
Ja, latterligt, ikke sandt? At venstrefløjen endnu ikke har formået at gennemføre en åben debat om sin fortid, endsige fremlægge en historisk analyse af almen betydning, interesserer ikke Ole. I underteksten rumsterer den gammelkendte frygt for, at det at begynde at åbne en debat om venstrefløjen på nuværende tidspunkt ville være vand på højrefløjens mølle, og derfor bør det undgås.
Som om vi stadig levede unde Den Kolde Krig og ikke havde frihed til at debattere frit! Bekendelser og flæberi skyder han det ind under. Det må have været en sølle venstrefløj, hvis dens historie ikke kan tematiseres på anden måde end som "en stor politisk Oxfordbevægelse."

Uinteressante synder
Ole kan have ret på sit eget plan. De fleste ville nok komme til at gabe, hvis han stod frem og bekendte sine politiske synder fra den tid - så slemme de to Bent'er Blüdnikow og Jensen end ville finde dem. Men hvis Ole kunne skrive en seriøs analyse af, hvad der egentlig skete på venstrefløjen som en del af det danske samfund 1965-80, og hvorfor det skete, kunne han gentage en af sine berømte kioskbaskere. En Mikkel Plums makværk ville ikke have en chance. Ja, den selvdøde venstrefløj og de unge, der skal føre den videre, kunne måske få nyt liv gennem et indblik i fortidens handlinger og visioner. Vete-ranerne kunne komme til at diskutere igen, og kommunikationen mellem generationerne kunne genoptages, lige som der i 60'erne foregik en idéudveksling og gensidig inspiration mellem 30'ernes og 60'ernes venstrefløj, f. eks. i Studentersamfundet.
Dette sagt uden tidens store svøbe - ironien - for undertegnede havde selv meget ud af at møde Hans Kirk, Mogens Fog, Aksel Larsen, Børge Houmann, Carl Madsen, Henning Friis, Erik Ib Schmidt, Mikael Rode, Spræng Smith og de lidt yngre Arne Gaardmand, An-dreas Jørgensen og Gert Petersen. Dengang talte vi ikke om selvopgør og bekendelser, når vi talte om 30'erne, men om politik, teori og kultur.
Hver gang talen i dag falder på bearbejdning af venstrefløjens fortid i 60'erne og 70'erne, kaldes det - ikke kun hos Ole Lange - for 'bekendelser'. Det gives et latterligt Oxford-bevægelsespræget skær. Hvorfor? Måske fordi Ole som kulturel og politisk venstrefløjsveteran helst vil blive siddende på sin knold og synge: Tral la la la la la la la'h.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu