Hvordan vandt det lille Belgien koloni-kapløbet og kaprede det enorme Congo-område i Afrika? Dagens kronik fortæller historien om en konges grådighed og et land langt borte
Hvis krigen i Den Demokratiske Republik Congo resulterer i landets opdeling, vil det være den foreløbige afslutning på et enestående stykke kolonihistorie.
Hvor andre afrikanske kolonier skabtes for at beskytte etablerede kommercielle eller militære interesser, blev området bag Congo-flodens munding kun besat på grund af en enkelt mands grådighed. Denne mand var Leopold II, konge af Belgien.
Fra 1885 til 1908 var Congo formelt en fri stat (Congo Free State). Denne stat delte statsoverhoved med Belgien, men herudover forbandt ingen formelle bånd Congo med den belgiske stat. Hvor de engelske og franske kolonier i Afrika var et anliggende, man kunne diskutere i den tids offentlige fora, var det ene og alene Leopold, der bestemte hvad, der var godt for Congo. Og hvad der var godt for Congo, var godt for Leopold.
Baggrunden for Congos unikke historie skal søges i tidens globale magtfordeling, som nøje afspejlede forholdene i Europa.
Anden halvdel af det 19. århundrede var en langtrukken nedtur for datidens eneste supermagt, England. Englands verdensdominerende flåde - dengang målestokken for militær slagkraft - stødte ikke alene oftere og oftere på tyske og franske krigsskibe i Atlanten. Belgien, Tyskland og Frankrig var også ved at indhente det produktionsforspring, som England havde fået gennem sin industrielle revolution.
Samtidigt blæste der nye ideologiske vinde over kloden. Hvor England i sin lange tid som eneste supermagt havde været en stærk forkæmper for global frihandel, havde USA, Frankrig, Tyskland Rusland og Italien kun protektionistiske svar på tidens økonomiske recession. I denne periode, hvor de fleste af de europæiske stater beskyttede deres markeder mod andre landes produkter, blev betydningen af kolonier som afsætningsmarkeder og råstofdepoter ekstra vigtig.
Og så indledtes The Scramble for Africa. Ved starten af dette hæsblæsende kapløb fra ca. 1870 til 1900 stod Belgien svagt i Afrika. England havde gennem mange år været vel-etableret i Ghana, Nigeria, Sydafrika og Ægypten. Frankrig stod sammen med England i Ægypten og forstærkede fra dets base i Senegal sit engagement i Vestafrika. Sammenlignet hermed havde Leopold end ikke fodfæste i Afrika.
Muligheden for Leopold kom, da den engelske regering i 1877 afviste Henry Morton Stanleys forslag om at åbne Congo-bassinet bag de ufremkommelige slugter og vandfald ved Congo-flodens munding. Dette var den samme Stanley, som efter at have rejst mange måneder gennem Afrika mødte en hvid mand, som han kun kunne formode var Dr. Livingstone.
I 1879 blev Stanley antaget i Leopolds tjeneste. I løbet af de næste fire år etablerede Stanley kommunikationslinier op til Stanley Falls ved Stanleyville, (i dag Kisangani). I første omgang stilede Leopold blot mod et kommercielt monopol ved at sætte sig på handelen på Congo-floden.
Men hans aktiviteter medførte en øget interesse fra et fransk selskab under ledelse af en italiensk franskmand, Savorgnon de Brazza. Det lykkedes de Brazza at forhandle en traktat hjem med høvding Makoko fra Bateke-stammen på den nordlige side af Congo-floden (de Brazza kom således til at lægge navn til hovedstaden Brazzaville i Congo nord for floden - 'fransk Congo').
De Brazza var dog ikke udsendt af den franske regering, som da også i første omgang afviste hans ønske om, at Frankrig officielt ratificerede traktaten med Makoko. Den franske regering ønskede nemlig ikke at bryde med sin 'entente cordiale' med England angående kolonispørgsmål.
Den vanskelige situation med uroligheder og opstand i Ægypten fik dog den franske regering på andre tanker. England og Frankrig dominerede i fællesskab Ægypten, men da den franske regering ikke kunne rejse midler til at sætte ind ved siden af England, tog England selv affære, og Frankrig måtte forlade Ægypten.
Dette krænkede den nationale stolthed og blev gnisten til en folkelig protest i Frankrig, som de Brazza forstod at udnytte. Den franske regering indså nu, at den ikke fornærmede England ved at annektere landområdet nord for Congo-floden, som ingen (europæiske) magter gjorde krav på. Resultatet blev, at den franske stat sikrede sig suveræne rettigheder over området nord for Congo-floden.
Dette tvang Leopold til at søge tilsvarende traktater i området syd for Congo-floden.
Hermed fik Leopold et redskab, som han med sine veludviklede diplomatiske evner kunne udnytte til internationalt at få anerkendt sit herredømme over Congo. Leopolds talenter indenfor realpolitikken stod ikke tilbage for noget andet statsoverhoved i det 19. århundrede.
Leopold indså, at den opadstigende magt, Tyskland, også havde interesser i Afrika, hvis Bismarcks ambitioner om at være med i den politiske verdenstop skulle tilfredsstilles. Det fik Leopold til at forsøge et hidtil uset træk på den politiske scene.
De forskellige traktater, som blev indgået med lokale høvdinge blev ikke indgået med Leopold som modpart. I stedet samledes traktaterne hos Congo International Association, som Leopold godt nok havde grundlagt, men formelt ikke havde nogen tilknytning til. Denne føderale organisation blev i stedet repræsenteret af organisationens præsident, en ældre belgisk oberst.
Da USA i april 1884 anerkendte Congo International Association, indeholdt teksten kun formuleringer om flaget og Congo som en venligtsindet regering.
Den nævnte ikke noget om suveræne rettigheder. Men for Leopold var det et første skridt i den rigtige retning. Da Tyskland senere samme år forhandlede med Congo International Association, havde Leopold to formål; dels at få anerkendt suveræniteten over området og dels at få udvidet territoriet.
Leopold spillede stærkt ud. De grænser han foreslog lå 1.000-1.500 km fra de svagt funderede handelsstationer, som Stanley havde grundlagt ved Stanleyville.
Efter lange forhandlinger gav Bismarck, hvad Leopold ønskede, og Congos nutidige grænser mod Nord og Øst var fastlagt. Leopold havde fornemmet, at Tyskland hellere ville indrømme den ubetydelige belgiske konge nogle uudnyttede afrikanske landområder end overlade dem til England eller Frankrig, som var langt stærkere konkurrenter.
I januar 1885 var det Frankrigs tur til at forhandle med Congo International Association. Mens grænserne mod Nord og Øst forblev urørte, blev dem mod Syd ved denne lejlighed udvidet med 500 km. Men også Frankrig lod sig overtale. Leopold havde naturligvis planlagt udfra, at Frankrig ikke havde nogle besiddelser i det sydlige Afrika. Ved at anerkende Leopolds ret til landet indtil vandskellet mellem Congo-floden og Zambezi-floden kunne franskmændene derimod håbe at stække Englands ekspansion fra Syd.
Således fik Congo sin enorme udstrækning, og selvom endnu et udvidelsesforsøg mod Nord slog fejl, førte det til en traktat med England, så Leopold nu havde alle de væsentlige magters anerkendelse af hans interesser i Congo.
Alle de europæiske lande havde naturligvis været klar over, at Leopold stod bag Congo International Association. Derfor var der ingen, der gravede dybere i Congo International Associations formelle overdragelse af suveræniteten til Leopold, selvom den sandsynligvis har fundet sted for at fuldføre Leopolds projekt.
Leopold havde under alle omstændigheder fået mere, end han kunne gabe over. I modsætning til andre kolonier måtte kolonimagten først efter at have fået anerkendt grænserne til at udbrede sin administration til landet.
Det lykkedes ikke lige godt overalt, og de forskellige provinser i Congo havde også før de nuværende uroligheder en udstrakt grad af selvstyre.
Derfor kan det i en vis forstand synes naturligt, hvis Congo nu opdeles i mindre områder.
Måden, det i givet fald vil ske på, vil desværre også være enestående, da konflikten i Congo reelt er den første afrikanske storkrig med indblanding af en række selvstændige lande.
Men Congo er, som det altid har været, anderledes.
Jørn Fredsgaard Sørensen er cand. scient. pol.
APROPOS
Rigdommens forbandelse
Næppe noget land er blevet så udplyndret af sine kolonisatorer som Congo, og i sin efterfølgende selvstændighed blevet så mishandlet af sin egen hersker.
Først erobrede Kong Leopold II territoriet. Så tvang USA og Storbritannien det over i den belgiske stats hænder. Den forstærkede slavegørelsen af befolkningen: Congo var i mange år en af de få kolonier på kloden, der gav et overskud til moderstaten. Dernæst sørgede et belgisk-amerikansk inspireret kup for, at magten blev videregivet til Joseph Mobutu, der fortsatte traditionen med at plyndre landet hæmningsløst. Landets rige ressourcer har været mere en forbandelse end en velsignelse.
I 1888 havde den amerikanske dækfabrikant Dunlop opfundet det pneumatiske dæk, og efterspørgslen efter gummi eksploderede. Der var masser af gummitræer i Congo, og for at presse det yderste ud af sin koloni opdelte kong Leopold den i handelskoncessioner, hvor selskaberne fik stort set frie hænder til at skaffe Leopold indtægter.
De congolesiske bønder blev pålagt så voldsomme krav om gummileverancer, at frugtbare landområder snart var på kanten af hungersnød, fordi mænd, koner og børn brugte hovedparten af deres tid på at tappe gummi til den fjerne konge.
Som gummi blev Leopolds gevinst, var især de store kobberforekomster i Katanga-provinsen Belgiens - og siden Mobutos - pris.
Lokket af mulighederne for gevinster i kobber-, kobolt-, guld- og diamantminerne flokkedes investorer om Laurent Kabila, da han sidste år tog magten ved et oprør, og igen var USA involveret i et congolesisk magtskifte.
Er det de samme gevinster, som har fået Zimbabwes hersker Mugabe til at sætte sit skrantende lands økonomi på højkant med en voldsom militær indsats til støtte for Kabila? I hvert fald er Congo i færd med at blive udstykket - dels til Angola, dels til Rwanda og Uganda, der alle tre fører krig i Congo mod oprørere, der destabiliserer deres lande.
Og mon ikke, de også har et godt øje til Congos rigdomme, der foreløbig ikke har givet dets indbyggere meget andet end rædsler, rædsler?pety
