Kejser Gates krydser klinger med apokalypsens præster, der prædiker om dyrets tal og antikrist i computernes nuller og ettaller
INTERNET
Internettet betragtes af mange som et religiøst anliggende.
En af dets frihedskæmpere - grundlæggeren af borgerrettighedsbevægelsen Electronic Frontier Foundation og medforfatteren til Internettets uafhængighedserklæring, John Perry Barlow, der desuden har en universitetsgrad i sammenlignende religionshistorie - karakteriserede ligefrem i et interview (Inf. 24. nov. 97) Internettet som et teologisk og spirituelt anliggende.
Hinsides Perleporten
En tankegang der utvivlsomt deltes af hans ven, nu afdøde (LSD-terapeut, red.) Timothy Leary. En måned efter sin død sendte Timothy Leary en af sine nærmeste venner en e-mail, der som en engel forkyndte: "Robert, hvordan går det? Hilsner fra den anden side...Det er ikke, hvad jeg forventede. Dejligt, men trængsel... Håber du har det godt. Kærlig hilsen, Timothy". Leary iscenesatte sin død på Internettet. Man kunne klikke sig ind på hans feberkurver, blodtryk, puls, måltider og cigaretforbrug, mens han forsøgte at imødegå sin sidste rejse som det ultimative trip. Internettet var for Leary en metafor for de utallige psykedeliske universer, han havde oplevet gennem et langt liv på stoffer.
Men verdsligheden synes alligevel at skinne igennem Timothy Learys sidste happening, ligesom man kan diskutere omfanget af ikke mindst den spirituelle substans i kulten, når serveren gik ned som en følge af, at millioner af surfere klikkede sig ind på hans hjemmeside.
Leary omtalte i sin sidste bog sin hjerne som hardware og sine erfaringer og sanseindtryk som software, og havnede med sin og vor tids mest fortærskede metafor midt i debatten, om computeren har erstattet menneskeligheden eller om mennesket omkostningsfrit kan hengive sig til computerteknologiens lyksaligheder. En debat med apokalyptiske undertoner og med et rungende ekko fra årtusinders kamp for den rette lære.
Ikke ubeskedne Gates
På den ene side fremturer teknokraterne med Bill Gates i spidsen, som ikke ubeskedent har kronet sig selv som kejser, når han anser sig selv og sit interface som subjekt for Internettets fortsatte udvikling og udbredelse. Teknokraterne er i selskab med et helt akademi af gråsprængte hippier a la Leary og Barlow og i Danmark Ole Grünbaum, der ser Internettet som en ny åndelighed, en slags digitaliseret psykedelisk univers.
På den anden side har vi kritikerne, apokalyptikerne og præsterne, der med en ikke mindre beskedenhed prædiker, at mennesket er forvandlet til en computer og at netsurf er en asocial handling, der avler selvkult og so-lipsisme, åndelig fattigdom og fællesskabssvigt. 666, dyrets tal og antikrists pseudonym ser de åbenbaret på ny i den digitale kodes nuller og ettaller.
Nettet som prügelknabe
Sagligheden i debatten er til at overse og svinger mellem informationsteknologisk askese og blind accept. Med overskriften 'Elever bliver vildledt på nettet' efterlyste en artikel i Information (3. nov. 98) kildekritik i undervisningen, efter at en handelsgymnasiast var kommet for skade at skrive, med Internettet som kilde, at jøderne døde af tyfus under Anden Verdenskrig og ikke af gas i de tyske koncentrationslejre. Denne bekymring deler jeg ikke specifikt i forhold til nettet, men absolut i forhold til enhver anvendelse af informa-tion. Internettet er imidlertid blevet til prügelknabe for lemfældig omgang med information. Stillede man bare tilnærmelsesvis så 'strenge' krav til fjernsynet, ville den medieformidlede virkelighed tage sig langt sundere ud.
Vi lever i en tid, hvor kopister og efterlignere overdænges med berømmelse, hvor en mening om noget allerede givet synes at have en forrang fremfor det egentlige nye. Man kalder det 'anvendt forskning' på universiteterne og for 'projektet', når talen falder på kunstværket. Distributøren og formidleren har et klart forspring i forhold til videnskabens og kunstens eremitter, der udforsker de yderste grænser for vores kulturelle fællesskab.
Et begrænset medium
Hvad man skal huske på i den sammenhæng er, at Internettet er en distributionskanal og derfor principielt ikke kan bidrage med noget nyt. Men hvad man også skal huske på er, at arbejdet med information altid er vores eget, for at information skal blive til viden, som kan omsættes i teori eller praksis. Distributørernes og formidlernes kolde informationsstrømme skal tages i brug for at blive til varm og produktiv viden. Internettet er som sådan ikke en genvej til noget som helst, men et medium med et potentiale der både kan være med til at udvikle individet eller være et medium, hvor individet surfer rundt mellem allehånde informationer, der lige så godt kunne være bordtennisbolde eller æg, som individet ikke evner at tilegne sig.
Som sådan fordrer Internettet, hvis det skal være en mulig del af en demokratisk proces, individets engagement og refleksion over sin egen tilværelse, egenskaber, der for de fleste udvikles i social sameksistens med andre, i et godt uddannelsessystem og i en velsmurt offentlighed.
Men måske er det i virkeligheden dér, skoen trykker? Man kan argumentere for at mediesamfundet har tabt interessen for det almene og selv er blevet til en slags dope, når medierne fremstiller en forskelsløs skinverden, hvor interessen for orkaner, katastrofer og krig godt nok er stigende, men interessen for fred og klodens samlede skæbne er vigende. Medierne er i tiltagende grad begyndt at dyrke det specielle, det der bryder hverdagen, på bekostning af det almene, som ingen længere kan eller vil forholde sig til.
