Læsetid: 8 min.

Dengang fløjene røg ud over kanten

30. november 1998

Hvordan kan det gå til, at Kaj Munk nu atter drages frem i bøger, skue- og tv-spil - uden at der tages afstand fra hans anti-parlamentariske forvildelser i 30'erne?

KAJ MUNK
1930'erne var en turbulent periode - økonomisk og vel også derfor ideologisk. Sjældent har ekstremismen grasseret på dansk og udenlandsk grund som i denne periode.
Det agtværdige Gyldendal kunne i 1931 udsende Ole Bjørn Krafts bog Fascisme - Historie, Lære, Lov, hvor den senere udenrigsminister i VK-regeringen 1950-53 gav udtryk for den opfattelse, at fascismen kunne "inspirere endogså gamle demokratiske, folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer".
Halvdelen af de danske landbrugere stod som medlemmer af den alternative landboforening, Landbrugernes Sammenslutning, LS, hvis ledelse var nazistisk orienteret. I Folketinget talte Bondepartiet - en højreafskalning af Venstre - LS-bøndernes sag. Og senere gik Bondepartiet i direkte samarbejde med det danske Naziparti, DNSAP.
På den modsatte fløj erklærede kommunisternes formand, Aksel Larsen, at hans formål med at komme i Folketinget - således som det skete i 1932 - var at bekæmpe demokratiet - "humbugdemokratiet" og den arbejderklasse, der var blevet "parlamentarisk forgiftet" af Socialdemokratiet. For kommunisterne var "hovedfjenden" af samme grund ikke de fascistoide konservative eller LS-bønderne eller mygdal-liberalisterne. "Hovedfjenden" var det "socialfascistiske" Socialdemokrati.
Ja, i 1935 tillod Aksel Larsen sig minsandten på den 7. Komintern- kongres i Moskva at underholde de øvrige stalinister med disse betragtninger:" Socialdemokratiets regeringsvirksomhed (udøvet i samarbejde med de Radikale) hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen ...".

Det øllede frisind
Der var således - skal man tro Aksel Larsen - al mulig grund til, at PH lod bagsiden af sin pamflet va' mæ kulturen udsendt i 1933 pryde af en collage, hvor fascismen - i form af et foto, hvor en gruppe Hitlerjugend lytter betaget til Der Führer - gro ud af panden på landsfader Stauning.
PH havde ikke megen respekt for Socialdemokratiets "øllede frisind" i kulturpolitikken. I stedet anbefalede han partiet "at stryge den konservative del af kulturen", der ifølge hans vurdering udgjorde "de 99 pct." Det ville "uden tvivl kunne mærkes direkte i øgede stemmetal for de revolutionære".
Utvivlsomt, men det ville jo samtidig være udtryk for en totalitær ensretning, som ikke stod tilbage for den nazistiske eller stalinistiske.
I Paul Hammerichs store biografi Lysmageren om PH kan man bl.a. læse, at denne formulerede "en kæk strategi, nemlig at bruge Hitlers egen metode og iværksætte en sammenhængende offensiv kulturpolitik, men vendt mod alt hvad kulturfascismen stod for".
En kæk strategi? Er absolutistiske metoder ikke ligeså uappetitlige i kulturpolitikken som alle andre steder?

Guru Munk
Så hellere et selv nok øllet så socialdemokratisk frisind. Gud fri os, om Danmark i 30'erne eller på noget andet tidspunkt skulle have været styret af Larsen, Kraftbjørnen eller godsejeren, nulskatteyderen og ultraliberalisten, Ths. Madsen-Mygdal - eller andre stalinistiske, fascistiske eller liberalistiske fantaster. Som PH var venstrefløjens kulturguru, var pastor Kaj Munk højrefløjens. Hans foredrag, hans bøger og flere af hans skuespil var tilløbsstykker. Og siden 1931 var han fast kommentator ved Jyllands-Posten.
Det var i denne avis' spalter, at man kunne se ham skrive om Mussolini, at han "uden al modsigelse er Europas eneste statsmand af format" og om Hitler: "Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg".
I januar 1934 sendte Jyllands-Posten pastor Munk på en rejse til Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien for, at han ved selvsyn kunne give avisens læsere et indtryk af forholdene i disse to lande. I sit allerførste rejsebrev skriver Munk bl.a. om Hitler "Hvem er da denne mand, ... der for godt et års tid siden kåredes til afgud af det halve Tyskland?" Det var nu kun godt en tredjedel, der i januar 1933 havde stemt på Hitler. Resten af de nødvendige stemmer hentedes fra borgerlige støttepartier. - "Han er idealist, han er idealist, siger de til mig fra alle kanter hernede".
Også fra de mange, der ikke havde stemt på Hitler? Også fra de tusinder af socialdemokrater og venstrefløjs-repræsentanter, der nu sad i KZ-lejre?
"Der er enhed og orden", skrev Munk videre i rejsebrevet "og koncentrationslejre og folk i landflygtighed og afskedigelser og arrestationer. Nuvel, sligt må til. (!) Det er dog altsammen bedre end ... det evig golde, besmudsede kævleri".
Så smukt udtrykte denne ledende borgerlige kulturist sig om hjemlandets demokratisk, parlamentariske folkestyre. Det nærmer sig jo betænkeligt Aksel Larsens anti-parlamentariske niveau.

Hitlers komme
Kaj Munk var ikke mindre forstående i sin vurdering af Mussolinis styre. Og i det afsluttende rejsebrev lod han håbet om diktaturets indførelse i fædrelandet stå åbent:
"Bruset hen over Tyskland er et brus af ånd.... Danmark mit fædreland, forstår du det ikke? Ikke endnu? Men også til dig skal manden komme."
Og Kaj Munk gjorde, hvad han kunne for at berede 'manden' vejen - i Jyllands-Posten såvel som på de meget velbesøgte foredrags-turneer, som han fra tid til anden drog ud på.
Hans synspunkter må have nydt en vis yndest. Således blev rejsebrevene fra NaziTyskland og det fascistiske Italien årets bestseller!
Bogen kom i ni oplag - tilegnet Jyllands-Postens mangeårige redaktør, H. Hansen, der selv ved nytårsskiftet 1933-34 følte sig overbevist om, at "hvis en mand med vilje og evne til at handle i nationens interesse dukkede op i Danmark, (ville) et stort flertal af befolkningen ... hilse ham som en befrier og følge ham på den energiske handlingens vej".
Så mente redaktør Hansen i øvrigt, at diktaturet i Italien og Tyskland ikke var kommet, "fordi en Mussolini eller en Hitler har lyst til at regere enevældigt, men simpelthen fordi tidens vanskeligheder kræver et håndfast og målbevidst styre".

40.000 brunskjorter
I 1934 skrev Kaj Munk et skuespil med den fordringsfulde titel Hamlet. Stykkets helt er en ung sønderjysk nazifører, der på et tidspunkt indtager København i spidsen for 40.000 'brunskjorter' og sætter den af Munk og andre borgerlige så - foragtede socialdemokratisk-radikale Stauning-Munch-regering på porten.
Men kunne Kaj Munk da få nogen teaterdirektør til at opføre dette fascistoide pladder?
Ak ja, stykket gik hele 40 gange hos dansk teaters dengang største navn, Betty Nansen!
En af disse 40 gange blev forestillingen købt af Studenterforeningen, der senere gjorde Munk til sin æreskunstner.

Ingen indvendinger
Det var altså ikke kun åndsformørkede jyder på højrefløjen, der følte sig tiltalt af Munks synspunkter. Det var også Minervas sønner og døtre, blomsten af Danmarks ungdom. Munk blev selv kaldt over fra Vedersø for at sige et par manende ord til de unge, før tæppet gik:
"Danske studenter, nu er det tid, at vi vågner op... En levende folkevilje må I hjælpe til at rejse - bort fra parlamentarismens rådne udsæd af nid og nag."
Det har de siddet og hørt på, de vordende departementschefer og dommere og advokater og professorer og amanuenser og rektorer og lektorer og adjunkter - og ikke een af dem hævede røsten til en protest.
For 60 år siden blev en tysk diplomat skudt af en jøde i Paris. Det blev signalet til den første altomfattende jødeforfølgelse i Tyskland, hvor mange jødiske butikker blev raserede - heraf navnet 'Krystalnatten' - og mange jøder pryglet ihjel natten mellem den 9. og 10. nov. 1938.
Skønt socialdemokraterne i Tyskland til det sidste kæmpede for en demokratisk udvikling, havde Kaj Munk - i lighed med alle andre borgerlige - ikke havde haft nogen som helst indvendinger overfor Hitlers uskadeliggørelse af det tyske Socialdemokrati og den tyske fagbevægelse.
Tusinder af socialdemokrater blev sendt i KZ-lejr, hvis der da ikke skete dem noget værre. Det samme var tilfældet med de tyske kommunister, der ved flere lejligheder var gået sammen med nazisterne mod socialdemokraterne.

Ingen indvendinger
Endnu tolv dage før Hitlers magtovertagelse den 30. jan. 1933 fremhævede Berlin-kommunisterens partisekretær, Walter Ulbricht - den senere DDR-ministerpræsident - at "nu som før må vi rette hovedstødet mod Socialdemokratiet".
Som sagt - likvideringen af det tyske Socialdemokrati gav ikke Kaj Munk nogen anledning til kritik. Men med jøderne var det noget andet. En uge efter 'Krystalnatten' offentliggjorde han i Jyllands-Posten et åbent brev til Mussolini:
"Deres Excellence, nu må De træde til. De hader kaos, og de er sund. De er snart det eneste sunde mandfolk i Europa, der kan handle. Har de plads til jøderne i Abessinien ... ", dvs det nuværende Ethiopien, som Mussolini havde erobret i 1935: jagere og tanks mod bue og pil. Italien blev ved den lejlighed smidt ud af Folkeforbundet. "Og sig så til Deres ven Hitler, at nu må det være nok".
I denne sag var Munk og Jyllands-Posten for en gangs skyld på kollissionskurs.
"Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå tyskernes animositet.... Selv herhjemme har man i de senere år bemærket deres uheldigere egenskaber".
Derfor ville Jyllands-Posten "indrømme Tyskland, at det har ret til st skille sig af med sine jøder. Men til gengæld må man stille det krav, at det sker på anstændig vis, ... således, at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det har vundet i alle lande og alle kredse".
Alle kredse? Nå, nu fandt Hitler som bekendt en løsning på jødespørgsmålet, "ein Endlösung".

Hvordan kunn det ske
Man må spørge: hvor blev den politiske orienterings- og vurderingsevne af i 30'erne hos mange borgerlige såvel som hos mange venstreorienterede? Hvordan kunne så mange ellers velbegavede og velorienterede mennesker både på højre- og venstrefløjen tage så grueligt politisk fejl?
Det var ikke dem, der stod ubrydeligt fast overfor fascismens eller stalinismens fristelser, men det gjorde til alt held det massive flertal af den danske arbejderklasse, som det klasseforræderiske og kapitalismeadminstrerende Socialdemokrati havde forgiftet parlamentarisk.
Og hvordan kan det gå til, at Kaj Munk nu atter drages frem i bøger, skue- og tv-spil - uden at der tages afstand fra hans anti-parlamentariske forvildelser i 30'erne.
Undskyldes kan de jo ikke. Hans patriotisme og den dramatiske måde, hvorpå hans liv afsluttedes, får tilsyneladende lov til at lægge sig som et slør over hans udtalte beundring for 'den stærke mand' og hans tilsvining af folkestyret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu