Læsetid: 5 min.

Despoterne er blevet dygtigere

Debat
9. november 1998

En iraner, der har distribueret dele af Rushdies forbudte roman, er netop sporløst forsvundet i Iran efter at være udvist fra Danmark. Irans regering har nemlig opdaget, at de kan sende forskellige signaler til Vesten. Og Vesten tror det, Vesten helst vil tro

SATANISK
Den 14. oktober blev den iranske asylansøger Mohammad Jawad Nikjo udvist fra Danmark til Iran, sammen med sin kone Panteha Jawad Nikjo og deres seks-årige søn.
De var flygtet fra Iran, fordi Nikjo havde distribueret dele af Salman Rushdies bog De sataniske Vers. Ifølge familien risikerede Nikjo at blive henrettet.
Udlændingestyrelsen havde imidlertid en anden opfattelse af strafferammen. De havde undersøgt sagen og var nået til den konklusion, at hvis han fortalte sandheden og blev fundet skyldig i Iran, risikerede han højst et par måneders fængsel, en straf, der ikke er nok til at retfærdiggøre asyl. Konklusionen var bekræftet af 'uafhængige' kilder i Iran.

Da familien ankommer til Iran, bliver den standset og forhørt i nogle timer af politiet. Derefter bliver de løs-ladt. To timer senere kommer politiet og anholder Nikjo, som siden har været sporløst forsvundet.
Der er så to muligheder:
Enten har Nikjo lavet et forsvindingsnummer i Iran. Grunden kan være, at han prøver at kaste dårligt lys over regimet i Iran, og/eller at han prøver at gøre sin sag kendt i Danmark med det formål at få sin advokat i Danmark til at søge sagen genoptaget.
Eller han er blevet anholdt af det iranske politi. I så fald risikerer han ikke et par måneders fængsel, men henrettelse. For selv om EU opfører sig, som om Rushdie-sagen er løst, er den stadig højaktuel.

Normalt siger man, at i en asylsag skal enhver tvivl komme asylansøgeren til gode. I denne sag er det bare ikke sket. Man kunne også forestille sig, at Udlændingestyrelsen ikke har haft korrekt information om sagen. I så fald bør kritikken rettes mod styrelsens kilder i Iran. For hvis Nikjo talte sandt, kunne der ikke være nogen tvivl om, at han fortjente at få asyl i Danmark.
For det første var han personligt forfulgt. Og for det andet risikerede han at miste livet.
Men hvad er det, der sker i Iran nu? Svaret er desværre - ingenting. Alt er ved det gamle. Rushdie-sagen er lige så aktuel som hidtil. For regimet i Iran har i lang tid - også da Rafsanjani var præsident - erklæret, at regeringen ikke ville eksekvere dødsdommen over Rushdie. Med andre ord ville de ikke sende folk ud efter Rushdies hoved. Men samtidigt har de altid sagt, at dødsdommen eller fatwaen er gældende og ikke kan ophæves af regeringen. Dvs. at det er enhver muslims pligt at dræbe Rushdie samt hans eventuelle medhjælpere. Det nye i sagen er, at den nuværende præsident for første gang har gentaget dette budskab.

Regimet har også altid sagt, at den fond, der har lovet en dusør på Rushdies sag, er et privat foretagende, som regeringen ikke kan blande sig i. Dette er så første - og hidtil eneste - gang, regeringen ikke vil blande sig i en privat sag. Men sandheden er, at fonden er halvofficiel, og dens bestyrelse bliver udpeget af Khamenei, den øverste leder, der også har total magt i Iran.
Hans position er for nylig blevet styrket i valget til den forsamling, der skal godkende alle love og bedømme om Iran nu også er på det rette spor i alle sager, herunder Rushdie-sagen.
Regimet i Iran har siddet på magten i snart 20 år. Det er blevet stabiliseret. Med andre ord har man fundet ud af, at man kan sende forskellige signaler til Vesten.
For ti år siden, da den revolutionære ånd stadig herskede, udtrykte regeringen, at USA var Den store Satan, og EU var Den lille Satan. Nu har de fundet ud af, at man ikke behøver at sige, alt hvad man mener og gør. På den ene side tager de afstand fra dødsdommen, på den anden side forhøjer de prisen på Rushdies hoved. På den ene side giver de tilladelser til forskellige kritiske aviser, og på den anden side fjerner man dem, der kritiserer regimet. Og Vesten vælger at fokusere på de signaler, der lyder bedst. Udover dette er der ikke sket noget nyt i Iran.

For det er stadig sådan, at man i Iran ikke kan være sikker på hvordan en lov bliver praktiseret. Og der findes ikke nogen udviklingsretning, hverken til det bedre eller til det værre. Alt er afhængigt af en tilfældig person, der en tilfældig dag sidder med en tilfældig sag. Hvis han er glad den dag, ville hans klienter mærke de gode signaler. Men hvis han af en eller anden grund er sur, skal man helst undgå ham. Sådan er Den islamiske Republik
Iran.
Problemet i Iran er ikke, at de konservative sidder på magten nu. Man kan ikke forvente bedre tider, selv om de mere reformvenlige kom til magten. Det er selve regimets grundlov, der er undertrykkende. F.eks. er grundloven ikke baseret på individets rettigheder, men på familiens og gruppens velbefindende. Rushdie truer gruppen. Derfor er han farlig, derfor skal han dø.
Så længe grundloven er baseret på dette, kan der ikke findes noget, der hedder menneskerettigheder i Iran, og man kan ikke håbe på bedre tider for befolkningen. Så længe regimet hedder Den islamiske Republik Iran, hvor Islams traditioner er lov, og oven i købet afhængige af tilfældige personers humør, vil der findes forfulgte, der søger asyl i Vesten. Nogle er heldige. Andre er uheldige.

For tiden synes alle iranske asylansøgere at være uheldige i Danmark. Det er utrolig svært, om ikke umuligt, for en iraner at opnå asyl.
Vi herboende iranere hjælper heller ikke ligefrem sagen. Mange flytter tilbage til Iran, og mange rejser frem og tilbage. Hvordan kan man så finde ud af, hvis liv er i fare og hvem er forfulgt? At svare på dette spørgsmål er den kunst, som udlændingestyrelsen skal kunne magte. Snart skal udlændingestyrelsen sende en 'fact-finding-mission' til Iran. Man kan kun håbe på at missionen får rigtige svar på de relevante spørgsmål.
I den aktuelle sag om den forsvundne person kan man sætte sin lid til, at hans sag giver genklang i de vestlige medier. For pludselig kan han dukke op, eller regeringen kan løslade ham, for at bevise sin gode vilje over for omverdnen.
Kan I huske Faraj Sarkuhis sag? Omverdenens pres reddede hans liv. Nu er han i Tyskland, svækket, mærket for livet, træt men levende.

*Sagen belyses yderligere på P1 der sender tirsdag den 10. november kl. 9-10

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her