Kronik

Fascismens fascination

16. november 1998

For tiden får venstrefløjen sin sag for i avisspalter og bøger. Dagens kronik tager til genmæle og skruer tiden tilbage til før 1968 - til borgerskabets ambivalente forhold til demokrati, hvor bl.a. ungkonservative flirtede farligt med nazismen

Gennem den sidste halve snes år er den europæiske venstrefløj på det nærmeste blevet kriminaliseret, stemplet som 'udemokratisk' og rummende autoritære tendenser og holdninger. Omvendt har den borgerlige højrefløj - såvel af liberalistisk som konservativ observans - på det nærmeste taget patent på demokratisk sindelag.
Det er faktisk godt skuldret, når man betænker, at det borgerlige Europas demokratiske sindelag er af ret ny dato.
Helt frem til afslutningen af Anden Verdenskrig var autoritære og demokratifjendtlige holdninger og opfattelser udbredte blandt borgerskabet og i de borgerlige partier, ja, i visse lande helt dominerende. Omvendelsen til demokrati kom først for alvor efter Anden Verdenskrig, og den hang sammen med udfaldet af krigen, udviklingen efter 1947 af den kolde krig, samt opløsningen af 'den sociale trussel' nedefra i løbet af 'den gyldne periode' fra ca. 1950-73.
I den sammenhæng udvikledes to ideologiske konstruktioner:
*Ideologien om den udemokratiske socialisme og
*Ideologien om 'det liberalistiske demokrati'.
De to ideologiske konstruktioner byggede igen på tre historieforfalskninger:
Den første historieforfalskning var overtagelsen af stalinismens historieskrivning om Oktoberrevolutionen og den senere udvikling i Sovjetunionen (hvor man blot skiftede fortegnet ud: plus blev til minus).
Den anden var historien om borgerskabet og de borgerlige partier som en vedvarende og stærk demokratisk kraft i den europæiske udvikling.
Den tredje forfalskning bestod i en total forglemmelse eller ligefrem benægtelse af den lange og stærke demokratiske tradition i den vesteuropæiske arbejderbevægelse og socialisme.

En krumtap i teorierne og diskussionerne var den såkaldte 'totalitarismeteori', som netop blev fremført og udviklet i takt med den kolde krig. Den kom dog hurtigt under stærk faglig kritik på grund af sine manglende differentieringer og den manglende evne til at forklare forandringsprocesser i 'totalitære samfund'. Efter at den for længst er blevet skudt i sænk i den samfunds- og historievidenskabelige diskussion, har den dog nu i de senere år fået sit comeback i den offentlige debat, hvor den - endnu en gang - føres i marken mod venstrefløjen.
Såvel de klassiske totalitarismeteoretikere (Carl J. Friedrich og Z.B. Brzesinski o.a.) som den senere bølge af 'nye filosoffer' (Andre Glucksmann, Bernard-Henry Lévy m.fl.) havde svært ved at skelne mellem socialisme, kommunisme og fascisme/ nazisme. Samme tendens til sammenblanding ses i senere års 'opgør' med venstrefløjen, den franske 'Sortbog' f.eks. og herhjemme folk som Bent Blüdnikow, Peter Wivel, Tøger Seidenfaden og senest Mikkel Plums aktuelle bog, Bombardér hovedkvarteret. (anmeldt i Information i fredags, red.).
Men 'tilsviningen' af anderledes tænkende er nødvendig, siger man. Det er vigtigt at få afdækket den historiske sandhed. Det er vigtigt at få fordelt og placeret det historiske og moralske ansvar.
Ja, men lad os så gøre det, da. Men så kan vi naturligvis ikke arbitrært standse op ved det åbenbart magiske år 1968, men gå noget længere tilbage i historien.
Lad os se på, hvem der i den europæiske udvikling sloges for demokrati, og hvem der svigtede eller ligefrem bekæmpede demokrati, da det virkelig kneb. Lad os et øjeblik gå tilbage til de mørke år i Europas udviklingshistorie, da Europa var ved at blive fascistisk. Når man interesserer sig for demokratisk sindelag, er det i det hele taget både interessant og oplysende at studere fascismens vej til magten.
Totalitarismeteoretikerne havde og har som sagt svært ved at se en forskel mellem socialisme og fascisme. Det er værd at bemærke, at det havde de samtidige politiske og økonomiske magthavere til gengæld ikke!
Overalt i Europa kom fascismen nemlig til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande. Og omvendt var det først og fremmest arbejderbevægelsen, der kæmpede mod fascismen. Liberalisterne var stort set fraværende i denne kamp, hvis de da ikke ligefrem var gået over til fascismen. Og dette gjaldt i endnu højere grad de central- og sydeuropæiske konservative.
Ikke mindst liberalismens rolle i disse forløb er ganske bemærkelsesværdig. I den nutidige diskussion har jo især liberalisterne ført sig frem som 'demokratiets' bærere, ja, 'demokrati' er for mange simpelthen blevet synonymt med 'liberalt demokrati'.
Men hvad er de historiske kendsgerninger? Ja, i Italien bakkede liberalisterne den fascistiske magtovertagelse op. I Tyskland deserterede de i store flokke over til nazismen, og ved de sidste valg i Weimarrepublikkens historie var der kun 1 procent af vælgerne, der stemte liberalt ( eller 3 procent, hvis vi medregner 'Folkepartiet', hvilket i sig selv er noget tvivlsomt). I Østrig var de liberale simpelthen fraværende fra den politiske scene. Der måtte den socialdemokratiske arbejderbevægelse helt alene slås for demokrati.
Støtten 'ovenfra' til fascismen/nazismen strakte sig lige fra økonomisk bistand over aktiv eller passiv støtte til politisk accept og støtte, herunder inddragelse i regeringsforhandlinger og -koalitioner.
For at gøre en lang historie kort: Der var al mulig grund til, at den sociale og politiske elite og store dele af den borgerlige opinion kunne se med stor sympati på fascismen. Man kan her tale om en veritabel 'fascismens fascination', som var udbredt over hele Europa.
Den fascisme, der blev hjulpet frem til magten af overklassen og den politiske højrefløj i lande som Italien, Tyskland, Østrig og Spanien, udøvede nemlig sin terror mod arbejderbevægelsen - akkompagneret af udbredt jubel og slet skjult skadefryd fra den øvrige europæiske højrefløj.
Generelt var sympatien for fascistiske ideer og holdninger udbredt, idet de ofte flød sammen med forud eksisterende højreautoritære opfattelser og holdninger. Lad os som eksempel tage nogle stemninger og opfattelser på den danske højrefløj.

I 1933 erklærede den unge konservative, senere KFP-folketingsmand Poul Hjermind sin sympati for nazismen: "Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune batailloner."
Og den senere konservative folketingsmand, politiske ordfører og udenrigsminister i VK-regeringen 1950-53, Ole Bjørn Kraft proklamerede rent ud folkestyrets fallit:
"For mig er der ingen tvivl om, at folkestyret i sin nuværende form har levet sin længste tid, også i lande, hvor der endnu ikke har været gjort større bestræbelser på at ændre den."
Hans bog fra 1932 var da også en veritabel hyldest til fascismen.
Også nazismens og fascismens offentlighedsformer blev kopierede. På et KU-stævne i Kolding i juli 1933, hvor KU's landsformand Jack Westergaard proklamerede det liberalistisk-parlamentariske systems fallit udspandt der sig følgende sceneri:
"Som en efterligning af Hitlers og Röhms brune SA-tropper, havde KU under ledelse af ingeniør Hollbøl etableret S.T.-afdelinger. De brugte nazihilsen og paraderede i sorte støvler, spidsbukser og grønne skjorter..."
Ledende KU'ere foretog også studierejser til det fascistiske udland. Ole Bjørn Kraft havde for eksempel været på besøg i Italien, og Carsten Raft havde studeret propagandateknik i det sydlige udland. Ja, i sommeren 1933 havde to unge konservative studenterforeningspolitikere endda været på koncentrationslejrbesøg i Tyskland. Hør blot hvad de unge konservative studenter kunne berette: "Ved vort besøg havde vi anledning til at besigtige en koncentrationslejr. Der, som alle vegne, gennemført orden og punktlighed og selvfølgelig fuldt ud hygiejniske forhold. 'Mishandlinger' så vi også. Det skete nu og da, at en af de mere trodsige kunne hente sig lidt knubs - men hvad gør det?"
På det tidspunkt hvor disse to håbefulde overklassepoder besigtigede tyske KZ-fanger, som om de var dyr, havde naziterroren raset i måneder mod den slagne tyske arbejderbevægelse. Titusinder var blevet myrdede, mishandlede og torterede i fangelejre og SA-kaserner. Men det var jo kun arbejdere, tilmed kommunister og socialdemokrater - så "hvad gjorde det?"

Fascismens fascination var både kvantitativt og hvad indflydelse angår en langt større trussel i samtidens Europa end stalinismen - trods dennes opreklamerede fascination. Specielt tyder samtidige og senere beretninger på, at nazismen og fascismen i Europa havde ganske godt tag i den akademiske ungdom og akademikere i det hele taget. Sammenlignet hermed var sympatien for kommunismen betydeligt mere beskeden, men den vakte opsigt, netop fordi den var så usædvanlig, 'afvigende' og omfattede en række betydningsfulde kulturpersonligheder.
De anti-demokratiske holdninger og opfattelser og den udbredte sympati for fascismen i det europæiske borgerskab og i mange af de europæiske borgerlige partier fremstår ikke som nogen parentes i udviklingen, et skarpt brud i en i øvrigt ubrudt og genuin demokratisk tradition. Tværtimod: Det europæiske borgerskab og de borgerlige partier var generelt og meget længe yderst ambivalente i deres forhold til demokrati. Mange var deciderede modstandere og bekæmpede i årevis enhver demokratisk udvikling.
Generelt i den europæiske udvikling var det den europæiske arbejderbevægelses kamp gennem årtier for almindelig valgret og bredt dækkende demokratiske rettigheder kombineret med verdenskrisens vældige sociale mobilisering i de krigsførende lande og den sociale uro ved krigens afslutning, som for alvor banede vej for et demokratisk gennembrud. Hurtigt brød mange af de nyetablerede demokratier dog sammen igen under borgerlige lags og partiers højlydte jubel eller ligefrem aktive medvirken. Og hvor havde i grunden højrefløjen været henne i dag, hvis aksemagterne havde vundet Anden Verdenskrig?
I det store historiske perspektiv og generelt (med bemærkelsesværdige undtagelser som Gladstone og Disraeli i England eller den konservative partileder Christmas Møller i Danmark) var det europæiske borgerskab og de borgerlige partier anti-demokratiske og den socialistiske arbejderbevægelse demokratisk. Højrefløjens aktuelle monopolisering af demokratisk sindelag og dens selvgode hetz mod anderledes tænkende på venstrefløjen hviler på en sokkel af historieforfalskning, udeladelser, fortrængninger og fordrejninger.
I 1860 udtalte den nationalliberale leder Orla Lehmann, at magten bør ligge hos "de begavede, de dannede, de rige". Denne formel udtrykker generelt det europæiske borgerskabs grundholdning til demokrati. Gad vide, om ikke dets nutidige accept af demokrati grundlæggende skyldes, at magten, trods alle demokratiske fremskridt, stadig, når det kommer til stykket, ligger, hvor Orla Lehmann mente, den burde ligge?

*Curt Sørensen er dr.scient.pol. og professor ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu